Danske VM-minder: Laudrup, Elkjær, superstjernerne og vi andre
.
VM

Danske VM-minder: Laudrup, Elkjær, superstjernerne og vi andre

Alle danske fodboldspillere, der har været med i en VM-trup, må betragtes som VM-helte. Tipsbladet har talt med fire af dem. Her fortæller Flemming Christensen om sine oplevelser ved VM i 1986.

Bragt i Tipsbladet d 6. juni 2014

Reserve for legenderne

Mens Morten Olsen, Søren Lerby, Frank Arnesen, Michael Laudrup, Preben Elkjær og alle de andre henrykkede en hel fodboldverden med deres dynamitfodbold ved VM 1986, passede reserven Flemming Christensen sin plads på bænken og sit job på træningsbanen. Det gjorde ham ikke noget, for han var bare glad for at være med i Mexico, og næsten 30 år senere bliver han i udlandet stadig husket som en del af det store landshold fra ’86.

Mexico 1986. Bortset fra EM 1992 den mest ikoniske af alle danske fodboldslutrunder. Det er Re-sepp-ten på ghettoblasteren, det er lyse nætter med fodbold fra den anden side af Atlanterhavet, det er Preben og Michael i angrebet, ”det er genialt, det der”, det er sommer, det er succes og så er det Spanien til sidst.

Det er også Flemming Christensen. Den i dag 58-årige træner for Vard Haugesund i den tredjebedste norske række er en af de lidt mere oversete aktører i historien om det danske landsholds præstationer i Mexico. Dengang i 1986 var han 28 og flittigt scorende angriber for Lyngby, og så var han med til VM på et af de yderligere mandater. Han havde ikke spillet nogen af kvalifikationskampene, kun været med på bænken, og han endte da også med at sidde udenfor i samtlige 360 minutter, landsholdet spillede ved slutrunden. Men selv om hans navn ikke rimer lige så tydeligt på VM som Arnesen, Lerby og Laudrup, så er Mexico 1986 stadig en del af hans identitet som fodboldpersonlighed.

”Det er jo VM-tid, og jeg bevæger mig heroppe i Norge, som var rigtigt interesseret i det danske hold i ’86. De ved om muligt endnu mere, end jeg selv gør, og heroppe synes de, at mit cv er helt fantastisk, fordi jeg var med derovre.”

”Sidste år var jeg også træner heroppe, og når vi var på udebane, var der altid de her fine VIP-komsammener før kampen, hvor modstanderens træner også blev inviteret. De var sjældent interesseret i mit oplæg til kampen. De ville meget hellere høre om, at jeg var med det danske dynamithold i Mexico i ’86. Det gør jo, at man tænker tilbage, for ellers går tiden jo, og der er sket mange ting siden. Men det var da en sjov tur, det var det sgu,” siger Flemming Christensen i telefonen fra Haugesund.

”Noget af det første, jeg tænker på, er optakten. Jeg var så heldig at være med i mange af de sidste kampe op til udtagelsen, men jeg var ikke en topstjerne som mange af de andre, der kunne lave en karriereplanlægning, velvidende at de skulle til Mexico. Jeg gik jo og håbede på, jeg kom med. Da dagen så oprandt, og det skete, fejrede jeg det sammen med min familie og mine venner.”

”Det var en fed tid. Der var simpelthen så meget virak. Vi var hos dronningen, vi skulle have tøj, vi skulle indspille en plade. Det er efterhånden normalt i dag, men dengang var det ekstraordinært,” siger Flemming Christensen, der fik problemer med netop kombinationen af nyt tøj og besøg på Amalienborg.

”Vores fine jakkesæt var ikke lige syet efter de mål, vi havde givet. Jeg fik det samme dag, som vi skulle besøge dronningen, og mine bukser var fire-fem numre for store i livet. Jeg måtte holde op i dem med venstre hånd, mens jeg skulle hilse på dronningen og prinserne med højre.”

Ros til Elkjær og pasninger til Laudrup
Flemming Christensen er et stort navn i dansk fodbold. For Lyngby lavede han 124 mål i landets bedste række, og det var rekord for tiden med betalt fodbold, indtil Heine Fernandez overhalede ham i 2002. Christensen nåede også udlandsophold i Saint-Étienne og schweiziske FC Aarau, men på landsholdet blev han aldrig en af profilerne. Han scorede to gange i 1 landskampe, og han startede på bænken i otte af opgørene. Men selv om man bare var reserve fra den hjemlige liga, blev man accepteret af de dyre og også ganske karismatiske drenge fra udlandet i VM-truppen.

”Der var et godt sammenhold. Jeg var ikke en superstjerne, men jeg blev respekteret på lige fod med alle. De store navne fyldte da meget. De snakkede højt og sagde sjove ting, men det var også sjovt for os andre. Og vi blev respekteret fuldt ud. Det kan da godt være, at de havde lidt mere at snakke om indbyrdes, men når var der træning, var der ikke noget skel,” husker Flemming Christensen.

”Jeg opførte mig jo også ordentligt. Jeg undlod jo ikke at fortælle, at jeg syntes Preben Elkjær var verdens bedste angriber, lige så snart jeg kunne komme til det. Det hjalp jo lidt. Og i træningssammenhæng spillede jeg altid bolden til Michael, når han bad om den, og til Søren Lerbys venstreben. Så jeg blev respekteret på den måde,” siger den tidligere angriber, der mindes en god stemning i truppen.

”Vi fløj med datidens jumbojetter i to etager med læderliggestole. Der blev gasset og grinet på begge etager, uanset om det var udtur eller hjemtur. På busturene hørte vi altid Kim Larsen ud til stadion. Der var en god stemning. Det mærkede man ved spisebordet og i bussen, når alle var samlet.”

Men når der blev spillet fodbold, var der nogle navne, der var mere iøjnefaldende – og højlydte – end andre, og det var stjernerne fra de udenlandske storklubber.

”På mange forskellige måder var de markante. Michael var selvfølgelig med sin elegante spillestil, og Lerby var altid garant for lyd og engagement. Morten Olsen var også på sin lidt mere stille facon. Det var dem, som var stjerner. De sørgede for det elitære miljø. Det var Elkjær, det var Michael, det var Søren og Frank og Morten. Der fulgte vi andre bare med. Det skulle vi, og det gjorde vi,” siger Flemming Christensen, der i VM-lejren boede på værelse med Kent Nielsen, men som også havde en god ven i den gamle Lyngby-holdkammerat Klaus Berggreen.

”Jeg havde en del at gøre med Klaus og formåede også at slå ham i skak, når vi spillede. Så havde jeg samme tøjsponsor som Michael Laudrup, Jan Mølby og Jens Jørn Bertelsen, så dem havde jeg jo lidt at gøre med også. Vi hjemlige snakkede også lidt mere sammen. Det var om de kampe, vi havde været ude i, ligesom dem, der spillede i Holland, Belgien eller Italien, snakkede om deres kampe. Så på den måde var der lidt forskellige tilhørsforhold.”

God form til ingen nytte
De første danskere var mødt op i træningslejren i Vedbæk den 5. maj, mens den første kamp mod Skotland blev spillet 4. juni. Som de andre spillere fra den danske liga var Flemming Christensen en af dem, der var med fra første træningsfløjt, og da holdet inden afrejsen blev testet på August Krogh Instituttet, lå Flemming Christensen helt i top hvad angår de fysiske resultater. Til træning kunne han og de seks andre spillere fra den danske liga da også sagtens følge med udlandsprofferne.

”De var selvfølgelig gode, og det var stjernespillere i Europas største klubber, men jeg synes ikke, at vi andre faldt igennem. Der kunne sagtens spilles nogle ordentlige kampe på kryds og tværs. Jeg lavede sgu mange mål til træning, og jeg løb også fra mange af dem. Jeg synes da, jeg havde en berettigelse i truppen,” siger Flemming Christensen.

Men det var skønne, spildte kræfter, i hvert fald hvad angår spilletid. Fem af spillerne i den 23 mand store spillertrup kom ikke på banen i Mexico. Fire af dem, Ole Qvist, Jan Bartram, Kent Nielsen og Flemming Christensen, spillede i den danske 1. division. Den sidste oversidder, Anderlechts Per Frimann, var skadet gennem hele turneringen. Men Flemming Christensen brokkede sig ikke.

”Det var en situation, jeg var 110 procent afklaret med. Sådan havde det også været til mange af de opvarmningslandskampe, jeg havde været til. Jeg husker det ikke som noget negativt; som om jeg blev fravalgt. Det var min position, og jeg var glad for at være med.”

