Her er 4 af sommerens vigtigste handler i udlandet

Denne artikel er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 2. september

Fodboldens transfervindue er nu i de fleste lande lukket i med et højlydt brag.

Det blev en fodboldsommer, hvor Premier League satte ny rekord for spillerindkøb målt i pund og cent, og alle de europæiske ligaer ifølge The Guardian samlet foretog i omegnen af 1.500 spillerhandler til en værdi svarende til i hvert fald 30 milliarder kroner.

Og det var så den sommer. Nye stjernenavne på trøjerne og fodbolden har igen haft transferfeber. Eller hvad? Ikke helt.

Hvert vindue har sine tendenser eller handler, som vi ikke umiddelbart studser over her og nu, men som vil skubbe til en strømning og et narrativ, der vil trække tråde gennem hele sæsonen.

Det er ikke den samlede økonomi eller de største stjerner, der skal være temaet her, men derimod handler, der vil stå som centrale nedslag på grund af den skygge, de kaster over sæsonen.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at denne artikel havde deadline torsdag formiddag, hvorfor der kan være sket relevante, handler ikke mindst i Premier League efter deadline.

Conor Coady

Udlejet fra Wolves til Everton

Premier Leagues historie har talrige eksempler på klubber, der efter en periode har ønsket at skifte taktisk udtryk og gear. Bundet op på en ambition om at spille typisk mere dominerende fodbold og måske tilmed mere ’lækkert’ for publikum. WBA, Bolton, Crystal Palace og flere andre har brændt nallerne på den drøm.

Det kræver et stort budget og typisk større end de pågældende klubber har til rådighed. Wolves har vist sig som en interessant hybrid. Den portugisiske træner Nuno Espírito Santo tog dem op fra The Championship med en kontrabaseret 3-4-3 via indkøb af ikke mindst portugisiske spillere alle med teknisk højt niveau.

Og altså spillere, man typisk ville forbinde med en anden type spillestil, men de seneste 25 års portugisiske taktiske trænertankegods har især haft fokus på at etablere farlige hold på omstillingerne. Lokker man hold frem, så er der plads, og modstanderen arver frygten for at fejle, fordi det er dem, der skal skabe noget. Sat på spidsen.

En sådan tilgang kræver en cementfast defensiv. Det støbte Nuno Espírito Santo omkring forsvarsgeneralen Conor Coady.

Sammen med klubben accelererede han fra The Championship til subtoppen af Premier League med europæisk fodbold til følge samt udtagelse til det engelske landshold som lidt af en tremandsforsvarsspecialist.

Han missede over fire sæsoner blot en kamp i Premier League for Wolves og var en populær skikkelse blandt tilhængerne. Denne sommer blev han så lejet ud. Anføreren (og viceanfører Boly) kom i overskud, da Wolves nuværende træner Bruno Lage ønskede at slå over i en 4-2-3-1-formation.

Farvel til Coady der er sendt til Everton.

Et hold, der sagtens kan ende med at blive en direkte rival i nedrykningskampen. Udlejningen af Coady bliver interessant at konkludere på efter sæsonen – var et mere eller mindre pænt farvel til en forsvarsklippe, anfører, vellidt blandt publikum og engelsk landsholdsspiller lige dristigt nok midt i en omstillingsproces? Altså helliger målet at man ser stort på den skygge, som en spiller på godt og ondt kaster over en klub?

Alexander Isak

Fra Real Sociedad til Newcastle

Da Newcastle kom på saudiarabiske hænder med udsigt til et petrodollars-boostet transferbudget, kom de første overskrifter omgående. Rygter om, at nyrige Newcastle ville gå efter prestigetransfers fra allerøverste hylde som Neymar, Mbappé eller Messi. Nu ville det blive vildt på St. James Park.

En fornemmelse, der blev forstærket af, at Newcastle de første uger tumlede rundt mellem store trænernavne for at finde netop den skikkelse, der kunne føre The Geordies videre. Det endte med Eddie Howe. Det første signal om at Newcastle vil gå andre veje end vælte sig i stjernestøv og oliedryppende penistransfers.

