Retten til engelsk fodbold bør være en menneskeret

– Retten til engelsk fodbold bør være en menneskeret, siger han.

– Min passion for engelsk fodbold startede med FA Cup-finalerne midt i 60’erne. Der var ikke så meget fodbold på skærmen dengang, og jeg kan huske, hvordan vi i ugevis, ja månedsvis, kunne glæde os til finalen. Året efter var det Tottenham-Chelsea i finalen (2-1) og i ’68 var det West Bromwich, der vandt 1-0 over Everton på et mål af nu afdøde Jeff Astle i forlænget spilletid. Det var tider.

Så kom TIPSLØRDAG. Det var fantastisk. Det var så fascinerende. Her fik vi engelsk topfodbold direkte ind i stuen. Den dag i dag er det så de små nakkehår rejser sig, når jeg tænker tilbage på den tid. Stemningen og atmosfæren omkring de engelske kampe var enestående. Det er jo mørkt i Danmark fem måneder om året, og pludselig fik vi midt om vinteren serveret kampe, der henrykkede os. Ugens højdepunkt, simpelthen! Spillere som David Wagstaffe og Kenny Hibbitt fra Wolverhampton Wanderers står stadig klart i erindringen, fortæller Finn Bygballe engageret.

I kælderen i hjemmet i Fløng har Bygballe indrettet kontor, hvor hylderne på væggene prydes af krus fra alle betydelige engelske fodboldklubber.

– Engelsk fodbold blev en stor del af mit liv og har været det lige siden. I forhold til dét har dansk fodbold ikke betydet så meget for mig. Jeg har altid været mere interesseret i de britiske hold og kigger stadig mere efter, hvordan det går Hibernian eller Glentoran fra Nordirland end, hvordan FCK og Brøndby klarer sig.



Finn Bygballe priser sig også lykkelig over, at hans forældre i 70’erne valgte at udskifte en gammel og givetvis momsfritaget tysk radio med datidens top på transistorbølgen, en B&0 500, der kunne lidt af hvert – såsom at opsnappe fascinationen via BBCs transmissioner fra engelsk fodbold.

Mange fodboldinteresserede med veneration for engelsk fodbold kender nok fornemmelsen af at vende transistorradioen på hovedet, måske bære den op på loftet eller sætte den på øverste hylde på badeværelset en lørdag eftermiddag i forsøget på at opsnappe radiosignalet fra White Hart Lane eller Anfield, inden baggrundsstøjen fra et tiltagende lavtryk over De britiske Øer overtager magten.

– Min mor så ikke gerne den nye B&0 ude i det fri – hun havde vist misforstået navnet: Trans-sistor! – så kun når de gamle var lokket i byen en lørdag eftermiddag blev radioen for alvor mobil, erindrer Finn Bygballe.

Modsat “tyskeren” kunne Struer-fabrikkens flagskib sagtens modtage signalerne from over there uden at haveskurets døråbner skulle stå i tredje hul, så det var kun sjældent, at Finn i bestræbelserne på at eliminere alle støjkilder måtte kravle under dynen med kun antennen stikkende ud i det fri – radioantennen, naturligvis!

I modsætning til mange andre har Finn Bygballe aldrig været fan af én speciel klub, men i stedet bredt sin hengivenhed ud på flere klubber.

De senere år er han dog begyndt at kaste mere og mere af sin kærlighed på Gillingham FC. At det blev “The Gills” skyldes, som så meget andet her i tilværelsen, tilfældigheder.

– Sammen med mine arbejdskammerater var jeg en tur i London for fire år siden. Vi ville se Chelsea-Leeds, men der var alt udsolgt, så i stedet tog vi til Kent for at se Gillingham mod Nottingham Forest. Vi fik en fantastisk modtagelse derude, englænderne var betagede af, at der kom mennesker helt fra Danmark for at se Gillingham. Efter kampen fik vi hele Gillingham FCs bevægede historie fortalt af John Gould, der har været fan i mere end 40 år. Da han nåede til beretningen om play off-finalen til 1. division året før mod Manchester City, begyndte tårerne at trille. Gillingham, der aldrig havde været noget som helst og aldrig spillet i 1. division, førte få minutter før tid med 2-0. Oprykningen syntes sikker, Citys fans var begyndt at vandre fra stadion, men så reducerede City i det 88. minut og inde i overtiden udlignede de til 2-2. Der måtte forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til, og så endte Gillingham som taber. Året efter stod “The Gills” i en ny play off-finale, og denne gang vandt de 3-2 over Wigan efter at have været bagud 1-2 indtil seks minutter før udløbet af den forlængede spilletid. Der var ikke et øje tørt.

