Fra Tipsbladets trykte udgave den 8. juli 2022
Den første gang glemmer man aldrig.
Nogle scorer i deres debut, andre får rødt kort – og så var der ham islændingen, der mødte op med de forkerte støvler…
Orri Óskarsson kan godt grine ad historien nu, men grine gjorde den 17-årige islænding ikke, da han 22. maj sad i omklædningsrummet i Parken og pakkede tasken ud forud for sin første rigtige arbejdsdag med FC Københavns bedste hold.
For op ad tasken kom to venstre støvler med to forskellige sæt knopper. Deres respektive makkere lå godt syv kilometer væk på træningsanlægget på Frederiksberg.
Orri Óskarsson smiler, da Tipsbladet spørger ham til den særprægede historie fra hans FCK-debut.
Dagen før havde han været med U19-holdet i Silkeborg og fået at vide, det kun ville blive til et indhop, fordi han skulle møde ind i Parken til de nykårede mestres sidste kamp i sæsonen mod AaB.
”Vi kommer tilbage til anlægget omkring klokken ni om aftenen, og jeg har lige fået at vide, at jeg skal sidde på bænken på Superliga-holdet til kampen mod AaB. Kroppen er fuld af adrenalin, så jeg tager bare mine støvler lynhurtigt og går hjem. I omklædningsrummet dagen efter opdager jeg så, at jeg har taget to forskellige venstre støvler. Lige dér tror jeg, at min puls er på 180, og jeg spørger Mikkel Witt [materialemand i FCK ], ’hvad fuck gør jeg nu?’. Heldigvis kunne jeg låne et par støvler af Kevin Diks, som jeg varmer op i, mens de kører herud til 10’eren og henter mine støvler. Jeg når at få dem til kampen, men det er ikke en historie, jeg kommer til at glemme. Og jeg kommer heller aldrig til at glemme mine støvler igen. Jeg fik at vide, at man altid skal have to par med, så jeg lærte noget den dag,” siger Orri Óskarsson, som Tipsbladet møder efter en af hans første træninger som fuldgyldigt medlem af førsteholdstruppen i FC København.
Der var ikke mål i støvlerne den dag i Parken, hvor Orri Óskarsson med 20 minutter tilbage af sæsonen afløste sin ven og landsmand Hákon Arnar Haraldsson i den feststemte nationalarena.
Så også på den facon var det et noget uvant oplevelse. For den unge islænding forlader sjældent banen uden at have scoret.
Har smadret alle målrekorder
Nu virker Orri Óskarsson som en ganske velovervejet og fornuftig ung mand.
Han kunne formentlig godt have sagt 100, uden at nogen var kommet efter ham, men han nøjes med at svare ”omkring 90” på spørgsmålet om, hvor mange mål han har scoret i løbet af sine første to år i FC København.
Han har ikke helt styr på det.
Han ved, at det blev til 68 mål i løbet af to sæsoner i U17- og U19-ligaen, men så er der også alle scoringerne i pokalkampe og i internationale turneringer.
”Jeg vil ikke sige 100, men det er ikke langt fra. Selvfølgelig er det noget, jeg er stolt af,” siger den blonde islænding, der har smadret alle målrekorder på ungdomsniveau i både FC København og i de to bedste ungdomsrækker.
I sæsonen 2020/21 blev han topscorer i U17-ligaen med 29 scoringer, det samme lavede han i U19-ligaen i sidste sæson.
Aldrig har nogen ungdomsspiller lavet så mange mål, og alligevel er Óskarsson ikke helt tilfreds.
Han ville gerne have lavet mindst 30 mål i sidste sæson, nok nærmere 35, men måtte nøjes med et kort indhop i næstsidste kamp i Silkeborg og var sendt af sted på ferie til Island, da FCK’s U19-mesterhold spillede sæsonens sidste kamp.
Der var også en straffesparksscoring mod Esbjerg i foråret, der blev noteret som et selvmål. Det kan godt irritere Orri Óskarsson. 30 er bare et pænere tal end 29. Især for en sulten angriber…
”Jeg ser mål som min mad. Jeg skal have min mad, jeg skal have mine mål. Når jeg har scoret, vil jeg altid have mere. Hvis jeg scorer ét, vil jeg have tre. Hvis jeg scorer tre, vil jeg have fem. Jeg stopper aldrig,” siger den islandske U21-landsholdsangriber.
