El Diego i ørkenen: Da Tipsbladet mødte verdensstjernen Maradona

Bragt i Tipsbladet 22. september 2017

---

Diego Maradona er gnaven. Han kommer ud i projektørernes lys som den sidste og kigger sig bistert omkring. Spillerne har allerede varmet op og er så småt ved at gå i gang med aftentræningen, men deres cheftræner virker uinteresseret.

Han lader sine assistenter styre det. Kan det være den tørre varme, de omkring 40 grader i den arabiske aften, der generer? Er det køreturen fra Dubai, halvanden time gennem ørkenen og hen over Hajar-bjergene, der gør ham uoplagt? Har han ondt i den 56-årige krop, der bevæger sig besværet ind mod banen med ben så stive, at man næsten frygter, at de falder sammen under ham? En krop, der er slidt og mærket af et alt for hårdt liv.

Nej, det handler om en af spillerne, der har irriteret Maradona.

- Vi har bare været hjemme i tre-fire dage, og så er han allerede begyndt at lave tricks og spille med hæl og tå igen. Sådan her, siger Diego og spjætter med fødderne. 

- Sådan gør man ikke med mig! Lige meget hvem man er!

Han taler til sin assistent og gamle landsholdskammerat Luis Islas, der sad på bænken, da Maradona nærmest på egen hånd gjorde Argentina til verdensmester i 1986.

Otte år senere var Islas førstemålmand, da Maradonas landsholdskarriere sluttede på dramatisk vis med en dopingdom i USA. Nu lytter Islas tavst og tålmodigt til sin chef, og først da han fornemmer, at Maradona har talt færdigt, finder han en tablet frem og viser den til sin overordnede og begynder at forklare planerne for aftenens træningspas.

Maradona trækker på skuldrene og spadserer væk. Han går rundt og hilser på alle. De andre argentinere fra hans stab får kindkys, de lokale emiratier får kram. Alle ser de beundrende på ham med ærbødighed i blikkene.

Men det er også nærmest ubegribeligt, at han virkelig befinder sig her. Legenden Diego Maradona, den måske bedste fodboldspiller, verden har set. Her på Fujairah Stadium i den østlige del af De Forenede Arabiske Emirater, langt fra de store fodboldscener. Som nyudnævnt træner for en klub, der blot spiller i den næstbedste række i landet, der har været hans hjem siden 2011. Den sidste uventede drejning i den bemærkelsesværdige og dramatiske historie om Diego Armando Maradona.

Ingen siger nej til Diego
Nogle timer tidligere var Luis Islas dukket op i den afkølede lobby på City Tower Hotel i udkanten af Fujairah, hvor motorvejen fra Dubai møder kystbyen. Her har den tidligere landsholdsmålmand resideret, siden han i sommer ankom til Emiraterne. Selv bor Diego Maradona fortsat inde i Dubai.

- Varmen er utrolig. Vi kan enten træne tidligt om morgenen eller sent om aftenen. De lokale spillere er vant til det, men det er specielt, siger Luis Islas, da han har hilst på.

Et par dage tidligere er Islas, Maradona og resten af Fujairah-holdet vendt tilbage fra en tre uger lang træningslejr i Holland. Nu skal de sidste detaljer finpudses i varmen på Den Arabiske Halvø, inden sæsonen venter med oprykning til den bedste række som det logiske mål.

Luis Islas har ikke tidligere arbejdet sammen med Diego Maradona. Men de to har kendt hinanden i mere end 30 år.

- Vi har ofte talt om muligheden for at arbejde sammen. Men når han havde et trænerjob, så arbejdede jeg andre steder. Der har ikke været mulighed for det før nu. Men nu udløb min kontrakt i Argentina, og så kom det med Fujairah. Og selvfølgelig sagde jeg ja til Diego. Jeg ville aldrig nogensinde sige nej til Diego. Aldrig.

Hvis loyalitet var et kriterie, da Maradona valgte sin assistent, så har han fundet den rette. Luis Islas har kun godt at berette om sin chef.

