Tidligere Superliga-spiller var ramt af angst og depression: Du er jo ved at dø

En onsdag morgen, inden Martin Mikkelsen skulle til træning i Hobro IK, begyndte det at snurre i hans fødder. Det havde allerede snurret i hans fingre i et par dage, lidt ligesom hvis han havde fået et albuestød.

Nu havde det spredt sig til fødderne, så Mikkelsen gjorde det, man ikke skal, hvis man i forvejen har en livlig fantasi: Han fandt sin telefon frem og begyndte at søge på sine symptomer.

Da sklerose dukkede op som et af de første resultater, gav det et sæt i ham. Og hans tanker begyndte at fare rundt, især tilbage i tiden.

Da han var lille, var han med ude at besøge sin fars ven, AGF-spilleren Kim Sander. Han var i slutningen af 20’erne, da han blev ramt af amyotrofisk lateral sklerose, også kaldet ALS, en uhelbredelig muskelsvindsygdom. Efter et halvt år sad Sander i kørestol, og da han var bare 35 år, døde han. Det besøg havde altid siddet i Martin Mikkelsen.

Tankerne fløj videre. Først til Brian Fakkenor, Mikkelsens tidligere anfører i FC Fredericia, og den legendariske AGF-holdleder Per Thune, som også begge fik diagnosticeret sygdommen. Derfor havde Martin Mikkelsen altid haft en grundangst for lige præcis den sygdom, og nu passede symptomerne på ham selv.

Mikkelsen var sikker på, at han var syg. Så han blev bange.

På vej mod Superligaen
I april 2017 var Martin Mikkelsen 31 år gammel, og set udefra gik det godt. Han spillede fast for Hobro, der efter nedrykningen til 1. division havde direkte kurs mod Superligaen igen. I den foregående weekend havde holdet spillet 0-0 mod HB Køge, og dermed havde det ikke tabt i seks kampe i streg. Det var begyndt at snurre i Martin Mikkelsens fingre, da han lå derhjemme efter den kamp.

Han var professionel fodboldspiller i sin bedste alder, så langt fra risikozonen for alvorlige sygdomme, som man kan komme, og snurren i fingre og tæer kan være tegn på mange andre sygdomme end dødsens farlig sklerose. Men hans hjerne var allerede begyndt at bedrage ham. Og det blev kun værre.

Tipsbladet.dk sætter i en artikelserie fokus på fodboldspillere, der har oplevet noget, som man sjældent bryder sig om at vise frem. Spillere, som har mistet, været syge eller haft psykiske problemer. Helt almindelige udfordringer i en ualmindelig branche.

Anledningen er, at den internationale spillerforening (FIFPro) i dag lancerer det, som den selv kalder en banebrydende undersøgelse. Den skal over 10 år følge 200 fodboldspillere i alderen 27 til 29 år og kortlægge deres mentale og fysiske sundhed.

En udkørt zombie
Martin Mikkelsen var blevet angst fra den ene dag til den anden. Sygdomsangst. Han var bange for, at han havde ALS, og når han var alene, lavede han balancetests og forsøgte at få sine fingre til at ramme hinanden foran sig med lukkede øjne.

Han kunne ikke finde ro fra bekymringerne. Mindst af alt om aftenen, når han burde sove. Søvnmanglen gjorde det svært for sportsmanden Mikkelsen at restituere og satte gang i en ond cirkel. Jo mindre han sov, desto mere syg følte han sig. Og jo mere syg han følte sig, desto sværere var det at finde ro om natten.

Særligt op til kampen mod Nykøbing Falster den følgende søndag sov han dårligt. Mikkelsen var så udkørt, at han følte sig som en zombie.

Han burde nok have meldt afbud; foregive, at han havde fået en skade. Men han ville ikke have, at nogen skulle vide, hvordan han havde det. Så han måtte gennemføre.

Martin Mikkelsen (tv) opretholder sin facade. Privatfoto

Fodboldspillere løber tit i deres egen verden, når de varmer op. På den måde lader de mentalt op til kampen, men problemet for Martin Mikkelsen var, at det gav hans tanker rig mulighed for at fare rundt. En af dem, der blev ved med at vende tilbage, var: “Er det her min sidste kamp?” Han var sikker på, at det var den vej, det gik.

