EM92 - Schmeichel: Det kunne nemt være gået galt

Bragt i Tipsbladet 23. juni

Spørger man danskerne om deres minder fra en historisk fredag aften for snart 25 år siden, vil langt de fleste kunne huske en fest og en fornemmelse af løssluppen og uvant sommervarme. Og zoomer man ind på finalestadion i Göteborg, består de fælles minder fra kampen mellem Danmark og Tyskland af John ”Faxe” Jensen, der endelig sendte et skud inden for rammen, Kim Vilforts umulige mål til 2-0, Kent Nielsens vanvittige clearing i to meters højde og så selvfølgelig den store målmand med det kridhvide hår; redningsmanden der udstrålede en ro og en vilje, mens han kastede sig rundt og parerede forsøg fra specielt Jürgen Klinsmann.

Det skete alt sammen lige ovre på den anden side af Øresund, men selv om det er mange år siden, og selv om fyren på den sorte herrecykel har både kasket og solbriller på, er han stadig nem at kende, som han kommer trillende ned mod havnen i Espergærde. Størrelsen og posituren afslører ham, for Peter Schmeichel er stadig større end de fleste, og selv om udstrålingen ikke er lige så vild som i de glade dage i det sydsvenske, fylder han stadig godt i et landskab. Også fordi han bærer fodboldhistorien på sine skuldre.

Og det er en historie, han bærer med glæde og stolthed, hvilket står klart allerede efter det første spørgsmål ved cafebordet i hjørnet, for i stedet for at slå spørgsmålet om han nogensinde har genset finalen mod Tyskland hen, svarer han overraskende ”ja, det har jeg, det må jeg blankt erkende.”
Men historien har også en krølle, for Peter Schmeichel bekæmper ikke eventuelle søvnløse nætter ved at sidde i villaen ved sundet og gense gamle bedrifter i et blåt skær fra en skærm. De hyppige finalekig ligger tværtimod mange år tilbage.

”Efter EM fik vi hver især en pakke fra TV2 med alle EM-kampene på VHS-bånd, og Kasper så det hele hver dag i lang lang tid. Så når man kom ind i huset, kunne man altid høre Flemming Toft og Preben Elkjær et eller andet sted, ja Kasper kunne al kommenteringen udenad. Så gik jeg ind og sagde til ham ”nu må du snart stoppe med at sidde og se det der hele tiden,” men så satte jeg mig jo alligevel ned for at kigge lidt, og så blev man hængende. Det var meget sjovt. Men det er sådan, jeg har set finalen. Jeg har ikke set den i dens helhed fra start til slut. Det har været i brudstykker for mange år siden,” fortæller Peter Schmeichel om oplevelsen med sin dengang 5-årige søn, der i dag har vokset sig til at være den næste Schmeichel i det danske landsholds mål.

Det er en utrolig historie i sig selv, men den er alligevel ikke lige så utrolig som dengang, Danmark med få dages varsel blev inviteret til EM på bekostning af det udelukkede og borgerkrigshærgede Jugoslavien og efter 0-0 mod England og 0-1 til værterne fra Sverige vendte alle forestillinger på hovedet. For landsholdet besejrede de franske verdensstjerner 2-1 i den sidste gruppekamp og klarede sig videre til en højdramatisk semifinale mod Holland, der blev afgjort efter straffespark, hvor Peter Schmeichel snuppede Marco van Bastens forsøg fra pletten, før det hele kulminerede med finalen mod Tyskland den 26. juni på Nya Ullevi i Göteborg.

Den kamp er historisk, og bedriften i det svenske er blevet en del af vores nationale identitet, men finalen står nu ikke særlig klart for en af kampens absolutte hovedpersoner.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske noget som helst fra den kamp. Jeg har lidt det samme med Champions League-finalen i 99, jeg bliver helt blank, du ved. Alt hvad man har, har man kanaliseret ind i den her ene ting, og når det så er slut, ryger luften bare ud,” siger Schmeichel og illustrerer fornemmelsen med en lang udånding.

”Jeg kan huske momenter, men ikke detaljer. Det er småting, som at Prins Henrik og de to prinser kom ned i omklædningsrummet bagefter, hvor Christofte gik rundt i underbukser, og da han så så dem, råbte han ”hva’ så, Henrik!” Jeg tænkte bare ”what?!” Men de var ret fine de tre, de fandt ind på vores niveau, og den protokol, der jo er, når der er royale til stede, den var lagt helt væk. Men det er sådan nogle glimt, jeg har,” siger den gamle landsholdsmålmand.

Men da kaffen kommer på bordet, og snakken går en god times tid, viser det sig nu, at det ikke er helt rigtigt. Selvfølgelig kan den 53-årige Schmeichel huske en af sin karrieres største bedrifter, og hvorfor det gik, som det gik ved det eventyrlige EM og i finalen mod Tyskland.