- Diego er en fortræffelig person. Som spiller var han den bedste. Nummer et. Som holdkammerat var han fejlfri. Og som person har han nogle meget stærke opfattelser af, hvad et venskab indebærer. Diego er en ægte ven.

Luia Islas kendte ikke noget som helst til Fujairah, indtil vennen i maj blev præsenteret som ny træner. Ansættelsen var en overraskelse for de fleste, for der var gået fem år, siden Maradonas seneste trænerjob i Al-Wasl i Dubai var endt med en fyreseddel efter en kaotisk sæson, der slet ikke levede op til forventningerne.

Og som årene gik, og Maradona fordrev tiden som sportsambassadør for Dubai-emiratet, var de fleste ved at indstille sig på, at vi nok havde hørt det sidste til historien om fodboldtræneren Diego Maradona.

Den historie har ikke levet op til den om spilleren Maradona, men kedelig har den ikke været. Efter to korte perioder i en trænerduo med sin gamle holdkammerat Carlos Fren i et par argentinske klubber i 1990' erne blev han i 2008 ansat som landstræner for et på det tidspunkt kriseramt argentinsk landshold.

I sit første år som landstræner anvendte Maradona 70 forskellige spillere, og Argentina tabte 6-1 i Bolivia, men fik akkurat kvalificeret sig til VM. Maradona dedikerede VM-billetten til det argentinske folk og rasede til gengæld mod de medier, som i landstrænerens øjne havde behandlet ham som affald.

Maradonas tilstedeværelse gjorde Argentina til en ubekendt faktor inden VM i Sydafrika. Kunne mytens tilstedeværelse på sidelinjen være det, der skulle til for at løfte Argentina? Eller ville hans uforudsigelige personlighed og manglende trænererfaring blive udstillet? Svaret var midt imellem. 

Argentina spillede gode kampe undervejs, men i kvartfinalen blev holdet ydmyget af Tyskland. Maradonas turbulente tid som landstræner var ovre. Og syv år efter han trænede Lionel Messi, er han nu blevet træner for et middelmådigt hold i Emiraterne.

- Diego har passion for fodbold. Det er et stort ansvar, men han elsker det, siger Luis Islas, der som bare 20-årig var reservemålmand ved VM i Mexico og otte år senere spillede alle fire kampe, da Argentina blev sendt ud af slutrunden i USA i ottendedelsfinalen, efter at Maradona var blevet smidt ud af turneringen efter en positiv dopingtest.

- Jeg tror aldrig, der kommer nogen som ham igen. Han var nummer et på grund af alt det, han gav på en bane. Han vandt kampe for os. Som kvartfinalen mod England i 1986, der var hård og tæt. Så lavede han pludselig noget magisk. Der er gode spillere i dag, men Diego er anderledes. Han er noget andet.

I bogen 'Angels With Dirty Faces', Jonathan Wilsons storværk om argentinsk fodbold, beskriver forfatteren en episode fra VM i Mexico, hvor Islas og Maradona er hovedpersoner.

Den strikse landstræner Carlos Bilardo havde opdaget, at en spiller havde forbrudt sig mod reglerne og været sent ude en aften. Bilardo vidste, at Luis Islas var den skyldige, men han insisterede på, at synderen selv skulle melde sig foran holdkammeraterne.

Islas forholdt sig dog tavs, og til sidst stod den uskyldige Maradona frem og påtog sig skylden. Superstjernen slap naturligvis for straf, og det samme gjorde Islas. Han smiler, da han bliver mindet om episoden.

- Sådan er han. Han har et enormt hjerte. Han stiller sig gerne foran for at beskytte en holdkammerat. Det siger meget om ham som person.

Jeg tager afsked med Luis Islas og siger på gensyn til træningen om aftenen. Inden jeg forlader ham, spørger jeg ham om muligheden for at tale med Maradona efter træningen.

- Vi må se. Med Diego ved man aldrig.

