Gravesen om krisen i FCK: Sådan kan I løse det

Der er mange, der bærer ansvaret for FC Københavns aktuelle krise, men i sidste ende er det nemmere at fyre træneren end hele spillertruppen. Sådan lyder det fra Thomas Gravesen, der dog nu opfordrer til, at de kriseramte mestre står sammen og kæmper sig ud af formkrisen.



FC København har fået en skrækkelig indledning på Superligaen, hvor fem ud af sæsonens ni første kampe er blevet tabt, selvom de forsvarende mestre ifølge mange iagttagere har ligaens stærkeste spillertrup. 

Så hvorfor fungerer det ikke for FC København i denne sæson? Ifølge Discovery-ekspert Thomas Gravesen kan ansvaret ikke blot placeres på én person. 

– Når man kigger på FC København, så er det den største økonomi, og det er et af flagskibene, der er i Champions League. Så for mig at se er det mere end ét sted, at pilen peger hen. For mig at se er det en kombination af spillerne, træneren og klubben, hvor de alle sammen har deres del af ansvaret, siger Thomas Gravesen således til Tipsbladet.

– Hvis vi skal starte med Jess Thorup, så er Thorups ansvar 100 procent at få spillerne til at forstå og byde ind på hans taktiske oplæg, hans taktiske filosofi til fodbolden. Og det er ene og alene hans job, at få de spillere, som er der, til at forstå, hvad han kræver af dem.

Jess Thorup bærer således en del af ansvaret, men det gør spillertruppen bestemt også, lyder det fra Thomas Gravesen.

– På den anden side har vi så spillerne. Der er det vigtigt, at en spiller forstår, hvornår han skal drible og hvornår han bare skal losse bolden væk. Og hvis der er noget, han er i tvivl om, så bliver han nødt til at tale med træneren om det. Den del træneren jo ikke stilles til ansvar for, at en spiller ikke forstår… jo, så er det jo til træneren at sige ’jamen, hvis du ikke forstår det, så kan du ikke spille’.

– Men de spillere, som jeg ser inde i FC København, er jo alle sammen gode spillere. På papiret. Det er landsholdsspillere, det er internationale spillere. Vi kan starte helt oppefra. Det er Claesson, Cornelius, Lerager, Falk… altså, spillerne derinde er jo dygtige nok spillemæssigt, til at de kan få det til at fungere.

Ifølge Thomas Gravesen virker det dog til, at fraværet af én særlig spiller har været problematisk for FC København.

– Hvad er det, der gør, at det ikke fungerer inde i FC København? Der er jeg ikke helt tæt nok på klubben til at sige, at der til træning mangler intensitet, eller til at spørge, om der er nogen, der siger til hinanden ’nu skal der klaskes, nu skal der satanedeme gås til den’. Det har jo været fremme i medierne, at de ledende personer derinde, når Carlos Zeca ikke er der, så er det som om, at de mangler ham der talismanen, som går forrest, når det gælder, og som de andre spillere læner sig op ad. Og det er ligesom også det, der har været fremme.

– Det kan godt være, at det er en af tingene. Jeg er ikke tæt nok på til at kunne sige, hvad der sker i dagligdagen, og hvorfor der mangler den der gnist og den fandenivoldskhed til at kunne sige, når det går dårligt, så må vi godt lige spænde sikkerhedsselen en ekstra gang og, du ved, træde over stregen en enkelt gang, hvis det er det, der er nødvendigt.

Ifølge Thomas Gravesen er det umiddelbart svært at kritisere sportschef Peter Christiansen, der i løbet af sommeren hentede nogle prominente navne til FC København.

– Man må sige, at Peter Christiansen har købt spillere ind, hvor vi alle sammen har tænkt ’hold da fast!’ Altså, Cornelius henter man hjem. A-landsholdsspiller. En Mohamed Daramy får han hjem. U21-landsholdsspiller, der har været inde omkring A-landsholdet. En Viktor Claesson. Så Peter Christiansen har jo på den måde givet Jess Thorup og truppen et boost.

– Så jeg skal tættere på for at kunne se, hvorfor gnisten mangler. Er det spillerne, der ikke har ild i øjnene? Forstår man alvoren i det her, når man spiller? Det skal jeg tættere på for at kunne sige.

