Ærlig Lars Høgh: Irriteret over Peter Schmeichel

Bragt i Tipsbladet 26. december 2014

"Siden han var helt lille, har Lars Høgh dedikeret sit fodboldliv til målmandens rolle. Men hvorfor er det så fascinerende at stoppe en bold fra at passere en kridtstreg, hvorfor var han pisse-irriteret over Peter Schmeichel, hvad betyder det for ham at have flest udgaver af Det Gyldne Bur stående derhjemme, hvorfor er en lille orange top et nøgleredskab i hans praktiske målmandstræning, og hvorfor redder han stadig fodbolde sent om aftenen?"

Det vigtigste område i fodboldens verden er præcis 7,32 meter i bredden og 2,44 meter i højden.

Umiddelbart virker det lidt bøvlet med den slags decimaltal for noget så vigtigt, men det har sin logiske forklaring i, at fodboldens vugge stod i England, og størrelsen af fodboldmålet derfor blev fastlagt med otte yards mellem stolperne og otte fod op til overliggeren.

Omregnet giver der et område på 17,86 kvadratmeter mellem de tre stænger, 17,86 kvadratmeters tomt rum som Lars Høgh har dedikeret sit professionelle liv til skal være så ubrudt af fodbolde som overhovedet muligt – og hvorfor så det?

- Det begyndte jo alt sammen med, at jeg bare syntes, at det var fedt at gribe en bold. Jeg tror, at der var mange i min skole, der syntes, jeg var pisseirriterende, når vi spillede rundbold, for jeg fløj rundt og greb alle boldene.

- Der var ingen andre, der fik bare én chance for at gribe en, siger Lars Høgh, der siden udviklede sig til en af de bedste målmænd i Danmark gennem mere end 20 år og efter afslutningen på den aktive karriere har fortsat sit arbejde med keeperne som målmandscoach på blandt andet landsholdet.

For fascinationen af at forhindre at en bold røg gennem de 17,86 kvadratmeter mellem stolperne voksede sig selvfølgelig til meget mere end fornøjelsen af at gribe en bold.

- Det er det der med, at man er alene om det, og man skal være så velforberedt, som man overhovedet kan være. Det bliver virkelig sat på spidsen, for man står i bunden af en tragt. Højre wing og angriberen kan godt lige lave en fejl, der er nogen til at reparere det, men nede for enden af tragten står man alene, og det er der, det hele bliver afgjort.

- Og man ved også godt, at alle vil pege på dig, hvis der sker en fejl. Selv når det ikke er din fejl, peger de alligevel på dig, så man skal simpelt hen være så klar mentalt og fysisk. Det fascinerer mig sindssygt meget.

- For målmandsspil handler jo i bund og grund om ikke at lave fejl, men samtidig også være bevidst om at fejl er en kæmpe del af spillet. Så hvordan håndterer man sine fejl, hvordan arbejder man videre? Svarene på de spørgsmål afgør helt klart, hvor langt man når som målmand, og det er jo utroligt spændende.

- Som målmand kan man ikke selv opsøge spillet. Man er afhængig af det, der kommer til dig, så den tank med selvtillid man har, den skal være fyldt op, så man kan bruge af det og stadig være på et godt niveau uanset hvad. Angriberen, backen og midtbanespilleren kan altid reparere med et løb, en tackling eller en sikker aflevering, så er de inde i spillet igen.

- Men målmanden må vente til næste bold kommer og så være klar igen. Derfor er det så vigtigt, at den tank med selvtillid er fyldt op, siger manden, der i det seneste årti har arbejdet på fuld tid med målmænd rundt omkring i Danmark.

Det har handlet om de tre nøgleord ”placering, timing og gribe,” men det har også handlet en hel masse om tanken med selvtillid og den mentale del af spillet. For det har altid fyldt meget for Lars Høgh, der har båret målmandens identitet næsten lige så længe, som han kan huske.

- Jeg kan svagt erindre, at jeg startede ude i marken, men jeg endte hurtigt inde på kassen. Det var i Sanderum Boldklub [i den sydvestlige del af Odense], men jeg var ikke førstevalg lige med det samme.

- Det var en rigtig god ven af mig, Per Marstrand, men så skulle han på lejrskole en uges tid der i 6.-7. klasse, og mens han var væk, greb jeg chancen, fortæller Lars Høgh, der også kastede sig rundt efter bolde i sommerferien, når familien var i sommerhus i Kerteminde, og Børge Jacobsen, landsholdsbacken Lars Jacobsens bedstefar, trænede det unge talent nede i baghaven.