Flov over historisk redning
Den første følelse, målmanden sætter i forbindelse med sin 52. landskamp for Danmark, er bekymring. For landsholdet var ramt før kampen mod Tyskland.

”Det, jeg bedst kan huske, var faktisk de problemer, vi havde op til finalen, for nu var vi jo nået så langt. Til det skal det siges, at allerede fra den første gruppekamp mod England var der en tro i truppen på, at vi kunne gøre noget bedre end bare at komme til EM og få tre endefulde og et bad. Om fantasien rakte til, at vi kunne gå hele vejen, ved jeg ikke, men der var i hvert fald den vildeste skuffelse i omklædningsrummet over, at vi kun havde fået 0-0 mod England.”

”For vi spillede jo meget bedre end dem, og vi følte, at vi havde haft fuldstændig kontrol med det. Vi havde ramt stolpen, og skrællede man kampen ind til benet, havde England ikke så meget som en eneste chance i den kamp. Og det selv om de kom med fuld forberedelse, for det gjorde vi jo ikke, i hvert fald ikke mentalt. Så troen var der fra starten, og den voksede bare fra kamp til kamp.”

”Men så stod vi der foran finalen med alle de problemer. Henrik Andersen var jo ude med sit knæ, og han havde indtil da nok været vores bedst spillende spiller. Kent havde ikke været med i semifinalen, fordi han var skadet, mens Lars [Olsen] blev skadet i semifinalen, og Sivebæk fik en fibersprængning. Vi vidste, at der skulle være en test på Kent og Sivebæk før finalen, men man ved også, at hvis man har en fiberskade, så kan man ikke løbe.”

”Alt det fyldte rigtig meget for mig før finalen, for hele min sikkerhed var væk, men så spillede Sivebæk altså en time alligevel, mens Kent pludselig lå og fløj rundt med den lange tå. Og jeg vidste jo, hvilke skader de havde. Lars kunne slet ikke gå efter kampen mod Holland, og jeg måtte bære ham op ad trapperne til værelset, fordi han beskyldte mig for at have gjort det. Det kunne vi så modbevise den næste dag på tv-billederne, for det var faktisk van Basten, der ramte ham, og så ramte jeg van Basten.”

”Men situationen fyldte rigtig meget for mig og min koncentration. Jeg gik og sagde til mig selv, at jeg virkelig skulle fokusere og være skarp, at jeg skulle være klar til at hjælpe dem foran. Det var det, jeg havde inde i hovedet. Og så kan jeg huske den der følelse af at være under pres hele tiden, den stress der var i det. Og det blev jo absolut ikke bedre af, at vi scorede,” siger Schmeichel om finalen, hvor han tidligt i kampen måtte ud og parere et forsøg fra en åben og fritløbende Stefan Reuter, før John ”Faxe” Jensen åbnede scoringen i det 19. minut efter et højt og heftigt genpres af det danske hold.

Siden fulgte en signaturredning på et skarpt skråskud fra Jürgen Klinsmann, som målmanden fik vippet forbi den lange stolpe med det yderste af handsken, men selv om tyskerne summede konstant rundt om det danske felt, var det faktisk først fra det 70. til det 75. minut, at målmanden for alvor kom på arbejde igen.

Først måtte Kent Nielsen strække de lange ben helt op under himlen for at forhindre en høj tværbold i at nå over til en åben Karl-Heinz Riedle ved bagstolpen, derefter måtte Schmeichel refleksparere et knaldhårdt Klinsmann-hovedstød til et nyt hjørnespark, og så gik han ud til en høj bold og plukkede den ned med en enkelt handske og et udtryk, der viste, at her ville tyskerne aldrig få scoret det mål, de havde brug for. For målmanden havde styr på tingene og var helt rolig, selv om det for alvor begyndte at presse på.

”Jeg var ikke nervøs før kampen. Det var jeg aldrig. Da jeg spillede i Hvidovre, kunne jeg være nervøs en hel weekend før en kamp søndag klokken 19, og da jeg så skiftede til Brøndby og skulle spille min første kamp nede i Porto i Europa Cuppen, var jeg også meget nervøs. Men så stoppede jeg op og kiggede rundt på det her stadion [Das Antas], og så tænkte jeg ved mig selv: ”Hvorfor er du nervøs? Det er jo det her, du har kæmpet for hele dit liv.” Den aften tog jeg en beslutning om, at jeg aldrig ville være nervøs mere. Jeg ville nyde at spille fodbold.”

”Så jeg var heller ikke nervøs før EM-finalen, men jeg var bekymret over skaderne. Men så må jeg bare sige, at alle jo spillede fantastisk. Piechnik var med og spillede stærkt, Claus Christiansen kom ind og var med til at skabe det andet mål. Alle præsterede bare.”