Er du overrasket over, at FC København har haft så voldsomme problemer i denne sæson?

– Hvis man kigger på sidste sæson, så var det en fire-fem kampe, de tabte i hele sæsonen. Og nu har de allerede tabt fem. Så ja, jeg er meget overrasket, for jeg synes, at de jo var ved at få styr på, hvad det var, Jess Thorup ville taktisk og udtryksmæssigt. Og det mangler bare i år. Man ved ikke, hvad man får fra FC København.

– Selvom de kommer foran ovre i Odense i deres seneste kamp, så sidder man ikke med følelsen af, at de bare kører den 1-0-sejr hjem. Den der udstråling og den frygt, som andre klubber skal have for flagskibet i dansk fodbold, jamen den er ikke-eksisterende lige nu. Der er ikke nogen, der frygter FC København. Og det er en mangelvare. Spillerne skal op på hesten igen og sige: ’Nu kommer der en tid, hvor vi alle sammen må smøge ærmerne op’.

Man skal ikke bruge lang tid på sociale medier, før det står klart, at mange fans kræver en trænerfyring. Er det for nemt bare at pege på Jess Thorup?

– Nej, det er det ikke. Det er den måde, fodboldverdenen er skruet sammen på. Thorup står med det øverste ansvar. Det er ledelsen, der har sat ham ind. De har givet ham det her ansvar, og de har sagt ’vi tror på dig til at føre vores klub derhen, hvor vi gerne vil være’. Så det er Thorups ansvar. Men: Ansvaret er jo også på skuldrene af spillerne. Det kan ikke være anderledes. Men man ikke fyre et helt hold. Du kan ikke fyre et helt hold fodboldspillere.

– Men du kan fyre en træner, hvis holdet ikke præsterer. Og så kan der jo komme en ny træner ind, der kan give holdet et skub i den rigtige retning. Hvis man ikke tror på, at Jess Thorup kan gøre det, så er det jo træneren, man kan skifte ud. Sådan er det, og det ved fodboldtrænere godt. Det ved Jess Thorup også godt.

Nicolai Boilesen pegede efter OB-kampen på, at pilen hurtigere peger på træneren, fordi det er svært at fyre et helt hold midt i sæsonen. Kan det ses som et tegn på, at spillerne kan være ved at miste troen på Jess Thorup?

– Nej, jeg tror ikke, at spillerne er ved at miste troen. Spillerne er så ærekære og professionelle, at der ikke er nogen, der mister troen på en træner. Det er ledelsen, der fyrer træneren, det er ikke spillerne. Spillerne bakker op om træneren, så længe han er der. Det er der ingen tvivl om. Så professionelle er de.

Ifølge Thomas Gravesen er det meget svært at pege på, hvor lang snor Jess Thorup har i FC København.

– Når man ligger og roder rundt nede i bunden, så leder man efter løsninger. I første omgang leder man efter løsninger indenfor egne rammer. Og hvis ikke det lykkes for Jess Thorup og det hold, der er der nu, jamen så må ledelsen være handlekraftig nok til at sige ’nu har du fået så og så lang tid’. Igen er jeg ikke tæt nok på til at kunne sige, om det er et halvt år, man venter.

FC København befinder sig altså i en markant krise i øjeblikket, og ifølge Thomas Gravesen er problemet, at mestrene i løbet af sæsonens første måneder ikke har formået at finde rytmen, selvom man har leveret enkelte gode kampe. 

– Hvis jeg skal komme med et kvalificeret bud, så er problemet, at man mangler at sætte fem kampe sammen, så man får den der succesoplevelse og den der følelse af, at ’vi er urørlige, de kan ikke vinde over os’. Få den der følelse af, at man vokser sammen som trup. Kom nu med fem kampe i træk, hvor man vinder. Hvor man dominerer, og hvor man får Cornelius i gang med at score mål, og hvor man får Daramy i gang i oplæggerens rolle, og måske også får et par mål fra ham. Så holdet kan vokse sammen.

– Jeg vil sige til FC København som trup, som hold og som klub: Jamen, ryk nu helt sammen! Bred front til at starte med, og så giv det en chance, hvor man siger ’det her er FC København, vi står sammen’. Fansene skal ind og bakke op. Utilfredsheden ulmer, og fingrene peger i alle mulige retninger.