Howe og co. har i første omgang satset på at opbygge et hold med en stærk kerne og stamme. Med spillere der kan levere varen her og nu, men også har fremtidens perspektiv. Med Alexander Isak som rekordkøbet til offensiven og den lovende Sven Botman til forsvaret – begge 22 år – så har Newcastle lagt snittet som en klub med tålmodighed. Men også en klub der køber spillere som duoen, der potentielt kan vise sig at have et stort videresalgspotentiale.

Dermed ligger Newcastle sig snorlige op ad en trend i fodboldens marked – køb dyrt og ungt.

Robert Lewandowski

Fra FC Bayern til FC Barcelona

Barcelonas transfervindue i 2022 vil der blive talt om i årtier. Det kan vise sig som et lige så skelsættende nedslag i klubbens historie, som da Koeman og resten af Cruyffs ’Dream Team’ vandt Mesterholdenes Turnering på Wembley i 1992.

Af flere årsager. For det første på grund af et stort indtog af spillere med den aldrende polske målmaskine Robert Lewandowski i spidsen – et transfermæssigt forsøg på at trykke F5 og bringe klubben tilbage til storhed takket være heftig transferaktivitet. Et hurtigt fix er ingen garanti for langvarig lykke, men økonomien bag giver hele manøvren et ekstra krydderi. Eller rettere den økonomi, der ikke var der.

Barcelona håndplukkede spillere fra hele Europa uden at have det nødvendige økonomiske fundament på plads, herunder tilladelse til at registrere nyerhvervelserne.

Op til sæsonens første kamp var hele syv spillere heriblandt danske Andreas Christensen uden den nødvendige spilletilladelse. Alene fordi Barcelona ikke havde den påkrævede luft i budgettet til at honorere de lønninger, som spillerne stod til.

Stenen i skoen var den spanske ligas regler om lønbudget afgøres af klubbens samlede indtægter. Barcelona har i perioder brugt mere end 100 procent af indtægterne på lønninger med gældsopbygning til følge. Derfor har Barcelona været nødt til at sælge ejerandele af klubbens øvrige aktiver samt tv-rettigheder. De kommende sæsoners resultater og årsregnskaber vil vise om Barcelona med transfervinduet dristigt satsede og vandt eller bare gravede gældshullet endnu dybere.

Wesley Fofana

Fra Leicester til Chelsea

Længe var Leicester den eneste klub i de europæiske top-5 ligaer, som ikke havde hentet en eneste spiller.

Tværtimod måtte Brendan Rodgers gentagne gange i pressen afmontere interesse for profilerne i truppen. Kasper Schmeichel skiftede af stadigt uvisse årsager til Nice, men derudover forsøgte Rodgers at lukke leddet. Chelseas interesse for stopperen Wesley Fofana løb dog op i 75 millioner pund, og så måtte Leicester lade franskmanden gå. Og det er her Leicester bliver interessant.

De var nemlig nødt til at sælge ham for at skaffe kapitel til indkøb – indkøb i en meget hektisk afslutning på markedet for Rævene. Vi har været vant til at se Leicester som en dark horse til pladserne i Champions League, og foråret var flødefedt med løfterige skriv i engelsk presse om en storstilet oprustning i sommerens løb.

Som udeblev.

Til trods for succeserne fra mesterskabet i 2016 og frem, så er Leicester nemlig eksemplet på en klub, der er afhængig af sin klubejers ve og vel. Leicester har som få klubber spændt den budgetmæssige bue hårdt – avisen Leicester Mercury berettede for et år siden, hvordan forholdet mellem klubbens lønudgifter åd 105 procent af omsætningen.

Leicester er ejet af den thailandske familie Srivaddhanaprabha, der som følge af COVID-19 har set familieformuen skrumpe fra 5,2 milliarder dollars i 2018 til 1,7 milliarder dollars denne sommer.

Det skriver The Telegraph, der også beretter, at Leicester har en gæld hos familien på lige under 300 millioner pund, hvorfor Rodgers gik ind til et vindue, hvor der skulle sælges, før der kunne købes.

Det blev derfor en transfersommer, hvor Leicesters sårbare bånd til ejerfamilien blev udstillet med bytteforholdet tid versus bedst mulig pris for en nøglespillere som Fofana. Og derefter stress med at finde mulige indkøb før lukketid.

På den lange bane vil sæsonen konkludere om det der skulle have været en oprustning, ender med en nedrykning på grund af en pandemimærket økonomi.