”Nogle gange kan man godt føle, at man er så langt nede på pumperne, at ens medspillere gør én ekstra bekymret, men sådan følte jeg det ikke. I de uger, EM stod på, leverede alle på et kæmpehøjt niveau, også dem der ikke kom i kamp. Deres præstation til træning, deres væsen og væremåde omkring det hele hjalp jo med til, at det hele blev, som det blev.”

”Så spørger du, om jeg gik på banen med en fornemmelse af, at de ikke kom til at score på mig, men det var faktisk aldrig mit udgangspunkt. Jeg fokuserede på tingene fra situation til situation. Jeg lagde heller aldrig mærke til, hvem jeg spillede imod. I dag er der mange, der forbereder den slags ned til den mindste detalje, men det var alt for kompliceret og alt for mange informationer for mig. Jeg kunne godt lide at gøre det simpelt, for så føltes det på en eller anden måde som om, at det var lidt mere i min magt, i min kontrol.”

”Og så er der den bold, som jeg greb med en hånd. Jeg har lige været i Norge og snakke, og der blev de helt chokerede, da jeg fortalte dem, at jeg faktisk var rigtig flov over den situation, men det er der en grund til.”

”På et fodboldhold har alle en opgave, og jeg er nødt til at vide, hvad alle de andres opgave er. Jeg er nødt til at vide, hvad deres grænse er, og hvor de ikke kan mere, så jeg måske kan hjælpe til, og de er også nødt til at kende mine grænser. Så når man snakker om partnerskaber i et forsvar, så er det allervigtigste mellem en målmand og de to centerforsvarere, at når der kommer bolde ind i området foran mål, så skal vi pr. instinkt vide, hvem af os der sørger for det.”

”Når en målmand bliver overmodig, så begynder han at gå ud efter ting, som forsvarsspilleren bare kan heade væk, og det øger risikoen for fejl. Jeg har også en i semifinalen mod Holland, hvor jeg er helt ude i kanten af feltet. Christofte er der og kan bare heade den væk foran van Basten, men så kommer jeg flyvende. Nu gik det så godt, alt gik godt for os alle sammen i den periode, men det kunne nemt være gået galt.”

”Grunden til, at jeg var nødt til at gribe den bold med en hånd, var jo, at den var for langt væk. Jeg kunne ikke nå frem til den med begge hænder, men når en målmand går ud for at gribe en bold, så skal han gribe den med begge hænder. Ellers er grænsen overtrådt. Det så skidegodt ud, og folk kan huske det, men i virkeligheden er jeg en lille smule flov over, at jeg gjorde det, for det giver jo uro, at jeg pludselig kommer flyvende, for hvad så næste gang der er sådan en bold? Så står forsvaret der og ved ikke, om jeg kommer igen eller hvad. Men det gik godt, vi vandt kampen og resten er historie, men kan du forestille dig, hvis jeg ikke havde nået bolden? Hvis Klinsmann header den retur, og Riedle prikker den i kassen?” siger Schmeichel om en af nøglesituationerne i finalen.

Op til månen og ned med sne på
Halvanden time tidligere var kampen begyndt med en sekvens, der blev ganske typisk for finalen. Danmark gav bolden op og efter et par afleveringer bagud endte den for fødderne af målmanden, der kunne samle den op, selv om den var blevet sparket ned til ham. Det var den sidste internationale kamp, hvor det var tilladt, at målmanden samlede sparkede tilbagespil op, og det udnyttede danskerne ikke mindre end 26 gange.

”Det var ikke en del af vores taktik, men det blev en nødvendighed. Jeg er helt overbevist om, at hvis reglen, om at man ikke måtte samle tilbagelægninger op, var blevet indført op til EM, så havde vi haft større problemer. Jeg kunne selvfølgelig have tæmmet bolden og driblet lidt ud i siden, før jeg sparkede den væk, men det havde været færre sekunder, jeg havde kunnet trække.”

”Men det var ikke noget, der blev nævnt på forhånd. At når vi havde bolden, så gjorde vi lige sådan. Overhovedet ikke. Det var bare en nødvendighed. Tænk på, hvordan os fra udlandet kom hjem, og der var bare totalt slukket. Jeg havde lige oplevet en af min karrieres største skuffelser, for det havde været en stor fjer i min hat at vinde det engelske mesterskab med Manchester United i min første sæson, og vi skulle også have vundet det, men vi tabte det til Leeds.”

