Logik at Hjulmand dropper Vallys og Superligaen

Nicolai Vallys er en pragtfuld fodboldspiller og et inspirerende menneske, mange i og uden for fodbold kunne lære af.

Han kunne sagtens ryge afsted til en udenlandsk klub denne sommer, hvor Brøndby IF sandsynligvis skal have penge i kassen enten fra en ny omgang pengeindsprøjtninger fra ejerkredsen eller spillersalg, eller begge dele.

Og han er en af de bedste fodboldspillere i Superligaen og har været det i tre år, uanset at han faldet nogle procent i ydeevne i slutningen af en lang og opslidende sæson.

Og jeg forstår egentlig godt, det vækker opsigt, at Vallys og alle andre Superliga-spillere er blevet mødt af en lukket dør ind til EM-truppen, hvor alle 26 pladser (udvidet med tre pladser igen for nylig, efter UEFA havde planlagt at vende tilbage til 23) er gået til udlandsdanskere.

Men ærlig talt tror jeg ikke, at andre end FC Københavns Elias Jelert har været tæt, og det er helt fair, at Kasper Hjulmand dropper Nicolai Vallys, Superligaen og den hype, der naturligt er omkring den danske liga her i landet, og vælger sin spillere i det mylder af dygtige udlandsproffer, han har til rådighed.

Lad mig spørge retorisk: Hvem skulle Nicolai Vallys eller for den sags skyld Rasmus Falk, Magnus Mattsson eller Lukas Lerager slå af?

Christian Eriksen? Mikkel Damsgaard?

Jeg forstår godt undren over Damsgaard, men at tro nogen kan røre ved det niveau, Christian Eriksen stadig vil være i stand til at nå i enkelte kampe, er dælendytme naivt, mens Mikkel Damsgaard immervæk har spillet i 49 Premier League-kampe de to seneste år.

Man går ikke ind fra Brøndby IF som 27-årig eller som Falk, Lerager eller Mattsson fra scratch og dominerer et dansk EM i stedet for spillere, der til daglig arbejder på et niveau, der er lysår over Superligaens.

Jeg synes ikke, det er vildt eller uhørt, at der for første gang ikke er en eneste Superliga-spiller med i en dansk slutrunde-trup.

Danmark har et væld af dygtige udlandsproffer, Kasper Hjulmand kan vælge mellem, hvoraf mange gode kandidater ikke er kommet til EM.

Det er rå, brutale markedskræfter, vi her ser udfolde sig – i takt med, transfermarkedet er gået amok de seneste 10-12 år og især siden 2016, er der kommet flere udlandsproffer fra Danmark, ligesom snart sagt alle mellemstore og mindre fodboldnationer har fået flere spillere i udlandet.

Så det er ikke skørt eller arrogant af Kasper Hjulmand at se bort fra Superligaen – det er mere bare et udtryk for matematik, at flere dygtige spillere er i udlandet, spillere i et højere tempo med højere tekniske krav og dygtigere mod- og medspillere, som det er svært at matche, hvis man til daglig spiller på UEFA-ranglistens 16. stærkeste liga.

De kan til gengæld mangle
Landstræneren får ingen tak for at tage to-tre Superliga-spillere med og så få bank i Tyskland – han skal udtage det hold, han tror på, når det er ham, der får sparket eller de verbale tæsk i tilfælde af en ny dansk slutrunde-skuffelse.

Til gengæld kan jeg godt studse over, eller i hvert fald konstatere, at landstræneren og hans team åbenbart tror fuldt og fast på en kæmpe præstation af det danske landshold ved EM-slutrunden og dermed tager et performance-hold for at levere her og nu, i stedet for at skele bare en anelse til 2026, hvor flere fra toppen af landsholdets hierarkiet sandsynligvis er stoppet.

Her tænker jeg på Matt O'Riley (Celtic), Gustav Isaksen (Lazio) og Jesper Lindstrøm (Napoli), der for de to sidstes vedkommende ganske vist ikke har haft lette sæsoner i Serie A, men som da må være nøglespillere eller vigtige spillere for landsholdet i de næste ti år.

Der kunne man godt have taget en stopper mindre, overvejet Damsgaard eller Delaney (selv om Delaney er en fremragende type) og Andreas Skov Olsen eller Jacob Bruun Larsen.

Vi er i småtingsafdelingen, men hvis der skulle mere power og fart ind i holdet, og det kunne bedømt på 2023 og anden halvdel af 2022 være en god idé, kunne det have været fornuftigt.

Landstræneren har, som det er hans ret, valgt at tro på niveauet her og nu, på den eksisterende trup, der havde et svært 2023 og et skrækkeligt VM i Qatar, ligesom han gjorde i testkampene tidligere i år.

Så det er måske ikke overraskende, men med sandsynlighed for en stærk puljevinder i en ottendedelsfinale a la Tyskland, Portugal eller Belgien er oddsene uanset hvad svære for det danske landshold.

Så der skal præsteres og leveres resultater i Tyskland med den trup, og man kan i hvert fald ikke beskylde landstræneren for at være til fals for folkestemningen forud for en tricky slutrunde, hvor den dårlige stemning fra 2023 og horror-slutrunden i Qatar næppe er langt under overfladen.