FCM-job sværeste i Superligaen: Vælg en udlænding

Lørdag kom det frem sådan ungefär simultant i Ekstra Bladet og B.T., at FC Midtjylland sender Brian Priske til Royal Antwerp mod en betaling, og tipsbladet.dk erfarer, at aftalen kan løbe op i en million euro, altså i omegnen af 7½ millioner kroner.

FC Midtjylland fik også et millionbeløb, da Jess Thorup tog til Gent i 2018, og på den måde lever klubben og direktør Claus Steinlein fint op til egne ord om, at man gerne vil eksportere trænere, ligesom man i to årtier har solgt spillere til større ligaer i Europa.

Timingen umiddelbart efter en sæson, hvor FC Midtjylland spillede Champions League-gruppespil og med lidt mere held havde genvundet mesterskabet, kan måske virker mystisk og hamrende overraskende, men ved nærmere eftertanke synes jeg, aftalen giver god mening.

Det svære(ste) job
Cheftræner-jobbet i FC Midtjylland er hamrende svært.

Jeg vil på flere måder kalde det for det sværeste i Superligaen.

Opmærksomheden er langt større i FC København og Brøndby IF, selvom FCM er kommet godt efter det de senere år, men inde i maskinrummet på træningsanlægget i Ikast og på stadion i Herning er det et job, der på flere måder er unikt i Danmark.

For siden fødslen af klubben har det ekstreme fokus på at sælge spillere og senere på at balancere brugen af egne talenter med en cheftræners behov for at vinde her og nu og førnævnte salgs-krav gjort FCM-jobbet til en af de helt svære cocktails for en Superliga-træner.

I FC Midtjylland siger de, at man hænger meget tæt sammen og sparer og bruger hinanden i en livsstil, der er fodbold 24-7, måned efter måned og år efter år.

En anden måde at sige det er, at ledelse, direktører og ejere gennem hele klubbens historie har haft en væsentlig hånd og et stort ord i alt fra spillestil og transfers til ønsker om spilletid og startopstillinger, og selvom Brian Priske og hans nylige forgængere altid har haft det endelige ord, har det altid været et svært job at navigere i.

Erik Rasmussen, Thomas Thomasberg, Allan Kuhn, Glen Riddersholm og på mange måder også Jess Thorup, Kenneth Andersen og senest Priske har navigeret i dette svære farvand, og ofte har den balancegang slidt hårdt.

Vi er ikke oppe i hunde- vs menneskeår, men trænerjobbet i FC Midtjylland trækker tænder ud.

I det lys forstår jeg til fulde Brian Priskes lyst til at prøve et job i udlandet, nu muligheden byder sig  med et godt og stærkt hold i Royal Antwerp, der skal spille Europa League-playoff til august og dermed minimum er sikker på at spille gruppespil i Conference League.

Efter et jubelår i 2020 har FC Midtjylland haft det svært i foråret 2021, hvor truppens tilslutning til den presbetonede spillestil og rollefordelingen ikke har siddet 100 procent i skabet, og hvor også erfarne spillere begik kampafgørende fejl, der ikke var ret mange af i 2020.

Det er der som sådan ikke noget unaturligt eller vildt bekymrende i efter kraftudladningen i 2020, men for Priske såvel som FC Midtjylland kan det være mindst lige så godt med en god afsked nu i stedet for, at man skulle forsøge at løse problemerne sammen i næste måned.

FCMs mange muligheder
Cheftræner-jobbet i FC Midtjylland slider, men de øvrige trænere og ledelsens involvering i det sportslige arbejde betyder også, at man ikke totalt på bar bund ved et trænerskifte, som man kan være i andre klubber, der af den ene eller anden årsag siger farvel til cheftræner med stor succes i bagagen.

Derfor er der ingen grund til at ringe med katastrofeklokken og frygte et kollaps, når træneren, der fik klubben i Champions League efter fornemt arbejde, siger stop og tager til udlandet.

Men derfor bliver den kommende ansættelse af en cheftræner selvfølgelig vigtig alligevel.

Man skal have en træner, der kan håndtere fremragende individualister med stor lyst til at afgøre tingene selv, noget der også kan være en ulempe i modgang, som FC Midtjylland oplevede i det forgangne forår og også tidligere er løbet ind i.

Det skal være en træner, der kan få noget positivt ud af det meget tætte samarbejde – noget, mange helt sikkert ville for indblanding – med direktører, ejere og specialister, men som også har en ballast og en forståelse for, hvor man skal sætte grænserne og sætte det hold, man i sidste ende skal vinde med her og nu.

FC Midtjylland har konsekvent hyret danske trænere og gerne gjort det internt, og det kunne givetvis være en mulighed igen, ligesom man tidligere har fundet andre danske trænere med et blik for at udvikle og anvende unge spillere.

Det kunne også være spændende, hvis det endelig var tid til en udenlandsk træner, for presspillet, hverken det klassiske eller de moderne versioner, er opfundet her til lands.

Jeg har ved flere lejligheder slået på tromme for, at FC Midtjylland også med fordel kunne arbejde mere med det organiserede, etablerede angrebsspil, der nok er det sværeste overhovedet i topfodbold, og også her kunne det give mening at kigge mod syd eller sydvest, alt efter temperament.

Med flere spillersalg på vej, enten i den kommende uges tid eller efter EM-slutrunden, er timingen for FC Midtjylland såvel som Priske ok – og så skal det blive interessant at se endnu en dansker i Belgien, et land Brian Priske af gode grunde kender meget til med sin fortid som spiller i Club Brugge.