Fyret i går: Her er hans sidste store interview

Jens Hammer Sørensen er fortid i Hobro IK – Tipsbladet lavede tidligere i år et stort interview med sportschefen, der blev fyret i går.



En æra i Hobros fodbold-historie er slut. Det skete i går, da klubben besluttede at sige farvel til den mangeårige sportschef Jens Hammer, der var med, da klubben sensationelt rykkede op i Superligaen første gang i 2013/14-sæsonen. 

Tipsbladet lavede 12. februar 2021 det sidste store intervirew med Jens Hammer – det briner vi her i sin fulde længe:

Jens Hammer Sørensen ved det egentlig godt: Det, han skal til at sige, er en kliché.

”Det er lidt sjovt med de her preseasons. Alle har fået dygtige spillere, alle laver gode testresultater, alle træner godt. Har du lagt mærke til det? Sådan er det altid."

"Men det kor vil vi godt melde os i, for vi synes, vi har haft en god opstart. Men vi vil også sige, at vi trængte til pause. 2020 var et langt og et hårdt år for Hobro IK med coronaskrammel, udsættelse af turneringen, en indersidestang ud og nedrykning i Lyngby og en kort opstart. Spillerne og trænerne trængte i den grad til ferie i december. Vi har holdt en god, lang ferie, og spillerne er mødt ind i god form, så vi synes selv, at vi er et ret godt sted,” siger Hobro-sportschefen.

Der er forårspremiere i 1. division denne weekend. Hobro starter ude mod HB Køge lørdag eftermiddag, og Jens Hammer Sørensen ser med fortrøstning på den trup, der skal i kamp. Nogle spillere, blandt andre Edgar Babayan, er væk, Anton Skipper er lejet i Brøndby, vigtige profiler som for eksempel Pål Kirkevold er tilbage fra skader.

Det er også nødvendigt med en god trup. Hobros målsætning er at komme i top seks-slutspillet, og aktuelt ligger holdet lige akkurat på sjettepladsen, men kun to point skiller nummer fem, Fremad Amager, og Hvidovre på niendepladsen.

”Vi har en officiel målsætning, der hedder top 18 i dansk fodbold. Vi skal med i slutspillet i 1. division. Men jeg synes også, det er væsentligt at sige, at vi har spillet 1. division mange gange i Hobro, og vi har aldrig været med i så stærk en række, som det er i år."

"Jeg synes, der er virkelig gode hold, fuldtidsprofessionelle hold, der er dygtigt trænet, og som har gode setups og gode baner.”

”Jeg har været med så længe, at vi rykkede op i 1. division i sommeren 2010 til en 16-holdsrække. Så skar Divisionsforeningen fra 16 til 14 og fra 14 til 12. Der må jeg bare sige, at den udvikling, som 1. division har været igennem på de år, fandme er flot. Ikke et ondt ord om nogen, men vi trænede selv to-tre gange om ugen, da vi rykkede op i 2010."

"Så kunne Svenne [Poulsen, Hobro-spiller 2007-2012 ] ikke altid træne tre gange, så han trænede kun to, og så fik han en lille topmave til sidst. Sådan var det jo.”

”De, der rykkede ned fra Superligaen, kunne vinde kampene fra det 70. til 90. minut, fordi de andre bare var i dårligere form. Jeg kan hilse at sige, at nu er alle holdene i god form og er næsten alle sammen fuldtidsprofessionelle. De har gode træningsmuligheder og gode træningsfaciliteter."

"Det, som dansk fodbold ville dengang, uden at det var italesat, det var to rækker med fuldtidsfodbold, og det har vi næsten indfriet. Det er i orden, det må jeg sige,” siger Jens Hammer Sørensen.

Men med den øgede professionalisme i den næstbedste række følger også et eksistentielt spørgsmål:

Er der stadig plads til Hobro i toppen af dansk fodbold?

ER HOBRO OGSÅ TIL SALG?
”Nu bliver det en hel filosofisk snak. Jeg har lyst til at spørge os selv, om det er sundt for dansk fodbold og udviklingen af danske spillere, at alle klubber er til salg,” siger Jens Hammer Sørensen og tager dermed fat på et stort og aktuelt emne i dansk fodbold.