Familien Jacobsen fyldte meget i OB, men det gjorde familien Høgh også, og derfor var en af målmandens absolutte stjernestunder også noget helt særligt.

Den fandt sted på Santiago Bernabeu i Madrid, den 6. december 1994, da OB vendte 2-3 på hjemmebane til en samlet sejr på 4-3 over Michael Laudrup og alle de andre stjerner fra Real.

- Når du spørger mig om min største oplevelse, så var det kampen i Madrid, hvis vi kigger på det som en koncentreret oplevelse, også fordi det var med min gode gamle klub. Jeg er jo født ind i klubben, min far var holdleder, og jeg sad med mit første OB-flag som et-årig og sad på skødet af Mogens Therkildsen [den legendariske OB-målmand før Lars Høgh kom på førsteholdet og holdt pladsen i over 20 år] i bussen.

- Der var rigtig mange følelser forbundet med den kamp, mens man kan sige, at den største, længerevarende oplevelse var VM i Mexico, siger målmanden, der fik to kampe ved den historiske slutrunde i 1986 med 2-0 triumfen mod Vesttyskland og 1-5 tragedien til Spanien som yderpunkter på få dage.

- Jeg kom med til VM som den sidst udtagne foran Peter Schmeichel og endte med at spille to kampe og havde en fantastisk oplevelse med det. Da vi var derovre, var jeg jo ikke klar over, hvor stort det var.

- Jeg boede på værelse med Ole Qvist – dengang kendte vi ikke hinanden fra andet end, når vi krydsede hinanden i 1. division og sagde ”god kamp,” men vi endte med at blive rigtige gode venner i det otte uger, jeg kom med til hans bryllup og alt muligt.

- Undervejs sagde han til mig, at ”du skal bare vide, at det er en anden verden, du kommer hjem til efter det her.” Han havde jo prøvet det med EM i 84, men jeg sagde bare ”ja ja, tag det nu roligt,” men så kom vi hjem, og der var flere tusinde mennesker i lufthavnen. Og min hverdag blev ændret fra at være en verdensberømthed i Odense til at være en, som mange kendte, husker Lars Høgh.

SOM ET SKUDHUL I LÅRET
Trods storspillet i Mexico blev det dog kun til tre landskampe mere for Danmark, selv om han længe var en del af landsholdet.

- Jeg siger som regel, at jeg har spillet otte landskampe og haft 50 på bænken. Jeg ved ikke, hvor mange det præcist blev til, men der skal man lige huske på, at der jo dukkede en lyshåret fyr op, der var rimeligt god, siger Lars Høgh om fortidens konkurrent Peter Schmeichel.

- Det var jeg da pisseirriteret over, men jeg måtte hurtigt erkende, at han havde lidt mere. Jeg kan huske første gang, jeg så ham til et indendørsstævne ude i Brøndby, og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at han kunne være så hurtig, når han var så stor, og de der udkast sad da også, hvor de skulle. Allerede under VM i Mexico sagde jeg til Ole Qvist, at ”ham der Schmeichel, han kan blive verdens bedste målmand.” Så på den måde vidste jeg, at min tid var talt i forhold til, hvor mange landskampe jeg kunne få.
Sådan var det.

- Og han blev også verdens bedste. Hvis jeg skal vælge med hovedet og hjernen, så vil jeg vælge Peter som den bedste målmand nogensinde, men skal jeg tale med hjertet, så bliver det Gordon Banks. Der er så meget nostalgi i ham, han var jo målmanden gennem hele min barndom og min opvækst.

- Og så har han lavet verdens fedeste redning. Men hjernen ville vælge Peter, for han havde råstyrken, han havde modet, og så var han simpelt hen bare så hurtig.

- Den store mand var den hurtigste spiller på landsholdet. Han løb fra folk, når der skulle løbes de 16 meter, der skulle løbes i sprint. Og hvis man er hurtig, har man som regel også springkraft. Hurtighed er bare sindssygt vigtigt i fodbold, også for en målmand, siger Lars Høgh, der også selv var kendt for sine reaktioner på stregen.

