Transfers: Derfor er FC Midtjylland som forvandlet

Faste læsere af mine meninger og analyser i Tipsbladet gennem årene ved, at jeg afskyr få ting mere end den rituelle udnævnelse af vindere og tabere få døgn efter lukningen af et transfervindue.

Prøv at spørg i Fulham, om de er lykkelige for at være blevet kåret til vinderne af Premier Leagues sommertransfervindue i 2019, hvorefter de raslede ud af ligaen med den måske dårligste holdpræstation, vi har set i moderne fodboldhistorie på det niveau.

Og når jeg så har fået det ud af systemet, kan vi selvfølgelig sagtens se på, hvordan en klubs transfers former sæsonen, og her er handlerne i FC Midtjylland og timingen af dem dybt interessante at se nærmere på.

Det begyndte som planlagt
FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein har for vane at sige, at transfervinduet skal være stille, og hvor det nogle gange skal tages med et gran salt og med Steinleins glimt i øjet in mente, virker det faktisk til at have været planen denne gang.

FC Midtjylland fik tidligt, 6. juli, Anders Dreyer forhandlet fri af aftalen med Rubin Kazan.

Det var en kompleks handel på grund af de russiske klubbers meget specielle situation efter den russiske stats invasion af Ukraine, så FCM endte med at eftergive en meget stor portion penge, Kazan skyldte for købet sidste år af offensivspilleren, og så at smide en håndfuld millioner kroner oveni.

Det var dyrt, over 40 millioner kroner dyrt.

Men med tanke på Dreyers spilforståelse og individuelle evner, der fuldt ud er til en Top 5-liga eller europæisk deltager i en liga som Grækenland, Tyrkiet, Belgien eller Portugal, og at FCM ellers risikerede at Rubin Kazan lukkede og aldrig betalte pengene, var det finansielt en fornuftig handel.

Og det skulle stort set have været det.

Evander skulle sælges for ti millioner euro, hvilket ikke lykkedes for den 24 år gamle og teknisk dygtige brasilianer, der matcher Dreyers spilforståelse.

Og selvfølgelig skulle det massive udvalg af spillere, FC Midtjylland har på kontrakt, skæres markant ned med salg, udlejninger og gratis afgange.

Det skete også med fine salg af Luca Pfeiffer, et noget opsigtsvækkende farvel til lovende men også utålmodige Oscar Fraulo (ham kunne FCM godt bruge nu), og et farvel til floppet Marrony, der er FCM’s dyreste køb nogensinde men overhovedet ikke var i nærheden af noget, da slet ikke fast spilletid, i sine lidt over ti måneder i Danmark.

Det lyder måske vildt og voldsomt, men i en transferklub som FC Midtjylland, der prioriterer at handle sig stærkere og har gjort dette med større succes end nærmest alle andre i Danmark, var det faktisk et oplæg til en rolig sommer.

Deadlinestress
Det ændrede sig, nogle vil sige selvforskyldt, da man kun to uger efter sæsonpremieren fyrede Bo Henriksen.

Man havde valgt at tro på, at der var spillemæssige forbedringer på vej, måske med et trænerskifte til vinter eller næste sommer i baghovedet, og timingen kom til at virke mærkelig, selvom det måske har virket sådan internt med en stor tro på truppen, og at man bare manglede at udskifte Evander, når han blev solgt.

Men trænerskiftet førte til ansættelsen af en træner, man må have vidst ville spille 4-3-3 og gøre tingene anderledes, og hektikken indfandt sig for alvor, da først AC Milan og derefter Club Brugge meldte sig hos FCM for at købe Raphael Onyedika.

Det var måske kærkomment finansielt på kort sigt, selvom pengene ikke er et problem med Anders Holch Povlsen og Matthew Benham som ejere.

Men sportsligt og i arbejdet med truppen var det overhovedet ikke meningen, at Onyedika skulle sælges før 2023 eller 2024, og vi må konstatere, at det ikke var en spillerhandel, FC Midtjylland var forberedt på, uanset hvor mange data og spillerlister, man har liggende med alverdens muligheder for nye spillere.