”Grunden til, at alle klubber er til salg, er, at de gerne vil være i top seks i Superligaen. Fordi så har man et halvt år, hvor man ikke kan rykke ud. Top tre i Superligaen er givet i dansk fodbold. Brøndby, FCK og Midtjylland tager vel tre af de seks pladser ni ud af 10 gange. Men alle de andre hold, AaB, OB, AGF, Randers, SønderjyskE, Nordsjælland, de kan ikke generere penge nok i deres lokalområde.”

”Jeg læste i Tipsbladet, at Randers har et spillerbudget på 27 millioner. Men dem, som de konkurrerer imod til de pladser, har 40 millioner. Så hvis Randers skal have en realistisk chance for at komme i top seks, skal man have et spillerbudget på 40 millioner."

"Og det kan man ikke generere lokalt i Randers. De har fat i alle sponsorer, de har de tv-penge, man nu engang får, de har fat i tilskuerne, når det går godt. Men de kan ikke komme op og generere et budget på 40 millioner, så de får lige betingelser.”

”Derfor er de til salg til en udenlandsk investor, der kommer med 100 millioner i en papkasse og siger: ”Værsgo”. Jeg vil gerne spørge på et helt overordnet plan, om det er sundt for dansk fodbold, at SønderjyskE bliver købt, at Esbjerg bliver købt."

"Vi læser alle steder, at Silkeborg er til salg, selv en stor og fin klub som Aalborg er til salg. Er det sundt? Og det er virkelig et spørgsmål. Jeg er usikker.”

Til gengæld ved sportschefen med sikkerhed, at hans klub får det sværere og sværere i kapløbet med udenlandsk ejede klubber.

”Når du spørger mig, om Hobro er til salg, så siger jeg, at det håber jeg ikke. Vi er stadig en forening. Vi knokler for at have et spillerbudget på næsten ni millioner kroner i Hobro. Vi knokler røven ud af bukserne hver dag for at få økonomien til at hænge sammen."

"Men mine penge bliver mindre og mindre værd, når Esbjerg får 105 millioner kroner. De fik 60 millioner kroner sidste år, og nu har de fået udenlandske ejere, der samlet set skubber 45 millioner kroner ind. Jeg kunne satanedme lave meget fodbold i Hobro for 105 millioner kroner.”

”Flere og flere bliver solgt. Nu er Vendsyssel solgt i 1. division, HB Køge er solgt, Fremad Amager har russisk ejer, Helsingør har amerikanske ejere. Det bliver bare svært at være med. Alle i Superligaen er enten solgt eller til salg."

"Så vi skal også på et tidspunkt sætte os ned og finde ud af, hvad fanden vi egentlig skal med Hobro. For jeg er ikke sikker på, at vi kan være med, hvis det er sådan, udviklingen fortsætter,” siger Jens Hammer Sørensen.

I 2010 rykkede Hobro for første gang nogensinde op i 1. division. Fire år fulgte den lille klubs historiske oprykning til Superligaen.

Indtil nedrykningen i sommer havde Hobro spillet fem af de seneste seks sæsoner i den bedste række. Men som udviklingen går nu, kan klubben så overhovedet vende tilbage?

”Nej. Det er det korte svar. Men min påstand er også, at den oprykning i 2014, deltidsprofferne fra Himmerland, gjorde noget ved dansk fodbold. Der måtte man kigge på sig selv som leder i de andre klubber, blandt andet dem der rykkede ud: ”Vi bruger 30 millioner kroner på vores hold, hvordan kan vi bytte plads med dem? Der er noget galt.” Og det var der jo også.”

”Dansk fodbold er godt ledet i dag, godt trænet, har supergode faciliteter og har fået fysiske trænere og data-analyse. Der er sket en rivende udvikling, mens Hobro IK har været med på allerøverste niveau."

