Forsvarstalen

“DE BEDSTE FODBOLDSPILLERE, det er altså dem, der afgør kampe, vinder kampe. Ikke dem, der hjælper med til ikke at tabe dem”

Peter Grønborg var så uenig i valget af Fabio Cannavaro som årets bedste fodboldspiller i både Europa og verden, at han efter kåringerne satte sig ned og formulerede et debatindlæg til nærværende fodboldmagasin. At “præmiere en “destruktiv” facet af spillet er at sende et forkert signal,” argumenterede læserbrevsskribenten fra Valby videre.

Nu gik hverken Peter Grønborg, selv tidligere kommentator på spansk fodbold på Kanal 5, eller andre af spillets iagttagere, der har fundet anledning til at kritisere dobbelthæderen til den tætte napolitanske kommandosoldat, så vidt som til at erklære, at det i virkeligheden var valget af en italiener, de misbilligede. Men det stod tidligt i nedtællingen op til hædersbevisningernes offentliggørelse ret klart, at den fremherskende holdning på toppen af fodboldeuropa var, at skulle de tilfalde en af de italienske verdensmestre, måtte det i sagens natur blive til en af den slags spillere, som ifølge Grønborg bryder mere ned end skaber. For kan italienske fodboldspillere snart sagt andet?

“Italienerne vandt VM på deres sædvanlige dyder: De var meget tålmodige, velorganiserede og havde ikke noget imod, at modstanderne havde bolden. Når modstanderne så begik en fejl, spillede de et meget direkte angrebsspil. Kynisk og meget resultatorienteret,” sammenfatter Peter Bonde, assistenttræner på det danske fodboldlandshold.

Kongen af catenaccio

Det er på sæt og vis en østriger, der bærer skylden for, at alle italienske fodboldhold uanset den faktiske spillestil er og bliver mere defensive end andre, og man mener, at det var i 1931, at Karl Rappan fik ideen til at trække en angriber ud af startformationen og i stedet tilføre en ekstra mand bag forsvarskæden.

På den måde skabte taktikeren, der selv havde spillet i diverse Wien-klubber, inden han i begyndelsen af trediverne indledte en karriere som spillende træner i schweiziske Servette, yderligere en forhindring for angriberen, der indtil da havde kunnet vide sig sikker på at være fri til afslutning, når han først havde vristet sig løs af sin direkte modspiller i det rigide mandsopdækningsprincips dage. Den ekstra forsvarsspiller blev kaldt sweeper eller libero, og systemet benævnt verrou, bolt og siden catenaccio (de franske, engelske og italienske ord for en “dørslå”).

Systemet nåede først til Italien efter Anden Verdenskrig, da Salernitana-træneren Gipo Viani efter eget udsagn sad på havnekajen i Salerno og spekulerede over, hvad han dog kunne stille op for at forbedre holdets resultater. Da hans blik fæstnede sig ved fiskeriflåden i bugten, bed han mærke i, at fiskerne altid arbejdede med et reservenet, der samlede de løse fisk op. Kort efter introducerede Salernitana sweeperen i Serie A. Til at samle de løse bolde op.

Det blev ikke nogen succes. I modsætning til Karl Rappans fortolkning af systemet, der godt nok hvilede i et defensivt udgangspunkt, men ikke var tilstrækkeligt udfoldet uden den offensive dimension – de hurtige kontraangreb – spillede Salernitana udelukkende for at trække samtlige spillere langt tilbage på egen banehalvdel og på den måde forhindre modstanderen i at score.

Mens Schweiz under Rappan sejrede over såvel Tyskland som Østrig ved VM-slutrunden i 1938, lykkedes det ikke Salernitana at vinde en eneste kamp i Serie A-sæsonen 1947-48. Gipo Vianis forståelse af systemet blev siden navngivet vianema, og det var den mest destruktive af alle former for fodbold – spillede man vianema, sendte man sit hold på banen uden ambitioner om at score og dermed vinde.

Andre italienske trænere opnåede bedre resultater med catenaccio. Blandt andet Nereo Rocco, der indførte systemet i Trieste i slutningen af fyrrene og siden førte Padova til bronzemedaljer i 1957-58. Det første større hold, der tog systemet til sig, var Inter, der i den første halvdel af halvtredserne omskolede den langsomme, men forudseende markør Ivano Blason til libero.

Da holdet i 1952-53 vandt klubbens sjette scudetto, scorede Istvan Nyers, Benito Lorenzi og de øvrige Inter-målscorere 30 mål færre end Juventus på andenpladsen. Det var et catenaccio-mesterskab, det første af sin art, og mens Inter havde fundet nøglen til mesterskabet for første gang i 13 år, skulle modstanderholdene komme til kæmpe hårdt og ikke sjældent forgæves for at løfte slåen af Milano-klubbens forsvarsmur.

Inter forsvarede – og forsvarede sig til – mesterskabet i 1953-54, men holdet, der skulle inkarnere systemet, blev først født små ti år senere under Helenio Herrera. Den fransk-argentinske træner, der kom til Milano-klubben fra FC Barcelona i 1960, hævdede selv, at han var den virkelige skaber af catenaccio, men andre kilder fortæller, at det var Inter-præsidenten Angelo Moratti, der overtalte træneren til at forsøge sig med en mere defensiv taktik efter en dårlig start på trænerkarrieren i den norditalienske by.

