Kamil Grabara har gjort det igen.
For andet år i træk kan Kamil Grabara lade sig hylde som vinderen af Det Gyldne Bur, som Tipsbladet har uddelt til Årets Målmand i dansk fodbold siden 1984, hvor Ole Qvist som den første blev hædret med Danmarks fornemste keeperpris.
Det er målmændene i Danmarks to bedste rækker, der afgiver stemmer til Det Gyldne Bur, og Kamil Grabara snupper i 2023 en jordskredssejr med 57 ud af 69 mulige point. Ifølge kollegaerne har FCK-keeperen altså været helt suveræn.
Den oplevelse har polakken dog slet ikke af sig selv.
– Jeg er selvfølgelig glad for prisen, for den betyder, at mine kollegaer har anerkendt mit arbejde, men jeg synes ikke, at jeg var lige så god som sidste år, hvor jeg også vandt Det Gyldne Bur. Derfor kan jeg ærligt sige, at jeg ikke havde forventet at vinde, siger Kamil Grabara.
Vil det sige, at du mener, der er en målmand, der har gjort det bedre end dig?
– Det vil være svært for mig at indrømme, men jeg synes ikke, jeg har præsteret lige så godt, hvis de ser over hele 2023. Det har været rigtig godt i Europa, men det har det ikke i Superligaen. Det har slet ikke været det bedste år i min karriere, men det er åbenbart stadig nok til at vinde den her pris.
FC København har indkasseret 21 mål i Superligaen i denne sæson – FC Midtjylland, Brøndby IF, AGF, FC Nordsjælland og Silkeborg IF har alle indkasseret færre, mens bundholdet Vejle Boldklub har indkasseret samme antal.
Og det svier i øjnene, så det kan mærkes hele vejen ind bag masken.
– Jeg har – særligt i indeværende sæson – indkasseret for mange mål. Vi har som hold indkasseret for mange mål i forhold til, hvad en klub som FC København bør gøre. Jeg vil ikke være typen, der fralægger mig min del af ansvaret for det, for jeg bærer i høj grad et ansvar. Jeg ved godt, at den her pris uddeles på baggrund af et helt kalenderår, men det seneste halve år har i hvert fald ikke været helt tilfredsstillende for mit vedkommende, fastslår Grabara.

Så skal vi bare møde hold fra Albanien
Da Tipsbladet taler med Kamil Grabara, befinder målmanden sig hjemme i Polen, hvor han også skal fejre jul med familien. Kort inden samtalen har FC København trukket Manchester City i Champions League.
Ottendedelsfinalen mod Manchester City bliver en kulmination på en forrygende europæisk kampagne for FC København, og den behøver som bekendt ikke nødvendigvis stoppe med mødet med Erling Haaland og Co.
– Vi er gået fra at være et gennemsnitligt hold i Champions League til et meget solidt ét af slagsen. Jeg synes, vi havde fortjent minimum 11 eller 12 point i gruppespillet i denne sæson, men det er selvfølgelig ligegyldigt nu. Det gik op for os, at vi rent faktisk kan udfordre de store klubber, og ikke bare møde op, siger Grabara.
Til gengæld halter FC København efter i Danmark, hvor mestrene overvintrer som nummer tre i Superligaen, og det kan Kamil Grabara slet ikke holde ud at kigge på.
– Vi har spillet mange kampe, og det kan have haft en effekt på vores placering i Superligaen, men det er ikke nogen undskyldning. Vores fokus var måske lidt for meget på Champions League til sidst, men jeg ville ønske, vi også var nummer et i Danmark med et komfortabelt forspring.
– Det er fedt at spille i Europa, men vi må aldrig glemme, at vores billet til Champions League er at vinde ligaen. Ellers venter der kampe mod hold fra Albanien i Conference League. Derfor skal vi have styr på prioriteterne, lyder det fra polakken.

Kan gå i fred i København
Kamil Grabara kalder Polen for “verdens bedste land”, men han kan nu også meget godt lide Danmark – og ikke mindst København.
Snart flytter han som bekendt til Tyskland og Volkswagen-hjembyen Wolfsburg, hvor han skal tørne ud for Bundesliga-klubben, der også har Jonas Wind og Joakim Mæhle i truppen. Det store spørgsmål er, om Grabara først rykker syd for grænsen til sommer, eller om Wolfsburg køber ham allerede i januars transfervindue.