Da Diego var døden nær
Uforudsigelighed og drama har været kendetegnende for hele Diego Maradonas liv. Han har arvet en hjertesygdom fra sin far, og allerede i begyndelsen af 1980' erne tog han kokain første gang. I årene efter afslutningen på den aktive karriere var han i alvorlig fare for at miste livet. I 2000 kollapsede han på en ferie i Punta del Este i Uruguay, og det lokale politis rapport dokumenterede et omfattende indtag af kokain.

Læs også:Skattejæger: Her er verdens mest værdifulde klubtrøjer

Maradona kom sig og rehabiliterede på Cuba hos Fidel Castro, der som Che Guevara er en af Maradonas personlige helte. Det har altid været en vigtig del af Maradonas identitet, at han kommer fra fattige kår og er i opposition til eliten.

- Jeg er stemmen for dem, der ingen stemme har,- siger han i selvbiografien 'Jeg er El Diego', der solgte 125.000 eksemplarer den første uge efter udgivelsen i Argentina i 2000.

Nogen tydelig ideologi har dog været svær at få øje på, men han var en naturlig del af den nationalistiske bølge i Latinamerika i 00' erne. Som i 2005, da han stod side om t side med Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez i forbindelse med en antiamerikansk demonstration i Mar del Plata.

På det tidspunkt var Maradona i gang med et af sit livs mange comebacks. I 2004 var han igen blevet indlagt og blev året efter opereret i maven. Men herefter fik helbredet det så meget bedre, at han var i stand til at være vært for sit eget talkshow på argentinsk tv: 'La Noche del Diez', 10' erens aften. Her indrømmede Maradona for første gang det, som alle vidste: At han rent faktisk brugte hånden, da han scorede mod England i VM-kvartfinalen i 1986.

En perlerække af berømtheder kom på besøg i 'La Noche del Diez', men lige meget om gæsten hed Pelé eller Fidel Castro, så var værten selv den ubestridte hovedperson. El Diego sang, dansede, jokede, jonglerede og talte om sig selv og sit liv og krammede sine gæster.

- Jeg døde næsten på et tidspunkt, fortalte han Pelé, da brasilianeren gæstede programmet. Det var kun mine døtres kærlighed, der reddede mig.

I en særligt mindeværdig udgave interviewede Maradona sig selv om sit stofmisbrug. Den ene Diego spurgte den anden, hvornår han sidst havde taget stoffer. Svaret var, at der var gået halvandet år. Men han var stadig en plaget mand, der mest holdt sig hjemme og fordrev tiden med at se så meget fodbold på tv som muligt.

Men Maradona fik nye problemer. I 2007 blev han indlagt og måtte på afvænning for alkoholmisbrug. Og i 2015, efter at han var flyttet til Dubai, måtte han gennem endnu en maveoperation.

Sheikhens store drømme
På den baggrund er det i sig selv glædeligt, at han er her endnu, og at han nu står her på stadion i Fujairah. Han kalder sine spillere sammen inde på banen og taler til dem på spansk:

- Vi skal blive ved med at have den samme indstilling og blive ved med at gøre vores arbejde godt, siger Diego Maradona, og hans ord bliver oversat til arabisk af tolken Mohammed el Naggar, der hele tiden er ved hans side.

Luis Islas deler spillerne op i to hold. De begynder at spille på stor bane til to mål. To spillere fra hvert hold befinder sig hele tiden i straffesparksfeltet. Her må de andre spillere ikke komme ind.

Diego Maradona liver op, da der kommer gang i spillet. Han går rundt på midten af banen med en bold i armene og en fløjte i en snor om halsen.

- Sådan! Kom så! Aflevér! Godt!

Diego peger og råber, og tolken Mohammed gør det samme ved siden af. Han imiterer ikke bare Diegos ord, men hele hans kropssprog på nærmest komisk vis. Niveauet er ikke overvældende højt, men efterhånden er der kommet så meget liv i Maradona, at hans dybe røst overdøver Fujairahs minareter, der kalder til bøn. Halvmånen lyser over stadion, mørket er faldet på, og Hajarbjergenes silhuetter er ikke længere til at få øje på.

