Derfor er presset størst i bunden af Superligaen

Morten Bruun har ellers aldrig haft svært med at falde i søvn, men der er én ting, der har holdt ham vågen om aftenen.

Før han blev kommentator på tv, var han fodboldspiller og -træner, og i begge roller oplevede han at have risikoen for, at hans hold ville rykke ned, hængende over hovedet. Især som cheftræner for Silkeborg IF og Sønderjyske fyldte det; det var helt umuligt at lægge væk i de perioder, hvor sæsonerne skulle afgøres. Også ved sengetid.

”Der var situationer, hvor det var sværere at falde i søvn, og det har jeg normalt aldrig nogensinde problemer med, og hvor jeg vågnede tidligere og ikke kunne falde til ro. Helt, helt sikkert. Det var jo ikke sådan, at jeg ikke sov i en uge, men jeg syntes, at det påvirkede mit system at være i nedrykningsfare,” husker Bruun.

I sit nuværende job skal han ikke bekymre sig om den slags, men nedrykningsfaren hænger som en skygge over masser af spillere og trænere rundt om i fodbold-Europa netop i disse uger. Faktisk mener Bruun, at presset er større på dem end på deres konkurrenter i toppen af tabellerne, hvor der ellers er mesterskaber og europæiske pladser på spil – og som regel en større bevågenhed fra fans og medier.

”Til de mange toptrænere, der aldrig har prøvet at træne et bundhold, som tror, at presset er langt større i store klubber, som kæmper om mesterskaber, vil jeg bare sige til, at det er jeg slet ikke så sikker på,” lyder det fra Morten Bruun.

Samme synspunkt deler den nuværende Silkeborg IF-træner, Kent Nielsen, der er den træner, der har stået i spidsen for flest Superliga-kampe i historien, og som både har vundet medaljer og kæmpet for at undgå nedrykning.

”Presset i bunden er væsentligt større end i den absolutte top,” konstaterede han i Tipsbladet i 2013.

Årsagen til det hænger ifølge Morten Bruun sammen med konsekvenserne: Selv om det vil være en skuffelse for eksempelvis FC København ikke at vinde mesterskabet, så vil følgevirkningerne være til at overse. I den anden ende af tabellen kan en nedrykning få store omkostninger for både den enkelte klub og den enkelte spiller.

”Der er ikke noget, der vil være fundamentalt ændret i Peter Christiansens [sportsdirektør i FCK] budget. Der vil ikke være nogen af de kontrakter, der udløber, hvor FCK vil sige: "Fordi vi blev nummer to, Isak Johannesson, så får du ikke forlænget din kontrakt. Det kan vores økonomi ikke bære." Men sådan er det jo i klubberne nede i bunden. En nedrykning vil jo betyde et helt fundamentalt forandret forhold for din arbejdsplads. Og det er derfor, at jeg mener, at presset er størst på de hold nede i bunden,” siger han.

”Der vil være spillere i de klubber, som ikke har noget alternativ, og som vil vide, at hvis vi bevarer vores Superliga-status, så kan jeg godt regne med at få forlænget på nogenlunde gældende vilkår. Men hvis vi ikke gør det, så kan det sagtens fremskynde en proces, hvor klubben kommer og siger: ’Du må gerne blive her, men så bliver det til den halve løn.’ Eller: ’Vi har faktisk slet ikke brug for, at du bliver her’.”

Et spørgsmål om liv og død

En nedrykning fra Superligaen koster i runde tal 20-30 millioner kroner alene i tabte indtægter, så de fleste klubber, der rykker ned, er nødt til at spare. En klassisk måde at gøre det på er fyringer. Dermed skal spillerne ikke alene frygte for deres egen fremtid men også for deres kollegaers.

”Hvis du er bare et nogenlunde ordentligt menneske, så vil du også vide, at der er nogle mennesker omkring dig, netop dem i administrationen, scouting-afdelingen, og hvor det nu måtte være, hvis job er afhængige af, om du er i stand til at spille din klub op over nedrykningstregen,” siger Morten Bruun.

