AGF-chef satte sit job på spil

Kigger vidt og bredt
Anskaffelsen af Søren Larsen er et godt eksempel på to vigtige pointer i Brian Steen Nielsens arbejde. Dels, at han ikke kan nøjes med at holde fokus på et begrænset spillermarked i det skandinaviske nærområde, dels at muligheder for at tilknytte en dygtig spiller kan opstå pludseligt ud af ingenting.

»Man kan ikke nøjes med at kigge i for eksempel Norge eller Sverige. Du bliver nødt til at holde øje med det hele, men for vores vedkommende har vi hele tiden vidst, at det var vigtigt med den angriber, i forhold til at vi kunne blive en lille smule sårbare. Jeg tror på den trup, vi havde inden Søren Larsen, men vi ved også godt, at vi ikke holder os skadesfri i 33 kampe. Derfor var der behov for en angriber.«

»Så kigger du. Og du kigger bare bredt i hele verden. Hvem har scoret mål? Får sat alt netværk i gang. Der er hele tiden de her tre, fire, fem spillere, man gerne vil have, og kommer der så en åbning med dem på noget tidspunkt? Hvor lang tid kan du trække den, i forhold til at du skal begynde at spille kampe? Hvornår sker der noget?«

»Der kunne jo sagtens komme en angriber, der var nummer fem i Real Madrid, lige pludselig. Eller nummer seks. Hvor de andre klubber i La Primera ikke lige vil binde an med ham. Pludselig kan der komme sådan en åbning med den slags spiller også, selvom det vil være en gang ud af flere hundrede. Så det hjælper ikke noget, at man kun kigger et bestemt sted. Det, der gør arbejdet så svært, er, at du skal kigge så bredt og danne dig et billede af, hvad der kommer til at ske. Alle fax og emails, der kommer ind, hvor man tænker: »Hold da kæft, han har scoret der og der.«

»Så pludselig kommer der bare en hel anden spiller ind i Søren Larsen. Det var jo egentlig ikke en mulighed, vi havde, i forhold til at Søren Larsen havde en aftale i Toulouse, hvor han tjente en høj løn. Men så kom den åbning pludselig.«

Op til tilgangen af Søren Larsen kunne Brian Steen Nielsen ikke åbne en avis, eller læse en fodboldhjemmeside eller AGF-debatforum, uden at blive konfronteret med behovet for en angriber. Peter Graulund var inden da den eneste deciderede boksangriber i truppen, og da han efterhånden nærmer sig de 35 år, er risikoen for skader stor.

»Selvfølgelig kan jeg godt lægge mærke til presset fra omverdenen, men det bekymrer mig ikke. Jeg har oplevet så mange ting i mit liv, at det ikke er et pres for mig. Men der har været et pres, for vi skulle have en angriber ind. Det var simpelthen så vigtigt. Jeg vidste også godt, at mange af de navne, jeg havde i tankerne, ikke ville have givet genklang.«

»Derfor havde jeg selvfølgelig håbet på, at jeg kunne komme med et godt navn på et eller andet tidspunkt. Det er et pres, jeg lægger på mig selv. Jeg vil altid... altså jeg har det jo ligesom alle andre i Århus: Jeg vil mere, end økonomien er til, i princippet. Så lykkedes sådan en case her, og det var enormt lettende for mig.«

Læs mere på næste side