Oppe på tribunen sidder en ung mand og kigger på. Hans navn er Abdullah, og han har i flere år arbejdet for Fujairah FC og er blandt andet ansvarlig for kontakten til medierne.

Han troede næsten ikke sine egne øjne, da han første gang så klubbens nye træner.

- Det er som en drøm. Det er umuligt at beskrive, hvordan det er pludselig at stå og tale med ham og få et kram af ham. Han er et fantastisk menneske. Han er ikke bare vores træner. Han er vores ven, siger Abdullah.

- Da vi var i Holland, kom der folk fra hele verden. Og han tog sig tid til alle hver dag. Han stillede op til fotos med alle. Se selv her, siger han og viser mig sin computer med en enorm mappe med fotos af Diego Maradona, der poserer med børn og voksne og smiler på de fleste.

Abdullah har store forventninger til, hvad Maradonas tilstedeværelse kan gøre for klubben og byen. Fujairah er hovedby i emiratet af samme navn, der er et af de syv, der udgør De Forenede Arabiske Emirater. Det er en by, der siden midten af 1990' erne er vokset markant.

Indbyggertallet er mere end fordoblet siden da, så her nu bor omkring 215.000 mennesker. Men stadig er det en by, der lever en tilværelse i skyggen af Dubai og Abu Dhabi, og Fujairah-emiratet er traditionelt et af de mere tilbagestående i landet.

Det forsøger de nu at lave om på. Her er kommet nye shoppingcentre, men slet ikke i et omfang, som kan måle sig med dem i Dubai på den anden side af bjergene. Til gengæld har Fujairah en strategisk vigtig beliggenhed ud til Oman-bugten.

Det har gjort, at Fujairah Oil Terminal vokser sig større og større og bliver brugt som mellemstation af de udenlandske selskaber. Rørledninger fører olien på tværs af landet fra Abu Dhabi til Fujairah, så man slipper for den besværlige tur til søs gennem Hormuzstrædet mellem Emiraterne og Iran.

Byens nye moské er den næststørste i landet, men stadig mangler der meget for at gøre Fujairah kendt. Det er til det formål, at Diego Maradona blev ansat som cheftræner for klubben, der rykkede ud af den bedste t Fujairah SC træner, som de andre professionelle hold i regionen, primært om aftenen, da dagtimerne er for varme til træning.

Fujairah har pt. en argentinsk midtbanespiller og to angribere fra Frankrig og Rumænien række i 2015. Fujairah FC ejes af den regerende familie i emiratet, og nu vil sheikh Hamad bin Mohammed Al Sharqi og hans søn, kronprinsen af Fujairah, bruge fodboldklubben til at promovere byen og emiratet.

Hvor meget Maradona bliver betalt for sin indsats, vides ikke. Men det er blevet bemærket, at den mand, der gennem sit liv har optrådt som de fattiges forkæmper og har sympatiseret med Fidel Castro og Che Guevara, nu tjener oliepenge i Mellemøsten.

Da Maradona i august tilmed udtrykte sin støtte til Nicolás Maduro, den kontroversielle præsident i det kriseramte Venezuela, og erklærede sig som "chavista (Chávez-støtte) til døden," blev det for meget for blandt andre José Luis Chilavert, den tidligere paraguayske landsholdsmålmand: 

- Maradona er udbrændt. Det er typisk, at han støtter mordene på det venezuelanske folk. Han taler mod imperialismen, mens han bor i Dubai, skrev Chilavert på Twitter.

Fidel Castro er død, og den latinamerikanske nationalisme er træt og har ikke samme styrke som i 00'erne, hvor Maradona stod side om side med Hugo Chávez og hyldede den bolivarianske revolution og det 21. århundredes socialisme.