”Så jeg var bare ”going through the motions” for at spille den der venskabskamp mod SNG. Vi skulle holde os klar i tre uger med træning hver dag i Brøndby, og man kiggede på uret: ”Hvornår er træningen færdig, hvornår kan vi komme på ferie?” For mig var det en pine, så på den måde blev det virkelig en komprimeret periode, da vi så kom med til EM. Hvad de andre havde forberedt sig på i seks måneder, gjorde vi på måske seks dage.”

”Da vi så nåede finalen, var det selvfølgelig kæmpestort, og vi red også på en bølge, men både fysisk og mentalt var vi pressede. Det var godt, at der ikke var en næste runde, for det tror jeg altså ikke, at vi havde kunnet. Så de øjeblikke vi kunne tage i finalen, dem tog vi så også, for eksempel med tilbagelægningerne. Vi elskede den regel dengang,” siger Peter Schmeichel.

Men der var også en anden mening med at sende bolden ned til den store målmand, for han kunne både sparke og kaste langt og præcist. Det var bare ikke en del af landstræner Richard Møller Nielsens taktik. Tværtimod havde han et helt præcist ønske til målmanden, når han stod med bolden, og derfor så man mange gange Schmeichel hamre bolden op mod den svenske aftenhimmel og som en bedre spydkaster brøle den så højt op som muligt.

”Lige siden jeg kom på U/21-landsholdet under Richard, ville han rigtig gerne have, at hvis jeg skubbede holdet op, så skulle jeg bagefter sparke bolden op til månen, så den kom ned med sne på, som han altid sagde. For når forsvareren skulle tage imod sådan en høj bold, så var den svær at ramme og endnu sværere at heade væk modsat en bold, der kom lige på. Så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sparke den højt og så håbe på, at det var os, der fik samlet den op i returområderne.”

”Det var noget, som Richard  sagde igen og igen på taktikmøderne før en kamp. Han gik altid gennem hver enkelt mands opgave, og han sagde de samme ting. ”Peter, i dag er det vigtigste, at vi spiller til nul. Hjælp dine forsvarsspillere, stå godt i målet, og når du får bolden, hvis ikke du kan spille den ud til nogen, så skub dem op, og så skal bolden op og ned med sne på.” Det var det. Og så gik han videre til Lars og sagde nøjagtig de samme ting som sædvanligt til ham.”

”Det gjorde heller ikke noget. Vi var jo mange, der havde været gennem U/21-landsholdet med Richard, så vi kendte ham rigtig godt, og det ændrede sig aldrig nogen sinde. Vi forstod, hvad vores opgave var, og for mig er tydelighed vigtigere end alt andet.”

”I dag er det jo sådan, at udover at spillerne skal være fysiske pragteksemplarer og stå uden et gram fedt på kroppen, være hurtige og teknisk dygtige og alt det der, så skal de også være taktisk vildt intelligente, for trænere og managere synes jo, at det er rigtigt vigtigt, at de ændrer fra gang til gang. Sådan var det heldigvis ikke med Richard. Vi var fuldstændig klar over, hvad vores opgaver var, og det gør det nemmere at spille fodbold,” siger Peter Schmeichel.

Når man ser optakten til Danmarks andet mål den aften for sit indre blik – den høje bold fra det tyske forsvar, Claus Christiansen der hopper over Thomas Hässler og header den retur i et hul, som Kim Vilfort løber frem i, før han tæmmer bolden med kinden/armen/hånden og dribler ind til en uvirkelig scoring via stolpen med det svagere venstreben – kunne man godt tro, at det var resultatet af et højt udspark fra målmanden, men det var det faktisk ikke.

Efter det tunge tyske pres fra det 70. til det 75. minut havde Danmark en periode, hvor bolden var på modstanderens banehalvdel. Vilfort havde endda som den eneste på det efterhånden udmattede landshold haft kræfter til et ryk frem og et skråspark forbi, og han lod sig heller ikke stoppe af, at han et par minutter før havde fået den fremstormende Peter Schmeichel i maven og på låret, da han glidende tacklede en farlig situation væk i feltet foran Thomas Doll.

For Vilfort kom på benene igen og stod klar, da muligheden bød sig i det 79. minut. Han leverede den forløsende scoring få dage efter, at han havde måttet forlade EM-lejren for at tage hjem til sin alvorligt syge datter, og det var selvfølgelig også en speciel situation for holdkammeraterne, at det lige præcis var ham, der scorede det mål.

”Lige i øjeblikket tænkte jeg ikke over det. Nu havde jeg jo spillet rigtig meget med ”Vilf,” og han havde bare en fantastisk evne til at gøre det uventede gode. Som spiller var han lidt uteknisk at se på, lidt stor og firkantet, men Kim var en målscorer. Og selvfølgelig havde det en betydning, at det var ham, der scorede. Det var dejligt for ham, for det andet fyldte jo meget. Jeg må bare sige, at det var stort af ham, at han kom tilbage og spillede. Og se hvor meget han løb for alle andre. Uden ham havde vi ikke vundet den finale,” siger Peter Schmeichel.