Undervejs i karrieren var der bud fra udlandet, fra Fortuna Köln, fra Bursaspor og fra Boavista, men det blev aldrig til hverken held i Tyskland, krokodiller i Tyrkiet eller smuk udsigt i Portugal. Det blev til Odense med tre danske mesterskaber i 1977, 1982 og 1989, omend han kun fik en enkelt kamp som 18-årig i den tidligste titel, 22 sæsoner som førstevalg, selv om han på sine ældre dage havde en Thomas Sørensen og siden en Jesper Christiansen stående klar i kulissen, og en Danmarksrekord med hele 817 kampe for hjerteklubben på Fyn.

Det var godt, men det gjorde også ondt undervejs, for det gør det jo engang imellem på en målmand.

- Jeg har da fået nogle skrub. Jeg har for eksempel stadig et mærke i låret efter en, der kom med strakt ben ovre på Brønshøj Stadion. Den der 16 mm skrueknop blev trykket helt ind, og da han trak den ud igen, var det ligesom et skudhul.

- Der er også røget nogle tænder undervejs, men ikke fra slag. Det er mere, hvis en bold rammer under hagen og man ikke har lukket munden. Der har jeg flækket et par tænder. Og så har jeg trykket et par ribben, men jeg har aldrig rigtigt været skadet på den måde.

- Jeg er blevet opereret en gang i hver skulder og en gang i hvert knæ. Og så har jeg brækket den her finger tre gange, men jeg havde en periode på syv år, hvor jeg ikke missede en kamp. Det var et stort privilegium, for det er så vigtigt. Når man kan træne fast og med kvalitet, så bygger man virkelig på, siger den gamle målmand, mens man får en fornemmelse af, at det næsten gjorde mere ondt på ham, da han ramte en serie i slutningen af karrieren, som han stadig kan huske.

- Jeg droppede fem kampe i streg. Det var en vild og hård periode. Så sad man igen der om mandagen til træning og måtte undskylde, men jeg kendte jo mig selv, så jeg vidste, at det eneste, der ville hjælpe, var at arbejde endnu hårdere og endnu vildere, også mentalt i forhold til at komme videre til næste kamp. Det krævede altid op- og nedlandinger, som jeg brugte meget energi på, og nu skulle der noget ekstra til.

- Den sidste forbandede kamp i den serie var på Brøndby Stadion, hvor min senere gode ven Ebbe Sand fik bolden på baglinjen. I et splitsekund tænkte jeg, at den gik ud, men det må man jo ikke tænke, når det er Ebbe. Han flækkede til den i luften, og jeg nåede slet ikke at løfte armen, bolden ramte mig bare, før den røg over på stolpen og lagde sig død på den gale side af stregen.

- Så kunne jeg kigge på den og tænke: ”Det var så den femte.” Så jeg måtte sparke bolden ud til gutterne og råbe, ”kom igen gutter, det var min.” Heldigvis sluttede det der, men det var en meget mærkelig periode, fortæller Lars Høgh, mens kroppen har levet med i fortællingen ovre på den anden side af bordet.

Målmandens tro på det gyldne bur
Det var rent mentalt, at det ramte hårdest, for det var altid der, at han brugte de fleste kræfter.

- Jeg tænkte på det hele ugen. Jeg var alt for hård ved mig selv, da jeg spillede, og det lægger jeg også stor vægt på i dag med de målmænd, jeg arbejder med. At de prøver at koncentrere det så tæt på kampen, som det kan lade sig gøre.

- Det er stadig væk meget individuelt, hvor meget energi der bliver lagt i det i løbet af ugen, men mit fodboldliv var en lang op- og nedladning rent mentalt, så jeg har været i de fleste kringelkroge oppe i hovedet i forhold til de kampe, jeg spillede.

- Det var sgu alt for hårdt, men det har også givet en god basis for at kunne arbejde videre med keeperne i dag. For jo mere almindeligt liv du får mellem kampene, desto mere energi tror jeg også, at du kan bringe ind i det, siger målmandscoachen med fokus på at bringe fornuft og viden ind i et fag, der ifølge klicheen ellers er befolket af småskøre fodboldspillere, hvilket man nu aldrig har kunnet beskylde Lars Høgh for at leve op til – og så alligevel.

- Der er nok mange målmænd, der ville blive betegnet som værende mere skøre, end jeg var. Jeg har altid gået for at være rimelig afdæmpet og i kontrol, men når jeg spillede, kunne jeg godt nogle gange finde noget frem, som jeg heller ikke selv kunne genkende. Så tænkte man ”hold kæft, hvad skete der lige med dig der. " Det var den vildskab, der skulle til, og den fandt jeg frem, når jeg spillede.