Fra bænken kunne Flemming Christensen og de andre reserver følge med i en lille håndfuld historiske kampe. I den hårde gruppe med Skotland, Uruguay og Vesttyskland lykkedes det at hente tre sejre og en førsteplads. Særligt 6-1-sejren over Uruguay gjorde indtryk.

”Den kamp var helt syg. De spillede utroligt hårdt og svinsk, og det var i den kamp, at Jens Jørn Bertelsen, som senere blev en god ven af mig, fordi vi spillede i samme klub i Schweiz, blev sparket ned og fik en grim skade i anklen. Jeg tror, at de havde tænkt, at nu skulle de bare ind og mose de der fine danske spillere. Det var et sydamerikansk, voldeligt spil. Enzo Francescoli var en fantastisk dygtig spiller, men han trådte jo over bolden, når der var nærkampe. Det var en fryd at straffe dem.”

Efterfølgende slog danskerne Vesttyskland med 2-0 i en intens kamp. En del reserver var på banen i det opgør, fordi Danmark allerede var sikker på at gå videre. Blandt andet var der spilletid til Allan Simonsen, som var den eneste markspiller fra den danske liga, der kom på banen i Mexico. Den kamp var nok også Flemming Christensens bedste mulighed for spilletid.

”Jeg kan huske, at der var en del snak om den Tysklands-kamp, hvor man tænkte, at her var da en mulighed for at få noget spilletid. Det blev John Eriksen, der kom ind. Jeg har ikke spurgt, men jeg tror, det var en beslutning om, hvem af os to det skulle det være. Al ære og respekt for John, som var en fantastisk fyr, og som kom ind og fik en oplevelse. Han scorede også. Det var der ikke noget problem i, men det var nok der, jeg var tættest på,” siger Flemming Christensen.

Sønnernes benovede kammerater
Fem dage efter kampen mod Vesttyskland gik det så helt galt i den berømte kamp mod Spanien, hvor Jesper Olsens tilbagelægning blev starten på en spansk 5-1-sejr og fire scoringer af Emilio Butragueño.

”Bagefter mærkede man et omklædningsrum, der var utroligt skuffet. Man fornemmede, at det var noget, der var forbi. Jeg husker, at Frank Arnesen var hårdt ramt. Der var flere, der græd, og Jesper Olsen var ikke så snakkesaglig. Det var et par hårde døgn, da vi skulle vente på at tage hjem. Der gjorde man alt for at komme lidt væk fra den kamp.”

Flemming Christensen kom ikke på banen i Mexico, og han fik bare én landskamp mere, tre år senere i en venskabskamp mod Belgien. VM i 1986 var den eneste store slutrunde, han var med til, men han ærgrer sig ikke over, at det ikke blev til spilletid dengang.

”Nej, overhovedet ikke. Jeg er stolt over at have været med, og jeg tror ikke, at min karriere ville have ændret sig meget, hvis jeg havde spillet en halv time. Jeg har været på Færøerne som træner, og jeg har været i Norge i en periode. Der er det virkelig stort, hvad jeg har præsteret, og så er det egentlig lige meget, om jeg spillede et kvarter eller ej.”

”Jeg er 56 år i dag, og der er løbet meget vand i åen siden. VM ’86 er ikke noget, jeg tænker på til daglig, men engang imellem popper det lige op. Jeg har tre store knægte, der spørger lidt til det. Når de gennem årene har haft kammerater med hjemme, går jeg jo ikke og tænker på, at de er hjemme og besøge en gammel landsholdsspiller fra VM 1986, men de ved det, og de kommer hen og siger, det er en ære og al sådan noget. Jeg griner bare af det for fanden, for jeg er jo bare en glad dreng, men på den måde har det da fyldt lidt,” siger manden, der spillede en af de mindre roller ved Danmarks første VM – men en rolle, der alligevel var stor nok til, at han huskes for det 28 år senere.

Mit bedste VM-minde som almindelig fodboldfan
”Det, der først popper op, er slutrunden i ’78, da Holland markerede sig, og hvor argentinerne viste sig frem med konfetti, så hele banen blev farvet hvid og lyseblå. Der var nogle markante personligheder på de hollandske og argentinske hold. Hollands landshold havde blandt andet Johnny Rep, som jeg senere kom til at spille med i Saint-Étienne. Jeg var 20 år og havde lige påbegyndt min egen karriere med noget 2. divisionsfodbold, så jeg var enormt fodboldinteresseret. Jeg fulgte det med min far, som også var meget fodboldinteresseret, så vi sad og slugte de kampe sammen.”