Spanske italienere bremsede Barcelona

Trænerskiftet i sommer måtte Valencia CF foretage mere af nød end af lyst, for klubben var under Benitez inde i en rigtig god udvikling. Den dygtige taktiker startede med at få styr på sit forsvar, og da Valencia CF vandt mesterskabet i 2002, skete det med et rekordlavt antal scorede mål. Sølle 51 blev det til i 38 kampe, og topscorer blev utroligt nok den defensive midtbanespiller Ruben Baraja med syv (!) mål.

Anderledes så det ud to år senere, da Valencia CF nettede 71 gange undervejs mod endnu et mesterskab, og da sæsonen blev fuldendt med en sikker 2-0 sejr i UEFA Cup finalen mod franske Olympiques Marseille, kunne ingen fortænke folk fra appelsinbyen i at have de største forventninger til den nuværende sæson.

Der var bare et enkelt problem: Benitez ville ikke blive. Mestertræneren lod sig lokke af nye udfordringer i den engelske storklub Liverpool, hvorefter Valencia CFs præsident Juan Bautista Soler nødtvungent måtte ud på trænermarkedet for at finde en afløser. Blikket faldt snart på klubbens tidligere træner Claudio Ranieri, der i mange øjne led en uretfærdig skæbne i Chelsea. En andenplads i Premier League og en semifinaleplads i Champions League var ikke tilstrækkeligt for klubejer Roman Abramovitj, og så var den ellers så succesrige italiener pludselig arbejdsløs.



Det hele startede da også fantastisk for Ranieri i Valencia. Holdet gik fra sejr til sejr i den spanske liga, hvor det blandt andet blev til en fantastisk sejr på 5-1 på udebane mod Deportivo, og efter seks spillerunder lå Valencia CF og FC Barcelona side om side i toppen af La Primera med hver 16 point.

Så stoppede festen imidlertid også, så det kunne mærkes. I løbet af halv anden måned vandt Valencia ikke en eneste ud af ti kampe, og som om det ikke i sig selv var slemt nok, bød perioden på to deciderede ydmygelser. Først et Champions League nederlag på 1-5 (!) mod Inter hjemme på Mestalla og dernæst et 0-1 nederlag i pokalen mod upåagtede Lleida.

I sådan en situation ved en italiener godt, hvor han skal rette fokus hen: Ned mod sit eget mål. Med en fyreseddel hængende over hovedet er det da også lykkedes for Ranieri at afværge sin egen afskedigelse, ligesom han har fået rettet op på tingene i ligaen. Før kampen mod Barcelona havde Valencia vundet fire kampe i træk med en samlet målscore på 6-0, men til gengæld måtte Ranieri & Co. forlade Champions League efter endnu et forsmædeligt hjemmebanenederlag. Denne gang tabte Valencia 0-2 imod de tyske mestre fra Werder Bremen og tabte i øvrigt også i den grad ansigt med deres frustrerede opførsel.

De svingende resultater har naturligvis sat Claudio Ranieri voldsomt under pres. Ikke mindst fordi han har hentet hele fire af sine egne landsmænd til Valencia. Det har bragt antallet af italienske spillere i Valencia CF op på fem i en liga, hvor der i alt optræder syv af slagsen!

Situationen har ydermere været den, at den offensive italienske trio bestående af angriberne Bernardo Corradi og Marco Di Vaio samt midtbanemanden Stefano Fiore for det første har fortrængt et par af Mestallas ynglinge, sidste års suveræne topscorer Mista samt den lille argentiner Pablo Aimar, til bænken og for det andet har haft svært ved at slå til efter den euforiske start. Den slags er svært at sluge for fodboldelskere i et land, hvor foragten for italiensk fodbold er udtalt.

Som i hollænder-tiden i Barcelona har det i Valencia i denne sæson været en udbredt opfattelse, at hvis man alligevel skulle spille elendigt, kunne man lige så godt gøre det selv¿

Sådan var fronterne trukket op før det store opgør på Camp Nou lørdag den 18. december. De tørre facts fortalte, at FC Barcelona lå klart i spidsen af ligaen med Valencia CF halsende ti point bagefter på en tredjeplads, mens de mere følelsesbetonede forskelle lå på et andet plan.

Her var det FC Barcelonas løsslupne offensive fodbold mod Valencias beregnende defensiv.

Den spanske filosofi mod den italienske.

Selve kampen, dens forløb og dens udfald kunne bekræfte både den ene og den anden.

Tilhængere af Barcelona-stilen vil hævde, at det er fattigt kun at præstere en eneste farlig afslutning på mål i løbet af halvanden time, at det er sølle at stå med ti spillere parkeret omkring eget straffesparksfelt, og at det er direkte patetisk at blive presset i bund af et hold, der er blevet reduceret til ti spillere.

Tilhængere af Valencia-stilen vil omvendt anføre, at det ikke er op til et udehold at skabe underholdning, at et skud på mål i princippet kan være nok (bare det går ind!), og at man blot var en skandaløs dommerkendelse fra at hjemføre den ultimative triumf.

Sådan har diskussionerne sikkert raset på de små barer efter kampen, og undervejs i kampen var det da også tydeligt for enhver, hvor lidt FC Barcelonas publikum holder af Valencias spillestil.

