Selvfølgelig skal AGF række ud efter guldet

Næst efter de tre nedrykninger fra 2006 til 2014 er der få ting i verden, der irriterer AGF-fans mere end de kække bemærkninger, når Byens Hold har vundet et par i streg.

“Skal du så have Champions League-hymnen som ringetone”, er en af de slidte klichéer, AGF-fans skal lægge øre til, og mens joken nok aldrig bliver gammel blandt de andre klubbers tilhængere, forstår jeg med bopæl i byen i den grad, at man snart gerne vil høre en anden plade i Århus.

Men nu. NU skal det være.

AGF har holdt fast i Casper Højer, selvom han har kontraktudløb til nytår og kunne indbringe millioner fra Dinamo Zagreb, og nu har AGF så lejet Bubacarr Sanneh i Anderlecht oven på Nicklas Backmans langtidsskade.

Det lyder måske mådeholdent og beskedent, men det er altså to ord, jeg ikke vil knytte på Bubacarr Sanneh. Han har ganske enkelt været forrygende i sin tid i dansk fodbold og havde en stor andel i FC Midtjyllands guld i 2018.

Men ofte handler transfermarkedet altså også om, hvad man ikke gør.

Her er AGF gået langt for at holde sammen på holdet.

Et hold, der ikke nødvendigvis er bedre end efter coronapausen i foråret 2020, hvor århusianerne kom flyvende og spillede det bedste og hårdeste presspil i Superligaen, men som lige nu har en ærlig chance for at vinde DM eller blive nummer to, hvilke giver en ekstremt svær men også sjov og spændende udfordring i CL-kvalifikationen, apropos Champions League-hymnen.

Siger jeg dermed, at AGF bør vinde, og at jeg kommer til maj og kalder Jacob Nielsen for noller og David Nielsen overvurderet, hvis AGF bliver nummer fire eller fem?

Naturligvis ikke.

FC Midtjylland er klar favorit i mit excelark-  og deres eget – til at vinde DM med klubbens måske bedste idealopstilling nogensinde og indhoppere, som Niels Frederiksen, David Nielsen og Jess Thorup må skæve misundeligt til.

Men FC Midtjylland er altså kun tre point foran, og foråret bliver næppe stille og ukompliceret i Superligaen med coronavirussen som en uberegnelig modstander, der i teorien kan smide halve hold i isolation i flere uger.

Vinduet er der nu
I dansk fodbold ynder man at tale om udvikling og fremtiden, og at man kun fokuserer på sig selv, hvilket i udgangspunktet er fornuftigt.

Men ligesom det er naivt, når alverdens udenlandske opkøbere flokkes om danske klubber i de to-tre bedste rækker, og alle tror, at lige præcis de stiger til tops og bliver en ny magtbastion, ville det være næsten naivt og forsømmelse ikke i det mindste at give David Nielsen og hans dygtige trup chancen for at vinde i år.

I USA arbejdet man takket være draften i NBA og NFL meget med begrebet ‘championship windows’, de korte perioder på et par sæsoner, hvor truppen topper, og man har chancen for at vinde en titel. Så høvler man igennem, henter erfarne folk på transfermarkedet for deres effekt her og nu, mens fremtiden om tre-fem år er mindre vigtig.

AGF tegner bestemt til at blive et fast tophold i Superligaen, hvis budgettet som planlagt stiger støt i de kommende sæsoner, men her og nu skal man pinedød række ud efter metallet.

Der er to Champions League-pladser til sommer, hvoraf den ene sagtens kan være væk om et par år,  og nøglespillere som Patrick Mortensen, Nicolai Poulsen og Frederik Tingager har karriereforløbet til at skulle vinde guld nu, før de skal have en udlandskontrakt i 2022 eller 2023, måske endda til sommer for 31-årige Mortensens vedkommende.

Selv om FC Midtjylland ser skræmmende stærk ud, kan midtjyderne altså kun spille med 11 mand ad gangen, og falder de i niveau efter det flotte 2020, er AGF vel et lige så godt bud på at spille med om førstepladsen som Brøndby IF eller et aktivt og lettere desperat FC København, der for alt i verden vil vinde guld og komme i Champions League.

Bubacarr Sanneh-aftalen og Casper Højers (og Bror Blumes for den sags skyld) fortsatte tilstedeværelse i Århus siger mig, at AGF, uden at sætte nogen som helst økonomi eller fremtid over styr, forsøger at kæmpe med om medaljerne, meget gerne guldet, og det er helt på sin plads.

Lykkes det ikke, står AGF stadig fint til de kommende år, og jeg lover, at ingen herfra kommer og slår århusianerne oven i hovedet, hvis to-tre hold har præsteret bedre end dem og er havnet på medaljepladserne.

AGF har nået klubbens nuværende position med hårdt og som oftest klogt arbejde siden nedrykningen i 2014, og naturligvis skal man da forsøge at vinde, når nummer et og to i tabellen for en gang skyld ikke er både 10 og 15 point foran i vinterpausen.