Det blev lidt bedre under selve kampen, fordi den facade, han var nødt til at stille frem, så de andre ikke opdagede noget, skubbede sygdomsfrygten i baggrunden. Men helt godt var det ikke. Mikkelsen løb og gemte sig, forsøgte altid at gøre så lidt som muligt, hvis han endelig fik bolden. Efter 86 forfærdelige minutter var det slut. Hobro var foran 3-1, og han slap for at spillere mere den dag.

I bussen på vej hjem gnavede frygten for ALS videre hos Martin Mikkelsen, der var omgivet af holdkammerater, men ude af stand til at indvie dem i sine pinsler. Han kom til at tænke på, at hans far havde fortalt ham, at Kim Sanders symptomer begyndte at vise sig som ondt i nakken efter en kamp. Nu havde han det på samme måde.

—

– Jeg havde sådan lyst til at sige det til nogen, men jeg kunne ikke sige det. Det var for mærkeligt, syntes jeg.

– Det var det klassiske med, at man går og tumler med et eller andet, som man synes er tabubelagt, og som man har svært ved at åbne op omkring.

– Jeg fandt ud af, at der er lidt en frygt for at blive stigmatiseret. Ved at sige højt, at man er syg, eller "der er noget galt med mig", så føler man sig måske endnu mere syg. Når man går og holder det for sig selv, så kan folk jo ikke se, at der er noget galt. Så føler man måske i et stykke tid, at det er måden at gøre det på for at opretholde en facade.

—

Mandag morgen tog Martin Mikkelsen til træning i Hobro, som han plejede, men fik aldrig fodboldtøj på. I stedet tog han fat i assistenttræneren, Michael Kryger.

– Jeg er nødt til at køre hjem igen, sagde han.

Samme dag tog han til sin praktiserende læge. Hun spurgte ind til, hvad han døjede med, og foretog nogle undersøgelser, tog en blodprøve og forsikrede ham om, at der ikke var noget at komme efter. Han var sund og rask.

Beskeden var en befrielse, og angsten forsvandt.

Onsdag var han tilbage i træning, og torsdag tilbage i kamp. Han spillede 77 minutter, da Hobro vandt igen, denne gang 2-0 over AB.

Da var befrielsen efter lægens besked allerede begyndt at aftage. Angsten kom tilbage, og den blev sværere og sværere at gå med selv. Den eneste måde, Martin Mikkelsen kunne få afløb for det, var at tale med nogen.

Efter AB-kampen tog han fat i holdets fysioterapeut. Fortalte, at han ikke havde det så godt for tiden, og at han havde svært ved at sove. Han vidste, at fysioterapeuten selv havde døjet med nogle ting, så han mente, det gav god mening at henvende sig til en, som kunne forstå det.

Det hjalp også. Igen fik Martin Mikkelsen et pusterum. Det var som at skrue på en ventil: Trykket aftog. Ud med det og væk med det. Han kunne holde et par dages fri i påsken med ro i sindet.

"Den er helt gal"
Påsken tilbragte Martin Mikkelsen med sin kæreste og hendes familie i sommerhus i Blokhus. Men igen havde ventilen kun lettet trykket for en stund. Denne gang fik et nyt symptom angsten til at vende tilbage.

Om søndagen begyndte hans mavemuskler at lave nogle intense sammentrækninger, så en pause og så sammentrækninger igen. “Det bliver bare værre og værre,” tænkte han.

Martin Mikkelsen var anspændt i hele kroppen, og han fandt stadig ingen ro om natten. Søvn var det, han havde allermest brug for, men han lå bare og vendte og drejede sig og tænkte, tænkte, tænkte, så det bragede. Tankerne fløj af sted, ikke et øjebliks ro, hjertebanken, fanget alene i mørket med sine tanker, frygtede de sene aftentimer, fordi han vidste, at han snart skulle ind i sengen og kæmpe en kamp med søvnen, som han altid tabte.

Det blev værre og værre for hver nat, han lå og tænkte på mavemusklerne, der trak sig sammen mod hans vilje, han talte sekunderne imellem, og først når intervallerne blev længere og længere imellem, kunne han finde ro, for så måtte det være på vej i den rigtige retning.

Læs også:Dansk spiller: Jeg skulle ikke både miste min mor og pladsen på mit hold

Mandag aften var ikke anderledes. Han havde lagt sig til at sove, og efter midnat rejste han sig igen for at tage et glas vand. Da kom han til at se i spejlet. Han kunne næsten ikke kende sig selv. Han så tynd ud. Syg.