Spørgsmålet er, hvor det efterlader personen Diego Maradona. Har han stadig en rolle at spille, eller er han i dag en karikatur af sit eget jeg? En person, som ikke længere er relevant hverken i fodboldmæssig eller politisk henseende, men kun lever gennem sin fortid og den idoldyrkelse, han stadig er genstand for?

Guds hånd i Fujairah
I Fujairah er det foreløbig ikke til at se, at verdensnavnet er kommet til byen. Ude i de varme gader er der ingen spor efter Diego. I soukhen sælger de dadler, krydderier, frugt og kød. Fiskehandlerne sidder i en firkant og renser og fileterer deres fangst på træstubformede huggeblokke. Skræddere sælger traditionelle kandura-klædedragter, men ingen sælger Fujairah-fodboldtrøjer.

Og i gaden foran stadion, hvor indgangen er klemt inde mellem en elektronikforhandler, en flisebutik, en ejendomsmægler og en bager er der stille inden legendens ankomst til aftentræningen. Selvom folk ifølge Abdullah er velkomne indenfor.

- Vi lukkede træningen den første dag, fordi vi vidste, at der ellers ville komme alt for mange. Siden har der været åbent, men folk tror stadig, der er lukket. Så der kommer ikke rigtig nogen, siger han og forsikrer, at der snart vil være en anderledes synlig fankultur i byen.

- Vi er ved at få lavet de nye spillertrøjer. Og vi får også snart sendt merchandise hertil fra Kina. Snart åbner vi en fanbutik her i Fujairah. Det har vi ikke haft før. Og også en inde i Dubai, siger han.

Læs også:12 fede fodboldcitater fra danske musikere: Hvor fedt er det lige?

- Vi fornyer også stadion, når vi rykker op.

Ikke hvis, men når.

Jeg spørger ham, om det ikke er et problem, at Maradona stadig bor i sit hus i Dubai i stedet for at flytte til Fujairah.

- Vi er ved at bygge et hus til ham. Det er klar om nogle dage. Så flytter han herover, forsikrer Abdullah.

Da jeg spørger ham om muligheden for en snak med Maradona efter træningen, tøver han. Han ligner ikke en mand, der har lyst til at spørge ham.

Nede på banen er træningen ved at være overstået. Diego Maradona har samlet spillerne og er i væsentligt bedre humør, end da han ankom. Han klapper i hænderne.

- Meget godt arbejde i dag, siger han, og tolken oversætter.

Nogle af spillerne begynder at træne indlæg, og Diego spiller selv med og stiller sig ind i straffesparksfeltet. Skytterne prøver tydeligvis at ramme deres træner. En gang imellem lykkes det.

"Última!" råber Diego. Sidste bold, men da den stryger langt forbi, forsøger de alligevel igen. Denne gang er indlægget bedre, men stadig lidt for højt for spilleren inde i feltet. Han hopper i vejret og slår bolden i mål med hånden. Diego klapper fornøjet.

Spillerne går ud og klæder om, og Diego Maradona går rundt og deler flere knus ud og griner. Med hjælp fra tolken fortæller han en historie til en af de lokale, der ikke helt lader til at forstå ham, men bare griner med. Det er noget med nogle penge fra Holland, som nu er kommet.

Luis Islas går hen til Diego og taler lidt med ham og peger over mod mig. Diego nikker. Lidt efter kommer Abdullah over til mig.

- Du er heldig. Du er den første journalist, han har sagt ja til at tale med, siden han er kommet.

Men først sætter Diego sig på en plastickasse, og Luis Islas og de andre argentinere fra hans stab samler sig og sætter sig i græsset foran ham. Det er mest Diego, der taler. De andre lytter og griner, når det er passende.

Det trækker ud. Diego har mange historier at fortælle. Jeg forestiller mig, at det sikkert også så sådan ud dengang i 1986, da El Diego bar det argentinske landshold til VM-guld i Mexico.