– Og der tror jeg, at det er vigtigt for spillerne, trænerstaben, klubben og fansene, at man alle sammen kommer under den samme paraply og lige giver det en måneds tid eller to mere, hvor man siger: Vi har 10 kampe, og der vil vi se et andet udtryk. Vi vil se nogle spillere, der brænder for trøjen, for klubben og for deres egen karriere. Vi vil se en træner, der giver sit hold et særligt udtryk, som gør, at de igen bliver en dominerende force i dansk fodbold.

– Klubben skal gå ud og bakke op og sige ’det her er FC København!’. Med Peter Christiansen i front, for han er den sportsligt øverst ansvarlige. Få ham til at sige, at FC København skal have det her udtryk. Få meldt ud, at nu har vi 10 kampe eller deromkring til at vise det udtryk. Det vil jeg sige, at det vil være en måde at prøve at løse det og komme ud af den her krise, de i øjeblikket er i.

FC København ligger aktuelt på sjettepladsen i Superligaen. Mestrenes næste ligakamp er på søndag, hvor der venter en udekamp mod FC Midtjylland. 

Fotos: Lars Rønbøg/Getty Images.





LIVE

LIVE: Overrasket over Schmeichel-melding

Superligaens dyreste: Han kan sælges for 200 mio.

Brøndby-stjerne dybt imponeret af 17-årig komet

Protesterer efter dansk drømmekamp

Schmeichel afslører sin løn i Brøndby

Millionregn over FC Midtjylland

‘Ingen i Danmark kan hente ham’

FCK-stjerne roses i hjemlandet



TIPSBLADET SPECIAL

Watch along: Se landskamp med Tipsbladet

‘For tidligt at skære halsen over på det projekt’

Dansker jubler: Vil være topscorer i Italien

‘Han kan producere helt vanvittige tal’

Tøfting: ‘Det vil gøre ondt i mit fodboldhjerte’



TOPNYHED

Trænerskifte? Fantastisk hvis Steve Cooper kommer

Superliga-klub i brøler – udbetaler pengene mandag

Forest-træner ikke begejstret for FCM-jubel

Færdig? Manchester City har udset afløser

Vild afslutning: Man United og Bournemouth deler

Vanvidsdebut i Danmark: Hans pakke er exceptionel



TIPSBLADETS DOM

Han ligner et fejlmatch i Brøndby

Benhård Brian Riemer-melding

‘Mathias Jensen har grund til at være sur’

Det kommer formentlig til at ske

– De spiller hasard med Narteys kontrakt

FC København-talent har truffet stor beslutning

Voldsomt syn mødte pressen: ‘Det er ikke farligt’

Man Utd forhandler om PL-stjerne til 600 millioner

Lars Jacobsen scorer landsholdsjob

‘Det er dramatisk!’

Afslører: Achouris fætter mandsopdækkede SL-boss

Afsløring: FC Nordsjælland afviser tysk storklub

Afsløring: Lars Friis tæt på stort job



FANKLUBBEN

‘Han har været en stærk signing for AGF’

Her kan du se 22. runde i den danske 1. division

Barcelona – Rayo Vallecano

Emiliano Marcondes færdig i Norwich

Afsløring: Toulouse vil have Sami Jalal

TV 2 hyrer Bo Henriksen og David Nielsen

Stats til Superligaen: Det kan blive klubrekord!

Gode venner fra PSV genforenet i Danmark

Hård melding – Elias Jelert helt ude i kulden

Stor FCM-nedtur: Philip Billing er skadet

Håber på FC København-exit

Bekræfter stor ‘AC’-nyhed – overrasker Laudrup

Langgaber mellem Blå og Blå

FCM-keeper med flest redninger i Europa League

Så blev det officielt

Hylder Superliga-stjerne: Han holder døren for mig

Afsløring: Viborg har afvist Hammarby

Brighton – Liverpool

Mike Tullberg: Vi er ramt i øjeblikket

Lens reagerer mod impotente Angers

Stolt Steinlein: ‘Jeg er sindssygt skuffet!’

Stor dramatik: FCM er ude af Europa League

Drama – noget af det dårligste under Mike Tullberg