“Du er jo ved at dø,” tænkte han for sig selv.

Det magre ansigt, der kiggede tilbage på Martin Mikkelsen, var det endelige, fysiske bevis på, at noget var galt med ham. Kun en syg person ser sådan ud, ræsonnerede han. Så brød han sammen. Ringede til sin mor, ude af sig selv.

– Den er helt gal, sagde han.

—

– Jeg har altid været en tvivler. Der er mange fodboldspillere, der altid synes, det er de andres skyld. Det kan godt være fucking irriterende at spille med, men det er faktisk en god måde at beskytte sig selv på. For jeg er helt modsat. Så snart der er et eller andet, føler jeg, det er min skyld. Tager det meget ind. "Hvad kunne jeg have gjort? Er det mig, der har gjort noget forkert?" Det har altid siddet i mig.

– Lige da jeg blev senior og begyndte at komme med omkring førsteholdet i AGF, havde jeg nogle dårlige oplevelser i de enkelte førsteholdskampe, jeg fik, som virkelig satte sig dybt i mig. Jeg kom med allerede som yngling, blev så knæskadet, men kom ret hurtigt med igen.

– Lige da jeg blev meldt klar efter fire måneder, kom jeg med i en pokalkamp i Horsens og faldt fuldstændig igennem. Vi kom i forlænget spilletid, og de lå i 1. division, Horsens. “Tøffe” og Brian Steen ved siden af på midtbanen, “Duncan” fremme, Leon Andreasen nede i forsvaret. Det var bare intimiderende, kan jeg huske. De første to gange, jeg fik bolden, ville jeg slå et indlæg, og så røg den bag om mål. Så stod jeg der og følte mig SÅ lille.

– Den oplevelse havde jeg lidt igen i en Superliga-kamp, hvor jeg kom ind i Silkeborg. På det tidspunkt kæmpede AGF virkelig for at undgå nedrykning, så der var så meget på spil, og jeg kunne slet ikke håndtere det. Jeg håbede virkelig ikke, jeg skulle ind. Men det kom jeg, og det sortnede bare fuldstændig for mig.

– De oplevelser tog jeg med mig. De har været med til at forme mig som spiller. Min måde at spille på, at jeg hellere vil spille sikkert end risikere for meget, er en måde at beskytte mig selv på. Jeg skal ikke lave for mange fejl. Hvis jeg begynder at lave to-tre fejl, så er jeg bange for, at bunden kan ryge ud, ligesom det gjorde dengang. Så jeg tror, sådan nogle tidligere oplevelser virkelig er med til at præge en.

– Det har altid slidt på mig at spille fodbold.

—

Martin Mikkelsen var 31 år gammel, men der stod han en sen aftentime og ringede til sin mor, mens han grædende fortalte, hvor bange han var. Det var en kort samtale, men hans mor sprang direkte ud i bilen og kørte den korte vej fra Århus-forstaden Højbjerg ind til sin søn.

Med det samme fik Martin Mikkelsen det bedre. Han havde løsnet ventilen igen ved at tale med nogen. Det at gå med det selv havde været en del af byrden, men nu var de to om at bære den. Så behøvede han ikke kæmpe alene længere.

Han tog noget joggingtøj og en stor dynejakke på, og så satte han sig ned på gaden for at vente på sin mor. Da hun kom, kørte de ud på det psykiatriske hospital i Risskov. Der kunne Martin Mikkelsen for alvor læsse sine bekymringer af.

Han lagde det hele på bordet, snurren i fingre og fødder, søvnproblemerne, mavemusklerne, det afpillede spejlbillede, angstanfaldet og opkaldet til sin mor. Det hjalp også. Det samme gjorde lægen. Han beroligede Martin Mikkelsen og forsikrede ham om, at han ikke fejlede noget. I hvert fald ikke fysisk, men det var formentlig en stresstilstand, der havde udløst de symptomer, Mikkelsen fortolkede som sklerose.

Lægen gav Martin Mikkelsen noget beroligende, og bagefter tog Hobro-spilleren med sin mor hjem for at sove.