Invitation til æresrunde
Endelig rejser han sig, og med det samme rejser de øvrige sig også, som havde de bare ventet på at få lov til at træde af. Ingen går før chefen. Maradona kommer hen til mig og hilser på og stiller sig formelt op med hænderne på ryggen. Den Maradona, der for et øjeblik siden fortalte røverhistorier til sine assistenter, er nu som forvandlet.

Jeg spørger ham til, hvad han har fundet i Emiraterne, og hvad tiden her har gjort ved ham som person.

- Jeg har ikke ændret mig som person. Men her har jeg mødt gode mennesker, som har behandlet mig virkelig godt. Jeg har nydt årene her med min familie og arbejdet for emiratet og som sportsambassadør. Jeg er tilfreds. Nu kom denne udfordring med Fujairah, og den går jeg til med stor seriøsitet, siger han.

Jeg prøver at få øjenkontakt med ham, men han kigger til siden eller ned i jorden. Øjnene er store og brune. Rynkerne i panden er dybe.

- Det har vist mig, at der stadig er gode mennesker i verden. Folk, som man kan arbejde ærligt sammen med. Uden korruption og uden at røve nogen, fortsætter han og kigger nu op og drejer pludselig samtalen over mod fodboldverdenens uretfærdigheder.

- Jeg har det fint med Gianni Infantino, jeg har det fint med Marco van Basten, jeg har det fint med Boban. Jeg er i kontakt med dem for at finde løsninger for FIFA, så folk kan se fodbold i stedet for at se korruption, siger han om nogle af fodboldens nuværende beslutningstagere og fortsætter så med at tale om de gamle skurke:

- Man har efterladt os et meget stort hul at fylde ud. Folk i FIFA troede før, at pengene fra fodbolden var til dem og ikke til fodbolden. Coca-Cola gav en check til Blatter, og Blatter satte den ind på sin egen konto. Det samme med Grondona. Det samme med Villar. Det gælder dem alle! De røvede fra fodbolden.

- Disse mennesker burde aldrig få lov til at komme ind til en fodboldkamp. For de røvede fra fodbolden, de røvede fra de mennesker, der havde betalt deres billet. Derfor har Infantino i dag store problemer. Han skal få styr på alt det, de har efterladt. En katastrofe.

Diego Maradona er nu livet op og nærmest ophidset. Da han taler videre, prikker han mig i brystet.

- Måske sker det igen. Det er ikke løst. Hvis jeg siger: 'Du har røvet mig. Fint, så kommer du i fængsel.' Men de penge, du har røvet fra mig, har du allerede givet til din søn eller din søster eller din kone. Til hvem som helst. De penge skal tilbage. Pengene skal tilbage, siger han vredt.

- Men jeg er meget glad her, slår han så fast, og nu slår han pludselig et stort grin op.

- Jeg inviterer dig til at komme og se æresrunden, når vi er rykket op.

Vi har talt sammen i få minutter, og i løbet af den tid har han ændret karakter og humør flere gange. Fra uinteresseret til ophidset til glad og grinende. El Diego har mange ansigter.

Vi begynder at gå hen mod spillertunnellen. Køreturen tilbage til Dubai venter forude. På vejen må jeg lige spørge til aftenens sidste scoring. Den med hånden.

Det lignede næsten en hyldest af dig?

- Af mig? Ha, ha.

Var det et gyldigt mål?

- Nej, nej. Det var ikke gyldigt, for nu er der jo videodommerne, ehh. Men mig så de ikke! siger Diego Maradona med et smil og tager afsked og tager sin kæreste i hånden.

56-årige Diego Maradona og 27-årige Rocío Oliva går hen ad gangen hånd i hånd. En arbejdsdag er slut for den nye Fujairah-træner med den helt særlige plads i fodboldhistorien. 

Læs også:Ronaldinho afviser: Jeg kan ikke sige, at Messi er den bedste nogensinde

Læs også:Braithwaite til Barcelona: Her er 10 af historiens mærkeligste danske transfers

Læs også:Tidligere FC København-flop skifter klub: Forlader Diego Maradona