"Jeg tror faktisk, at vores oprykning havde noget med det at gøre. Det tror jeg. Nu bruger man pengene godt og sundt. Der er data-analytikere alle steder, og det er der bare ikke i Hobro. Det er derfor, jeg kan sige, at ret beset burde det ikke kunne lade sig gøre, at Hobro kan komme i Superligaen igen. Men det vil vi fandme da kæmpe for, for vi har gjort det før."

"Og det er sjovt at kæmpe for, når man har prøvet det. Men jeg også sige, at jeg får min faglighed stimuleret i 1. division, for det er også svært, det er det bare,” siger sportschefen.

NYD DET!
Næste år har Jens Hammer Sørensen været i Hobro IK i 20 år. Han blev ansat som træner, dengang klubben lå i Danmarksserien, og fordi han har været med hele vejen, ærgrer han sig ikke over, at hans hold ikke længere spiller mod FC København og Brøndby, men HB Køge og Fremad Amager.

”Jeg har været med på udebaneture til Korup og til Thurø. Så Fremad Amager er stadig stort for mig, det er det bare. Jeg har været så stolt over at kunne præsentere FCK på DS Arena i Hobro, så folk fra Mariagerfjord Kommune kunne komme og se de bedste fodboldspillere i Danmark".

"Mine spillere griner altid af mig, når jeg snakker om den her fodboldklub og siger, jeg er stolt, men det er jeg virkelig.”

”Vi er gået fra at være en Danmarksserie-klub på et ældgammelt stadion med løbebaner og træbarakker, til at vi har et tidssvarende fodboldstadion med vand og varme i banen og har faciliteter på højde med Superliga-klubberne; to kunstgræsbaner og en træningsbane med vand i."

"Det er bare i orden, og jeg er stadig ydmyg og stolt over, hvad den her klub har været igennem. Og det er egentlig det vigtigste, jeg skal sige til dig i den her sammenhæng: Det er fodbolden, jeg elsker. Om det foregår i Parken, på Brøndby Stadion eller et tredje sted, det er jeg egentlig ligeglad med.”

Og så alligevel. For den mærkbart stærkere 1. division og de mange udenlandske investorer betyder ikke kun, at det bliver sværere at komme i Superligaen. Det betyder også, at en nedrykning til 2. division er noget, Jens Hammer Sørensen og hans klub kan komme til at skulle forholde sig til.

”Det er en reel risiko. Da vi rykkede op i 1. division i 2010, sagde vi til hinanden, at vi skulle se, hvor længe vi kunne snyde de andre og være med. Det var tankegangen, fordi Hobro var en lille by og en lille klub, og vi havde ingenting."

"Det er der i øvrigt også point i; det med at skulle kæmpe mod Goliat. Det kan man godt lide. Der er vi lidt tilbage nu, fordi de andre er store og stærke.”

”Men min reelle frygt er, at hvis de andre bliver større og større, kan det træffe, at Hobro ender i 2. division. Hvis man skal kigge på byens størrelse og vores infrastruktur, er vi vel i en 2. divisions- eller en Danmarksserie-klub. Og jeg kan på stående fod sige til dig, at vi har otte point til nedrykning, for det ved jeg, og det er jeg bange for. Det er jeg.”

”Vi har investeret i faciliteter, og de forsvinder forhåbentlig aldrig. Vi har investeret i vores ungdom, har fået tostjernet licens og har for første gang i mange år fået divisionsungdomsfodbold i klubben. Så vi er i gang med at bygge et fundament."

"Jeg synes, at klubben har taget kloge, strategiske valg. Men det vil i den grad ærgre mig, hvis vi skulle rykke i 2. division og ikke længere kan have et fuldtidssetup, når vi har kæmpet for det i så mange år. Det ville jeg være ked af.”

Sportschefen lægger selv mærke til det: Superliga er noget, han taler om i datid. Der var store oplevelser og præstationer, og der var overraskende og flotte sejre i de fem sæsoner, det blev til, men der er også noget, som Jens Hammer Sørensen fortryder.