En desperat handling
Fra da af var Martin Mikkelsen sygemeldt i sin klub, og timingen kunne ikke være dårligere. Hobro manglede syv kampe af sæsonen, og den havde sat alt ind på at rykke direkte op i Superligaen igen.

Det havde hjulpet Martin Mikkelsen at få at vide, at han ikke fejlede noget. Men igen var effekten kortvarig. Han kunne ikke slippe idéen om, at han var syg.

Han tog først til sin egen læge igen og så en neurolog, men det hjalp ikke. Mikkelsens hjerne var forhekset. Uanset hvad lægerne sagde, kringlede den ordene, så de betød, at han var syg. Ellers måtte de have overset noget. Måske var det på så tidligt et stadie, at de ikke kunne se noget, men han kunne mærke det. Sådan kørte tankerne i ring.

Martin Mikkelsen med bekymringsrynker i panden midt i sin sygemelding. Privatfoto

En dag kunne han ikke holde det ud mere. Han havde talt med alle mulige læger, men intet kunne berolige ham. Hans krop var i konstant alarmberedskab. Uvisheden åd ham op. Han nåede dertil, hvor han næsten ville stille sig tilfreds med at være syg, bare han fik en afklaring.

Martin Mikkelsen tænkte. Hvad kunne han egentlig gøre? For han var nødt til at gøre noget. Han kunne ikke gå og vente længere. Så han gik ud i bilen, igen bare i joggingtøj, og kørte så rundt i regnen fra det ene privathospital til det andet og spurgte, om han ikke kunne få en hjernescanning.

—

– Man får det altid bedre af at snakke med nogen om det. Jeg fik jo et decideret angstanfald, men ellers var jeg kommet dertil, hvor jeg var fuldstændig ligeglad med min forfængelighed. Nu skulle jeg bare have det bedre. På et tidspunkt når man dertil, hvor det fylder alt, og så har man næsten ikke noget valg længere. Så bryder det ud.

– Jeg vil gerne være med til at normalisere det. Jeg ville ønske, der var mange flere, der ville bede om hjælp. Sige, de har det svært med noget. Vise sårbarhed. Det elsker jeg bare. Jeg vil gerne opfordre til, at der bliver vist noget mere sårbarhed i den her perfekte verden.

– Der er kommet mere fokus på den slags emner i fodboldens verden, men derfra og så til at få folk til at åbne op, der er stadig lang vej, tror jeg. Det vil altid være svært at få folk til at åbne op, for jeg har selv prøvet, hvor svært det er at overgive sig, fordi man ikke vil føle sig mere forkert, end man gør i forvejen. Men det virker naturligt, at jo flere der gør det, desto mere normalt bliver det. Det må være sådan en dominoeffekt.

—

Ingen af privathospitalerne kunne scanne Martin Mikkelsens hjerne der og da. Han kunne få en tid om en uge eller sådan noget. Så han måtte tage hjem med uforrettet sag.

Til gengæld fik han få en tid på sygehuset i Aalborg kort efter. Da han havde siddet lidt i venteværelset, kom han ind til lægen. Her forklarede han kort, hvorfor han var der, hvad han var bange for, og hvad han håbede at få ud af besøget.

Martin Mikkelsen havde altid været en pæn og høflig fyr, men da han kom til Aalborg, havde han smidt masken. Han gik meget op i, om man nu kunne være sikker på, at den scanning kunne give ham et endeligt svar, så det udspurgte han lægen om. Det kunne den, svarede lægen.

En MR-scanner er en stor, cylinderformet maskine med et smalt, aflangt hulrum i midten. Martin Mikkelsen lagde sig på briksen, og personalet rullede ham ind, så hans hoved og det øverste af overkroppen lå inde i maskinen.

Så gik personalet gik ud af rummet, så han lå alene, da maskinen begyndte at sende radiobølger ind i hans hoved. Sådan skulle han ligge, bomstille, i 20-30 minutter, mens han ventede på, at scanneren blev færdig.

Igen blev det pludselig meget virkeligt, at noget var galt. Der lå han jo, med sit hoved inde i en maskine, der skulle scanne hans hjerne, fordi han troede, han var dødssyg. Men der var ingen vej udenom. Han var nødt til det.

Stress og depression
Det gik dårligt for Hobro IK, mens Martin Mikkelsen var væk. Først tabte holdet 3-0 til FC Helsingør, så bagefter 2-1 til FC Roskilde, og forspringet ned til nummer to i 1. division skrumpede fra seks til to point. Den oprykning, holdet havde direkte kurs mod, var pludselig i fare.

