FC Midtjylland-spiller på plads i Esbjerg fB
Foto: FC Midtjylland
Superliga

FC Midtjylland-spiller på plads i Esbjerg fB

Awer Mabil skifter fra FC Midtjylland til Esbjerg på en etårig lejeaftale, bekræfter vestjyderne.

FC Midtjylland sender australske Awer Mabil ud på lån hos Esbjerg fB.

Den 20-årige offensivspiller, der kom til heden sidste sommer fra Adelaide United FC i hjemlandet og kun har spillet seks kampe for klubben, har indgået en etårig lejeaftale med Esbjerg.

Det har vestjyderne netop bekræftet.

- Mabil har spillet kampe for FC Midtjylland, men konkurrencen i klubben er hård, og vi håber, at han kan udfolde sit potentiale og levere i Esbjerg. Han er en højre kantspiller med fart, som er i stand til at bringe forsvarere på hælene og få ting til at ske. Derudover har han en god arbejdsmoral og mentalitet, siger Esbjerg-træner, Colin Todd, til klubbens hjemmeside.

Esbjerg håber at have spilleren klar til mandagskampen mod AGF.