Han overgår selveste Morten Olsen

Aldrig tidligere har en dansker været så tæt på at løbe med Belgiens største individuelle hæder.



Fra Tipsbladets avis den 10. februar

Der findes ingen vildere dansker i belgisk fodboldhistorie end Casper Nielsen.

Ingen anden dansker har været lige så tæt på at løbe med titlen som årets spiller i Belgien – den såkaldte Golden Shoe, der blev uddelt for tre uger siden.

Den 28-årige dansker var med i opløbet, men måtte i sidste ende se sig overgået af holdkammeraten Simon Mignolet.

Så kan det måske være lidt svært at sidde i Danmark og forholde sig til Casper Nielsens stærke sæson i Saint Gilloise før sommerferien og fortællingerne om, hvor eftertragtet han var for Club Brugge i sommerpausen.

Men at blive stemt ind som den næstbedste spiller i Belgien overhovedet i 2022, det er altså vildt. Det matcher, hvad Romelu Lukaku og Youri Tielemans nåede, inden de forlod ligaen. Og det er bedre, end hvad Thibaut Courtois… og Morten Olsen har opnået.

”Det var et kæmpeshow i Antwerpen, der blev sendt live i tv. Det er kæmpestort i Belgien. De går virkelig meget op i det,” beretter Casper Nielsen som ikke rigtig kan mønstre den store ærgrelse over, at det ikke lykkedes af komme øverst på podiet.

”Det er selvfølgelig noget, jeg kan kigge tilbage på, den dag jeg stopper, og det noget jeg er rigtig, rigtig stolt af.”

”Det er især på grund af den rejse, jeg har taget. Jeg kom altså til Union Saint Gilloise i den andenbedste liga.”

”Jeg tog en stor chance, fordi jeg var varm på projektet. De gav mig kæmpe tillid, og de brugte mig til at være med til at vende kulturen i klubben. Det skulle bygges op helt forfra,” tænker Casper Nielsen tilbage.

”I dag sidder jeg i Club Brugge, spiller Champions League og bliver kåret til den næstbedste spiller i Belgien. Det var ikke noget, jeg havde forudset, da jeg tog skiftet,” erkender Casper Nielsen, der havde en noget umage ledsager til den store prisfest.

Lille Valdemar valgte at komme til verden bare en uge før prisuddelingen, så kæresten Marie Kuhlmann Andersen var ikke lige til et gallashow så kort tid efter fødslen af parrets første barn. Derfor var det den tidligere Randers FC-spiller, Jonas Bager, som ledsagede den stærke dansker til showet.

”Nu når fruen skulle være derhjemme, så tog jeg ham med. Folk kiggede lidt, da vi sad sammen oppe ved højbordet,” smiler Casper Nielsen, der var holdkammerat med Jonas Bager i Saint Gilloise.

Forudså Brugge-skifte
Andenpladser er lidt et tema for Casper Nielsen, der også sluttede toer med Saint Gilloise sidste sæson.

”Jeg havde jo en god fornemmelse af, at Simon (Mignolet, red.) ville vinde. Nu var det dem, vi lå og duellerede med om mesterskabet. De tog lidt røven på os, og vi var meget uheldige i de playoffkampe mod dem.”

”Jeg scorede faktisk selv, men fik annulleret målet på grund af en offside på to-tre millimeter,” erindrer Casper Nielsen

”Som jeg sagde til Simon: ’Nu har du taget to trofæer fra mig. Nu må det snart være min tur’.”

”Men nej, Simon han… Lad mig sige det sådan, havde Simon ikke stået på mål for Club Brugge sidste sæson, så havde jeg været mester nu med Union. Det er jeg ret sikker på. Og der er også holdkammerater her i Brugge, der har sagt til mig, at vi var meget tæt på at knække dem. 48 ud af 50 gange ville vi jo have slået dem under de samme omstændigheder.”

”Men igen, jeg vil prøve at se det positive i det, og jeg er selvfølgelig utrolig stolt af, at jeg er nået dertil. At få så mange stemmer foran så mange gode angribere og offensive spillere. Det er jo ofte dem, der løber med overskrifterne. Det, synes jeg, var en præstation i sig selv, at man som defensiv midtbanespiller kan byde sig til i sådan et selskab,” siger Casper Nielsen.