Læs også:– Lægen sagde, at hvis jeg lagde mig til at sove, var jeg måske ikke vågnet igen

Der gik et par dage, før Martin Mikkelsen fik svar på MR-scanningen. Det var Hobro-formand Lars Kühnel, der ringede. Han havde hjulpet med at sætte scanningen i Aalborg op, og han kunne fortælle, at der ikke var noget at komme efter. Mikkelsen havde definitivt ikke ALS eller nogen anden form for sklerose.

Martin Mikkelsen fik tårer i øjnene. Han skulle ikke dø alligevel. Men ét spørgsmål forblev ubesvaret: Hvad var så årsag til hans symptomer? Han vidste, at han ikke var syg, og alligevel havde han det ikke bedre.

Det var først efter et nyt lægebesøg, han endelig fandt ud af, hvad der var galt. Han var stresset og havde været det længe. Det havde udviklet sig til en begyndende depression.

Roden til stressen kom fra Martin Mikkelsens privatliv. Han nærmede sig sin 31 års fødselsdag, og han havde for år tilbage taget en bachelor i jura, men besluttet, at det ikke var, hvad han ville. Uddannelsesloftet betød dog, at han skulle vente seks år, før han kunne overhovedet kunne påbegynde en ny, så han følte, at tiden var ved at løbe fra ham; at hans vindue for fremtiden var lukket. Det var en angstprovokerende følelse.

Derudover var han usikker i forholdet til sin kæreste. Han følte sig utilstrækkelig og havde gjort det i lang tid. Måske flere år.

—

– Man er forelsket i en pige, men man er bange for, at det ikke er gengældt. Man er bange for at miste hende. Man er meget bekymret. Det var det, jeg var. Helt vildt bekymret.

– Jeg troede, hun kedede sig. Jeg var sikker på, det skulle være hende, så jeg blev bange for at miste hende. Hver eneste gang hun gik ud ad døren, havde jeg sådan en nagende følelse af, at det var sidste gang, jeg så hende.

– Der er en form for sammenhæng med fodbolden, for det var det, der altid havde plaget mig med fodbold. At føle sig utilstrækkelig. Scor nogle flere mål, afgør det nu noget mere. Det blev ligesom bare forstærket af det med min kæreste, tror jeg.

– Det har ramt samme knap. Det var næsten lige meget, hvor jeg tog hen, så følte jeg: "Du er ikke helt god nok." Så på den måde var det med mit privatliv et ekstra lag på den samme bekymring. Der var lige pludselig ikke noget frirum.

– Jeg har altid tænkt, at folk, der arbejder meget, får stress. Men det er ikke kun, fordi man har meget at lave, at man bliver stresset. Det er også, hvis man bekymrer sig. Går man og tumler med noget i for lang tid, reagerer kroppen lige pludselig bare.

—

Martin Mikkelsen var tilbage på træningsbanen igen mandag 1. maj. Det var en måned, efter hans fingre begyndte at snurre, men det føltes som længere tid. Han var stadig påvirket af sygdomsforløbet, og han havde stadig svært ved at sove, så hans krop kunne ikke restituere, så alt var ikke perfekt endnu. Omvendt ville han gerne nærme sig en normal hverdag. Han mente, at det ville hjælpe ham at komme på arbejde igen. Men først skulle hans fravær afmystificeres.

Hele holdet var samlet i omklædningsrummet inden træning, og Martin Mikkelsen bad om ordet. Han rystede over udsigten til at dele sine personlige kvaler med 20 holdkammerater og trænerstaben. Han var bange for, at de ville se på ham som ham den mærkelige, for det sker ikke ret tit i fodboldens verden, at spillere fortæller om deres psykiske problemer. Han havde aldrig selv oplevet andre gøre det.

Tilbage på banen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Mikkelsen tog fat på at fortælle sin historie. Der var helt stille. Han lagde mærke til sin gode ven Jacob Tjørnelunds ansigtsudtryk. Det var en barsk historie at fortælle, men også at høre, og det kunne han godt se på Tjørnelund.

