Dansk angriber: Det er fuldstændig håbløst

– Jeg spillede allerede, fra jeg var 14-15 år. Det var nemt, for jeg kunne bare gå i butikker, og de spurgte ikke om alder, selv om man skulle være 18. Jeg spillede bare for 10-20 kroner, og skulle det være vildt, spillede jeg for en halvtredser.

– Det var ikke et problem, men det var hver dag. Jeg blev bare lidt irriteret, når jeg tabte.

– Det er var noget, mange af os gjorde, mine skolekammerater for eksempel. Jeg spillede ungdomsfodbold i Ringsted, og sammen med et par kammerater lavede jeg hyggekuponer med ti kampe.

– Det blev et problem, efter jeg skiftede til FC Vestsjælland, da jeg var omkring 18. Ikke fordi jeg tabte mange penge; jeg vandt mange penge på det tidspunkt. Men jeg spillede ti timer om dagen og lavede stort set ikke andet. Det var træning, spil, træning, spil.

– Man ser det ikke som et problem, fordi man vinder. Men jeg havde i princippet et spilproblem, men det gik så godt, at jeg ikke tænkte over det

– Jeg spillede faktisk kun på tennis og ishockey. Jeg så tennis hver dag. Jeg kunne have tre tenniskampe kørende på én gang.

– Mit fokus var nok ikke, hvor det skulle være. Det er også noget, jeg kan kigge tilbage på: Hvis jeg havde brugt de timer på træning i stedet…

– Lige pludselig var det ikke længere sjovt at vinde 2.000 kroner. Beløbene blev større og større. En weekend tabte jeg 150.000 kroner.

– Jeg husker det tydeligt. Jeg tror, jeg havde 250.000 stående på min bettingkonto og valgte at udbetale de 150.000 til min bankkonto. De sidste 100.000 tabte jeg hurtigt, så jeg annullerede udbetalingen af de 150.000. Jeg ville vinde det tabte tilbage.

– Jeg endte med at smide 50.000 på en tenniskamp, hvor første sæt skulle ende 6-0. Spilleren førte 5-0 og 40-0, men tabte fire bolde i streg.

– Bagefter sov jeg ikke i tre dage.

– Da jeg havde det problem, havde jeg ikke en følelse i kroppen. Tabte jeg 10.000, var jeg ikke ked af det. Vandt jeg 10.000, var jeg ikke glad. Men efter jeg tabte alle de penge og var faldet ned, ramte alle følelser i kroppen.

– Jeg fik en masse mærkelige tanker. Det er ikke, fordi jeg ville begå selvmord, men tanken strejfede da: Det ville sgu være nemmer,e hvis jeg bare gjorde det.

– – –

Nikolaj Hansen er 29 år, angriber for Vikingur i Island og har en fortid i FC Vestsjælland, HB Køge og Valur. I fjor blev han kåret til Årets Spiller i Island, men succesen er kommet relativt sent – og først efter han har lagt livet sin ludoman bag sig.

Hansen mener, at det er et generelt problem for fodboldspillere, at de har så meget fritid. Man søger adrenalinen fra træning og kampe, når man kommer hjem, og det får man gennem spil.

Han spillede ikke selv på fodbold, men han har hørt fra andre, at de også tror, at de har insiderviden, fordi de kender den og den, der spiller dér og dér. Man tror, at man ved lidt mere end andre.

Ligesom eksperter sagde til Tipsbladet forleden, mener Nikolaj Hansen også, at pengespil fylder meget i fodboldmiljøet. Generelt er miljøet i Danmark meget værre end i Island, vurderer han, men det er, som om det så småt er ved at komme deroppe. At de spiller mere og mere. Han har også prøvet at tage fat i nogle af de yngre og sige, at de burde stoppe.

Han anslår, at 90 procent i et givet omklædningsrum i Danmark oddser. Mange spiller også kortspil, hvor der er penge på højkant. Mellem to træninger går tiden lidt hurtigere, hvis man spiller, og så vil mange gerne have noget på spil. Man skal fordrive tiden.

Hansen har talt med en del fodboldkollegaer, der har spillet for meget. Han vil vove den påstand, at det er et problem i alle danske klubber.

– – –

– Jeg tog herop i 2016 (til hans første islandske klub, Valur, red.) i 2016, og i de to-tre år op til og det første år heroppe gik det helt galt. Jeg vågnede klokken seks om morgenen på lønningsdag, fordi jeg vidste, jeg ville få penge at spille for, og så kunne jeg tabe hele min løn samme morgen. Så havde jeg ikke penge til resten af måneden og måtte låne masser af penge fra mine kammerater og min familie.

– Mine forældre var nødt til at tage lån i banken for at hjælpe mig med regninger. De vidste godt, at jeg spillede, men de har ikke kunnet gøre noget. De vidste, at hvis de ikke lånte mig penge, fik jeg heller ikke mad.

– Jeg løj konstant og levede i min egen verden. Jeg ville gøre alt for at spille bare lidt.

– Jeg vil skyde på, at jeg skyldte 250.000 kroner væk.