”Jeg er simpelthen så ærgerlig over, at jeg aldrig nød det. Første gang vi rykkede op i Superligaen, skulle jeg have sat mig hjem i haven og have drukket en øl og sagt: ”Det var fandme flot.” Men det har man bare ikke tid til. Dagen efter oprykningen skrællede vi banen af for at få vand og varme i."

"Man er hele tiden i gang med noget nyt, så jeg har aldrig haft tid til at nyde noget som helst. Det er jeg sgu lidt ærgerlig over i dag. Det vil jeg godt sige. Det skulle jeg have været bedre til,” siger Hobros sportschef.

Derfor har han også en ambition for foråret, der ikke handler om hverken top seks, om at undgå nedrykning til 2. division eller om at rykke op i Superligaen. Den er mere simpel, og den kan Hobro måske tage hul på allerede lørdag i Køge.

”Vi skal være gode til at fejre sejre. Min erfaring er, at det er så skidesvært at vinde en fodboldkamp. Mit ønske for den her fodboldklub er, at vi skal være så glade og stolte, hver gang vi vinder en fodboldkamp. Om det er mod Skive, Fremad Amager eller Silkeborg, skal vi være gode til at fejre det. Så det håber jeg, at vi bliver.”





I tvivl om fremtiden



” Det mener Tipsbladet

Nej til United! Her ligger Thomas Franks fremtid


Liverpool viser hvorfor de er mestre

Efter 7 lange år – HSV er tilbage i Bundesligaen



AGF – Randers FC

Morten Hjulmand på mesterskabskurs efter drama

Viborg FF – AaB

Zeca indstiller karrieren

O’Riley startede på ny i vigtig sejr



TOPNYHED

‘FCK ville have mig – min far sagde klart nej’


Silkeborg IF – Sønderjyske

Bo Henriksens drøm lever

‘Hop i havet kl 7. og bliv frisk, og så kører vi’

FC Nordsjælland – Brøndby IF



EKSKLUSIVT

Vil købe Oliver Christensen


Anthony Jung er i dialog med denne klub

Største Superliga-talenter: ‘Sælges for 200 mio.’

FCK har stjerner tilbage til guldbrag

– Lad nu være med at kalde mig gammel!

Jan Mølby: Han når til tops


MEDIE

Vanvidsskifte under opsejling?


Vilde Jens Stage kan gå i De Bruynes fodspor

Hylder “lynet” Osula

Chok: Ronaldo overvejer kraftigt at vende tilbage

Se tallene: Her overgår FCM-profil Froholdt



Arsenal tæt på kæmpekøb

Comeback lurer: De overvejer Steven Gerrard

Supercomputer: Så stor er chancen for FCK-guld

Kan blive Alonsos første Real Madrid-køb

Ostehold deprimerer De Blå

De tårner over AGF på transfers

Foreslår Wrexham at hente dansk angriber

Bøving og Tochi i kæmpe triumf


INTERVIEW

FCK-direktør har endelig fået sin drømme-signing


Italiensk klub jagter danskere

Hylder dansk træner: Han er en legende!

Fredericia rykker op i Superligaen

Skal betale kassen for Xabi Alonso

Tidl. Superliga-profil stråler i Tyskland

Afventer FCK-dialog

Real Madrid bliver ved: Ny dommerkritik

Tordner mod Brøndby og FCK: Det er noget svineri!

Han kan indgå i kæmpe Højlund-handel

Viaplay: ‘Absolut ikke noget smukt forløb’

Stjernetræner bekræfter exit

Berørt Lassen: ‘Det påvirker mig rigtig meget’

Nu er han Liverpools førsteprioritet

Fans raser: ‘Hele Danmarks fodboldfest devalueres’

Manchester United frygter transferkup

Farce! Læg finalen i Parken for fansenes skyld

Her er prisen på FC København-emne

Vil bygge en dansk topklub fra New York

‘Katastrofalt – kæmpe fordel til FC Midtjylland’

Afsløring: Brøndby-talent prøvetræner i udlandet

Håber på guldfest: FCK melder allerede udsolgt

Dropper eget krav med flytning af pokalfinalen