Men hvis Martin Mikkelsen havde forventet, at historien forandrede alt, tog han fejl. Holdkammeraterne lyttede med respekt, og da han var færdig, fortsatte de forberedelserne til dagens træning, som om intet var hændt. Tog deres strømper og støvler på, talte videre om deres FIFA-spil, eller hvad de ellers havde været i gang med. Og så gik de ud på træningsbanen.

Det var den bedste måde, de kunne have reageret på. Martin Mikkelsen havde gået med noget indeni, som var så stort for ham selv, og som han frygtede reaktionen på, men han kunne ikke mærke noget på sine holdkammerater. Livet gik videre.

—

– Det var ikke, fordi de var ligeglade. Men de behandlede mig normalt, og det var skønt. Det er virkelig vigtigt.

– Det er også en vigtig pointe, at man ikke skal begynde at gå for meget på listetæer og behandle folk, som om de er lavet af glas. At blive behandlet normalt er altså en god ting. Så man ikke går og føler, at der er noget galt med én.

–  Det er i virkeligheden måske en af pointerne i alt det her. Man skal fandeme bare åbne op. Det der med at føle sig isoleret og stigmatiseret, det skete bare ikke.

– Jeg har fundet ud af, at det er helt vildt fedt at åbne op. Jeg synes faktisk, det er skønt at fortælle det og være sådan rigtig ærlig, for det er der sgu mange, der ikke rigtig er, føler jeg.

—

Sæsonen gik også videre, men ikke i Hobros retning. Holdet vandt 1-0 over Skive IK i Martin Mikkelsen comeback, men spillede så uafgjort mod Vejle Boldklub, tabte til FC Fredericia og spillede uafgjort mod Næstved Boldklub. Spillerne havde fået gummiben.

Til gengæld var Mikkelsen begyndt at få det bedre. Løsningen? At snakke. Med sin kæreste, med sine forældre og med sin lillesøster. Det gik efterhånden op for ham, hvad der havde udløst problemerne, men også at kærlighedskvaler var helt normalt. Det kommer alle ud for, som søsteren sagde. Efterhånden indså Martin Mikkelsen, at det ikke var ham, der var noget galt med. Og omsider vendte søvnen tilbage. Det gjorde den paradoksalt nok først i ugen op til sæsonens sidste kamp mod Vendsyssel FF i sidste spillerunde.

Hobro havde helt mistet sit forspring i 1. division og lå nu a point med netop Vendsyssel. Tabte de, ville vendelboerne tage den direkte oprykningsplads. Vendsyssel gik desuden ind til kampen med momentum efter fem sejre og to uafgjorte i de syv seneste opgør. Hobro havde kun vundet ét af sine seneste seks og var under pres. Det var bare ikke til at se på banen. Mikkelsen og co. følte sig oven på. Ni minutter før slutfløjtet kom de foran.

Martin Mikkelsen modtog bolden omkring midterlinjen og driblede lidt frem, spillede den ud til Jesper Bøge på højre back og løb så i dybden. Der fik han bolden, kiggede op én gang, så igen, og sendte bolden fladt ind til Pål Kirkevold, der lagde den død, vendte 180 grader og sparkede den over i det lange hjørne.

Tiden gik i stå.

Der gik et sekund eller to, før Martin Mikkelsen fattede, hvad der var sket. Nu var den hjemme. Vendsyssel-spillerne var knækkede. Oprykningen, som holdet hele sæsonen havde været pisket til at sikre sig, og som han selv havde drømt om i sine seks år i FC Fredericia, men aldrig opnået, kunne ikke glippe længere.

Væk var gummiben, bekymringer om klubbens fremtid og hans månedlange sygdomsforløb. Han var kommet ud på den anden side, og han havde spillet en afgørende rolle i holdets succes.

Martin Mikkelsen kunne igen kalde sig Superliga-spiller. Og hvad vigtigere var: rask.

—

Brian Fakkenor blev i første omgang diagnosticeret med ALS, men en tysk privatklinik diagnosticerede ham i stedet med borrelia. En TV2-dokumentar fik dog hans enke til at føle, at de var blevet udnyttet til at betale for en dyr behandling. Fakkenor optræder i denne artikel med diagnosen ALS, fordi han jo også fik den diagnose, og fordi han i Martin Mikkelsens hoved netop var ramt af den sygdom, som Mikkelsen frygtede.

Har du ris, ros eller forslag til nye perspektiver eller historier, kan du skrive fortroligt på [email protected].