Bergvolds italienske mareridt

Bragt i Tipsbladet 30 juli 2010.

»Jeg kan ikke forestille mig at komme til et værre sted.«

Sådan siger Martin Bergvold om sine tre et halvt år i italienske Livorno, da Tipsbladet møder ham på en cafe i Hvidovre.

Kontrakten med Livorno udløb her til sommer, og selv om Martin Bergvold spillede flere kamp i klubben og udlevede flere pinsler end mange andre sovet-på-ært og kørt-i-skole-opdragede danske fodboldspillere nogensinde ellers har gjort i klubber, der ligner en børnehave sammenlignet med Livorno, så virker han glad og tilfreds med, at fodboldkapitlet A.S. Livorno Calcio er skrevet færdigt.

Oplevelsen har frem for alt gjort ham stærkere mentalt, fortæller han, og på spørgsmålet om hvordan han kunne holde ud at være i klubben på trods af de vanskelige betingelser, som vi snart vil komme ind på, er et af svarene lige til.

»De fem professionelle år jeg havde i FC København, hvor jeg prøvede at føle presset fra både Champions League og UEFA Cuppen har været en god hjælp til at kunne klare det dernede,« fortæller Bergvold.

Men det var samtidig de fem år i FC København, der i høj grad var med til at sætte forholdene i den italienske klub i et tydeligt grumt perspektiv.

»Jeg kom jo fra FC København, hvor der var styr på det hele, og hvor der altid var nogen til at hjælpe. Dernede skulle jeg klare meget af det selv. Der var én i klubben, der snakkede lidt engelsk, så det var svært, når jeg ikke kunne italiensk. Der var ikke nogen til at hjælpe med papirarbejdet, og jeg skulle selv ordne ting inde på kommunen. Ud og lede efter hus eller lejlighed, og der var mange praktisk ting, jeg selv skulle stå for, men det lærte jeg jo af, men i starten havde det været nemmere med hjælp fra klubben. De var egentlig flinke nok, men de hjalp ikke så meget,« fortæller Marting Bergvold.

Og så var der alt det andet. Håndværkerne, der aldrig kom, når de sagde de ville, der ligesom lønnen heller ikke kom til tiden og italienskundervisningen, der først blev søsat efter et par måneder.

»Jeg er blevet mere tålmodig. Jeg har lært ikke at hidse mig op over småting, som jeg ville have gjort herhjemme.«

Læs mere på næste side

Hyret, fyret og genansat…og fyret
Det var også en chance at tage, fortæller Bergvold i dag, om dengang han besluttede sig for at forlade FC København i januar 2007 til fordel for Livorno. Klubben havde i en længere periode ellers bevist, at de tilhørte den bedre halvdel af Serie A og i sæsonen inden Bergvolds ankomst, formåede de at kvalificere sig til UEFA Cuppen, som de endda klarede igennem gruppespillet.

Men der gik da ikke lang tid før kontrakten var underskrevet, før præsidenten i hans nye klub Aldo Spinelli gav Bergvold det første eksempel på hans polemisk klubledelse. Således var Martin Bergvold ikke stået af flyveren i Danmark efter han to dage forinden havde sat sin signatur på en tre en halvt-årig aftale, før træneren som havde hentet ham var blevet fyret af præsidenten.

»Da jeg landede her i Danmark, så ringede en masse danske journalister og fortalte, at min træner var blevet fyret. Nå, okay. Det skete efter et par dage. Det kom jo som et chok. Spillerne krævede, at han blev genansat, så han kom tilbage et par dage efter og blev så fyret igen to-tre måneder efter. Sådan har det været lige siden.«

Da Bergvold bliver spurgt, om det var syv trænerfyringer, han nåede at opleve i den tid, han var i Livorno, spørger han med et smil, om det mon kan gøre det? Hyret, fyret og genansat.

Midt i al sisofysarbejdet mistede Bergvold overblikket over, hvor mange trænere han har haft.Fernando Orsi blev klubbens nye træner efter Daniele Arrigoni, og som man har set så mange steder andre før, så var danskeren ikke i den nye træners startopstilling.

»Op til den næste sæson (2007/2008) tog vi på træningslejr, hvor det gik godt, og han (Orsi) kom over til mig og sagde, at han så mig som en spiller til startopstillingen i den nye sæson. Da vi skulle spille første kamp, sad jeg på tribunen.«

Orsi holdt ikke engang i ti kampe, før han blev erstattet af Giancarlo Camolese, og det var under den nye træner, at Bergvold fik sit gennembrud. Uafgjort mod Udinese og Roma og sejre over Reggina, Sampdoria og Siena fulgte, hvor i Bergvold mod Siena scorede sit første mål for klubben.

»Aviserne skrev, »hvorfor har han ikke spillet før« og præsidenten sagde det samme,« fortæller Bergvold om sin optursperiode.

Men bedst som vinden blæste i ryggenn på danskeren vendte den pludseligt i den første kamp efter juleferien. Her brækkede Bergvold kravebenet og sad ude til langt ind i foråret.Livorno kunne samtidig – trods en god start på året – ikke holde momentum og efter et hjemmebanenederlag til Cagliari havde holdets fans akkumuleret så meget vrede sammen, at de ville have spillerne i gabestok. Og det indvilgede ledelsen i.

»De stod ude foran porten, og havde stået og ventet i lang tid, så vi ikke kunne komme afsted. Politiet ville ikke gøre noget. Fansene snakkede med nogle af lederne fra klubben, og deres krav var, at de gerne ville have, at vi kom ud, så de kunne råbe ad os,« fortæller Bergvold om den mærkværdige situation.

