Leder: Klubberne leder efter en undskyldning for a

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren – se mere her.

Vi kender vel efterhånden alle situationen her i et 2020, der er blevet, som ingen havde gættet på for cirka 12 måneder siden, hvor coronavirussen i det skjulte begyndte at sprede sig i Kina.

Et familiemedlem, en nabo, en person på den lokale folkeskole eller en erhvervsdrivende henne på det lokale torv har testet positiv for coronavirussen, og har helt sikkert, eller måske, eller nok-ikke-men-det-kan-ikke-helt-udelukkes været i nærheden af vedkommende, mens han eller hun måske og måske ikke har kunnet smitte med virussen.

Eller hvad med festen eller sammenkomsten, der måske ikke er strengt forbudt men heller ikke helt er i overensstemmelse med anbefalingerne om forsamlinger og det at holde forsvarlig afstand?

Uvisheden og usikkerheden er ikke lige så slem som at været alvorligt syg med COVID-19 eller at være erhvervsdrivende, det kunne være som ejer af en minkfarm, der er ved at miste et livsværk og måske også hele familiens økonomiske eksistens.

Men ellers er uvisheden og usikkerheden noget af det mest giftige ved den nuværende situation, og i denne uge meldte den uvished sig for alvor ind i landsholdsfodbold.

I Danmark fik Robert Skov og en behandler på landsholdet en positiv coronatest efter ankomsten til lejren, og det blev en hel del værre af, at en række spillere måtte i isolation, fordi de havde været i nærheden af en af de to smittede.

Helt slemt blev det onsdag eftermiddag, få timer før Danmark-Sverige, da det kom frem, at Robert Skov og adskillige af de isolerede spillere havde taget en taxa sammen fra Kastrup Lufthavn til landsholdslejren, noget der ikke just højnede DBU’s stjerne hos klubberne.

Det er ikke nemt for nogen i disse måneder, men med behørig respekt for allerede nødlidende regnskaber i DBU, UEFA og alle mulige andre steder i fodboldverdenen vandt denne uges træningskampe på kryds og tværs af Europa jo ikke ligefrem hearts and minds derude.

Det var en udmærket indsats onsdag af et reservespækket dansk hold, hvor Jens Jønsson leverede 90 minutters argumentation for, at han også i almindelige tider kan indgå i Kasper Hjulmands planer, og hvor man skal være lavet af sten eller være fan af en af rivalerne i Superligaen for ikke at kunne glæde sig over Jonas Wind og Alexander Bahs ægte glæde og fine scoringer.

Men var det i det store billede det værd?

Faste læsere af Tipsbladet må bære over med, at der her følger en ofte skrevet og udtalt pointe fra undertegnede, men landsholdsfodbold er altså under et voldsomt pres i disse år, og trods al snakken om solidaritet og sammenhold i 2020 er dette pres så sandelig ikke blevet mindre.

Landsholdene og trænerne forsøger at tale kampene op som gode anledninger til at få spillet koncepter og formationer sammen, hvilket da også er rigtigt under normale omstændigheder.

Men uanset hvor meget man lader som om, og hvor trætte alle er af en træls situation, bliver verden altså ikke normal af, at man bare faker den.

Ud over, at det ikke ser fantastisk ud at samle spillere fra hele kontinentet i landsholdslejre, og at den virus ikke er det rene fis og ballade at få, er det altså ikke risikofrit for hverken DBU, det svenske fodboldforbund eller cheferne i UEFA og FIFA bare at give los med landskampene.

Storklubberne i Europa venter bare på en undskyldning for slet ikke at slippe deres spillere til landsholdene mere end allerhøjst nødvendigt. Glem al snak om solidaritet og fodboldens fællesskab.

Hvis klubberne kun slap spillerne nødtvungent før corona, hader de at sende dem med landsholdene nu. Selv Inter, hvor Antonio Conte har reserveret en fast plads på bænken med Christian Eriksens navn på, så hellere deres midtbanereserve træne hjemme i Milano end være med Danmark.

Jeg tvivler altså på, at landsholdene og UEFA har et flertal af fansene på deres side i denne sag, uanset at vi er nogle, der godt ved, hvor kynisk klubberne har båret sig ad i årevis.

Jeg synes virkelig, DBU, UEFA og deres kolleger i landsholdsverdenen tager nogle risici ved at spille træningskampe i denne tid, og uanset, hvor vigtig man selv finder Nations League, er den historie altså også svær at sælge i den brede offentlighed.

De mest ekstreme eksempler i disse dage finder vi, som altid, fristes man til at sige, i Sydamerika, hvor der rask væk spilles VM-kvalifikationskampe i La Paz, Lima og Caracas.

Jeg tør godt love, at der kommer indtil flere ramaskrig i de kommende dage, når sydamerikanske og europæiske profiler vender skadede hjem til deres klubber fra landsholdstjeneste. Det tog allerede fart i denne uge, hvor Joe Gomez så ud til at få en alvorlig skade i et solouheld til Englands træning.

Er det rimeligt i det store billede, hvor de mest aggressive rovdyr på fodboldsavannen er Europas topklubber? Nej!

Men den kamp om den offentlige mening har landsholdene for længst tabt, og jeg synes godt nok, man tager risici i disse dage med klubber, der ville elske at nægte deres spillere at tage med landsholdene i 2021.

Jeg misunder bestemt ikke de valg, der skal træffes i disse dage i fodboldverdenen, men man skal passe uendelig meget på at komme til at fremstå al for kynisk og profitdrevet, også selvom landsholdene om nogen stadig har en forankring i breddefodbolden, som efterhånden er forsvundet de fleste steder i klubfodbold.

Man skal eksempelvis have andre og flere med end de mest fodboldsultne, hvis der til foråret skal åbnes for et EM med tilskuere på stadion, ikke bare i Danmark men i hele Europa. Beslutningen om EM-slutrunden træffes sandsynligvis op til og på kongressen 2. marts, og det ligger jo efterhånden ikke ret langt ude i fremtiden.

Herfra krydses alt, der krydses kan, for at ugens store, positive nyhed om en virksom vaccine også holder stik hele vejen til en forhåbentlig snarlig masse-vaccination, og at fodboldverdenen ikke når at splintres alt for meget inden da.