Enkelt og effektivt
Med 2-0 på måltavlen sagde medkommentator Preben Elkjær de ord, der stadig giver et gys i maven 25 år efter, selv om udfaldet selvfølgelig er kendt. ”Det glipper ikke,” lød det fra den gamle målhelt, men hvordan var fornemmelsen nede på banen?

”Det er så skægt med fodbold, for i de fleste kampe har man en fantastisk tidsfornemmelse. Man ved, hvor man er henne i kampen, og hvis man er bagud, ved man godt, hvor længe man har til at få scoret. Men nogle gange mister man den fornemmelse. Pludselig går tiden meget hurtigere, hvis der sker meget, men den kan også blive strukket, så hvis der er en ting, jeg husker fra finalen, så er det, hvor meget tiden blev strukket ud,” siger Peter Schmeichel og bruger sit imponerende vingefang til at vise fornemmelsen på bordet foran os.

”Jeg vidste, at hvis de scorede, så ville vi komme i problemer. For når man har kæmpet og har holdt nullet og også har været heldig med forsvaret, så sker der noget med et hold i det øjeblik, der bliver scoret mod det. Så falder noget af koncentrationen og selvtilliden, og jeg er ikke sikker på, at vi på det tidspunkt i turneringen havde nok i tanken til, at vi kunne komme op igen og sige ”okay, vi fører stadig 2-1.””

”Så for mig gjaldt det om at holde fokus på kampen, men som jeg husker den, så fes den også lidt ud for tyskerne til sidst. De havde vel stort set ikke en chance, efter vi kom på 2-0. Jeg har faktisk snakket en del med Karl-Heinz Riedle efter vores aktive karriere stoppede, for vi har lavet flere ting sammen, og det har været interessant at høre deres ”take” på finalen, for de blev jo lidt modløse. De kendte vores skadesproblemer, så de troede, at det ville blive meget nemmere, og så bed vi virkelig fra os.”

”Men jeg tænkte ikke på noget tidspunkt af kampen, at nu var den hjemme. Eller jo, i det øjeblik dommeren fløjtede af, og der må jeg bare sige, at det var en lidt tam måde, han gjorde det på. Det kunne han godt have gjort lidt mere majestætisk i stedet for at stå der med ryggen til det hele. Der troede jeg, at den var hjemme. Ikke før. For jeg kunne jo godt fornemme, hvor spillerne var, og jeg kunne også mærke det på min egen krop. Jeg var også ved at løbe tør for benzin og kræfter.”

”Det første jeg tænkte, da han fløjtede af, var ”tak for at det er overstået,” og så kom euforien. Men jeg gik også over til Bodo [den tyske landsholdsmålmand Illgner] og byttede trøje, så jeg var ikke sådan helt... Og så kom jeg i tanke om, at det jo egentlig var åndssvagt at bytte den trøje, for vi skulle jo have taget billeder. Så jeg sendte vores fys ned i omklædningsrummet for at hente trøjen fra 1. halvleg til mig, jeg skiftede jo altid i pausen, så det gjorde heller ikke noget, at jeg byttede med Bodo. Men jeg havde undertrøje på, da jeg løftede pokalen, og så havde jeg målmandstrøje på igen på holdbilledet,” fortæller Schmeichel om starten på en festlig aften.

Og på vej tilbage med bussen til spillerhotellet sang landstræneren som altid visen om den unge pige på gården og de tre gardere, der kom på besøg.

”Ja, den sang Richard altid, og han gjorde det på opfordring fra spillerne. Det var en rigtig fin sang. Modsat folks generelle opfattelse var Richard et meget lunt og meget muntert menneske, der ligesom alle andre elskede at have det sjovt. Han kunne fortælle jokes, han kunne fortælle historier, og han kunne synge. Og han havde heller ikke noget imod, at vi havde det sjovt, så han kunne skabe en fantastisk atmosfære i truppen.”

”Men han var meget stringent i sin træning. Det var den her måde, vi trænede på, og det var den her måde, vi spillede fodbold på. Den kombination gjorde ham succesfuld, og det var ikke nogen tilfældighed.”

”Når man spiller i en klub, er man udvalgt til at spille der, holdet bliver formet, og man har et dagligt flow og en dynamik. Et landshold er en helt anden kunstform, og at være landstræner er en svær øvelse. Man har ikke den samme gruppe spillere, som man ser og træner hver dag, og man kan ikke lige købe en venstre wing, hvis man mangler en. Desuden er det sjældent, at man kan udtage den samme gruppe hver gang. Der er altid skader eller nogen, der pludselig ikke spiller for deres klub. Det har en landstræner ingen kontrol over.”