- Nogle gange havde jeg simpelt hen så ondt i hovedet, når jeg var færdig med at spille, fordi jeg havde været så meget på, og jeg havde råbt så meget, at jeg ikke kunne snakke dagen efter. Lige så meget i kontrol jeg var udenfor, lige så meget kunne jeg slippe det løs på banen, og det, synes jeg, var en af mine styrker, lyder det fra målmanden, der udover titlerne med OB også var stærk nok til hele fem gange at modtage Tipsbladets Det Gyldne Bur som det synlige bevis på, at han var Årets Målmand i Danmark.

Ligesom de 817 kampe for OB er det også rekord, og det er ikke bare en parentes i Lars Høghs imponerende fodboldhistorie.

- Det betyder faktisk rigtig meget for mig. Det må jeg sige. Jeg er ellers ikke sådan en, der kigger tilbage, jeg kigger altid frem i mit liv. Eksempelvis har jeg aldrig set hele Real Madrid-kampen. Jeg har set klip, men ikke mere.

- Der er mange af mine gamle holdkammerater, der har set den kamp 20 gange, men det har jeg ikke i den fulde længde, og det skal vi da have gjort en dag for øvrigt, mig og gutterne.

- Men de Gyldne Bure... De har sgu betydet noget for mig. Nu arbejder jeg meget med keepere i dag, og jeg ved, hvor meget det betyder at have en målsætning. Det er tæt på, at jeg vil kalde det en religion. Vi lever i et troløst samfund i dag, men man skal have en vej at gå, og er man fodboldspiller og målmand, er det vigtigt, at man har en vej at gå. At man har noget foran sig, man kan stræbe efter. For så kommer man bedre igennem de hårde tider.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg har brugt Det Gyldne Bur mange gange som en målsætning. Det lykkedes så ikke hver gang, men de år, hvor det ikke var mit mål, der vandt jeg det fan’me heller ikke. Så for mig er det et bevis, og noget der fylder noget rent følelsesmæssigt, for jeg brugte det som en motivation, så jeg kunne vinde et eller andet.

- Det er en kåring, der virkelig har en værdi og en tyngde, for det er jo kollegernes pris. Jeg er glad for, at Det Gyldne Bur er der, for det kan motivere målmændene til at gøre det rigtige. Der er ikke nogen mere målrettede end målmænd, der er ikke nogen, der følger mere med i andre målmænd end målmænd, og de ved mest om det. De kender det spil der.

- Det er jo det, jeg laver i dag. Morten Olsen er en fremragende træner, og det er Michael Laudrup garanteret også, men de ved ikke så meget om, hvordan det er at stå i mål. Det ved jeg noget om. Hvad der følger med, og hvordan man kan behandle de ting, der er i forhold til det mentale, og hvad der skal arbejdes med. Derfor er Det Gyldne Bur rigtig interessant, siger den femdobbelte vinder af de små mål, som han stadig har.

Keglen i Målet
Det sidste fik han i 1994, seks år før han indstillede karrieren, men allerede i 2001 var det igen en OB-målmand, der høstede trofæet, og det havde Lars Høgh også en lille andel i, selv om han ikke begyndte livet uden for banen som målmandstræner.

Tværtimod blev han sportsdirektør i OB i en tre-årig periode.

- Men samtidig havde jeg sagt, at jeg godt ville hjælpe med keeperne, men det blev kun en gang om ugen. Det var faktisk det, der lagde grundlaget for mit koncept. Jeg havde det i hovedet og fik mulighed for at bevise, at det kunne lade sig gøre at rykke nogle målmænd med én træning om ugen. Først med Jesper Christiansen, der så blev solgt til Rangers, og bagefter med Karim Zaza, der blev kåret til Årets Målmand med Det Gyldne Bur et par år i træk.

- Jeg havde nogle fede år som sportsdirektør i OB og opnåede en masse ting. Det var spændende, men der var også ligesom en motorvej, hvor ens venner og familie står lidt i vejen. Der var hele tiden dårlig samvittighed. Der er et hold, man ikke får set, der er en spiller, man ikke får set. Man er på hele tiden, og det var ikke sådan, jeg ville leve livet.

- For mig skal livet være en helhed, jeg skal være sammen med min kone og mine børn, og jeg ville også gerne se mine venner. Så jeg ville prøve et andet liv, og hvis jeg ikke skulle ende med at sidde og drikke øl hver fredag med klubmændene nede på OB, skulle jeg prøve noget andet.

