AGF-trænerjagt: Skal jo ikke genskabe Peps Barca

Det er ikke til at vide, hvad der var sket med AGF, hvis Superliga-sæsonen havde været 36 runder lang i stedet for 32.

Måske var AGF rykket ud med et brag, måske havde man overlevet, fordi der var to dårlige hold til i Superligaen, det finder vi aldrig ud af.

Men tanken er ikke skingrende vanvittig, når nu der var 14 hold og 36 runder i Superligaen indtil sommeren 2020, og når man ser AGF’s frie fald i foråret med hele 13 ligakampe i træk uden en sejr.

Så selvfølgelig var det ikke overraskende, at AGF’s ledelse og David Nielsen i går præsenterede den faglige skilsmisse, der træder i kraft efter lørdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, for ud over de dårlige resultater har spillet og den fælles retning, eller mangel på samme, også knirket og knaget især her i 2022.

Det har været en skidt sæson, og foråret 2021 var heller ikke formidabelt som klubben som helhed, hvor man fik kæmpet en fjerdeplads i hus og uden for banen kæmpede med eftervirkningerne af FC Københavns tyveri af succesrige og dygtige Peter Christiansen, hvor Stig Inge Bjørnebye blev hevet ind i sidste sekund, efter Hans Jørgen Haysen var faldet på en MeToo-sag fra SønderjyskE-tiden.

David Nielsen gjorde det
At slutningen ikke blev køn og med lidt mere uheld kunne have kostet endnu en nedrykning i et VM-år ændrer ikke på, at AGF er noget ganske andet, end da David Nielsen tog over.

Bronzen i 2020 er ikke at sammenligne med Lyngbys og Esbjergs, som i bakspejlet blev fulgt af ikke særligt overraskende nedrykninger.

AGF blev under David Nielsen et hold, der kunne matche FC Midtjylland, FC København og Brøndby IF fysisk og med en stærk defensiv organisation, og dette AGF skal ikke til at starte langsomt op igen med to-tre sæsoner med kedelige ottendepladser.

At man så under Stig Inge Bjørnebye ikke just købte spillere ind til David Nielsens nærmest ‘Simeone’ske’ spillestil er nok en af del-forklaringerne på denne sæsons problemer men også noget, der gør trænerskiftet indlysende, og over tid skal AGF selvfølgelig blive bedre til at have bolden og vinde kampe mod de små hold, der spiller på kontra, noget David Nielsen selv var inde på under gårsdagens pressemøde ikke havde fungeret specielt godt trods gode intentioner.

Men lige så vigtigt var kemien med fansene, byen, ja hele omverdenen, hvor David Nielsen som ingen andre siden Peter Rudbæk både skabte resultaterne men også virkelig fik et tag i AGF, så man i Århus dansede på tagene af bybusserne i Midtbyen.

En tredjeplads og en fjerdeplads var i den grad Mission Accomplished, med det store minus den seneste sæson så selvfølgelig har været.

Så sværdet, for nu at bruge David Nielsens måske mest berømmede billede, bliver blytungt for den næste, der skal gøre nordjyden kunsten efter og bide FC København og FC Midtjylland i haserne, alt imens man befæster sig som Top 6-hold frem mod åbningen af et nyt stadion om en lille håndfuld år.

Nielsen beherskede umulige Århus
Århus er et svært sted.

Det er ikke noget at brokke sig over, som formand Lars Fournais var inde på i et interview med Tipsbladet for tre uger siden, men det er et faktum, man skal have sig for øje, både som klub og ny træner.

For modstanderne, især i Jylland, vil bare gerne slå AGF. Få ting er sjovere end at få AGF til at gå på bagdelen, når man selv har gang i en middelmådig sæson.

Og der bliver ikke taget med fløjshandsker på klubben fra hverken byen, medier eller sponsorer, som man – ingen nævnt eller glemt – oplever i andre klubber i andre byer i dansk fodbold, hvis I spørger mig.

Så selvom AGF er en helt anderledes økonomisk stærk klub end for otte år siden, er det stadig en trykkoger af en by, når det går AGF godt eller dårligt, ja som på nogle områder faktisk er mere under lup end eksempelvis hovedstadsklubberne især målt på den lokale interesse.

Det er noget af det samme, der gør det så enormt svært i en by som Hamborg, og som modsat har givet en klub som FC Midtjylland lidt bedre betingelser til at vokse sig stor og stærk – bare spørg de spillere og trænere, der har arbejdet begge steder, hvor omverdenens opmærksomhed var størst.

Det var noget af det, David Nielsen klarede fantastisk flot, indtil resultaterne indhentede klubben dette forår, og den kvalitet skal man absolut ikke kimse af eller skøjte let hen over i vurderingen af en træners faglighed.

Mere boldbesiddelse
AGF kommer inden for kort tid til at ansætte en ny, dygtig træner, og med mindre jeg læser udmeldinger, interviews og ‘GF’s spillerkøb helt forkert, skal man til at have kuglen mere.

Det vil ikke for statistikkens skyld eller et forsøg på at genskabe Guardiolas Barcelona, men fordi man ud over at kunne følge med topklubberne på fysisk styrke og hurtighed simpelthen også skal skabe flere store chancer i åbent spil, både på kontra men så sandelig også i fodboldens sværeste disciplin, de lange angreb med mange boldberøringer.

Det er et stykke arbejde, der tager tid, bare se Silkeborgs bronzevindere og Jess Thorups kommende guldhold i FC København.

Begge klubber har arbejdet støt og roligt med ikke alene boldbesiddelsen men også den djævelsk svære kunst at åbne ellers velorganiserede forsvar siden 2020, og det giver pote nu.

Det kommer til at kræve lige dele godt købmandskab, solidt mandskabsarbejde og tålmodighed at rejse dette AGF-hold fra nær-nedrykning og et bjerg af modgang og, her i foråret, også perioder af modløshed, der er ren gift.

Så det bliver et tungt sværd og en tung opgave at løfte, og som min kollega Allan Olsen bemærkede det tidligere onsdag, kommer luppen med statsgaranti til at være på sportschef Stig Inge Bjørnebye fra nu af, efter spillerkøb for over 40 millioner kroner sidste sommer altså førte til den nuværende tiendeplads og nu en trænerfyring.

Lad os se, hvem AGF præsenterer – måske jeg og mange andre bliver overrasket.