Vis mig en Superliga-træner, og jeg kan fortælle dig, hvad kritikken af ham bliver, når resultaterne svigter, og hans job kommer i fare.

* Jacob Neestrup: For ung, kan ikke vinde de virkelig store kampe og er kun holdt oppe af FCK’s rekordstore budget.

* Thomas Thomasberg: Har ikke det, der skal til i en topklub.

* Uwe Rösler: Slider truppen og staben op.

* Jesper Sørensen: For stille og vævende. Ikke en ledertype.

Tro mig, jeg kan lave den øvelse på alle 12 Superliga-trænere, og det er snart den tid på sæsonen, når et til tre hold uundgåeligt har fået en dårlig sæsonstart i Superligaen og henne omkring lukketid i transfervinduet ligger i bunden eller langt under en forventet topplacering.

Dermed ikke sagt, at trænerposten er uvæsentlig eller ikke skal dækkes kritisk, overhovedet ikke.

Syv af 12 Superliga-klubber skiftede cheftræner mindst én gang i seneste sæson, året før var det fem klubber, og yderligere et år tilbage rammer vi igen syv klubber, hvor der blev skiftet på et tidspunkt.

Så trænerskifte og fyringer er noget nær uundgåeligt, og i en Superliga med større budgetter end på noget andet tidspunkt i ligaens historie vil det være naivt ikke at tro, at det rammer på et tidspunkt i de kommende måneder.

Når det er sagt, er der noget kynisk over forudsigeligheden i de kommende fyringer og udskiftninger, og håndteringen af dem.

Der er stadig meget, der skal blive bedre i Brøndby IF. Skiftende formationer og opstillinger, skiftet i foråret fra boldbesiddende offensiv til et langt mere forsigtigt udgangspunkt med flere mand bag bolden især efter 0-4 mod Randers kan virke mærkeligt.

Og det er jo ikke en femteplads i foråret og senest et hjemmebane-nederlag til OB oven på en noget heldig åbningssejr over Silkeborg IF, man sætter næsen op efter i klubben, så ja, det kan helt klart ende i et trænerskifte.

Men den ofte benyttede indgangsvinkel til at kritisere Jesper Sørensen, som er hans afdæmpede personlighed og konsekvente afvisning af at tale i overskrifter i offentligheden, går mig på.

Kan det virkelig passe, at fodboldklubber og professionelle fodboldspillere anno 2023 ikke kan leve uden en beta-han, der brøler af spillerne og gør sig fantastisk i et tv-studie?

Der er noget at komme efter i Brøndby, hvis man ikke efter yderligere indkøb i denne måned får formet et hold, der spiller med i toppen i efteråret.

Men det er simpelthen så billigt, hvis det at se ud som om, man er en god, højlydt leder, er vigtigere end det faglige arbejde.

Nu bruger jeg Brøndby og Jesper Sørensen som eksempel, og jeg kunne have brugt mange andre.

Højlydte, smilende og temperamentsfulde Bo Henriksen er i sine år blevet mødt af det modsatte: At han ikke kunne det taktiske eller var tænkende, fordi han var så spraglet og udadvendt, når han var live på tv eller stod med en flok avis-journalister efter træning.

Det er lige så tåbeligt og forkert, og når tvivlen om de første Superliga-trænere melder sig om få uger, håber jeg, at vi alle kan se forbi de værste klichéer og overfladiske betragtninger, og trænge ind til de virkelige problemer, der selvfølgelig skal trækkes ud i lyset og vendes fra alle leder og kanter.

Flaskehalsen peger på den klichéfyldte trænerjagt