”Den væsentligste pointe er, at det forandrer hele klubben, hele forretningen med en nedrykning. Og det gør det bare ikke, hvis man bliver nummer to eller tre i stedet for nummer et.”

Nikolaj Bonde Korsgaard er sportspsykolog og har mange års erfaring med eliteidrætsudøvere, herunder fodboldspillere. Han ser også et andet pres på aktørerne i bunden af tabellerne. For selv om mange trænere i disse år taler om, at deres hold skal opnå noget i stedet for at undgå noget, ender det alligevel typisk med at handle om at undgå nedrykning, når først vi kommer til denne tid på året.

Den virkelighed afspejler sig også i det sprog, som spillere og trænere bruger, mener Nikolaj Bonde Korsgaard.

”Nede i bunden har man jo en retorik, hvor folk siger, at vi spiller for arbejdspladser i administrationen, vi spiller for at kunne bevare et akademi på et fornuftigt niveau. Også hele den her liv eller død-retorik, "vi skal overleve” og så videre. Helt så dramatisk lyder det jo ikke, når vi lytter til dem, der kæmper for mesterskabet,” siger han.

Et andet perspektiv er, at det er slidsomt, som Nikolaj Bonde Korsgaard siger, at ligge i bunden af en tabel, for de hold har i sagens natur ikke vundet ret mange kampe. Og selv om man måske var forberedt på lige netop det før sæsonen, dræner det ikke desto mindre energi og overskud.

”Det påvirker simpelthen bare ens dagligdag på en helt anden måde. Det at tabe fodboldkampe, det er stressende, og det er belastende, og det er tungt,” slår Morten Bruun fast.

Man kan omvendt indvende, at forventningerne er større, fansene er flere, og medierne mere interesserede i de store klubber, som ofte også vil være dem, der dyster om topplaceringerne. Det argument køber Morten Bruun også. Det skaber bare ikke lige så tungt et pres på spillerne og trænerne som faren for at rykke ned, mener han.

”Jeg vil argumentere for, at presset ikke nødvendigvis er fem gange så stort, hvis du spiller for 25.000 tilskuere, som hvis du spiller for 5.000,” siger Bruun.

”Jeg tror på, at den her daglige bevågenhed, som jo er større i klubber som i særdeleshed FC København og Brøndby, er med til at gøre, at presset på de klubber lige præcis på det område er større end i de mindre klubber. Men jeg mener bare ikke, at det er så tungtvejende. Og jeg har jo rent faktisk erfaring med både at spille med om mesterskaber og spille for at undgå nedrykning.”

Enken

Morten Bruun og Silkeborg IF var tæt på at rykke ned fra landets bedste række i 1991, og tre år senere vandt de mesterskabet. Som træner var han aldrig i nærheden af guld, men både med SIF og Sønderjyske mærkede han som nævnt nedrykningsspøgelset spøge. En måde, han forsøgte at håndtere det på, var at sætte tingene i perspektiv for spillerne.

Uagtet hvor store konsekvenser en nedrykning kan få for den enkelte og for klubben, kan det være værd at huske på, at solen også står op i morgen, og at der trods alt findes værre skæbner end at skulle spille nogle fodboldkampe med meget på spil. Det princip gjorde Bruun brug af i 2002.

Hans Silkeborg-hold havde lige spillet 1-1 mod Esbjerg fB på en sen vestjysk udligning, og det betød, at nedrykningsfaren fortsat var meget reel. Med en sejr havde Bruun og co. været så godt som sikre på overlevelse.

”Mine forældre så kampen på stadion, og mens jeg stod og var temmelig rystet over udligningen, fortalte min far [der var præst] mig, at han tidligere på dagen havde haft en samtale med en enke, som var blevet efterladt alene med to små børn, fordi hendes mand havde begået selvmord,” fortalte Morten Bruun til Euroman for et par år siden.

”Det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg valgte at fortælle spillerne historien ved træningen dagen efter. I fodboldverdenen kan man godt få en fornemmelse af, at tingene er mere afgørende, end de er. Der blev stille blandt mine spillere, og der var ingen friske bemærkninger om et eller andet.”

