Det er trist – de smadrer fodbolden fuldstændigt

Josep Guardiolas Manchester City er det dygtigste fodboldhold i verden og har efterhånden været det i en håndfuld år.

De bliver snydt af det suveræne turneringshold Real Madrid på Champions League-forårsaftener eller skyder sig selv i foden mod andre modstandere, hvor 'Pep' overtænker tingene, men det ændrer ikke på, at Manchester City kollektivt er det dygtigste fodboldhold i verden.

Det er et rent verdensklasse-projekt, Manchester City har skabt fodboldfagligt, og som Paris Saint-Germain bør skæve misundeligt til, og Newcastle, ejet af Saudi-Arabien, ser ud til at være kraftigt inspireret af.

Det er en ren fryd at se Manchester City spille fodbold og bliver det sikkert igen i aften i Parken, hvor de engelske mestre igen skal give FC København en opvisning i god fodbold.

Så meget desto mere trist er det at se, hvad Manchester Citys ejer står for.

Problemet De Forenede Arabiske Emirater
Klubben er reelt ejet af emiratet Abu Dhabi, den stærkeste enhed i De Forenede Arabiske Emirater, uanset hvilke historier Citys presseafdeling og spindoktorer forsøger at fortælle os om toppolitikeren og forretningsmanden Khaldoon Al Mubarak (bestyrelsesformand for Manchester City) og FAE's præsidents bror Mansour bin Zayed Al Nahyan, de to grundlæggere af City Football Group.

Og hvis I synes, der er meget at komme efter i Qatar med elendig behandling af migrantarbejdere, brud på menneskerettighederne, kriminalisering af homoseksuelle mænd og alle andre LGBTQ+-personer, er det på mange måder en fortyndet light-version af, hvad Abu Dhabi og De Forenede Arabiske Emirater står for.

Hvor Qatar på papiret – modvilligt og uden at implementere reglerne – trods alt har afskaffet det slavelignende Kafala-system, lever det system i bedste velgående i Abu Dhabi, Dubai og de andre emirater, der udgør De Forenede Arabiske Emirater.

Hvor der er stort internationalt fokus på de cirka 2,6-2,8 millioner migrantarbejdere, der har gjort og gør Qatar klar til VM-slutrunden, er der stort set ingen, der bekymrer sig om de knap otte millioner udlændinge i De Forenede Arabiske Emirater.

Udlændinge, hvoraf en stor del ligesom i Qatar er lavtlønnede arbejdere fra asiatiske og afrikanske lande, mens selfie-skydende influencere fra Vesten med kamerahold og medier (også fra Danmark, desværre) i nakken til at dokumentere drømmetilværelsen faciliteret af migrantarbejdere, der lever under slavelignende forhold, og andre velbetalte vesterlændinge ligesom i Qatar udgør et mindretal.

Vilkårlige fængslinger af kritikere, anklager om tortur, en nærmest total mangel på ytringsfrihed, massiv overvågning og systematisk krænkelse af en række andre menneskerettigheder er dagligdag ifølge menneskerets-organisationer (læs mere her).

Men måske mest graverende er den brutale krig, FAE sammen med Saudi-Arabien fører i nabolandet Yemen.

Det er krig, ikke en fodboldkamp, hvor man enten hepper på de iransk støttede oprørere eller den FAE- og Saudi-støttede regeringshær i kampen mellem godt og ondt.

Det er civile, 377.000 ved udgangen af 2021 inklusiv ofre for sult og sygdom ifølge FN, der mister livet i en væmmelig stedfortræderkrig, og selvom Irans præstestyre er blandt de mest undertrykkende og brutale i verden, retfærdiggør det ikke det, FN kalder for krigsforbrydelser af emiraternes og Saudi-Arabiens allierede styrker blandt andet i forbindelse med bombninger af civile mål.

Mere?

Brugen af dødsstraf og den totale mangel på lighed for loven i landet?

Forsøget på at få USA's ok gennem Donald Trumps svigersøn Jared Kushner til at invadere Qatar eller vælte nabolandets styre?

Hvad med overvågning og hacking af journalister og systemkritikere?

Det fine forhold til Putins Rusland, som emiraternes premierminister såmænd mødes med i Moskva i dag, efter De Forenede Arabiske Emirater og de øvrige OPEC-lande gav Putin en stor politisk sejr og bedre muligheder for at fortsætte den morderiske krig i Ukraine ved at skære i olieproduktionen?

City bliver udnyttet

Så hvorfor skal vi høre om alt det her nu, når Manchester City bare er en fodboldklub som de fleste andre i topfodbold med ejere, vi ikke bryder os om i et demokratisk og fællesskabsorienteret Danmark?