»Der var hvert fald et par hundred, og de mest hardcore stod oppe foran. Ledelsen gik med til, at vi skulle stille os derud, og vi fik på forhånd at vide, at vi ikke skulle sige noget igen. Vi skulle bare stå stille. Vi står på en række på den ene side af gitteret og fansene står et par meter fra os på den anden side. De fik lov til at råbe, hvad de ville og efter fem-ti minutter, så smuttede de hjem.«

Læs mere på næste side

Hårdt for familien
Livornos fans tilhører den yderste venstrefløj og er i Italien kendt som den fangruppe, der tydeligst skilter med deres politiske tilhørsforhold. De er således i stærk opposition til dele af Lazios ekstremt højreorienteret fanskare, og det var derfor heller ikke tilfældigt at Paolo Di Canios velkendte facistiske hilsen i sin tid blev foretaget i en kamp mod netop Livorno.

Mens Livornos fans ofte har haft voldelig sammenstød med andre oppositionelle fangrupper, så har de trods stærke prostester aldrig udøvet vold mod deres egne spillere. Det var lige ind til sidste sæson, hvor Livorno efter en lang række sørgelige resultater igen havde fået deres egne fans på nakken. I flere dage havde de truet med deres ankomst, og derfor havde klubben hyret vagter til holdets træning.

»Onsdag var der lige pludselig ikke vagter på længere, og så fik vi at vide, at fansene var på vej. De kom ud på banen og kalder spillere og trænere sammen. Det var sket før i løbet af min tid der, at de var kommet derud og svinede os til. De stod meget tæt på os, og kaldte så vores angriber Tavano frem. Han havde ikke været så heldig i sæsonen, og pludselig kom der en fan nede bag fra og gav ham én på hovedet. Det havde de aldrig gjort før. Vi andre blev jo bange og nervøse, men der skete heldigvis ikke mere,« fortæller Bergvold.

Og det var heller ikke kun fansene, der kunne miste hovedet, når det gik dårligt for holdet. Polemiske Spinelli havde ud over en lemfældig omgang med fyresedler også hang til flere gange i løbet af en sæson at give spillerne en opsang.

»Det er en gammel mand, der kører tingene efter sit eget hoved. Det er ham, der har magten. Han er en mærkelig mand, som gik over gevind en gang i mellem. Der var flere gange, hvor han gav os en opsang. Enten i omklædningsrummet lige efter kampen eller ude på træningsbanen dagen efter. Han stod bare og svinede os til. Nogle gange kunne han næsten ikke trække vejret. Det var mest rettet mod hele holdet, men har da også rettet sin vrede mod enkelte personer. Han var dog aldrig ude efter mig. Vi har altid været på talefod undtagen til sidst, da jeg ikke ville forlænge,« fortæller Bergvold og henviser til da han i starten af sidste sæson blev sendt på tribunen, da han afviste Livornos kontraktudspil.

Med en fyrrig fanskare og en polemisk præsident stillede de dårlige oplevelser sig i kø, når man når som Bergvold nåede at opleve to nedrykningssæsoner, men præsidenten og fansene til side, så var det det »straffelejrene«, og de udfordringer det stillede for ham og hans kone det værste ved Livorno-tiden.

»Vi har begge sagt, »nu gider vi ikke det her mere.« Det er for langt ude, at have været væk i en uge, og så tabe kampen i weekenden og så skulle af sted igen. Det blev for meget, og i de tider var det hårdt for familielivet,« fortæller Bergvold. 

Har der været et pres fra hende, hvor hun har sagt, det her gider jeg ikke mere?
»Ja, selvfølgelig har den været oppe og vende, men det er jo heller ikke sådan lige til at hoppe ud af en kontrakt, og det har også mest været i de perioder, hvor vi er blevet tvunget i træningslejr. Der var jo bare ikke noget at gøre ved det, for det er det, man er ansat til, selv om det ikke gavner noget.«

Læs mere på næste side

Vil tilbage til Italien
På trods af lidelserne har opholdet i Livorno også budt på gode tider. Gennembruddet under Camolese, sæsonen i Serie B hvor Bergvold var fast mand og spillede en blændende kamp i anden play-off finale hjemme mod Brescia, hvor han lagde op til holdets andet mål og scorede det afgørende 3-0-mål, som han i øvrigt kalder sit bedste i Italien. Og kammeratskabet med de andre Livorno-spillere, der til tider måtte undvære deres familier. Han har ikke rigtig følt sig ensom, siger han.

»Jeg havde det egentlig ret godt med de andre spillere, selv om der var stor udskiftning hvert år. Vi havde mange ældre spillere på holdet, der tog væk fra koner og børn, som boede i de større byer, som de kun så på deres fridag. De valgte at tage et år eller to i Livorno, hvor de var alene.«

»Jeg var jo også alene lige da jeg kom derned, fordi min kone skulle gøre sin uddannelse færdig det første halve år, og vi var en fire-fem stykker, der boede det samme sted, og som spiste frokost og aftensmad sammen. Det var rigtig godt, og jeg lærte en del at kende. Nu er sproget lært og den italienske kultur med sin lunefulde vinde er kendt af Bergvold, så derfor er det også han ønske at finde en ny klub i Italien. Det har Livorno ikke spoleret. »Nu er jeg i det mindste forberedt på, hvad der kan ske.«