For Bruun var det vigtigt at finde en balance. Det skulle ikke være forbudt at tage ordet nedrykning i deres mund, men det var også vigtigt at sætte tingene i relief.

”Nogle gange – og det gælder, om man er i nedrykningsfare, eller man spiller om medaljer – så kan det jo være gavnligt for os fodboldfolk lige at stoppe op og sige: ’Okay, det, vi foretager os, er alligevel ikke er det væsentligste, der foregår sådan i et bredere perspektiv’,” siger han.

”Men det bliver jo kun kortvarigt. Hvis Lyngby og AaB mødes i en kamp om Superliga-eksistensen, så kan det jo ikke nytte noget at sige til dem fem minutter før, at de går ud på banen: ’I er godt klar over, at i Ukraine er der krig.’ Det vil jo også virke latterligt. Så for mig handler det om at finde en balance mellem realisme og en følelse af, at vi er her igen i morgen også, selvom vi skulle tabe den her fodboldkamp.”

I 2002 virkede det. Silkeborg overlevede.

Selv Gandhi chokede

Der er opbakning til Bruuns principper fra fagkundskaben. Så sent som for nylig havde Nikolaj Bonde Korsgaard en samtale med en 19-årig spiller, ”der er involveret i nogle meget afgørende kampe”, som han formulerer det. Her forsøgte Korsgaard at sætte situationen ind i et bredere perspektiv i forhold til spillerens samlede karriere.

”Selvfølgelig ønsker han at performe godt, og at hans hold lykkes med sin målsætning, men hvis vi så prøver at kigge 13 år frem, til han er 32, og så siger vi, at han spiller nogenlunde fast i de klubber, han måtte rejse igennem, 30 kampe pr. sæson af 13 år, det er lige knap 400 kampe på et forhåbentlig godt niveau.”

”Nu kommer der på den korte bane nogle meget spændende og meget afgørende kampe, men hvis vi ser det i et karriereperspektiv, så betyder det sandsynligvis ikke så meget. Så er det tværtimod nok et plus til hans udvikling, at han i en tidlig alder får erfaring med at spille meget afgørende kampe. Og især hvis han selv kan få trukket noget brugerbar erfaring ud af perioden, så er han jo på halvanden måneds tid modnet markant som spiller og menneske.”

”Det virkede til at være et perspektiv, der passede godt for ham,” siger sportspsykologen.

Der er generelt god grund til at arbejde med at tage presset af spillerne, for det er ikke bare ubehageligt at være under. Det kan påvirke hjernen og kroppen og dermed forværre præstationerne på banen. Det kan eksempelvis gøre det sværere at bearbejde ny information og indtryk, hvilket man jo sædvanligvis gør hele tiden på fodboldbanen.

Det kan også forårsage en tendens til at overtænke handlinger, der normalt kommer helt naturligt. Enhver, der har spillet fodbold på højt niveau, ved, at man allerede er i problemer, hvis man bruger bare et splitsekund for meget på at træffe sine beslutninger.

I de værste tilfælde går klappen ned. At ”choke” kalder de det på engelsk, når man bukker under for presset og går i stå. Det er dog noget, der kan ramme selv den bedste. Nærmest bogstavelig talt. Mahatma Gandhi har selv fortalt, at han frøs i forbindelse med sin første retssag som advokat i Indien.

”Mit hoved snurrede, og jeg følte, som om hele retssalen gjorde det samme,” skrev han senere.

”Jeg kunne ikke komme på et eneste spørgsmål at stille.”

Det endte med, at Gandhi måtte undskylde til både retten og sin klient og sige, at han ikke kunne gennemføre.

Faktisk er det, at klappen går ned under pres, en naturlig og biologisk proces, som også kan ramme dyr, viser forskning. En gruppe amerikanske forskere har eksempelvis påvist, at aber fejlede en opgave 25 procent oftere, når der var en belønning på spil for dem.

”Det faktum, at dyr også ”choker” under pres, antyder, at denne adfærdsmæssige særhed er noget, vores biologiske systemer er præprogrammeret til at gøre. Vi burde ikke slå os selv i hovedet over det eller bebrejde professionelle sportsfolk, fordi de bryder sammen under pres. Det er bare noget, alle hjerner gør,” sagde en af forskerne fra University of Pittsburgh, Aaron Batista, om forsøget.