Spillede for FC Nordsjælland
Første gang FC København så ham i aktion, var det i en FC Nordsjælland-trøje i sensommeren 2018.
Farum-klubben havde den dengang 14-årige Óskarsson med til Crown Plaza Elite Cup i Kastrup, men han imponerede ikke FCK’s udsendte i en kamp mod Atlético Madrid.
”Jeg havde været skadet, men heldigvis så de mig spille andre kampe senere,” siger Óskarsson med et grin.
Nogle uger senere så FCK ham igen til en landsholdssamling i Reykjavik. Óskarsson var ikke med den første dag, fordi han spillede seniorfodbold for klubben Grótta i den tredjebedste række på sagaøen.
På dagen kom han slaskende, og FCK overvejede formentlig at sætte et kryds over hans navn. Men så begyndte han at spille fodbold, og der blev sat et stort, fedt kryds ud for hans navn.
Sammen med det nuværende Ajax-talent Kristian Hlynsson blev han inviteret til prøvetræning i FC København, og det endte med en kontraktunderskrivelse i november 2019.
Han havde lavet fem mål i en U17-landskamp og også scoret for FCK’s U15-hold i en træningskamp, men det var ingen målkonge, der i starten af 2020 rejste fra Reykjavik til København. Sådan så han i hvert fald ikke sig selv.
Han måtte nøjes med at træne med i FCK det første halve år, da FIFA’s regler forhindrede, at han kunne optræde for sin nye klub, før han blev 16 i slutningen af august 2020.
Kom uden målnæse
Men selv om han ikke fik kampe, var det halve år ifølge Óskarsson med til at gøre ham til det, han er blevet: en rigtig goalgetter.
”Jeg havde slet ikke samme målnæse på Island. Det var noget, jeg fik, da jeg begyndte at træne her. Jeg ville være en rigtig 9’er, så jeg trænede hele tiden afslutninger og bevægelser i feltet. Så da jeg kunne begynde at spille i U17-ligaen, var jeg helt klar. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Men at jeg har scoret så mange mål … det er også noget, der har overrasket mig. Det var slet ikke noget, jeg havde forventet, men det er jo bare gået helt perfekt,” siger Orri Óskarsson på et ganske formfuldendt dansk.
Nu venter en anden verden med seniorfodbold, og det store spørgsmål – og også ét man stiller i FC København – er, hvordan den islandske bomber klarer det spring.
Han har spillet på nogle suveræne ungdomshold i FCK og til tider nok også haft det for nemt og muligvis virket en anelse for tilbagelænet mod sine jævnaldrende.
Nu skal han op mod voksne mænd og vise, at han kan begå sig mod midterforsvarere som Erik Sviatchenko og Andreas Maxsø.
Spillet med ryggen mod målet er et fokuspunkt, og så skal Orri Óskarsson lære at udnytte den ganske fine fysik, som han har sin unge alder til trods.
”Jeg skal blive bedre til at bruge min krop. Ellers kommer det til at blive hårdt og svært som senior. Så det er noget, jeg arbejder med. På U19 var jeg én af de bedste og havde det godt, men det er nu, at jeg skal vise, hvor god jeg er. Jeg kommer til at møde bedre forsvarsspillere og skal spille i et hurtigere tempo. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, men det handler også om at nyde processen og ikke tage noget for givet. Jeg er det perfekte sted, og når Denis Vavro kommer bragende ind i ryggen på mig til træning, er jeg bare heldig,” siger Orri Óskarsson.
’For så flæsker de dig’
Det med seniorfodbold er ikke helt nyt for ham. Faktisk var han kun 13 år, da han spillede sin første seniorkamp for Grótta hjemme i Reykjavik.
Orri Óskarssons far var træner for den lokale klub i den tredjebedste række og valgte at smide en ung dreng ind blandt granvoksne islandske mænd.