Det gider Kamil Grabara slet ikke at tale om.
Han har til gengæld ikke noget imod at tale om de år, han har tilbragt i Danmark og landets to største byer.
– Jeg forlader ikke Danmark, fordi jeg er træt af landet. Det er værd at huske, at hvis det ikke var for min tid i Danmark, var jeg ikke kommet til Tyskland eller noget andet sted, siger Grabara, der tydeligt mærker, at han er en person, mange danskere har en holdning til:
– Hvad end, jeg gør, bliver det bemærket. Det er 50/50, om folk mener, jeg er en fantastisk målmand eller en modbydelig person. Men jeg har fået en masse anerkendelse i Danmark, og det vil jeg da nok komme til at savne.
Han understreger, at der især er én ting, han kommer til at savne, når han på et tidspunkt har forladt Danmark med alle sine flyttekasser.
– Jeg bliver genkendt af og til, når jeg er hjemme i Polen, men det er ikke så meget som i København. Jeg vil dog sige, at det virkelig er en god ting ved Danmark – at jeg kan gå i fred, selv om jeg er en ret genkendelig person. Folk lader mig være på gaden og respekterer mit private rum, og det er jeg glad for. Selvfølgelig er der folk, der vinker, men jeg bliver ikke bedt om selfies hvert andet sekund.
– Jeg oplever også tit, at folk rent faktisk genkender mig, men så er høflige nok til ikke at stå og stirre på mig. Det værdsætter jeg meget højt ved Danmark, og det er ekstremt nemt for mig at bevæge mig rundt i København.
Næste gang, Kamil Grabara bevæger sig rundt i København, er det som dugfrisk vinder af Det Gyldne Bur.
Fotos: Getty Images
LIVE
TransferLIVE: Det sker i dag eller i morgen
MEDIE
Overraskende: Thomas Frank i spil til nyt job
INTERVIEW
Morten Bruun: Sker nok aldrig igen i min levetid!
TOPNYHED
Imponeret Mortensen efter 8-1: ‘Det er vigtigt’
TOPNYHED
Revser Brøndby-stemning: ‘Et fjendtligt miljø’
MEDIE
Hård dom over Kvistgaarden
INTERVIEW
Transferbombe: ‘De vil være meget skuffede’
TOPNYHED
Storroser profil efter målfest: ‘Betyder alverden’
EKSKLUSIVT Afsløring: Scoop – FCM får ‘NK’ i et røverkøb
TRANSFER
Spændende melding
TOPNYHED
Brøndby gik målamok i Nørgaards første kamp
AVIS
Usikker på Chido Obi-transfer
NYHEDER
Lössl: ‘Hold kæft, hvor var han god!’
EKSKLUSIVT FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner
TOPNYHED
Storroser 18-årig FCK-spiller
EKSKLUSIVT
Zorniger fremhæver transfervindue
Rystet over Neestrup-historie: ‘Det er helt vildt’
TOPNYHED
Ekspert: Mest attraktivt at vende hjem til FCM
EKSKLUSIVT På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’
TOPNYHED
Mister pokalfordel til FCK: Her er forklaringen
BIZART
Vildt drama: Det er fuldstændig bindegalt
TOPNYHED
Zlatan Ibrahimovic revser Norge
MEDIE
Rygtet til FCK – kontrakten revet i stykker
TOPNYHED
Her er 16.-delsfinalerne til VM
MEDIE
Meldt tæt på Brøndby – nærmer sig Bundesliga-klub
TOPNYHED
Superliga-bombe trækker overskrifter i udlandet
OPTAKT
Brasilien – Japan
MEDIE
Flyamok – så meget udleder FIFA-boss’ rejser
TOPNYHED
Træner i Danmark: Storklub har store danske planer
TRANSFER
“Mathias Jensen ankommer i morgen, hvis…”
EKSKLUSIVT På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham
MEDIE
Lægetjek bestået – Ben Godfrey skifter klub
OPTAKT
Holland – Marokko
MEDIE
De vil have Gaaei – her er prisen