Legendernes tid er forbi

Når FC København på onsdag debuterer i Champions League mod portugisiske Benfica er det en af Europas legendariske klubber, som de danske mestre skal op imod.

For siger man Benfica, siger man også 1960erne, Mesterholdenes Europa Cup og Eusebio. Det er sort-hvide billeder og fantastisk angrebsfodbold, som fejrede store triumfer og indtog alverdens fodboldbaner og hjerter.

Men det var også de bedrifter, som i de efterfølgende årtier blev trukket frem og holdt op for klubbens spillere og ledere som et spejl før hver eneste sæson. Det var disse triumfer, som de hele tiden forsøgte at eftergøre, og det var årtiers næsten desperate forsøg på at genoplive den glorværdige fortid, som i begyndelsen af dette årtusinde endte med at skubbe Benfica ud på randen af en konkurs. For selvom ambitionerne var der, så glemte man i 70ernes, 80ernes og 90ernes Benfica, at man ikke længere havde den altafgørende ingrediens: Eusebio.

Historien om Benfica begynder i 1904, da fodboldklubben Sport Lisboa blev stiftet i Belém i det sydvestlige Lissabons havnedistrikt. Fire år senere smeltede klubben sammen med cykelklubben Grupo Sport Benfica fra bydelen Benfica i den nordvestlige del af hovedstaden, og Sport Lisboa e Benfica var født.

Klubben skiftede de første 50 år hjemmebane mange gange, før den i 1954 endeligt slog sig ned i den nordlige Lissabon-bydel Luz. Her flyttede man ind på det 125.000 tilskuerpladser store Estadio da Luz, som i daglig tale blot kaldtes A Catedral, Katedralen.

Luz betyder på portugisisk lys, og derfor omtales Benficas hjemmebane ofte i udlandet fejlagtigt som “Lysets stadion”. Den fejlkobling har også betydet, at når modstandernes fans omtaler Benficas tilhængere i nedsættende vendinger kalder de dem Lampioes – Lamperne.

Oprindeligt var det kun tilladt ægte portugisere at spille for klubben, men i 50erne fik portugisiske statsborgere født i kolonierne lov at blive medlemmer. Og det blev afgørende for Benficas succes i 60erne, hvor midtbanedirigenten Mario Coluna ligesom Eusebio kom fra Mozambique.

Egentlig skulle Eusebio have spillet for lokalrivalerne Sporting, men han var så god, at da han i 1961 som 19-årig ankom til lufthavnen i Lissabon, straks blev bortført af officials fra Benfica og gemt af vejen i en lille fiskerby på Algarve-kysten, indtil de to klubber havde redet trådene ud.

Hos Benfica udviklede Eusebio sig hurtigt og med sine elegante driblinger, hurtighed og drabeligt præcise afslutninger med højrefoden blev han en af fodboldhistoriens bedste spillere og den afgørende brik, der gjorde Benfica til et af de bedste fodboldhold denne klode nogensinde har set.

Med “Den sorte perle” på holdet afsluttede “Ørnene” Real Madrids totaldominans i europæisk fodbold og vandt Mesterholdenes Europa Cup i 1961 og 1962. Eusebio scorede 727 mål i 715 kampe for Benfica og blev topscorer i den portugisiske liga fem sæsoner i træk fra 1964 til 1968 og topscorer ved VM i 1966.

Benfica erobrede i 60erne otte ud af ti mulige portugisiske mesterskaber. Det blev til yderligere tre finalepladser i Mesterholdenes Europa Cup med finalen mod Manchester United på Wembley i 1968 som den mest bitre. I den kamp ramte Eusebio i overtiden ved stillingen 1-1 stolpen. I den forlængede spilletid slog englænderne med George Best på holdet til og vandt 4-1.

Verdens største klub

I dag står det klart, at Benfica næppe bliver lige så store igen. Men klubben er alligevel på vej mod bedre tider efter en række ulykkelige år og er nu så stor, at klubben overgår giganter som Manchester United, Juventus og FC Barcelona.

Ikke hvad angår europæiske trofæer, men hvad angår størrelse.

For efter fem år, hvor medlemsskaren er steget med mere end 50 procent, rundede Sport Lisboa e Benfica i juli i år 153.000 medlemmer, og dermed er Manchester United vippet af pinden som verdens største.

På verdensplan vurderes klubben at have cirka 12 mio. fans, der er organiseret i de såkaldte Casa do Benfica, som findes i de fleste portugisiske byer, samt spredt ud over flere europæiske lande, i Brasilien, Australien, USA, Canada og de tidligere kolonier i Afrika.

Medlemstilgangen er langt fra tilfældig. Lige siden Luis Filipe Vieira blev valgt som præsident i 2003 har Benfica investeret i træningsanlæg, ungdomsarbejde og rekruttering af nye talenter til klubben. Ikke bare inden for fodbold, for Benfica har også andre sportsgrene i folden. Cykling har været på programmet siden klubbens grundlæggelse, og Benfica er blandt Portugals førende inden for basketball, håndbold, volleyball, rugby og vandpolo.

Det er dog på grønsværen, at Benfica profilerer sig allermest som den største af de tre storklubber i det fodboldgale Portugal, hvor lokalrivalerne Sporting, samt FC Porto fra den nordlige del af landet udgør de øvrige medlemmer af trioen.

Legenderne lever videre

Men hos de mange millioner Benfiquistas lever historierne om de store spillere, der har trukket den røde klubtrøje over hovedet, videre.