Før vi kritiserer FC Midtjylland sønder og sammen, skal man huske på, at det ikke er realistisk at ligge og lave skyggeforhandlinger med potentielle emner på positioner, man ikke forventer at sælge fra, men Onyedikas afgang skabte travlhed.

Handlen faldt på plads søndag aften 28. august, og selvom man da havde været i gang med at sondere i et par døgn, var det en sen start.

Læg dertil, at den ny cheftræner Albert Capellas ville spille en 4-3-3, som Henrik Jensen også omtrent anvendte i sin sidste kamp som vikar mod AGF 20. august, og du havde opskriften på en vild afslutning på transfervinduet med behov for ikke bare en sekser men også en otter til Capellas’ tremandsmidtbane.

Oveni kom så, at Júnior Brumado gik alvorligt i stykker i mandag aftens kamp i Brøndby, hvilket jeg tror omgående stod klart for FC Midtjyllands ledelse – fra søndag aften til mandag aften voksede ønskelisten i FC Midtjylland fra én til tre spillere.

Handlerne
Lister blev gennemgået, muligheder blev afprøvet, og som tirsdagen gik, blev otter-positionen på midtbanen prioriteret, mens midtjydernes sportslige ledelse skruede op kravene til, hvem man ville slå til på til en forward- eller kantposition.

En ny sekser og otter samt udsigten til, at Evander ikke skulle afsted, løsnede op for de offensive muligheder, så man i beregningerne ikke behøvede at trække Anders Dreyer eller Pione Sisto ned på den centrale midtbane.

Tidligt onsdag stod det klart, at Kristoffer Olsson var klar på et skifte og Anderlecht var til at forhandle med i form af en lejeaftale, mens danskerne var sorteret fra og Emiliano Martínez fra Red Bull Bragantino ud på eftermiddagen blev manden, man ville hente, på trods af at han ikke har spillet fodbold i meget lang tid grundet problemer med akillessenen.

Det hjalp på modet til at tage Emiliano Martínez, at Olsson i et Capellas-system sagtens kan spille sekser, selvom han det mest af karrieren har været otter eller tier, og relativt tidligt onsdag stod det klart, at man havde de rette folk, selvom lejeaftalerne først blev præsenteret cirka 19.30 og 22.30.

Man talte med Emiliano Marcondes, der også var på leje i FCM i en halvsæson i 2019, og troede tirsdag på muligheden for en aftale, indtil en ny træner og udsigten til en ny chance for Premier League-spilletid fik Marcondes til at lukke for snakkene med FCM og de sekundære muligheder FC Nordsjælland og Brøndby.

Effekten
FC Midtjylland løber en risiko ved nu kun at have Sory Kaba som erfaren mulighed til rollen som fysisk stærk nier.

Midtjyderne vil mene, at det er trygt nok at spille med Anders Dreyer, Pione Sisto eller Edward Chilufya derinde, men hjemvendte Sory Kabas helbred og spillehumør må nu være en af topprioriteterne i de 10 Superliga-kampe og seks Europa League-kampe, der venter de næste ti uger.

Det mest interessante her er, hvor forandret dette FC Midtjylland er efter sommerens handler og den ny træners formationsskifte.

Der er stor forskel 3-4-3-formationen, duellerne og det meget målsøgende spil, man begyndte med i juli, og så en 4-3-3 med Kristoffer Olsson og Evander sammen på midtbanen, en meget bevægelig forwardkæde og en backrolle, der især bør bekomme Paulinho bedre end at spille wingback.

Raphael Onyedika bliver savnet som klubbens bedste og mest stabile spiller i sin flotte gennembrudssæson, og for at kabalen skal gå op, skal Martínez helst være klar til megen spilletid efter et par uger.

Om FC Midtjylland får succes med de nye spillere og formationen ved vi ikke, og skal man veksle lejeaftalerne med Olsson og Martínez til køb, bliver det en dyr operation til næste sommer.

Ryger Sory Kaba ud med en skade eller formsvigt, kan mådeholdet til sidst i transfervinduet også koste point.

Men et nyt FC Midtjylland ser ud til at dukke frem af denne sommers ændringer, og det bliver meget spændende at se, om det også kan hjælpe FC Midtjylland til mere af den succes, man så brændende ønsker sig efter to år med status quo på banen siden mesterskabet og Champions League i 2020.