Livsfarligt: Det er op til spillerne at sige nej

Jeg hverken kan eller vil føre kampagne for Enhedslisten eller nogen anden politisk sammenslutning.

Men var jeg fodboldspiller, ville jeg kraftigt overveje, hvor meget mere, man vil finde sig i.

Jeg sidder ofte med fornemmelsen, at klubberne, især de allerstørste med flest kampe, hele tiden er på vej videre, selv når de spiller kamp.

Der er hele tiden et opgør, der ligger for tæt på, især i Premier League og for de øvrige spillere og klubber i Europa, der har hænderne fulde med et stadigt mere klaustrofobisk kampprogram og for de allerbedste et landshold, der trækker.

I hvilke kampe skal man give 100 procent? Hvad er risikoen? Hvordan har man kræfter til 90 minutter om tre dage, næste uges kampe, og den nye klub- eller landsholdsturnering senere på året?

Man kan næsten se tandhjulene snurre hos cheftræneren på sidelinjen, eller når kameraerne zoomer op på sportsdirektøren eller præsidenten på tribunen, alt imens at data-specialisterne og de fysiske trænere sammen overvåger, hvornår nok er nok for de mest udmattede og især de mest værdifulde spillere.

Fodbold på øverste plan virker til at fanget i et uendeligt loop, hvor mere vil have mere og slangen tygger løs på sin egen hale.

I 2024/25 kommer der 64 ekstra betydende kampe i Champions League med det nye ligaspil på otte runder for 36 hold, der også skal spille 1/16-finaler i det gryende forår i 2025. Europa League og Conference League udvides også med flere kampe.

Derefter følger Gianni Infantinos nye klub-VM med 32 hold i USA i sommeren 2025, hvor de bedste spillere ellers stod til at have en sjælden pause, før landsholdenes VM udvides fra 32 til 48 hold i sommeren 2026.

Truslen om en Super League eller anden piratturnering i Europa eller globalt stikker igen hovedet frem, efter EU-domstolen før jul delvist underkendte UEFA’s ret til at sige nej til, at turneringer som Super League må eksistere.

I må kalde mig Florentino Pérez, hvis ikke sådan et foretagende ville betyde yderligere pres på spillerne. Læg dertil en udvidelse af trupperne for de største klubber fra de nuværende 25 til 30-35 stykker, så de største klubber får yderligere monopol på de bedste spillere og talenter i verden.

Altså helt ærligt: Hvornår er det nok?

Svaret er, at det nok aldrig er det for dem, der baserer deres politiske og økonomiske magt og personlige stilling på, at der hele tiden kommer flere penge i fodbold, som de så kan bruge.

Det vil sige langt de fleste store klubejere, ikke mindst de amerikanske med rødder i gigant-turneringer som NBA og MLB. Det vil også sige stort set alle sportspolitikere med Infantino i front, og sponsorer, finans-institutioner, medieselskaber og alle de andre, der hele tiden tjener mere eller vil ind på markedet. Og så skal vi ikke glemme nationalstaterne som Saudi-Arabien og Qatar, der gerne vil have så mange kampe som muligt afviklet i deres navn, så verdens ypperste spillere og klubber kan stråle på de store ledere i deres undersåtters (det vil sige alle os andre) øjne.

Jeg tror kun, ordet ’nej’ kan komme fra spillerne, sekundært fansene, selvom de to grupper nok er dem med mindst indflydelse i fodboldverdenen i dag.

Det er især de store stjernenavne, der har magten, hvis de ellers vil tage den.

99 procent af verdens professionelle fodboldspillere tjener dårligt nok mere end en normal lønmodtager, men den ene procent, alle vil se og som fodboldens bosser driver rovdrift på, har enorm magt.

Ironisk nok kan man bare kaste blikket til de frie markedskræfters hellige land USA, hvor mange af de nye klubejere stammer fra. Her har spillere i NBA, NBA, NHL og baseball flere gange sat hårdt mod hårdt med aflyste kampe og forkortede sæsoner til følge, når en ny overenskomst skulle i hus.

Hvis nogen har magt og interesse i at sige, at nok er nok, er det de største stjernenavne.

De store spillerforeninger (og fansene, selvfølgelig) blev dårligt nok taget med på råd, da Infantinos freakshow af et klub-VM, den udvidede VM-slutrunde fra 2026 og de ligeledes udvidede Europa-turneringer fra sommer i år blev til.

Man får absolut intet ud af at arbejde i stilhed i kulissen, ud over flere kampe, flere overbelastningsskader og en fodboldverden, der bliver stadigt mere ulige og kun tjener nogle få ultrarige og magtfulde individers interesse.

Det var aldrig meningen med fodbold, og den dag, topspillerne sætter handling bag ordene om et alt for vildt kampprogram, er de høje herrer tvunget til at lytte. Folk vil se Messi, se Neymar, se Cristiano Ronaldo og se de danske A-landsholdsspillere og topnavne i Superligaen, ikke de næst- eller tredjebedste, og den magt er ret vild at have, hvis spillerne ellers indser, hvor stærke de er.