Udover Eusebio er Humberto Coelho, Antonio Veloso, Mario Coluna, José Torres, Chalana, Rui Jordao, Manuel Bento og Aldair blot nogle af de navne, der har legendarisk status blandt tilhængerne. Også den danske angriber Michael Manniche hører til i denne kategori. Den portugisiske landsholdsstjerne Maniche fik endda sit kælenavn efter danskeren, da han som ung spillede i Benfica.

Nej man glemmer ikke sine ikoner. Denne sommer vendte midtbanespilleren Rui Costa hjem til en tårevædet velkomst hos sit elskede Benfica 12 år efter, han vandt mesterskabet med klubben og drog til Italien. Med Rui Costa på holdet har forventningerne fået endnu en tak op ad. Det portugisiske mesterskab skal i hus, og klubben skal nå endnu længere i Champions League end den kvartfinaleplads, som Benfica opnåede sidste forår.

Presset er stort. Men det samme er hengivenheden. Da den forholdsvis upåagtede ungarske angriber Miklos Feher i januar 2004 døde af hjertestop under en kamp for Benfica rejste klubbens ledelse og hundredvis af tilhængere med til begravelsen i Ungarn. I dag er Fehers trøjenummer 29 trukket tilbage. Ingen må nogensinde igen bære det nummer i kamp for Benfica.

Fehers død var et sort kapitel i klubbens historie, men paradoksalt nok vandt Benfica nogle måneder senere den portugisiske pokalfinale, hvilket var den første triumf i otte år. Indtil da havde Benfica op gennem 70erne og 80erne stadig været Portugals dominerende fodboldkraftcenter, men op på hvad Eusebio & Co. Præsterede, nåede man til stor fortrydelse aldrig.

Størst succes havde svenskeren Sven Göran Eriksson, som i to omgange var træner for klubben. Under Eriksson nåede Benfica en UEFA Cup-finale i 1983 og en finale i Mesterholdenes Europa Cup i 1990, hvor det blev til nederlag mod AC Milan. Benfica nåede også finalen i sidstnævnte turnering i 1988, men tabte her efter straffespark til PSV Eindhoven. Den sæson var ellers begyndt med den tidligere Brøndby-træner Ebbe Skovdahl som boss i Benfica, men resultaterne var for svingende, og så røg Skovdahl ud.

Købte yacht for transferbeløb

Det var i midten af 90erne, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke for den gamle storklub, der måtte se sig overhalet af FC Porto, der i langt højere grad havde styr på økonomien og tålmodighed til at opbygge et stærkt hold.

Tålmodighed var der på det tidspunkt intet af i Benfica. Spillere og trænere kom og gik i ét væk, og samtidig voksede gælden. Primært fordi man hyrede alt for mange og alt for dyrt indkøbte spillere. Efter mesterskabet i 1994 skulle der gå 11 år, før det igen blev hjemført.

Helt galt gik det i perioden fra 1997 til 2001, da Joao Vale Azevedo var præsident. Han skjulte mange ting i regnskaberne. Blandt andet at han i 1999 brugte transferbeløbet for salget af den russiske målmand Sergej Ovchinnikov til at bygge sig selv en luksusyacht. Da Joao Vale var verfet ud af, fik han straks fire års fængsel for i Benfica at have bedrevet regnskabssvindel og hvidvaskning af illegale penge.

Da var klubbens gæld oppe i nærheden af 400 mio. kroner, og bunden blev nået rent sportsligt i klubbens mørkeste sæson, 2000/01. Da sluttede Benfica på en historisk dårlig sjetteplads og kvalificerede sig for første gang i 42 år ikke til en europæisk klubturnering. Før netop den sæson havde klubben ellers lagt en rekordsum svarende til 105 mio. kroner på at hente den brasilianske midtbanespiller Roger i Fluminense og den hollandske angriber Pierre van Hooijdonk i Vitesse Arnhem.

Det var også i 2000, at en herre ved navn José Mourinho stod i spidsen for holdet i ni kampe med pæn succes. Men Mourinho sagde op, da klubben nægtede at forlænge hans kontrakt. Siden vandt Mourinho Champions League med rivalerne FC Porto.

Først med ansættelsen af spanieren José Antonio Camacho i slutningen af 2002 fik man genskabt en smule af fordums styrke. Samtidig rykkede man i 2003 ind på det nye Estadio da Luz, som var blevet opført ved siden af det gamle, og pokaltriumfen året efter markerede samtidig år 0 i klubbens forsøg på at opbygge et nyt stærkt mandskab. Succesen fortsatte på trods af, at Camacho rejste til Real Madrid. Under italieneren Giovanni Trappatoni satte Benfica sig atter på Portugals fodboldtrone i 2005.

Det lykkedes ikke sidste sæson under hollænderen Ronald Koeman at gentage mesterskabstriumfen. Til gengæld viste Benfica igen tænder på den europæiske scene, og det vil næppe undre nogen, hvis portugiserne snupper førstepladsen i FC Københavns gruppe. Sidste sæson eliminerede Benfica nemlig selveste Manchester United i gruppespillet og Liverpool i 1/8-finalerne, før de senere vindere FC Barcelona slog Benfica ud med sammenlagt 2-0.

Det er et nyt og anderledes Benfica, som træder ind i Parken på onsdag. Legendernes tid er definitivt forbi, men en ny historie kan begynde.