Klubpræsident Josep Maria Bartomeu har længe været en upopulær skikkelse i Barcelona-kredse, og nu ser det ud til, at han kan være på vej til at forlade klubben efter pres fra medlemmer og fans.
Det spanske medie El Mundo Deportivo skriver således torsdag aften, at adskillige medlemmer af FC Barcelona har deltaget i en underskriftindsamling, der skal fungere som et mistillidsvotum mod præsidenten.
Kampagnen mod Bartomeu har været i gang i løbet af de seneste uger, og dags dato 17.september har hele tiden været deadline, hvor der skulle samles mindst 16.500 underskrifter for at opnå et mistillidsvotum. El Mundo Deportivo skriver dog, at der er mere end 20.000 medlemmer, der har skrevet under - mere præcist 20.731.
Der er blevet spekuleret i, om det vil betyde, at Josep Maria Bartomeu allerede i denne uge vil trække sig fra posten som præsident, men det vurderes af spanske iagttagere, at man i stedet vil fremrykke præsidentvalget i FC Barcelona fra marts 2021 til dette efterår.
Kritikken af Josep Maria Bartomeu har gennem længere tid fyldt meget i Barcelona, men særligt denne sommer har den taget til i forbindelse med nederlaget på 2-8 mod Bayern München i Champions League og den efterfølgende ballade omkring Lionel Messis fremtid i klubben.