”Da jeg skal ind i min første kamp, siger min far til mig, at jeg kun skal løbe dybt. ’Du skal ikke have bolden spillet i fødderne, for så flæsker de dig.’ Så jeg løb dybt hele tiden og scorede to mål i den kamp,” siger Orri Óskarsson, der også nåede at spille i den næstbedste islandske række, inden København kaldte.
Han har nu fået sin egen lejlighed i samme bygning som Hákon Arnar Haraldsson, tæt på både træningsanlæg og storesøster, så det er ikke vanskeligt at føle sig hjemme i den danske hovedstad.
”Jeg har svært ved at beskrive, hvor glad jeg er for at være her. Jeg føler virkelig, at det er mit hjem. Jeg er i en klasseklub, den største i Skandinavien, og det er jeg meget taknemmelig for. Rent kulturelt er der ikke den store forskel. Der er lidt varmere her, og København er en lidt federe by end Reykjavik. Der bor mange islændinge, og der er en islandsk butik på Amager. Det hjælper også lidt til at få én til at føle sig hjemme. Jeg har boet alene i en meget ung alder. Det har været med til at gøre mig ansvarlig, men det har også været svært. Det er kedeligt at lave mad, men det skal gøres,” siger Orri Óskarsson, der har ladet sig inspirere af landsmændene Hákon Arnar Haraldsson og Isak Bergmann Jóhannesson.
Ikke i køkkenet forstås, men på banen.
De to landsmænd er knap halvandet år ældre, og han har fulgt deres udvikling i FC København fra tætteste hold.
Han har glædet sig med dem, når det er gået godt, og været klart med støttende ord, når det er gået knap så godt.
Weekend efter weekend
Orri Óskarsson strækker en arm skråt op i luften og siger, at det ikke bare går sådan som fodboldspiller.
Op-og nedture er en del af jobbet, og selv om han i sine første år i FC København nærmest kun har oplevet det ene, ved han godt, at kurven også går i den anden retning.
”Det kommer højst sandsynligt også til at ske for mig,” siger han, men har samtidig også en stor tro på, at han kan blive Københavns næste bomber.
For oplevelsen mod AaB har givet ham sult efter mere. Nu vil han spise sin mad, score sine mål i Parken.
”Det var så vildt. Jeg fik det første chok, da jeg ikke havde de rigtige støvler med, det andet kom, da jeg gik ind til opvarmningen. Jeg tror, at det højeste, jeg havde spillet for før den kamp, var et par tusinde tilskuere. Og så kommer jeg ind i en fyldt Parken. Jeg tror først, at jeg faldt i søvn klokken fem om natten. Det var helt surrealistisk,” siger Orri Óskarsson om den drøm, der gik i opfyldelse med debuten for FCK.
”Siden jeg skrev under på min første kontrakt som 15-årig, har jeg altid tænkt, at jeg skulle spille derinde i Parken. Så jeg er virkelig glad og stolt over det og håber, at det kan ske weekend efter weekend. Det er målet. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde reageret, hvis jeg havde scoret. Men jeg håber, at det snart kommer til at ske for første gang. Det kommer jeg i hvert fald aldrig til at glemme.”
Jeg er en glad, sjov fyr, der nyder at spille fodbold. Jeg er meget taknemmelig over at være i FC København og nu at have fået chancen på førsteholdet, siger 17-årige Orri Óskarsson.
Fotos: Getty Images
Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.
Her er Danmarks næste toptrænere
– Jeg har det lidt stramt over det her interview
Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL
Højlund i stor diskussion med holdkammerat
David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’
Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank
Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’
VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere
Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!
Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’
Skriver til FCK-stjerne midt om natten
Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar
Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’
Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil
Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen
Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt
Altså, hvordan kan han være så dårlig?
Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej
Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!
Her er fem bud på en ny Brøndby-træner
Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder
Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby
Juventus lurer på dansk angriber
Skal hans lillebror også til Danmark?
Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?
Kæmpe optur for Elias Jelert
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Brøndby-boss kimet ned
FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget
Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring
Stor ændring lurer i Brøndby
‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’
I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’
Frederik Birk er slet ikke i tvivl
Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd
Han ligner FCK’s nye superstjerne
Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det?
I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham
Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December
Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby
Brøndby meget tæt på sportsdirektør
Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør
Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen
De kan snuppe Andreas Maxsø
Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring