Først håbede Superliga-klubberne på tilskuere til ”forårspremieren” i begyndelsen af februar.

Så knyttede man håbet til et forsøg med tilskuere i slutningen af grundspillet, hvor i alt 30.000 personer skulle på stadion for at dokumentere, hvordan forskellige tiltag bremser eller forhindring spredning af coronavirussen.

Nu har regeringen så præsenteret en plan, hvor der i midten af april skal være en afklaring af, om Superliga-klubberne og deres kolleger i 1. division nu også kan håndtere at sektionere deres stadion i afsnit på 500, så smitten ikke løber løbsk.

Man kan spørge sig selv, hvad der dog kan mangle at blive afklaret, når klubberne allerede siden sidste sommer har haft et køreklart koncept, som siden er blevet suppleret med alverdens mulige tiltag som kviktests, endnu skrappere opdeling og opfølgende tjek af folk, der har været stadion.

Fodboldklubberne har ressourcer og mulighed for at teste og kontrollere deres mange tusinde gæster, som ingen andre brancher i Danmark kommer i nærheden af, og hvis klubber og fans føler sig trådt på og ignoreret i dag, forstår jeg dem godt.

For nu at komme med en underdrivelse: Det ville være på sin plads med en mere direkte og åben kommunikation.

Sig, at man ikke vil løbe risikoen med virus-mutationer i omløb, der ikke var til stede sidste somme.

Sig, at andre dele af samfundet prioriteres højere end fodboldklubber, der jo i modsætning til så mange andre brancher stadig får størstedelen af deres omsætning, fordi tv-penge og kommercielle aftaler ikke på kort sigt er afhængig af, at der kommer tilskuere på stadion.

Det kommer til at virke som bevidst nøl, at man slutningen af marts minsandten skal have endnu flere undersøgelser omkring en åbning af danske fodboldarenaer, når klubberne i et halvt år har råbt, skreget og stået på hænder for at få at vide, hvad de ellers skal gøre for at få tilskuere tilbage ud over alle de tiltag, de selv har taget initiativ til.

Hvis der er stærke argumenter for, at der ikke skal tilskuere på stadion, så skal de på bordet.

Ellers sidder man tilbage med den snigende mistanke om, at det her ikke så meget er et sundhedsfagligt og logistisk spørgsmål, som at det er et politisk spørgsmål.

Et spørgsmål, hvor meget handler om, hvordan tingene tager sig ud i den danske befolkning, og at man for alt i verden ikke vil kunne fanges i at åbne for et Liverpool- eller Atalanta-scenarie med mange smittede til CL-kampe i dagene før nedlukningen i marts 2020. Og så blæse være med, at det var før, nogen almindelige anede noget om coronavirus, og hvor der ikke var ét eneste tiltag for at begrænse coronasmitten.

Manglen på åbenhed omkring beslutningerne, det meget aktive arbejde på ikke at forholde sig til sagens kerne, og signalet fra regeringen og myndighederne om, at Divisionsforeningens coronaprotokoller åbenbart ikke dur, er giftig for den sammenhængskraft i samfundet, der efterhånden er tyndslidt.

Jeg kan og vil ikke føre kampagne for hverken det ene eller det andet.

Men processen og politiseringen af den er alt andet end køn og totalt unødvendig.

Politikere og myndigheder tager, undskyld mit sprog, pis på dansk fodbold og det store stykke arbejde, der er gjort for at få tilskuere tilbage på stadion, når man kommer tilbage i slutningen af marts og siger, at der skal yderligere undersøgelser til, og det er ingen tjent med.

Du kan læse mere om tilskuernes adgang til Superliga-arenaer eller manglen på selvsamme i denne artikel, hvor flere klubdirektører undrer sig meget højlydt over regeringens udmelding.

Tomme tribuner: Forstår frustration og raseri