Det hjælper at klovne rundt

Udover at sætte tingene i perspektiv kan man gøre flere ting for at imødegå de negative konsekvenser, som et stort pres kan have på sportsfolk. Det bedste er, hvis man arbejder med tingene, lang tid før sæsonen går ind i sin afgørende fase, og man pludselig befinder sig i en presset situation.

Harvard Business Review fremhæver eksempelvis, at man simpelthen kan visualisere, at man lykkes med sit forehavende. Den slags gjorde folk som Serena Williams, Wayne Rooney og Michael Jordan sig meget i.

Man kan også tackle nervøsitet ved at have rutiner eller vaner, som man udfører før kampene. For eksempel at tage sit tøj på i en bestemt rækkefølge.

En løsning kan også være at distrahere sig selv, inden man skal i aktion. På den måde undgår man at overtænke situationen, hvilket kan føre til ”paralysis by analysis”, altså paralyse ved (over)analyse. Den slags gjorde historiens hurtigste mand, Usain Bolt, brug af. Der findes masser af videoer, hvor han smiler og hygger sig umiddelbart før et vigtigt løb, og det var helt bevidst.

”Uanset hvor meget pres der er på, tænker jeg aldrig over det, fordi det begynder at snige sig ind og lege med ens tanker. Det er derfor, jeg klovner rundt før et løb. Jeg er afslappet, jeg nyder det. Og det fungerer,” fortalte han for år tilbage til The Guardian.

Ifølge Nikolaj Bonde Korsgaard kan det også være en fordel at være bevidst om, hvordan man reagerer under pres, så man kan tage de reaktioner, der ikke gavner, i opløbet.

”Det, man kan gøre, er at få spillerne til at blive opmærksomme på, hvad er det for nogle tanker, følelser og adfærd, der kan fortælle dem, at nu er de på vej ud ad et sidespor, hvor de måske enten vil begynde at gemme mig en smule, eller hvor de vil begynde at pege fingre ad deres holdkammerater,” siger han.

”Hvis man er bevidst om det, så har man også potentielt nemmere ved at træffe et valg: ’Vil jeg lade den her følelse styre mig, eller vil jeg prøve at rumme den og måske frigøre mig en smule fra den, og så refokusere på enten nogle aspekter af gameplanen, altså nogle af mine konkrete opgaver, eller lave en refokusering ind på noget værdimæssigt, som jeg egentlig gerne vil stå for som spiller?’”

”Det er typisk sådan noget, man vil arbejde med spillerne med. Alle spillere mister tid og fokus i løbet af en kamp, men det er med at minimere den tid, hvor man er i tanker og følelser, der egentlig ikke er direkte relateret til opgaven. Og det kan man godt rykke spillere på, også relativt hurtigt, men som med alt muligt andet træningsarbejde er det jo noget, der kræver noget tid og nogle gentagelser, hvis man skal være virkelig effektiv til det, og hvis det skal fungere under maksimalt pres.”

Alternativt, siger Korsgaard, kan man forsøge at vende det til noget positivt.

”Drengedrømmen var jo at blive professionel og spille betydningsfulde kampe. Du står der altså nu. Så du er jo et eller andet sted lykkedes. Så kan det godt være, at sæsonen ikke udviklede sig, som den skulle have, men det, du har arbejdet virkelig hårdt og længe for at opnå, er jo egentlig realiseret, når du står og er en del af et hold, der skal spille nogle virkelig vigtige kampe, der betyder noget for mange mennesker,” siger han.

De kampe kommer der en masse af i de næste par uger.

I Superligaen er det stort set lige så tæt i bunden, som det er i toppen, hvor fire hold stadig kan vinde mesterskabet, og fire hold stadig kan rykke ned. Af samme årsag venter der direkte dueller om begge dele forude. Men Morten Bruun er ikke i tvivl:

”Jeg vil jo påstå, at presset er langt større i Lyngby, Horsens, AaB og Silkeborg i øjeblikket, end det er på de fire hold i toppen.”