Rasmus Falk: ‘Det er sgu smukt, det her’

Rasmus Falk har været ugens mest omtalte person i dansk fodbold. Tipsbladet har mødt OB-spilleren i Nyborg.



NYBORG (Tipsbladet): Odense og København.

Det må siges at være to definerende byer i Rasmus Falks liv – og ikke mindst fodboldklubberne deri.

Falk fik sin fodboldopdragelse i OB, rykkede så ni år til FC København, og nu er han tilbage på Fyn, hvor det hele begyndte. Ringen skal sluttes.

Torsdag havde Rasmus Falk sin første OB-træning i næsten 10 år, da han sammen med holdkammeraterne blev pisket rundt i solskinnet i Nyborg af Alexander Zorniger. Og ja, der blev trænet genpres. Mere end noget andet.

Nogle enkelte børn og voksne var mødt op for at se giraffen, men alt i alt kunne Rasmus Falk tage det roligt på sin store dag. Det passede ham mere end fint.

– Det er specielt at være her igen. Der er ingen tvivl om, det har været nogle meget specielle dage, siger Rasmus Falk med et smil til Tipsbladet.

Rasmus Falk
Rasmus Falk. Foto: OB

For under en uge siden rejste Rasmus Falk på træningslejr med FC København til Østrig – nu er han på træningslejr med OB i Nyborg. Kulminationen på en vild uge.

– Der er meget, der er nyt. Jeg var i Ådalen i går, og der er kommet et helt nyt Superliga-hus. Men det er stadig de samme dejlige farver – og de samme dejlige striber, siger Falk.

– Jeg har haft 11 år i OB, inden jeg tog til FC København, og derfor er det bare en speciel klub for mig. Jeg havde ikke haft noget ønske om at forlade FCK for andre klubber.

Hvor romantisk det end lyder, fastslår Rasmus Falk, at de overvejende grunde til skiftet er sportslige.

– Jeg ville gerne gøre en større forskel, og jeg har ikke spillet nok det seneste halve år. Derfor gav det super god mening for mig, og nu er jeg et sted, hvor jeg er sikker på, jeg kan være med til at rykke tingene. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for i de sidste år, jeg har tilbage af min karriere.

Er skårene blevet klinket?

Da Rasmus Falk byttede OB ud med FC København i 2016, vakte det stor opstandelse flere steder på Fyn.

OB-fansene var frustrerede over at miste deres bedste spiller til en anden dansk klub, og de var frustrerede over, at det skete for nul kroner. Lige siden er der blevet buhet mange gange af Falk, når han har spillet i Odense iført en FCK-trøje.

Det store spørgsmål er, om skårene er blevet klinket her ni år senere?

– Jeg forstår godt spørgsmålet. Jeg er overhovedet ikke nervøs for at skulle møde fansene igen, og jeg står ved alt, jeg har gjort, og den jeg er.

– Med de ting, jeg har oplevet og opnået på den anden side af broen, tror jeg også, der med tiden er vokset en forståelse for det valg, jeg tog dengang. Og jeg vil i hvert fald ikke være de minder i FCK foruden.

– Man kan godt holde af to steder, og det må jeg bare sige, at jeg gør.

Rasmus Falk er tilbage i OB. Foto: Alamy

Venskaber betyder mest

Ja, Rasmus Falk holder naturligvis stadig af FC København.

En klub, han spillede flere end 300 kampe for og vandt fem mesterskaber med.

– Jeg har en lang historie derovre, og jeg bærer mange fantastiske minder med mig. FC København har betydet meget for mig, og det er der ingen grund til at lægge skjul på.

– Det vigtigste er de mennesker, jeg har mødt på min vej, og de venskaber, jeg har skabt. Det er det, jeg er mest taknemmelig for, nu hvor jeg må sige farvel til FC København, siger han.

Inden Rasmus Falk når at rejse sig fra interviewet for at tage et billede med en meget ung OB-fan, der tålmodigt har stået og ventet i baggrunden, når fynboen at fastslå, at OB bliver hans sidste klub i karrieren. Han har foretaget sit sidste klubskifte.

– Der er sgu noget utrolig smukt over, at det slutter sådan her, siger Rasmus Falk med et stort smil, før han sætter sig på cyklen og forlader Nyborg Stadion.

En fynbo er vendt hjem.





LIVE

VM-LIVE: Præsident slagter landstræner

Morten Bruun: Sker nok aldrig igen i min levetid!

Spændende melding

Hård dom over Kvistgaarden

Lössl: ‘Hold kæft, hvor var han god!’

Træner i Danmark: Storklub har store danske planer

Storroser 18-årig FCK-spiller

Mister pokalfordel til FCK: Her er forklaringen



EKSKLUSIVT

Afsløring: Scoop – FCM får ‘NK’ i et røverkøb

Brasilien – Japan

De jagter Pantelis Hadzidiakos – her er prisen

Meldt tæt på Brøndby – nærmer sig Bundesliga-klub

“Mathias Jensen ankommer i morgen, hvis…”



EKSKLUSIVT

FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner

Her er 16.-delsfinalerne til VM

Lægetjek bestået – Ben Godfrey skifter klub

Transferbombe på vej

Superliga-bombe trækker overskrifter i udlandet



EKSKLUSIVT

På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’

Rystet over Neestrup-historie: ‘Det er helt vildt’

Rygtet til FCK – kontrakten revet i stykker

Brøndby vil købe: Han er en sand driblemaskine

De forbereder et bud på Roony Bardghji

Sydafrika – Canada

Spår vild Rasmus Højlund-sæson

De vil have Gaaei – her er prisen

Bo Henriksen i chok: Det er en skandale!

Monstertransfer: Her er hans kongeløn

Zlatan Ibrahimovic revser Norge

Meldes tæt på storklub



EKSKLUSIVT

På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham

Sådan starter Brøndby i Nørgaards første kamp

Lægetjek bestået – kan smadre transferrekorden

Markant ændring i Silkeborg

‘Vi har et spændende transfervindue foran os’