Det kan meget vel være Christian Gytkjær sidste kamp i en Monza-trøje, når de rødklædte norditalienere senere i dag, søndag, tørner sammen med Lecce.
Den danske angriber har kontraktudløb til sommer, og alt tyder på, at han er fortid i Formel 1-byen. Det har Gytkjærs agent, Michael Johansen, tidligere bekræftet over for Tipsbladet.
Rygterne om den 33-årige danskers afgang har øjensynligt også bredt sig ud til Monzas tilhængere.
Ifølge monza-news.it skrev en række Monza-fans lørdag aften ordet 'Vichingo', italiensk for 'Vikingen', på en væg i nærheden af Serie A-klubbens stadion som en hyldest til Gytkjær.
Danskeren har spillet 85 kampe for klubben, hvor han har bidraget med 22 scoringer og 6 assists.
Den tidligere Rosenborg-spiller har blandt andet skrevet Monza-historie, da han scorede klubbens første Serie A-mål nogensinde.
Nu skal danskerens karriere dog fortsætte et andet sted, men pilen peger i retning af, at han kan blive i det nordlige Italien.
Ifølge monza-news.it er danskeren et emne i Serie B-klubben Venezia, der ligger godt 250 km øst for Monza.
Venezias nytiltrådte sportsdirektør, Filippo Antonelli, der kender Gytkjær fra sin tid i Monza, ønsker angiveligt at hente danskeren til Venedig.
Monza og Gytkjær tager imod Lecce, med Morten Hjulmand på lønningslisten, i dag, søndag, klokken 15.00