- Derfor startede jeg mit eget coaching-firma, for jeg syntes, at der var behov for noget der. Der havde været målmandstræning i Danmark siden midten af firserne, men ikke den coachende del. Så jeg tog noget coaching-uddannelse, så jeg kunne arbejde med den mentale side af målmandsspillet også, som jeg følte, at jeg havde en forudsætning for, efter jeg selv havde brugte så meget tid på den mentale del af det.

Og det har været en succes. Det første aftale var med idrætsskolerne i Oure, hvor han et par år før havde hjulpet familiens feriebarn Kasper Schmeichel ind før tid.

Venneparrene Schmeichel og Høgh havde nemlig besøg af hinandens børn i sommerferien, og på et tidspunkt ville teenageren Kasper gerne have et helt år i Danmark, og det blev altså på Oure.

- Det har vi grinet meget af siden, for de var tre målmænd på skolen, og Kasper var i hvert fald ikke nummer et, da han kom, og der er ikke nogen af de to andre, der har spillet over serie 2.

- Men der blev tændt en ild i Kasper på Oure, og så trænede han jo som en sindssyg. Han lå aldrig på sin køje. Hvis der ikke var fodbold, så var han nede med håndboldspillerne og stå på mål. Han var bare i gang hele tiden.

- Det var det, der tændte ham. Så kom han så til City og fik ungdomskontrakt, og så kørte det bare derfra, fortæller Lars Høgh, der stadig arbejder på Oure ved siden af FC Nordsjælland, OB og landsholdet, mens han tidligere har været forbi Sunderland, AaB, Viborg, Brøndby og det færøske landshold.

- Den måde det foregår på i klubberne, er, at det er mig, der står for al målsætning og alt det mentale med keeperne. Typisk er jeg i Nordsjælland en gang om ugen, og så har jeg tre samtaler med målmændene i løbet af ugen, samt et par stykker med den målmandstræner, der er på stedet, altså John Bredal i Nordsjælland for eksempel og måske også en enkelt med Ólafur [cheftræner Kristjánsson]. Det er det samme i OB, hvor jeg så bare er to gange om ugen, siger Lars Høgh, der dog også står for praktisk træning udfra mantraet ”placering, timing, gribe."

- I den praktiske del er det 90 procent af det, jeg laver. Hvis vi skal køre det ned i detaljen i forhold til for eksempel placeringen, så er et element jeg har med, at målmanden altid skal huske sin top, ligesom han skal huske sine handsker. Det er en lille orange kegle, og den skal stå inde i midten af målet hver gang, han træner, for så ved han altid hvor midten af målet er, og dermed bliver han også hele tiden mindet om, hvor han skal være.

- Toppen betyder også, at jeg kan se, om han står rigtigt placeret, for jeg skal altid kunne se toppen mellem benene på ham. 80 procent af alle afslutninger i feltet kommer fra vinklerne, så hvis de bliver stærke i deres placering og deres timing på det, så kommer de til at redde rigtig, rigtig meget. For den streg, du kan lave mellem midten og bolden, skal målmanden som regel være på undtagen ved frispark, hjørnespark og ganske få andre situationer.

- Det er den ideallinje, han skal prøve at finde. Hvis vi gør det 1000 gange til træning, er der også en langt større chance for, at målmanden står rigtigt placeret i kampsituationen.

- For mig er det noget at der allervigtigste, og derfor arbejder jeg meget med, at målmanden skal stemple i spillet. Hvis jeg kigger ned på min målmand, så har han spillet en kamp, hvor der er streger ud, hvor han har bevæget sig fra midten af målet i forhold til bolden, mens man i England kører mere i en bue, når de bevæger sig på tværs af målet.

- Det betyder, at de målmænd jeg arbejder med, de kommer faktisk til at løbe mere. Det fik jeg bekræftet, da jeg havde Kim Christensen i Nordsjælland. Da han skiftede til Göteborg, havde de mange flere statistikker i Sverige, end vi havde herhjemme, og der kunne jeg se, at han var den, der klart løb mest af alle målmænd i Allsvenskan.