”Samtidig har man heller ikke spillerne samlet i særlig lang tid. Da jeg spillede i Manchester United, mødtes vi om mandagen og spillede landskamp om onsdagen, så der var ikke mange træningspas dengang. Derfor gælder det om at gøre det forholdsvis enkelt og effektivt, for så kommer man til at vinde flere kampe, end hvis man begynder på alt muligt. Og Richard var fantastisk til at skære helt ind til benet, ind til det vigtigste.”

”Så var vi jo også rigtigt heldige, at vi havde spillere som Michael og Brian, der oven i den her forholdsvis simple form for fodbold kunne skabe noget helt andet og slå hul på hold, der spillede på samme måde. Jeg kan huske, at Brian blev skiftet ud af semifinalen mod Holland, og det var aldrig godt, når det skete, for han var vores helle.”

”Det var lykken at have Brian på EM-holdet, specielt hvis der var brug for at trække lidt luft, for man kunne give ham bolden, og så kunne han holde på den. Ja, han kunne drible ned i hjørnet og i mange tilfælde også lave et eller andet, så de var nødt til at fælde ham. Og når de fældede ham, fik vi et frispark, og så fik vi en endnu længere pause.”

”Jeg havde først Richard som U/21-træner og derefter som landstræner, og det kunne godt være kedeligt til træning, for vi lavede den samme øvelse mange mange gange. Men det var effektivt, og vi fik brugt det i kampene i stedet for et eller andet eksperiment fra for to træninger siden.”

”Så for mig var det ikke nogen tilfældighed overhovedet, at vi endte med at have stor succes. Det havde vi jo også på U/21-landsholdet, hvor vi blev slået marginalt i EM-kvartfinalen af England. Ja, vi blev faktisk snydt ovre på Maine Road. Så Richard tog os rigtig langt. Det gjorde han,” siger den gamle målmand med en tanke tilbage på foråret 1986, hvor Danmark tabte 1-0 hjemme til England, men førte med de samme cifte i returkampen i Manchester, indtil de unge englændere udlignede og gik videre.

Schmeichel alene i verden
Men seks år senere var der ingen slinger i valsen. Richard Møller Nielsen tog Peter Schmeichel og kompagni til toppen af Europa, og bagefter tog han dem hjem igen.

”Vi fløj den korte tur hjem fra Göteborg, men lige som vi var ved at lande i Kastrup, lettede flyet igen og fløj ind over København. Jeg sad på en af de forreste rækker med mit videokamera tændt, og så vendte jeg det bagud for at filme. Billederne er ret dårlige, men lyden er helt klar, så der har jeg ”Faxe,” der var den første, der kiggede ned på Rådhuspladsen.”

”Man kan bare høre ham sige ”aarh... aarh... prrrvv...” – han kunne slet ikke snakke, og så kiggede vi alle sammen ned. ”Wauw!” Vi regnede godt nok med, at der var noget modtagelse, men det vi så, havde vi ikke på nogen som helst måde forventet. Det var helt vildt.”

”Efter den lange tur ind ude fra lufthavnen og modtagelsen på rådhuset havde vi i al hemmelighed aftalt en afslutningsmiddag nede i kælderen på Copenhagen Corner [restaurant i Rådhusarkaden i Industriens Hus på hjørnet af Rådhuspladsen]. De havde sådan et specielt rum nede i kælderen, hvor vi kunne sidde for os selv, så den middag var ligesom afslutningen.”

”Jeg boede ovre på Imperial, så der sov vi efter middagen, men da vi så vågnede næste morgen, var det som om, at hele København sov. Fuldstændig. Vi gik en lang lang tur, og der var ingen mennesker på gaden. Der var fuldstændig stille. Det var så vildt. Vi gik hele vejen ud til Frederiksberg og tilbage igen uden at møde en eneste. Og klokken var 11. Folk havde bare festet igennem. Hele Danmark havde festet igennem, og nu var vi alene i verden. Det var meget specielt.”

”Men det var også som om, at EM var en passende ting lige præcis det år. Dronningen havde sølvbryllup, så det var en festlighed, og vi sagde nej til Maastricht, så Danmark var lidt på pumperne, men det vi beskæftigede os med var universelt. Folk fra alle lag var med.”

”Maastricht var en ting, der interesserede nogen, Dronningen var et andet sted, men fodbold er for hele verden. Det samlede og viste, at det faktisk var ok det hele. ”Det er ok, at danskerne er sådan, for de kan jo spille fodbold.” Uffe Ellemann udnyttede jo også situationen med den der berømte ”if you can’t join them, beat them,” så på den måde har EM-triumfen måske hjulpet på mange forskellige måder,” siger Peter Schmeichel om de sidste indtryk fra nogle uforglemmelige uger i Sverige og til sidst i København.