Barca-tilhængerne kunne slet ikke skjule deres foragt for Valencias opførsel med de mange frispark og den evindelige tidsudtrækning, mens gæsterne helt åbenbart nød situationen, vel vidende, at man inden kampen havde hentet fire sejre i de seneste syv opgør på Camp Nou. Navnlig en mand som den karismatiske keeper Santiago Canizares hyggede sig med raseriet fra tribunerne, når han tog sig rigtig, rigtig god tid¿

Barcelona dominerede fra starten, men det var helt i pagt med Ranieris taktik. Han gav oven i købet god plads på kanterne, vel vidende, at hvis der er noget, FC Barcelona ikke er i besiddelse af, så er det en angriber med et farligt hovedspil. Det er sådan set heller ikke et område, der prioriteres særligt højt i Barcelona, hvor man altid har holdt mest af at kombinere sig igennem langs jorden, men derfor er det jo stadig en mangel, og faktisk har holdet efter 16 spillerunder i den aktuelle sæson blot lavet et enkelt af sine 33 mål på hovedstød.

Den statistik har Ranieri sikkert også studeret, så han lod med sindsro FC Barcelonas spillere komme fri til indlæg, mens han grupperede sine folk inde omkring midtzonen. Helt dirkefrit var Valencias forsvar ikke, men det er nu også nærmest umuligt at holde FC Barcelona anno 2004 fra at komme til chancer i løbet af en kamp. Når det endeligt skete, havde Valencia CF det held, at mulighederne hver gang tilfaldt den unge angriber Andres Iniesta, hvis afslutninger lod en del tilbage at ønske. Derfor blev Canizares da heller ikke sat på de store prøver trods det vedvarende Barcelona-pres.

Hvad Valencia til gengæld slet ikke formåede, var selv at komme til chancer. De normalt så boldsikre midtbane-folk smed alt for ofte bolden væk, når muligheden for et kontrastød bød sig, men til gengæld slog man til på den første chance efter en god times spil. Muligheden opstod ud af ingenting efter en tackling omkring banens midte, men selve afslutningen var flot, idet Stefano Fiore overlegent studsede den løse bold ind over Victor Valdes, som desperat kastede sig ned i støvlerne på italieneren.

Nu begyndte det at se lidt kritisk ud for FC Barcelona, og krisen tilspidsedes yderligere, da Valdes et kvarter før tid fjumrede så meget med en tilbagelægning, at han til sidst måtte tage med hænder uden for feltet for at forhindre Miguel Angulo i at udbygge gæsternes føring. Aktionen var ganske godt camoufleret, men den godt placerede liniedommer så det, som vi andre først kunne se på monitorens gengivelser, og så måtte dommer Puentes Leira tage den logiske konsekvens og udvise Valdes.

Det blev dommeren ikke populær på, men til gengæld kompenserede han kort efter hjemmeholdet så rigeligt, da den ellers ret så anonyme Ronaldinho løb ind i ryggen på Angulo og lod sig falde til jorden. Skuespillet foregik et pænt stykke inde i det kriminelle felt, og så gjorde Puentes Leira det, som de spanske dommere lidt for ofte gør i den slags situationer: Han dømte straffespark til FC Barcelona.

Det kunne Ronaldinho jo ikke gøre for, og presset på brasilianeren var stort nok endda, da han trådte frem og sikkert bankede bolden op i målhjørnet til 1-1. Målet var den smilende superstars tredje i denne sæson, og de er såmænd alle lavet på straffespark på Camp Nou¿

Man kunne sagtens have ondt af Valencia CF, som led præcis den samme skæbne mod Real Madrid på Santiago Bernabeu i sidste sæson, men i de sidste ti minutter svingede undertegnedes sympati trods snyderiet alligevel til Barcelonas side. For hvor var det fantastisk flot at se, hvordan de ti tilbageværende Barcelona-spillere i den givne situation betingelsesløst gik efter endnu en scoring og de tre point. I en enkelt situation så man hele fem mand på hidsig boldjagt oppe på Valencias banehalvdel, mens man nærmest lod hånt om at sikre sig bagude. Sådan spiller et stort spansk hold. Spektakulært, men også risikabelt.

Valencia CF formåede der imod overhovedet ikke at drage fordel af overtallet, stivnet som man var i sin defensive udgangs-formation. Det ene point var dog ikke noget dårligt udbytte for Valencia – heller ikke engang set i lyset af udvisningen af Valdes – og efter en hidsig afslutning med indtil flere tilløb til masseslagsmål, kunne man alligevel se to relativt tilfredse hold forlade banen.

FC Barcelona havde inden kampen givetvis haft en forhåbning om at kunne sætte deres plageånd godt og grundigt på plads, undervejs lignede opgøret den store oprejsning til Ranieri og hans udskældte hold, men i den sidste ende måtte holdene altså nøjes med at deles om udbyttet.

Forskellen i fodboldfilosofi var til at få øje på, men nogen konklusion kunne man ikke drage. Ud over den, at Barcelona stadig ikke bryder sig om italiensk inspireret modstand.



Morten Bruun er fodboldkommentator på Kanal 5