– Det var også i den periode, da det var ved at gå helt galt, at tankerne om selvmord kom. Jeg havde bare lyst til at sove hele dagen. Jeg var helt energiforladt og zonede fuldstændig ud.

Nikolaj Hansen har 12 Superliga-kampe på cv'et. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

– Jeg gik i behandling, da min kæreste fandt ud af det. Vi havde været sammen i halvandet år, men hun vidste det ikke. En dag manglede jeg penge, og jeg vidste, at der lå nogle derhjemme. Da hun fandt ud af, at de var væk, måtte jeg forklare mig, og jeg lovede, at jeg aldrig ville gøre det igen. Men jeg stoppede ikke.

– En måned kunne jeg ikke betale husleje, og så måtte jeg fortælle hende det igen. Hun sagde, hun ville gå fra mig, hvis jeg ikke fik styr på det.

– Jeg ringede en torsdag og fik at vide, at jeg kunne komme i to ugers intensiv behandling fra om mandagen. Den 12. november 2017.

– – –

Da Nikolaj Hansen ringede til Center for Ludomani, spurgte de, hvad han arbejdede med. Da han sagde, at han var fodboldspiller, lød svaret i den anden ende: ”Ah, du er en af dem.”

På hans hold i centeret var han den eneste fodboldspiller, men der var en dansk fodboldtræner på centeret samtidig med Nikolaj Hansen. Der kom også en tidligere klient ind og fortalte, at han havde tabt mange penge, og konen havde fundet ud af det, men at behandlingen havde hjulpet. Han var også fodboldspiller.

Der er ikke megen forskning, der kan dokumentere, hvorvidt fodboldspillere er overrepræsenteret blandt ludomaner, men eksperter vurderede forleden i Tipsbladet, at det formentlig er tilfældet. I 2010 lød det fra Spillerforeningen, at en tredjedel af medlemmerne havde ”problematisk spiladfærd”. To år tidligere adresserede fagforeningens mangeårige direktør Mads Øland samme problematik og sagde skråsikkert, at over 30 spillere på topniveau i Danmark var ludomaner.

Nikolaj Hansen mener, at det er ”et problem”, at en række fodboldklubber i ind- og udland optræder med spilreklamer på kamptrøjerne. I Superligaen gælder det aktuelt FC København og Lyngby BK, mens AaB op til denne sæson valgte netop det fra.

Samtidig forstår Hansen også godt, at det for klubberne handler om at få en forretning til at løbe rundt, og at bettingfirmaerne givetvis er rundhåndede sponsorer.

På den anden side oplever han, at klubberne altid snakker om, at spillerne skal have det rette fokus, men det mister man, når man spiller. Det første, han gjorde, når han kom ind fra træning, var at tjekke, hvordan den tenniskamp, han havde penge på, var gået.

Ludomanibehandlere har i Tipsbladet kritiseret, at danske klubber lader deres spillere under 18 år optræde med en bettingsponsor på trøjen. Både fordi umyndinge personer ikke må gamble, fordi reklamer for pengespil ikke må være rettet mod børn og unge, og fordi pengespil er så udbredt i fodboldmiljøet, at de unge i forvejen er i en sårbar position for at udvikle et usundt forhold til betting.

Nikolaj Hansen synes, det er ”fuldstændig håbløst”, fordi de unge i forvejen får det ”bare smidt i hovedet”. Derfor så han gerne, at klubberne gjorde noget ved det og eksempelvis lod spillere under 18 år optræde med trøjer uden bettingsponsoren.

– – –

– Jeg lavede en oddskupon på togstationen på vej til behandling. Havde jeg vundet på den, tror jeg, at jeg havde fortsat med at spille.

– Jeg var lidt nervøs, inden jeg trådte ind ad døren, for jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Men selv om jeg havde lavet en kupon på vej derover, havde jeg overhovedet ikke lyst til at spille, så snart jeg trådte ind i huset.

– Da jeg kom i behandling, lavede jeg en liste over alle dem, jeg skyldte penge. Jeg skrev, at jeg var i behandling nu, og at jeg gerne ville betale alt ud. Nu er det nogle år, siden jeg betalte det sidste ud.

– I starten fik mine forældre fuldmagt over min konto. Hver gang jeg fik løn, sendte jeg den til Danmark. Selv om det er fem år siden nu, ved jeg, at min mor stadig kigger. Selv om hun siger, at hun ikke gør.

– Det har helt klart gavnet min karriere, at jeg er stoppet. Jeg har også fået et arbejde ved siden af, så jeg ikke ligger og daser derhjemme, inden jeg skal til træning. Det har hjulpet meget at få struktur på hverdagen.

– Min mor forsøgte at tvinge mig i behandling, men det havde aldrig hjulpet. Man skal selv indse, at man har et problem.

– Når først man kommer ud af det, finder man ud af, hvor godt man har det, og at man kan købe, hvad man har lyst til. Jeg har aldrig tidligere haft penge til at købe, hvad jeg ville, fordi jeg brugte dem alle på at spille.

– Hvis man vil, er der en vej. Det tror man jo ikke på, når man sidder og spiller. Så tror man jo bare, at man kan kraftedeme ikke leve uden. Men hvis man vil, er der bare et håb og et meget bedre liv uden.