Skandale: De dækker over en pilrådden kultur

Der virker næsten bevidst sadistisk.

Hyklerisk er det i hvert fald.

Og at resten af europæisk fodbolds stærkeste mænd og kvinder sluger løgnen og minsandten genfortæller den viser, hvor skidt det står til.

For hvem ved deres fulde fem og med uafhængigheden intakt ville ellers begynde at vrøvle om børnekonventioner og beskyttelse af toptrænede teenageres rettigheder?

Fodbolds seneste gigantiske selvmål handler om UEFA’s meget uventede men desværre ikke overraskende beslutning om at lukke Ruslands U/17-landshold tilbage i UEFA-turneringer.

Man kan næsten høre patosen drive ned ad væggene, mens der fables om beskyttelse af børnene og teenagerne i Rusland, der i UEFA’s alternative univers får ødelagt deres udvikling af ikke at spille landsholdsfodbold og uretmæssigt dermed gøres skyldige for Ruslands angreb og overgreb på Ukraine.

Man skal så også være grænsende til det psykopatiske eller arbejde for Kreml for at bruge børnene og teenagerne som påskud, når vi nu ved, hvor mange drenge og piger under 18 år, Putins Rusland  har myrdet i krigen i Ukraine.

-Vi diskriminerer mod dem, sagde UEFA-præsident Aleksandar Ceferin om de russiske unglandsholdsspillere, der altså må nøjes med at træne i faciliteter i europæisk topklasse i deres Moskva-klubber og Gazproms flagskib Zenit fra kejserhovedstaden og Putins hjemby Sankt Petersborg.

Ceferin lader ikke til at have opdaget, at Rusland er verdensmester i at blande sport og politik og efter en kæmpe lobbyindsats er lykkes med at få landets udøvere med til OL i Paris næste år.

Eller rettere: Det ved Ceferin udmærket, for det var russerne, der fik ham valgt som UEFA-præsident i 2016, selvom den officielle version stadig er, at det var de nordiske lande med Sverige og Danmark i front, der valgte sloveneren på grund af hans uforlignelige demokratiske sindelag.

At slå tårevædede hundeøjne op med en svag undskyldning om U/17-landshold som dåseåbner for at lukke A-landsholdet, Zenit, Lokomotiv og de andre ind i Europa-varmen igen, ligner en historie brygget i en af den vingeskudte og meget afdøde Wagner-grundlægger Prigosjins efterlade SoMe-troldefabrikker.

Det hjælper ikke, at ligeledes Kreml-sindede Thomas Bach i IOC er et par uger fra at lukke russiske atleter tilbage ind i OL, præcis som han gjorde i 2016 og 2020, hvor det var Kremls og efterretningstjenestens ultraambitiøse dopingprogram, vi skulle lade som om ikke eksisterede.

Men det kræver alligevel en ret syg og misinformeret fantasi at tro, at UEFA-topfolk som Jesper Møller, Sveriges Karl-Erik Nilsson og andre kunne rejse hjem fra tirsdagens eksekutivkomite-møde på Cypern og sælge en historie om, hvordan vi dog kunne være så hjerteløse ikke at tænke på Kremls og de væbnede invasionsstyrkers teenagere.

Man undres.

Hvorfor stiller hverken DBU-formand Jesper Møller eller andre op og fortæller, hvordan beslutningen blev til, men gemmer sig bag en skamfuld undskyldning om fortrolighed i afstemninger på UEFA-møder?

Hvem ved sine fulde fem vil nogensinde bruge ét sekund på Møller og DBU, næste gang man taler om åbenhed og good governance?

Og hvem stillede forslaget om at lukke russerne ind?

Kronprins Frederik med Aleksandar Ceferin under EM-semifinalen mellem Danmark og England på Wembley i juli 2021.

Det var nok trods alt for åbenlyst, at det kom fra Aleksandr Dyukov, administrerende direktør i det statslige energiselskab Gazprom og medlem af UEFA’s eksekutivkomite.

Han var nu med på mødet på Cypern, som han og Rusland er i alle UEFA-sammenhænge ud over på fodboldbanen, men mon ikke en anden var sendt i byen med budskabet, der passede som fod i hose med Kremls ønsker.

Til Ekstra Bladet udtrykker kulturminister Jakob Engel Schmidt tillid til DBU og formand Jesper Møller.

Men jeg undrer mig over, hvordan denne mystiske beslutning hænger sammen med selverklæret good governance og ‘del af noget større’.

Den her beslutning leder nærmere tankerne hen på noget fra en spionroman med hemmelige agenter og folk, der har noget på hinanden.

Helt galt går det i nabolandet Sverige, der er vært for U/17-EM for kvinder næste år. Her har Karl-Erik Nilsson som UEFA-eksekutivkomitemedlem ifølge Sky Sports stemt for Rusland-forslaget – selvom Sveriges fodboldforbund og regering – ligesom DBU – afviser at skulle møde russiske hold.

Hvorfor egentlig gå op i det her, når der Superliga-fodbold om søndagen, Premier League i fjerneren og udsigt til EM-fest i Tyskland og en masse fede transfernyheder fra Fabrizio Romano igen i 2024?

Hvis man ikke lige bliver ramt af hykleriet og kynismen (og den er der nok af hver dag i fodbold og politik), bør alle alarmklokker hos både beslutningstagere og fodboldfans i Danmark alligevel bimle og bamle.

For hvad kan fodboldlederne i Europa ellers finde på, når man så åbenlyst lader sig føre af en kynisk portion misinformation, der tjener IOC og Kremls interesser, og som UEFA med et fuldstændig håbløst stykke spinarbejde forsøgte at forvandle til et spørgsmål om, at resten af fodboldverdenen minsandten begår et overgreb på Rusland?

Sagen her afslører en syg og pilrådden kultur hos dem, der i sidste ende former reglerne, hvad end man elsker Superligaen, landsholdet eller Premier League mest. En kultur, DBU’s top lige nu dækker over ved at skjule sig fra de kritiske spørgsmål, ligesom kollegerne i resten af Europa gør det.

Det inkluderer også bossen for kluborganisationen ECA, Nasser Al-Khelaifi, vis chefer i Qatar satte en venskabskamp med Rusland op for tre ugers tid siden.

Det er denne slags hemmelighedskræmmeri, der har skabt massive rygter om pladser i Champions League til klubber fra Saudi-Arabien og en flytning af Champions League-finalen til USA.

Det er svært at se, hvordan fodbolds plads i et demokratisk forenings-Danmark hænger sammen med, at DBU tilsyneladende har tilslutter sig et kynisk politisk projekt, Kreml og Putin (der er fløjtende ligeglade med egen ungdoms velbefindende) vinder på.

Måske er det ikke muligt at forvente mere af en sportsverden, hvor mange chefer står klar til at lukke kammeraterne tilbage, uanset myrderierne i Ukraine.

Men det er de folkevalgtes pligt og resten af dansk fodbolds ansvar at sætte barren bare lidt højere og spørge sig selv, om de ville acceptere noget lignende fra en dansk minister, som DBU har serveret i denne uge, hvis det ikke ‘bare’ handlede om sport.