Selv mens jeg sad der på pressepladserne på Soccer City Stadium uden for den berømte Johannesburg-forstad Soweto, havde jeg på fornemmelsen, at det var et historisk øjeblik.

Vi var helt i bunden af den forlængede spilletid mellem Ghana og Uruguay.

Størstedelen af stadion var på samme side som de mange og helt igennem fantastiske medrejsende fans fra det store vestafrikanske land, og selvom sydamerikanerne selv havde deres højlydte støtter med, var de under pres.

Og så, netop som alt tydede på en straffesparkskonkurrence, opstod der panik i Uruguays felt efter et indlæg fra højre side.

Bolden sprang rundt, og da angriberen Dominic Adiyiah headede bolden mod mål, lignede det punktum for Uruguay.

Men inde på stregen stod Luis Suárez, den øretæveindbydende, kække Ajax-angriber.

Suárez havde lige reddet én Ghana-afslutning fra tæt hold med skinnebenet, en holdkammerat sprællede forgæves i forsøget at bokse bolden væk, keeper Fernando Muslera var passeret, men inde på stregen slog Luis Suárez kuglen væk med en blanding af en håndboldredning og et mislykket volleyball-smash.

Sjældent har man set et mere tydeligt rødt kort, og Suárez græd på vejen ud, mens stadion forventningsfuldt afventede Asamoah Gyans straffespark.

Men Gyan blæste bolden på overliggeren, Luis Suárez, der var blevet på sidelinjen, jublede som havde han scoret, og i den efterfølgende straffesparkskonkurrence reddede Muslera to gange, før vandringsmanden Sebastian Abreu scorede med en Panenka på sidste spark.

Jeg husker forargelsen og delte den nok også selv. Det var Afrikas favoritter, der blev elimineret fra VM takket være Suárez’ snyderi, efter Sydafrika ikke selv kunne stille det store op.

Det var snyd, vi gav ikke noget for den sydamerikanske ‘Garra’, den ekstreme vindervilje, der endnu ikke var blevet berømmet af ‘Cholo’ Simeone og hans Atlético Madrid, og det føltes gennemført uretfærdigt, at uærlighed kunne betale sig.

Nu er de der igen, Uruguay og Ghana, det er også en kamp om at gå videre, og minsandten om Luis Suárez ikke også stadig er med sammen med Edinson Cavani og Diego Godin.

Suárez fik skældud i går på pressemødet, og det forstår jeg udmærket.

"It's not my fault…I didn't miss the penalty" 👀

Luis Suarez and Ghana have HISTORY…🇺🇾🇬🇭pic.twitter.com/52S0p2x5Cz
— Sky Sports Premier League (@SkySportsPL) December 1, 2022

Man må ikke bryde loven eller opføre sig uetisk eller umoralsk.

Og jer, der er vant til at trækkes med mine meninger, ved også, at jeg endda argumenterer for, at bosserne i fodboldverdenen og alle dem, der vil blande sig i spillet om spillet, skal opføre sig langt bedre og mere ansvarligt uden for banen.

Men selve spillet er grænsesøgende og til tider grænseoverskridende, og skal efter min mening også være det.

Er det grænseoverskridende at begå et professionelt frispark og tage et gult kort for at bremse et godt angreb?

Det ville det helt klart være i næsten alle andre sammenhænge i livet og i ungdomsfodbold, hvor det handler om at blive dygtigere og at have det sjovt.

Men i professionel fodbold? Der overskrider det ikke mine grænser.

Og når jeg tænker efter, tror jeg også, at jeg i en VM-kvartfinale i 119. minut havde reageret som Luis Suárez og givet mit hold 23 procents chance for at nå straffesparkskonkurrencen.

Som Suárez sagde, havde han jo ikke skadet nogen.

At han andre gange er gået langt over stregen ved at bide, noget der også skete i de unge år i Uruguay og i Ajax, understreger, at Luis Suárez har haft svært ved at skelne og sætte benævnte grænser op for sig selv.

Suárez fortjener hadet: Jeg havde gjort det samme