Men det var nu ikke helt slut, for da han tog tilbage til Manchester, havde holdkammeraterne Steve Bruce og Bryan Robson arrangeret, at alle fra United-holdet, der var tilbage fra sommerferie, kom på uanmeldt besøg hos familien Schmeichel, og så blev der holdt en sidste EM-fest.

Siden fulgte mesterskaber på stribe og endnu en historisk finale, nu bare med Manchester United, mens Peter Schmeichel i en årrække med rette var rangeret som en af verdens bedste målmænd. Så det blev til mange store oplevelser undervejs og mange store kampe, men EM-finalen må vel have været karrierens bedste?

”Det er i hvert fald en af dem, specielt når man tager vigtigheden og begivenheden med ind i ligningen, og man samtidig mødte et hold, der i den grad var stjernespækket, mens vi var helt på pumperne. At jeg i den situation holdt målet rent og var med til at ride stormen af i starten og på mange måder også hev modet ud af modstanderen... Ja, det var stort,” siger målmanden om begivenhederne for 25 år siden.

Den lange vej for Danmark
Og så må det sidste spørgsmål selvfølgelig være, om det nogensinde kan ske igen, eller om sommeren 92 bare var en magisk periode, hvor alt pludselig passede sammen for det danske landshold?

”Det skete jo for Grækenland i 2004, kan man sige, og det var også forholdsvis uventet. Jeg tror altid, at man vil opleve, at der sker uventede ting, men jeg tror også, at det bliver sværere og sværere for de mindre hold at nå hele vejen. For man må aldrig nogen siden glemme, at vi spillede en otte-holdsturnering ved det EM. Hvis man gik videre fra gruppen, var man i semifinalen, en kamp fra finalen.”

”Ved et VM har man 1/8-finale og en kvartfinale, før man når til semifinalen, så det er altså to rigtig svære hold, man skal forbi, før man er nået til det samme sted. Og nu kommer den nye EM-turnering, der ikke alene er udvidet, men også skal spilles forskellige steder i Europa. Det er noget specielt, når alle landshold samles i et land, mens EM i 2020 kommer til at have lidt mere en Champions League-fornemmelse. Det bliver i hvert fald meget sværere at vinde, så man skal altså være skarp.”

”Det så vi jo ved det sidste EM i Frankrig, hvor et hold som Island kunne kanalisere alt, hvad de ejer og har, ind i en kort periode og opnå nogle helt sindssyge resultater. De viste en fantastisk samhørighed, og de spillede også okay fodbold. De fandt ud af, at ”vi kan det her, og det kan vi godt bruge til noget.” Og så var deres tilskuere i verdensklasse. Så Tyskland kan ikke bare vade igennem et EM. De skal også være skarpe.”

”Wales spillede også rigtig god fodbold og nåede hele vejen til semifinalen, men så var der heller ikke mere i tanken. De ekstra kampe havde vi bare ikke, så jeg tror, at det bliver rigtig svært for Danmark at gentage. Desværre.”

”Lige nu halter vi jo også lidt efter feltet, så vi skal tilbage til at kvalificere os, til at vi med rette kan sige, at den her kvalifikationsgruppe kan vi vinde. Det var hårdt, at vi ikke kom med til EM sidst, når både etterne og toerne var sikre, og treerne fik playoff-kampe. Og vi havde endda et forholdsvis godt hold.”

”Hvis det hold havde været i Frankrig og fået en god oplevelse ved det EM, så havde de både haft selvtillid og erfaring med ind i den aktuelle kvalifikation. I stedet er det som om, at de skal starte forfra hver gang. Playoff var i november, og så begyndte den næste kvalifikation først i september. Det er altså en lang periode, og det er også en periode, hvor spillere mister form, og nye navne kommer til,” siger Schmeichel, mens landsholdet jo også i forløbet har fået en ny landstræner, der ikke er lige så fast i systemet, som Richard Møller Nielsen var det.

”Nej, jeg så godt, at han skiftede system igen, og Morten gjorde det alt for indviklet. ”Vi spiller på en måde” i stedet for at sige, at vi spiller for at vinde. Vi producerer så meget talent, og vi rammer også altid en periode med den rigtige kombination af vilje og talent, så hvis vi bare kan komme over den hurdle, der hedder kvalifikationen, tror jeg, at vi kan bide os fast igen og så kan vi gøre alt muligt.”