- Mine målmænd bevæger sig mellem 4,5 og 5 kilometer i en kamp. Tre procent er sprint og løb, 25 procent er sidestep, 25 procent er tilbageløb, så derfor arbejder jeg også meget med tilbageløb. Jeg synes, det er meget vigtigt, at de kan løbe baglæns hurtigt. Det er jo som regel, når der er ved at ske et eller andet, som de ikke havde forudset, fortæller Lars Høgh som et eksempel på den teori, der også ligger i målmandsfaget, og som er en del af arbejdet time efter time, dag efter dag.

Kasper Schmeichel og guldklumperne
Men når man har nogle få dage med landsholdskeeperne er det selvfølgelig begrænset, hvor meget der kan nås og ændres i forhold til det arbejde, de laver til daglig.

- Ja, som jeg ser det, så handler det om, at du har respekt for det, som de kommer med fra klubben. Derfor er det en helt anden opgave end, hvis du har klubben. Jeg kunne ikke finde på at ændre Kaspers stil i forhold til det, han går og arbejder med til daglig.

- Det ville bare forvirre, og det ville heller ikke give mig særlig stor succesrate, for jeg kan ikke nå at ændre noget på de fire dage, vi er sammen alligevel.

- Derfor handler det mere om at finde ud af, hvad de er trygge ved. Er der nogle ting, som ikke vil ødelægge noget i forhold til deres egen stil, som de går og arbejder med derhjemme, som vi godt kan implementere med landsholdet – så gør vi det selvfølgelig. Så går jeg punkterne igennem med for eksempel Kasper, og vi finder ud af, hvad han gerne vil arbejde med, og hvad der ikke kan bruges, siger landsholdets målmandscoach, der dog også prøver at brede sin indflydelse ud over mere end de få dage, der trænes i Helsingør før en landskamp.

- Landsholdet har jo tidligere været en tur, man var på fem dage, otte dage, og så var det overstået. Da jeg kom ind, ville jeg også gerne prøve at påvirke mellemperioderne. Det var mit oplæg, at man kunne besøge klubberne, se hvordan de arbejder og få en god dialog med målmandstrænerne og manageren. Det er jo tilliden og dialogen mellem folk, der gør, at tingene udvikler sig.

- Jeg er fuld af respekt for det, Mike [målmandstræner Stowell] går og laver ovre i Leicester, men det kunne også godt være, at der var et par ting i vores spil, der kunne gavne Kasper, og som der godt kunne være plads til i de fire måneder, hvor jeg ikke ser ham.

- Eksempelvis havde jeg en rigtig god dialog med Thomas’ målmandstræner i Stoke. De sparkede lange bolde, men vi ville gerne spille, så når Thomas kom tilbage til landsholdet, skulle vi bruge meget tid på at arbejde med opspillet med fødderne, for han var ikke vant til at få bolden, og når han fik den, skulle han bare klappe den ad pommern til.

- Samarbejdet gik så ud på, at jeg var over at se Thomas træne og fik en god snak med målmandstræneren, og de ville godt implementere nogle af de ting. Thomas måtte godt lave noget ekstra, hvor han kunne lave nogle afspil. Så kommer han jo helt anderledes tilbage til mig et par måneder efter, fordi han har lavet 1000 afspil.”

- Det er lidt det, jeg synes, det handler om. Hvis man kan bruge den periode mellem landskampene til at arbejde målrettet med de ting, vi gerne vil, så kommer målmændene meget stærkere tilbage, og når vi så endelig mødes, så handler det om, hvordan de har det, hvordan ser de ud, hvordan har de spillet, hvordan er de mentalt, er de oppe, er de nede, hvor er vi henne, hvilken modstander er vi oppe mod næste gang, hvordan spiller de, har de to kanter, der går udad og lægger indlæg, eller har de to kanter, der skærer ind og sparker på mål?

- Morten kan også have nogle input til afspillet, bliver der mulighed for at spille ud, spiller vi med en, der går ned og henter bolden, er der nogle øer, målmanden skal lægge den ud i, skal han sparke langt efter Bendtner?

- Så bygger jeg nogle øvelser op, der kan minde om det, de kommer ud for i kamp, og så arbejder vi med det.

- De kommer jo som regel i god form, så jeg holder fast i min ”placering, timing, gribe,” og det er de helt med på. Kasper tager sin top med, selv om han ikke bruger den i Leicester. Jo, en gang imellem gør han, jeg prøver at få ham til det, og jeg snakker også med Mike om det, men det skal jeg ikke bestemme.