Mansour bin Zayed Al Nahyan er vicepremierminister i De Forenede Arabiske Emirater og bror til præsidenten og overhovedet for kongefamilien, Mohamed bin Zayed Al Nahyan. Mansour bin Zayed Al Nahyan er bestyrelsesformand for Abu Dhabi Investment Group, der ejer City Football Group og er en statsejet investeringsfond.

Det skal vi, fordi selve formålet med at eje City er at vaske blodet af kongefamiliens og regeringens hænder og få os til at tænke på fodbold i stedet for på et brutalt diktatur.

Og det skal vi, fordi Abu Dhabi og FAE’s brug af fodbold præcis som Qatars vilde projekter med VM 2022 og ejerskabet i Paris  Saint-Germain truer med at ødelægge fodbolds sammenhængskraft og snylter på 150 års møjsommeligt opbygget social og kulturel kapital.

Jeg er ingen fan af de amerikanske ejere hos Citys engelske rivaler, der gerne ville lave lukkede ligaer og hjertens gerne ville have lige så mange feederklubber som City.

Jeg bryder mig heller ikke spor om Florentino Perez og Andrea Agnellis megalomane Super League-projekt, som mange af de store, inklusiv City, var med på.

Eller Bayern München og FC Barcelonas mangeårige bånd til Qatar, der har hjulpet det lille lands kongefamilie og snævre elite til at overtage europæisk fodbold indefra. (læs min leder fra maj 2021: Qatar har købt vores fodboldbosser)

Hvidvasker et diktatur
Disse klubber, som City-fans ofte ynder at kalde kartellet, blandt andet fordi man opfatter sagerne mod City for brud på FFP-sagerne for politisk forfølgelse af misundelige, gamle klubber, er del af fodboldens problem, ikke løsningen.

Men at andre blæser på færdselsloven ved at suse over for rødt og givetvis også bryder en række andre love og regler, betyder ikke, at Citys ejeres bagmænd dermed har ret til uden debat at bruge fodbold til at hvidvaske gerninger, der burde kaste en enkeltbillet til krigsforbryder-domstolen i Haag af sig.

Fodbold og politik kan ikke adskilles, når hele formålet er at hvidvaske sig i fodboldens historie og i den fantastiske klub, Abu Dhabis enorme oliereserver har købt og betalt udviklingen af.

At det her har foregået i 14 år betyder ikke, at kritikken nu må forstumme og Manchester City kun bliver forholdt spørgsmål om fodbold. For brud på menneskerettigheder, dårlig behandling af migrantarbejdere og bombninger af civile bliver ikke mere tålelige af at blive gentaget mange gange over mange år.

Selve spillets berettigelse, også juridisk her i Europa i form af altafgørende undtagelser fra konkurrencelovgivningen i EU, er at man tjener et stort kulturelt og socialt fællesskab.

Det fundament og vores fine, simple spil er ved at blive slidt i stykker af, at spillet i stedet bruges af diktatorer til at sole sig i, og af at blive et investeringsobjekt for globale oligarker med samme følelse og indlevelse i beslutningerne som var det naturgødning eller blikdåser, man handlede med.

Det hjælper diktatorerne at fokusere på fodbold
Ved at adskille politik og sport og ikke diskutere alle disse væmmelige spørgsmål, men i stedet blot glæder sig over Erling Haalands storspil og Kevin De Bruynes genialitet, går man netop ejernes ærinde.

Vi normaliserer, at enhver diktator eller milliardær kan købe sig til et bedre omdømme og indflydelse, bare man bruger penge nok til at vinde kampe og titler.

Det var sigende, at Erling Haaland og Kylian Mbappé, de to bedste unge spillere i verden, i den forgangne sommer valgte City og at blive i Paris Saint-Germain.

Hvad end man vil det eller ej, var det to kæmpesejre for to af mest aggressive diktaturstater og deres model for at udnytte fodbold.

Fodboldens ledere havde gjort klogt i at overveje, hvem man gav nøglerne til, da man ligesom et væld af vestlige lande gav sig til at sælge ud af alt, der ikke var naglet fast, i nullerne og tierne.

Og det er svært ikke at nyde spillet og den opvisning, Haaland og City nok igen leverer i København i aften.

Men Manchester Citys og Haalands succes er også det levende symbol på, i hvor høj grad diktatorer og milliardærer uden blik for andet end egen vinding og magt vinder dagsordenen og magten i fodbold anno 2022, og at de kun kommer til at vinde flere sejre på banen og i den politiske PR-arena i de kommende år, hvis vi respektfuldt bøjer nakken, jubler over flotte scoringer og sejre, og tysser på dem, der vil ødelægge stemningen med kritiske spørgsmål.