I Herreras tredje sæson fremstod Inter som en velorganiseret enhed med livorneseren Armando Picchi i den vigtige sweeper-rolle og midtbanespilleren Sandro Mazzola i den lige så betydende målscorerrolle, og holdet mestrede det defensive system i en sådan grad, at det hjemtog mesterskaberne i 1962-63, 1964-65 og 1965-66, Europa Cup’en for mesterhold i 1963-64 og 1964-65 samt Intercontinental Cup’en i både 1964 og 1965.

Il Grande Inter var verdens bedste fodboldhold i første halvdel af tresserne, og så kunne det sådan set være lige meget, om holdets træner havde opfundet systemet, der skaffede klubben titlerne, eller ej. Helenio Herrera var kongen af catenaccio.

Forsvarsspil kan også beundres

Gabriele Marcotti har ikke held med at undertrykke en lille latter, da han hører om det danske læserbrev om den “destruktive” italienske landsholdsanfører. Fodbold er et spil med 11 spillere, der har forskellige roller på holdet, og udfylder man sin rolle særligt godt, har man selvfølgelig også fortjent den hæder, der følger med, påpeger journalisten, der i 2006 – sammen med Gianluca Vialli – udgav bogen “The Italian Job – a Journey to the Heart of Two Great Footballing Cultures” om forskelle og sammenfald i fodboldmentaliteterne i Italien og England.

“Jeg ville selv have stemt på Gianluigi Buffon (den italienske landsholdsmålmand, red.), men ellers kan jeg ikke komme i tanke om et bedre valg end Cannavaro,” siger Marcotti og opremser, hvorfor ustadig form og skader umuliggjorde, at offensive publikumsfavoritter som Ronaldinho, Zidane, Eto’o og Henry kunne blive valgt i år.

“Det er også en kunst at være en god forsvarsspiller,” som han konkluderer.

Det er Peter Bonde for så vidt enig i.

“Hvis man er fodboldnørd, nyder man også at se en god forsvarsspiller i aktion. Cannavaro er en fremragende forsvarsspiller, og jeg mener ikke, at man kan indvende noget imod kåringerne af ham,” siger den danske landstrænerassistent.

“Men når det er sagt, sætter jeg selv større pris på mere spillende forsvarsspillere end Cannavaro. En spiller som vores egen Daniel Agger eksempelvis – én, der er i stand til at føre bolden fremad banen.”

Samme pointe fremdrog Peter Grønborg i sit indlæg i forrige fredags TIPS-bladet, men den kan Gabriele Marcotti ikke forstå.

“Det italienske landshold spiller et system, hvor man overlader ansvaret for angrebsopbygningerne til Pirlo. Forsvarspillerne giver derfor bolden til Pirlo, når de har erobret den, for sådan er systemet, og det system blev holdet frem for alt verdensmester på,” mener italieneren.

Netop Andrea Pirlo ville have fået Peter Bondes stemme i decemberkåringerne, fordi han var “altafgørende” for Italiens VM-sejr.

“Han blev ikke rigtig brugt under Trapattoni (VM-træner Lippis forgænger, red.), fordi han ikke var defensiv nok, men han har bevist, at man også kan gøre fyldest defensivt med en god placeringsevne. Og så er han jo ekstrem dygtig med bolden,” forklarer Peter Bonde og fremhæver atter, at han hellere så, at de italienske forsvarsspillere forsøgte at deltage i det opbyggende spil frem for at overdrage hele ansvaret til en enkelt spiller.

Morten Olsens assistent, der er DBU-instruktør (P-træner) (2005) og har UEFA Pro-Licens (2006), vurderer samtidig, at godt nok spillede Italien det, han betegner som kynisk fodbold på sin vej mod VM-pokalen, men at finalemodstanderen Frankrig stod for stort set samme form for fodbold. Jovist, italiensk fodbold er meget resultatorienteret, medgiver Gabriele Marcotti, men dels findes der ikke en fodboldfilosofi, der er rigtigere end andre, og dels kan et resultatorienteret fodboldhold også rumme gode – og endda gode offensive fodboldspillere – minder han om.

“Som italiener vedkender jeg mig gerne, at italiensk fodbold har været meget præget af catenaccio, men man skal huske at holde øjnene åbne, når man ser fodbold. Har man gjort det, har man også set, at kreative italienske spillere som Roberto Baggio (Juventus, 1993, red.) Gianni Rivera (Milan, 1969, red.) før Cannavaro er blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og at der i dag bliver scoret flere mål i Serie A end i Premier League,” gør forfatteren gældende.

“Og væsentligst af alt vedkender jeg mig også, at catenaccio har skabt tradition for, at man i Italien udvikler meget dygtige, taktisk disciplinerede forsvarsspillere, men min påstand er, at dygtige forsvarsspillere skaber endnu bedre angribere, og at Italien i de seneste ti år således har haft mange af verdens bedste angribere.”

Kilder: John Foot: “Calcio – A History of Italian Football” og Gabriele Marcotti/Gianluca Vialli: “The Italian Job – a Journey to the Heart of Two Great Footballing Cultures”.