Farvel? Han finder det røvsygt at sidde på bænken

Årsagen hertil er ikke udelukkende, at Høegh/Dammers har præsteret dårligere end sidste sæson, for de har ganske simpelt heller ikke været hjulpet godt nok af strukturen/kollektivet på holdet.

Tre nederlag og to uafgjorte kampe i de sidste fem spillerunder af efteråret og det faktum, at RFC kun har scoret fem mål i de sidste otte Superliga-runder (desuden også målløs i pokalkampen mod EfB) fortæller naturligvis også en historie om, at offensiven er langt fra sidste sæsons præstationer.

Hvor skal målene komme fra?

At tilskrive årsagen til de store offensive udfordringer, at Simen Bolkan Nordli blev skudt afsted til Rosenborg BK er for let købt og en kende unuanceret.

Det har dog været meget tydeligt, at RFC har haft svært ved at tilspille sig store målchancer. Dette kan nok i stedet forklares med, at ansvaret for offensiven har hvilet på de unge spillere Mohamed og Musa Toure, Mike Themsen og uprøvede Ousseynou Fall Seck, samt den svingende jamaicaner, Norman Campbell (der i øvrigt også missede et udlandseventyr henover sommeren) og franskmanden Elies Mahmoud, som i den første periode af sin RFC tid udelukkende kunne kommunikere på fransk.

Mathias Greve har heller ikke sat det offensive aftryk, mange RFC fans havde forventet.

Udover at han har døjet med en drilsk skade, så har han også brugt enormt mange ressourcer på at tage et stort defensivt ansvar, hvilket indlysende har kostet på det offensive output. Det har haft betydning både for det relationelle spil, der er særligt vigtigt i gennembrudsspillet, men også for den defensive disciplin, det kræver af de forreste spillere i forhold til bl.a. presspil og returløb.

Som tidligere nævnt har det haft den konsekvens, at den defensive struktur har haltet. Når der hertil også er store udfordringer i forhold til at omsætte de skabte chancer til mål, ja så er det opskriften på en meget dårlig cocktail.

RFC var i teorien godt besat på 9’er positionen. Den store fysisk stærke Florian Danho og den unge dynamiske Mohamed Toure skulle supplere hinanden. Søren P. og RFC valgte dog midt i september, at skyde Danho af til det tunesiske mesterhold Espérance Sportive De Tunis, hvilket efterlod Mohamed Touré som eneste 9’er i truppen. Efteråret har vist, at Mohamed Touré endnu ikke er klar til at løfte dette ansvar alene.

Heldigvis har RFC på trods af dette også spillet mange tætte kampe – hvilket indikerer at det måske kun drejer sig om marginaler, før RFC begynder at vinde de tætte kampe og derved sørge for at øge afstanden til stregen – nedrykningsstregen.

For sådan en sæson er det blevet.

Der er også lyspunkter

Sabil Hansen har etableret sig på det danske U21-landshold og presser Oliver Olsen, der har siddet tungt på højrebacken, siden han kom til fra FC Fredericia. Olsen har dog trukket det længste strå indtil videre.

Men med Olsens uafklarede kontraktsituation er det meget muligt at Sabil for alvor får chancen på højrebacken efter vinterpausen.

Unge Laurits Raun Pedersen ser ud til at have overhalet både Frederik Lauenborg og André Rømer, i kampen om pladsen ved siden af MVP John Bjørkengren. Rømer har kontraktudløb sommeren 2026 og har i den lokale presse givet udtryk for, at han finder det røvsygt at sidde på bænken. Det kunne ligne et farvel til Rømer i løbet af vinterens transfervindue.

Det vil ikke umiddelbart være den store katastrofe, set i lyset af Rømers præstationer i løbet af efteråret, og at både Laurits Raun Pedersen og Frederik Lauenborg er oplagte afløsere på positionen. Mike Themsen har fået meget spilletid, men mangler fortsat for alvor at sætte sit aftryk på kampene, ligesom Musa Tourés præstationer til sidst i efteråret har givet forhåbning om, at der kunne være mere i vente fra hans side i foråret.

Under alle omstændigheder bliver det et meget spændende og udfordrende forår Randers FC står overfor. Til februar 2026, når Superligaen starter op igen, vil jeg som altid heppe fra tribunen og håbe at RFC gør mine bekymringer til skamme!

Forza RFC!