Lad være med at hoppe på deres løgne

Det har været tre hårde måneder for Roman Abramovitj.

Ok, det er stadig mestendels førsteverdens-problemer at kæmpe for at bevare en del af milliardformuen, så den ikke bliver beslaglagt og indefrosset, og man stadig kan rejse med privatfly og helikopter.

Men historierne om en mulig forgiftning i forbindelse med forhandlinger mellem Ukraine og Rusland, og russiske oligarkers tendens til at dø af unaturlige årsager længe før tid, gør såmænd situationen alvorlig nok.

Roman Abramovitj fylder, også uden for fodboldens verden, fordi Chelsea er mere iøjnefaldende end alverdens ejendomme, luksusbiler, helikoptere og store aktieposter i milliard-virksomheder.

Ja, der er vel ikke noget russisk ejet aktiv på denne planet, der har været mere omdiskuteret i de seneste måneder end den forsvarende Champions League-mester i det vestlige London.

Jeg forstår udmærket nogles trang til at beskytte Roman Abramovitj, der har skabt store resultater for Chelsea og gjort klubben til fast del af verdenseliten.

Men det kan bare ikke nytte noget at lade tvivlen komme den russiske milliardær til gode, når der er så åbenlyse huller i hans fortælling om salget af Chelsea, præcis som der er i myten om hans formue, og hvordan den blev til i 90’erne og 00’erne.

Husk tilbage på de paniske dage i marts.

Først forsøgte Abramovitj at overlade kontrollen med klubben til en fond tilknyttet Chelsea, tilsyneladende uden at have taget alle personer i den velgørende trust i ed før offentliggørelsen af et skaktræk, der helt tydeligt var designet til at beskytte Abramovitj personligt og hans investering i Chelsea.

Siden har det heddet sig, at overskuddet fra et salg af Chelsea skal gå til en velgørende fond, der skal hjælpe med genopretningen efter krigen i Ukraine, uden det endnu står klart, hvem der præcist skal have pengene (er det også russere?), og hvem der skal kontrollere strømmen af de mange milliarder kroner.

I denne uge er der så skabt alvorlig tvivl om, hvorvidt Roman Abramovitj alligevel vil have de 13 milliarder kroner, han har lånt til Chelseas drift siden 2003, indfriet af en ny ejer, selvom han tilbage i marts sagde, at han afskrev de penge.

Onsdag fortalte flere britiske medier så, at Abramovitj angiveligt meget gerne ser de nuværende topfolk i klubben fortsætte i deres ledende roller under en ny ejer, og at villigheden til at lade folk som Marina Granovskaia og Bruce Buck direkte påvirker, hvilken ny ejergruppe, der ender med at blive valgt som køber af Chelsea.

Spin
Roman Abramovitj har en mindre hær af PR-folk.

Jeg har talt med et par stykker af dem. Flinke mennesker.

Men også med en klar mission om at få deres arbejdsgiver til at tage sig godt ud.

Det var påfaldende at se i krisedagene i februar og marts, hvor hurtigt de fik placeret historier i britiske medier, der tjente Abramovitj’ formål.

Ja selv i denne uge har Abramovitj gennem en anonym talsperson haft mulighed for at tale direkte til Chelsea-fansene via en nyhedsartikel på Chelseas hjemmeside, der citerede en unavngiven Abramovitj-rådgiver. (læs artiklen her)

Den gode oligark går ikke af vejen for at sagsøge journalister og forfattere, der fortæller de ubehagelige historier om de dybe forbindelser til Putin og Kreml eller den vilde korruption, der spillede en hovedrolle i skabelsen af en af Ruslands mægtigste mænd.

Der går år, før vi får hele sandheden om Roman Abramovitj, Chelsea og de seneste måneders kamp om oligarkens og klubbens fremtid. Måske kommer den aldrig frem.

Men jeg ville passe meget på med at tro alle de historier, der er blevet placeret især af den russiske milliardærs folk.

Han og hans ligemænd i det russiske oligarki kæmper en desperat kamp for at slippe fra krigen og krisen uden at miste alt, de ejer, ja i nogle tilfælde mere end det.

Jeg tvivler på, ret mange af dem på nogen måde støtter en barbarisk og halsløs krig i et naboland, mange har været i ferie i og stort set ser, som Danmark og Sverige ser hinanden.

Men derfor har mange af dem, inklusiv Abramovitj, skabt deres formue takket være Vladimir Putin, fordi man ikke kunne komme uden om det i det moderne Rusland, men også fordi de selv valgte at gå med på de spilleregler, Putin og Kreml opstillede.

Jeg håber, der kommer en fornuftig og kompetent gruppe ejere af Chelsea, der selv kan få lov at træffe deres beslutninger, uden at Roman Abramovitj, den britiske regering og deres kammersjukker i erhvervslivet, eller andre skal blande sig.

Men det her er mest af alt historien om, hvor galt det gå, når man overlader sin klub til en person eller gruppering med så tvivlsomme forbindelser, som Roman Abramovitj har – ikke at det er synd for oligarken, bare fordi Premier League ser gennem fingre med det, Manchester City og Newcastles ejere begår af uhyrligheder.

Om noget kan det her passende tjene som påmindelse om, at man skal sige nej i første omgang, uanset hvor mange oliemilliarder, Saudi-Arabien, Abu Dhabi eller en russisk oligark lokker med.