Skal Hjulmand lave generationsskiftet før EM?

Der har vel ikke været en dansk landstræner i nyere tid, der ikke i begyndelsen af sin tid i jobbet fortalte, at fast spilletid i en udenlandsk klub på højt plan er essentielt for at spille på landsholdet.

Idéen er fornuftig.

Men når erfarne, ældre spillere uundgåeligt ryger på bænken, hvilket sker for alle andre end denne verdens få Lionel Messi’er, kan man som Kasper Hjulmand i den forgangne uge løbe ind i tornede spørgsmål.

Hvorfor holde fast i Kasper Schmeichel? Hvorfor ikke blive ved med at prøve andre end Thomas Delaney, der har haft et brutalt år i Sevilla og Hoffenheim, og nu ligesom Schmeichel skal finde sine ben igen i Anderlecht?

Hvad med Simon Kjær, der er gjort til reserve af sin Milan-cheftræner Stefano Pioli?

Og selvom det ikke bliver sagt højt i Danmark, cirkler spørgsmålet også langsomt tættere på Christian Eriksen, der ikke er lige så oplagt til idealopstillingen i Manchester United, som han var før sin skade i forårssæsonen.

Og hvis den nye, indtil videre succesrige Tottenham-cheftræner Ange Postecoglou holder fast i, at Pierre-Emile Højbjerg er en rotationsspiller, opstår der også på den position et åbent spørgsmål frem mod EM 2024.

Kvalifikationskampene bør trods alt munde ud i dansk EM-kvalifikation, uanset hvem der spiller: Dertil skal klasseforskellene være for store mellem Hjulmands valgte folk og det langt begrænsede materiale, hans kolleger i Finland og Slovenien har til disposition.

Men hvordan det bedste landshold ser ud i juni 2024 om ni måneder fra nu, det er landstræneren også nødt til at tage hensyn til, selv om valget er svært.

Verdensmestrene Spanien og Tyskland er to af de indlysende eksempler på landsholdsniveau med deres efterfølgende exit i gruppespillene i 2014 og 2018.

Morten Olsen skulle have haft en trup med mere ungdommelig power og færre skader til slutrunden i Sydafrika i 2010, og VM 2022 var en station for langt for flere af de belgiske superstjerner, der havde leveret så mange gode landsholds- og klubkampe i de ti år forinden.

Hvis det danske landshold havde rene, skudsikre verdensklassenavne som alternativer til denne håndfuld erfarne esser, der har været så gode på landsholdet, især i årene omkring EM i 2021, var det nemmere bare at skifte ud.

Men sådan forholder det sig ikke, og det er heller ikke i sig selv nogen nem øvelse, hvis man undervejs i en kvalifikation eller før en slutrunde skal rykke erfarne, tidligere bærende spillere øverst i hierarkiet på bænken.

Det nemme og mest bekvemme vil være, at generationsskiftet kan vente til efter slutrunden i Tyskland, og at alle man er knivskarpe til den turnering.

Men historien viser, at der ikke overhovedet er garanti for, at det kommer til at gå sådan, eller at det vil være det bedste for holdets sejrschancer i Tyskland og i de sidste kvalifikationskampe.

Jeg kan på ingen måde forudsige, hvor Schmeichel, Delaney, Kjær, Højbjerg og Eriksens form udvikler sig i de næste tre-seks måneder, og om de spiller for deres klubhold eller ej.

Men det er legitimt at spørge til deres position på landsholdet, som der er blevet med de tre førstnævnte i denne uge, og at have en Plan A, B og måske C klar som landstræner. Ujævnt, ofte langsomt spil og usikkerheder i de fleste af kampene i det seneste år bestyrker kun argumentationen for, at det er en god idé at have alternativerne klar og ikke lægge alle æg i samme kurv.

Det er trods alt lettere at øve sig lidt i scenarierne nu end at skulle starte fra nul til marts, hvis det viser sig at blive nødvendigt at sadle om.