Accepten af at miste et mesterskab til Club Brugge og tilmed en stor personlig pris til Simon Mignolet bliver naturligvis hjulpet på vej af det klubskifte, der i sommer sendte Casper Nielsen til blauw-zwart.

Et klubskifte, som Casper Nielsen allerede så i krystalkuglen sommeren 2019… tre år før det skete.

”Jeg kan huske, da jeg skrev under med Union, skrev jeg en seddel, hvor jeg havde tre ting på. Det var, at jeg skulle rykke op med Union Saint Gilloise. Så skulle vi gøre det godt i den bedste liga.”

”… Og så skulle jeg til Club Brugge, den bedste klub i Belgien!” afslører han.

Det stod simpelthen på papiret?

”Jeg skrev de tre ting ned på papiret. Det er lidt sjovt at tænke fire år tilbage, når jeg siddet her nu.”

Hvorfor var det Club Brugge, du havde cirklet ind?

”Fordi jeg synes, det er en fed klub. De playoffkampe sidste sæson havde en fuldstændig vanvittig stemning. Den eufori viste bare, at det var en stor klub. Se bare på de faciliteter her,” siger han og slår ud med armen mod de topmoderne omgivelser.

”For mig var det lidt en belønning for at have arbejdet virkelig, virkelig hårdt i rigtig lang tid og have presset mig selv.”

”Det nemme valg havde været at forlænge min aftale i Union. Jeg vidste, de ville gøre det rigtig, rigtig godt igen i år. Du ser også nu, at de ligger nummer to. Men når man sine målsætninger, så er jeg også den type, der gerne vil prøve noget andet for at presse mig selv, konstaterer Casper Nielsen.

Mon ikke den målrettede midtbanespiller allerede har en ny seddel i lommen med tre nye mål.





LIVE

LIVE: Urimeligt at FCK har hjemmebane hver gang

De overvejer Christian Eriksen

Bo Svensson åbner op om forbehold ved FCK-job

Kæmpe Brøndby-bud – ‘han skifter snart’

Højlund-statistik bekymrer i Napoli

Tjente kassen i Brøndby – det er hans løn nu

– De to kan måske give AGF 100 millioner tilsammen



TIPSBLADET SPECIAL

Dommerekspert: ‘Straffespark otte dage om ugen!’

Superliga-bombe på vej? Tror de vil hente Dolberg

Manchester United med chokbud på Real-stjerne?

Hård AGF-dom: Det nægter jeg simpelthen at tro på

Jakob Poulsen trækker overskrifter i udlandet

Røg ud hos Cooper: Brøndby-spiller i kovending



TIPSBLADET SPECIAL

Her er AGF’s mulige modstandere i Champions League

Sker for første gang i 20 år for Real Betis

Dansk klub henter Nicolai Larsen

Frank til denne klub? ‘Hvis de ikke er højrøvede’

Fyring på vej – nævner både Neestrup og Tullberg

Thomas Frank scorer sommerjob



EKSKLUSIVT

Kaos i Madrid: ‘Han er VIRKELIG et problem’

Fra B.93 til MLS – her er danskers millionløn

Problemer for Nartey og co: Lytter til bud på alle

FC København og AGF jagter Igor Drapinski

Ekspert: Sig farvel til denne stjerne, AGF

Hylder ‘CV’: ‘Han snød mig hver gang’

Han afløser Mike Tullberg i pokalfinalen

Claesson: ‘Det har været et langt mareridt’

Berthel Askou topfavorit til Ligue 1-job

Stor hyldest af Mike Tullberg

Transferfri stjerne i København

Hjulmand meldes færdig – skuffelse kan overtage

Revser FCM: ‘De kan ikke sælge ham for 150 mio.!’



TIPSBLADET SPECIAL

‘Det er de der skide tv-penge’

Afsløring: AGF og FC Nordsjælland bejler til Lind

Højlund får kæmpe frikøbsklausul