- Men hvis han glemmer den med landsholdet, så giver han en kop kaffe til mig efter frokost. Sådan er det, siger Lars Høgh om sit gamle feriebarn, der nu er at regne som førstekeeper på landsholdet, som hans far var det før ham.

- Der var et tidspunkt, hvor jeg slap Kasper privat, og jeg fulgte ham heller ikke nede i 4. division, men så besøgte jeg ham, da han var i Leeds, og der kunne jeg se, at der var sket noget. Og så var jeg jo rystet, når jeg fik hans kampe fra Championship, for han stod jo pissegodt hver gang, også selv om der gik mål ind. Han reddede så mange bolde, siger målmandscoachen, der også godt kan se, at den unge Schmeichel er opdraget i en anden fodboldskole end den danske.

- Det er noget med koordination, og det er også noget med sparkene. Han sparker sindssygt langt, og det skal man også bare kunne i England. Og så har han bare den der... Det er svært at beskrive, synes jeg, men det er jo en kultur. Kulturen omkring fodbolden, der er så fantastisk i England og er så afsmittende på os, som har været i faget i så mange år. Det er derfor, at man elsker at komme derover.

- Da jeg besøgte Kasper sidste gang i Leicester, blev jeg budt velkommen af folk på stadion, de gamle stjerner der er tilknyttet klubben, og der hænger billeder af Gordon Banks og Peter Shilton. Der er så meget tradition omkring fodboldspillet derovre, og alt det kommer Kasper med, for det er jo der, at han har fået sin fodboldopdragelse.

- Der er også mange ting, vi er dybt uenige om, fordi han sværger så meget til det engelske, men det er bare interessant, også fordi Kasper er så nysgerrig. Jeg synes, at nysgerrighed er noget af det vigtigste for en målmand. Det er et lidenskabeligt job, vi har, og vi har få år at udøve det i, så nysgerrighed er så vigtig for din udvikling. Man bliver næsten nødt til at leve det alle timer i døgnet, og det gør Kasper.

- For er man nysgerrig på noget, så opdager man også noget. Man ser, hvad man søger, og hvis man hele tiden søger ny viden til at blive en bedre keeper, et bedre menneske, så har man muligheden. Hvis man ikke er nysgerrig, hvis man siger, at jeg skal sgu egentlig bare have den her træning overstået og så komme ind til frokost og hygge mig lidt, så ser man ikke de ting.

- Så går man forbi nogle guldklumper, som man ikke får øje på. Det gør Kasper ikke, fordi han er så nysgerrig, siger hans næsten 28 år ældre målmandscoach på landsholdet, der er lige så nysgerrig på det fag, som han stadig elsker højt.

Den perfekte redning
Han spiller dog næsten ikke mere selv, selv om han ser meget fit ud, som vi sidder på hans ”Fodboldfabrikken” i Odense, men det skyldes, at han ikke vil rende ind i skader, der stopper ham fra arbejdet.

For det kræver også fysik at være målmandscoach, så Lars Høgh træner blandt andet den lyske, der begyndte at gøre ondt til sidst i karrieren.

- Det fik jeg trænet op med styrketræning, og vedvarende styrketræning gør, at jeg ikke har nogen problemer med det i dag, selv om jeg nogle gange skal ud og sparke 500 spark i koldt vejr, fortæller han.

Men selv om han ikke spiller så meget mere, så er målmanden med ham i drømmene.

- Ja, det kan jeg love dig for, at det er. Det kan du bare spørge min dejlige kone om. Du ved, den der fase lige før man falder helt i søvn, der laver jeg virkelig nogle ryk. ”Hvad sker der, Lars?” ”Nå, det var bare lige en bold, jeg skulle have fat i.”

- Der skal jeg have reaktionerne klar, det kan jeg godt fortælle dig. Ellers drømmer jeg nok mere i øvelser om natten, og så vågner jeg og kan huske, at den øvelse kunne være god til ham der.

- Men jeg dagdrømmer stadig om den perfekte redning. Den der redning, hvor man ligger nede ved jorden og timingen i bolden, ens hænder og i faldet mod jorden bare går op i en højere enhed, og der kommer den lyd af en bold, der bare sidder i handskerne.

- Den fornemmelse op gennem armene. Jeg nævner den altid for målmændene, når vi står og har nogle øvelser, og de rammer den. Så siger jeg altid: ”Den der lyd, den savner jeg.”

- Det er, som når en markspiller rammer en flugter helt rent. Den følelse kan jeg godt savne en gang imellem, siger Lars Høgh.