Og de årsager har ikke i alle tilfælde ret meget med fodbold at gøre.
Ejerne og direktionen i Parken Sport & Entertainment (PSE) har endog særdeles tunge lån, og selvom de altovervejende knytter sig til byggeprojekter og badelande andetsteds end i fodboldafdelingen, får man bestemt ikke skæld ud for at komme med omkring 200 millioner kroner i indtægter, der følger af at være med i torsdagens lodtrækning til Champions League-grupperne i Istanbul.
Prisen på FC København og PSE i tilfælde af, at nogen en dag vil købe sig ind, bliver bestemt heller ikke lavere, ligesom det bare rager op i mennesker og mulige investorers bevidsthed på en helt anden måde, hvis man spiller Champions League.
FCK i 2016 før gruppespilskampen mod FC Porto.
Det med ikke at følge Europa League og Conference League helt så tæt som superklubberne og stjerne i mesterholdsturneringen er et universelt fænomen, så også på det parameter er der forskel på, om FC København slår Trabzonspor ud af kvalifikationen onsdag aften eller omvendt.
Så er der:
* Sponsoraterne
* Muligheden for at hente dygtigere spillere
* Chancen for at sælge spillere endnu dyrere
* At stå godt før de vilde reformer af Europa-turneringerne i 2024
* At kunne kalde sig selv Champions League-klub efter seks års fravær
* At slå et stort slag tilbage nationalt mod udfordrerne FC Midtjylland
* At komme ud af Ståle Solbakkens skygge
FC København vil bare stå stærkere med Champions League end uden, og det ved klubbens spillere, trænere og da især ledelsen og ejerne alt om.
Når bolden først ruller
Men alle de gode grunde til, at det er smart at slå Trabzonspor ud i aften, blegner ved siden af det, det egentlig handler om, nemlig fodbold.
Da Jess Thorup blev cheftræner, da Mohamed Daramy satte sig for at forfølge drømmen som professionel fodboldspiller, og Peter Christiansen valgte at sige farvel til vinderjobbet i Århus for den enorme opgave, det var at afløse Ståle Solbakken i sportsdirektørrollen, var det ikke strategipapirer, aktiekurser og forhandlingspositioner, der fyldte tankerne, for slet ikke at tale om hjertet.
Hvis man ellers vil vinde og opnå noget i dansk fodbold, kan intet matche Champions League, især når man arbejder i FC København og har ambitionerne om regelmæssigt at kvalificere sig.
Guldglæde tidligere på året.
Det er den fineste og frem for alt stærkeste fodboldturnering, man som dansk klub kan deltage i, og selvom det nuværende FCK-mandskab nok vil få svært ved at følge tempoet i turneringen, der har udviklet sig voldsomt siden den seneste deltagelse i 2016, er det isoleret set større end at vinde et DM, man har været favorit til før starten af næsten hver sæson de seneste 15-20 år.
Det skurrer måske i ørerne for dem, der ser Champions League som en væsentlig del af forklaringen på, hvor skævvreden europæisk fodbold er blevet, og på et mere holistisk plan er det ganske rigtigt; Champions League puster til uligheden og har for eksempel medvirket til at gøde jorden for elitens kontroversielle og meget kortlivede Super League-oprør sidste forår.
Turneringen er også med til at skævvride nationale mesterskaber, hvor en enkelt klub i mange lande sluger en stor andel af Europa-indtægterne.
Men for FC Københavns folk i Trabzon onsdag aften er der intet andet, der fylder end at komme i den bedste turnering, man kan kvalificere sig til, og som de fleste spillere og trænere med fodbold som levevej aldrig kommer i nærheden af.
En kamp mod Trabzonspor om at komme i et CL-gruppespil skal bare være vigtigere og større end alt andet i klubben, og det er vel at mærke med hjertet og ikke så meget alt det andet, der alligevel ikke hjælper på de defensive positioner og de få store chancer, man kan forvente at komme til mod et veloplagt hjemmehold.
Det er den type kampe, man lever for som spiller på det niveau, og om det rækker ved vi meget mere om om få timer.
