Skal Brøndby sælges til Saudi-Arabien?

Tilgiv mig for den lidt bratte og dramatiske overskrift, men det føles altså, som om dansk fodbold er faldet i søvn igen efter at have åbnet et enkelt øje for at se på det rabalder, Super League skabte i sidste uge.

Hele tanken om den liga var ikke mindst skabt af klubejere, der ikke har noget tilhørsforhold til det område, deres klub ligger i.

Arsenals ejer Stan Kroenke flyttede gladelig NFL-holdet St. Louis Rams til Los Angeles, da han så muligheden for at tjene milliarder på at bygge et nyt stadion i forstæderne i L.A. Blæse være med de fans i St. Louis, der i 20 år havde været fans af holdet, altså siden man i midten af halvfemserne var flyttet den modsatte vej ud af millionbyen i Californien under tidligere ejere.

AC Milans ejer, kapitalfonden Elliott Management, har selv på Wall Street ry for at være meget barsk. Den specialiserer sig i nødlidende virksomheder og beslaglagde engang et argentinsk flådefartøj i en havn i Ghana, efter Elliott og virksomhedens ejer havde spekuleret i Argentinas statsbankerot for at tjene milliarder til sig selv på bekostning af de argentinske skatteydere.

Familien Glazer har uden skrupler sat Manchester United og dermed klubbens fans til at betale milliarder i renter til bankerne og salærer til Glazer-familiemedlemmer, så The Glazers ikke selv skulle betale de store banklån, de tog for at købe Manchester United for snart 20 år siden.

De medlemsvalgte præsidenter Florentino Pérez og Joan Laporta i Real Madrid og FC Barcelona er villige til nærmest alt for penge i angsten for at blive sat skakmat af PL-klubberne, og bondeangeren i de fleste af de 12 klubber skal man i sagens natur ikke se som andet end ærgrelse over, at man ikke havde fundet på nogle bedre løgnehistorier, undskyld jeg mente naturligvis noget bedre PR, ved lanceringen af turneringen.

Man kan indvende, at det ikke har noget som helst at gøre med dansk fodbold overhovedet, men det har det faktisk.

For det er præcis det samme farvel til både mennesker og værdier fra lokalområdet, der venter i mange af de klubber, der er blevet opkøbt i Danmark.

10 klubber taler vi lige nu, inklusiv ambitiøse Jammerbugt i 2. division, og hvis man synes, jeg er totalt blød i roen, når jeg skriver Brøndby og Saudi-Arabien i samme sætning, kan man bare huske tilbage på slutningen af 2018.

Her kastede flere forskellige investorer, blandt andre folk med penge i ryggen fra og forretninger med Saudi-Arabien, sultne blikke efter FC København, vel at mærke med interesse i fodboldholdet, ikke badelandene.

Det vakte opstandelse, da Brøndby løst blev koblet til Red Bull-interesse i at føje nye klubber til portefløjen, og det er voldsomt naivt at tro, at FC Midtjylland og FC Nordsjælland er de absolut største klubber i Danmark, der kan sælges til udenlandske investorer.

Udenlandske spillere hentet til i bundter og fokusset på dansk fodbold eller manglen på samme kan sagtens komme endnu mere på dagsordenen i Danmark i de kommende år.

Og ligesom man ikke kan blive overrasket over effekten, når folk fra Wall Street og amerikansk sport overtager Europas største fodboldklubber og prøver at skabe Super League, er det altså også nu, fans og folk i Fodbolddanmark med en mening om dansk fodbolds kurs skal sige til, og sige det højt.

Det nytter ikke at komme om tre-fem år og ærgre sig over, hvor debatten dog var henne. Den skal komme nu, også selvom tavshed åbenbart er kommunikationsstrategien fra både DBU, Divisionsforeningen og de fleste klubber.

Man kunne få tanken, at selv dem i de større provinsbyer, der hårdnakket erklærer sig selv for værende ”ikke til salg” i det skjulte vil holde alle mulige åbne, hvis der nu kommer millioner af dollar, euro, pund eller rubler på bordet fra en udenlandsk investor.