”Men lige nu tror jeg, at der er lang vej for Danmark, før vi kommer derop igen, men man ved jo aldrig. Vi har også lidt brug for, at der kommer en generation, der trækker noget med, som holdet i firserne gjorde det. Jeg var i generationen efter, og jeg var en af dem, der blev trukket med, så jeg kender betydningen af, at de leverede de resultater. Hvor meget jeg gerne ville have været med ved EM i 84 og VM i 86, hvor meget ekstra jeg arbejdede for det, og hvor meget mere, jeg ville gå igennem for at blive en af dem,” siger Peter Schmeichel.

Kernen fra Brøndby
Så selv om Europamestrene dengang var meget trætte af den konstante sammenligning med Dynamitdrengene fra Mexico, er der et bånd mellem de to hold, og det er et bånd, der er skabt i nogle rammer, der også var meget vigtige.

”Der skete jo flere ting i den periode. For det første fik Sepp Piontek renset ud i amatør-indstillingen til landsholdet. Han fik overbevist spillerne om, at landsholdet var noget vigtigt. Det skulle prioriteres, og hvis vi gjorde det, ville det også gå opad. Så vi lavede et fantastisk resultat ved EM i 84 og fik al den selvtillid, der skulle til, for at vi også kvalificerede os til VM i 86. Og måske var det chancen, hvis Danmark nogen sinde skulle blive verdens-mester, for sikke et hold vi havde.”

”Men i generationen lige efter det hold der fandtes jeg, der fandtes Lars Olsen, der fandtes en hel masse Brøndby-spillere, for det var i den periode, at Per Bjerregaard gjorde Brøndby til en fuldtidsprofessionel klub. Der var vi så og kiggede sultent på det her firser-landshold og ønskede, at vi kunne være med. Samtidig var vi fuldtidsprofessionelle og tiltrak mange dygtige spillere til klubben.”

”Det skabte en kerne, og det er den kerne, der går hen og vinder EM. Hvis du kigger op gennem midten af banen, så er den der,” siger Peter Schmeichel med rette.
For han havde selv en fortid i Brøndby som forsvarsduoen Kent Nielsen og Lars Olsen havde det, mens finalemålscorerne John ”Faxe” Jensen og Kim Vilfort på midtbanen spillede i Brøndby ligesom backen Kim Christofte.

”Så kan du tage Flemming Povlsen, der jo kom fra AGF og spillede i Bundesligaen, men han havde været med på U/21-landsholdet, så han var en del af det. Vi var jo mange flere Brøndby-spillere på det hold og på det olympiske landshold, så selv om Flemming var fra Århus, var han også en slags Brøndby-spiller, for han havde været med i den udvikling.”

”Så EM-titlen er også en kombination af en sulten generation og fuldtidsprofessionalismen i Brøndby. Sepp satte tingene i system, og så tog Richard over. Han var U/21-landsholdstræner fra 1984 og fremad, og så blev han OL-træner, før han blev landstræner. Så han havde altid været min landstræner bortset fra en kort periode i starten med Sepp,” fortæller målmanden om et landshold, der også var bygget på sammenhold og et fælles tilhørsforhold.

Og når sådan en gruppe ender med at levere den største bedrift nogensinde i dansk landsholdsfodbold, er der ikke noget at sige til, at der bliver knyttet et stærkt bånd, der stadig holder her 25 år efter. For trommeslageren Claes Antonsen fra Thomas Helmig Band og Antonelli Orchestra har ikke bare været inde for at hilse på i løbet af interview-et, han har også nogle ting, han skal have aftalt med Peter Schmeichel omkring musikken til den kommende fest.

”Vi, der var med til EM, har i mange mange år mødtes omkring den 26. juni, og i årene lige efter gjorde vi det på den måde, at vi fandt et sted i sommerlandet, hvor vi spillede mod det lokale hold foran en masse tilskuere, og så holdt vi en fest om aftenen. Vi har faktisk dækket hele landet, og det har været rigtig rigtig sjovt.”

”I de senere år har det været sværere for os at spille, for vi er jo blevet ældre, og det har været umuligt for os at finde et hold, vi kan spille imod, og vi er heller ikke nok, der kan spille. Den sidste gang, vi spillede, var faktisk i 20-året for finalen, da vi spillede mod tyskerne på Østerbro Stadion, og efter den kamp blev vi enige om, at det gider vi ikke mere, det her.”

”Men vi har holdt sammen, og vi har holdt en begivenhed hvert år. Så er det måske blevet flyttet lidt fra den 26. juni, men vi er mødtes en gang om året. Og i år mødes vi selvfølgelig på datoen den 26. juni, og så gør vi de sidste to EM-dage omvendt. For vi mødes på Københavns Rådhus og spiser morgenmad, og så tager vi til Sverige og holder en fest. Det bliver rigtig rigtig fint,” siger Peter Schmeichel med et smil.

Og det har han utvivlsomt ret i – også selv om det aldrig kan blive lige så fint som dengang for 25 år siden.