Da var Bygballe forlængst blevet gift med Gillingham, men han indrømmer gerne at have en “elskerinde” i Everton.

– Jeg faldt for dem i 1985, hvor de vandt Europa Cup-finalen for pokalvindere over Rapid Wien, og tre dage senere tabte FA Cup-finalen til Manchester United. Det var et drømmehold, som jeg blev totalt vild med. Jeg glemmer aldrig semifinalen i Europa Cup’en, hvor de mødte Bayern München og først spillede 0-0 i Tyskland, hvorefter de vandt 3-1 på Goodison Park. De kværnede tyskerne ned, siger Finn Bygballe og nævner uden tøven holdet fra målmand til forreste angriber: Southall, Stevens, Mountfield, Ratcliffe, Van Den Hauwe, Steven, Reid, Bracewell, Sheedy, Sharp og Gray.

– Et andet hold, jeg elsker fra 70’erne, var det mandskab Brian Clough skabte i Nottingham Forest. Det var imponerende, hvordan han formåede at få et hold ud af en flok ordinære arbejdsmænd som Larry Lloyd, Kenny Burns, John McGovern, Ian Bowyer osv. Ud over Trevor Francis var der ikke ét eneste talent på det hold, men de stod sammen. Hold kæft, hvor de stod sammen.

Selv om Finn Bygballe indtil for 12 år siden boede i Varde, var han ikke blandt dem, der valfartede til Esbjerg for at se dansk topfodbold. Og det gør han heller ikke i dag, hvor han kun bor et kvarters kørsel fra Brøndby stadion.

Nej, det er engelsk fodbold, der tæller.

– Første gang, jeg var i England, var i 1974, hvor vi så Arsenal-Derby i den sæson, hvor Derby blev mester. Jeg glemmer det aldrig. Arsenals John Radford ramte roden af stolpen med et hovedstød med sådan en kraft, at man troede det var et langskud. Fra andre ture husker jeg det gamle, smukke White Hart Lane med træpillerne på de gamle tribuner, siger Bygballe og får næsten tårer i øjnene.

Når han i dag drager til England sammen med sin tipsklub, forsøger gutterne altid at se mindst to kampe, helst tre eller fire, på en forlænget weekend.

– En af de bedste fornemmelser, jeg kan have, er at vågne i London en lørdag morgen med tanken om, at man skal ud og se fodbold om eftermiddagen. Det er fantastisk. Til gengæld kan jeg få det helt dårligt, når jeg kommer hjem igen: “Hva’ i alverden laver jeg her,” tænker jeg så næste lørdag.

– Der er mange minder. Vi har været med til at stå på de sidste ståpladser i Premier League, da vi så Fulham mod Newcastle på Craven Cottage, og vi så den mest målrige kamp i hele sæsonen 2001-02, da Charlton og West Ham spillede uafgjort 4-4 på The Valley. Langt de fleste af besøgene har været om efteråret, helst i november. Når jeg er til fodbold i England, har jeg det sådan, at det helst skal blive mørkt i 2. halvleg. Det må være gammel vane fra “Tipslørdag,” funderer Bygballe.

– Og så kan man jo undre sig over, at englænderne kan sidde og se fodbold i november kun iført kortærmede klubtrøjer. Men de må jo være ude af stand til at fryse, fordi de sjældent har mere end 18 graders varme i deres huse.

– Er der noget i denne verden, jeg savner, så er det “Tipslørdag,” og jeg har det helt dårligt med at have været med til at lægge udsendelsen i graven, siger han om indslaget i DRs “Søndagsmagasinet” i januar 2000, hvor journalist Anders Agger skulle finde en kerneseer til at bære kisten, og valget faldt på Bygballe fra Fløng.

Tilbage i 80’erne var Finn Bygballe selv sportsjournalist på Ugeavisen i Varde og senere også på Jydske Vestkysten på et tidspunkt, da Vardes damer var med i toppen, og hvor klubbens mænd lå i 2. division vest. Selv nåede han også at få enkelte kampe på Vardes førstehold i Danmarksserien i midten af 80’erne, og den dag i dag spiller han faktisk mere fodbold end nogensinde før, da han er med både i old boys-, old star- og veteranrækken.

Dommerkort har han også og kan derfor ses vinkende med flaget i Danmarksserien og kvalifikationsrækken. Faktisk er han det medlem af Københavns Fodbolddommerklub, som har haft dommerkort længst – siden 1974.

Dog ikke så længe som fascinationen af engelsk fodbold har varet. Interessen er stadig glødende og bedst beskrevet med én af Finn Bygballes yndlingssentenser:

“Til venstre ligger Irland, til højre ligger Danmark. I midten ligger fantasien.”