UEFA-toppen har et gigantisk forklaringsproblem

Da DBU afholdt pressemøde mandag formiddag, kom spillerne Kasper Schmeichel, Martin Braithwaite og Pierre-Emile Højbjerg ind på beslutningen om at spille kampen færdig lørdag aften.

Det var fuldstændig naturligt, da det er et centralt element i begivenhederne og spillernes oplevelse af dem.

– Vi blev stillet i en position, som jeg ikke personligt selv føler var fair. Vi havde to valgmuligheder. Det krævede nok, at der var nogen højere oppe end os, der sagde, at det ikke var tiden til at træffe en beslutning, sagde Kasper Schmeichel.

– Selvfølgelig følte jeg ikke, det var det bedste. Vi havde to valgmuligheder, og det var to dårlige valgmuligheder, vi havde. Tog egentlig den mindst dårlige, hvis man kan sige det sådan, og gik ud og spillede med det samme. Men selvfølgelig skulle det ikke have været sådan, når man har oplevet sådan noget. Så skal man ikke gå ud og spille en fodboldkamp, sagde Braithwaite og fortsatte:

– Der var to valgmuligheder. Folk vil jo sige, det var et valg, men det var ikke noget, jeg følte, vi skulle gøre i den situation. Man tænkte ikke klart. Man er slet ikke der. Det var ikke det bedste selvfølgelig.

Spillerne kom ikke yderligere ind på UEFA's ageren i sagen, men deres udtalelser ligger 100 procent i tråd med det, landstræner Kasper Hjulmand var inde på efter kampen lørdag og på pressemødet søndag.

At danskerne fik to valgmuligheder: Spil nu, eller spil søndag klokken 12.

Spillerne blev svigtet
Det er meget, meget vigtigt at understrege, at folkene på stadion blot har fulgt de strenge anvisninger, de har oppe fra UEFA-systemet.

Ansvaret ligger i sidste ende hos UEFA-toppen personificeret ved præsident Aleksandar Ceferin og generalsekretær Theodore Theodoridis, og ikke, jeg gentager ikke, hos de ansatte, der skal følge protokoller, som tydeligvis ikke er designet til situationer som den, vi så lørdag aften.

Og det er et tungt ansvar, vi her taler om.

– Nogen har forsømt deres ansvar langt oppe i systemet. UEFA skulle have taget beslutningen væk fra spillerne, som var de mest påvirkede, udsatte og sårbare i den situation. I stedet er spillerne nu overladt til ubehagelige overvejelser dagen derpå: Hvorfor sagde jeg ja? Skulle vi have udskudt? Spillerne er ikke blevet beskyttet og krisehåndteret, som de burde, sagde Berith Bro, der er formand for Selskab for Psykotraumatologi, i et interview med DR søndag.

Et stort antal psykologer med ekspertise i krisesituationer har været inde på nøjagtig det samme.

Læs yderligere her

At der ikke er noget tænkeligt scenarie, hvor det er i orden at bede spillerne – heller ikke dem fra Finland, der naturligvis også var dybt rystede og påvirkede – om at træffe den beslutning, mens de er i dybt chok og for manges vedkommende oplever noget af det værste, de har set i deres liv.

Skylder en forklaring

Selvom det nok er at sammenligne æbler og pærer, kommer det også til at skurre i øjnene på 99 procent af alle fodboldinteresserede, dem UEFA er til for, at man kan skubbe en kamp 48 timer i tilfælde af coronaudbrud på et hold, men at Danmark og Finland altså havde højst 15½ timer, mange af disse om natten, til at få en afviklet en kamp, hvor de havde set en holdkammerat, ven og kollega falde om med hjertestop.

Og selvfølgelig kunne UEFA-præsident Aleksandar Ceferin eller generalsekretær Theodore Theodoridis have trumfet igennem, at den kamp endte 0-0, blev spillet søndag aften eller mandag, eller man i det mindste ventede med afgørelsen i stedet for at præsentere lørdagens beslutning som spillernes afgørelse.

DBU kunne – og skulle – have sat foden ned og som minimum sagt, at man ventede til søndag med at træffe en beslutning. Der havde været fuld opbakning fra alle, og UEFA kunne lige så godt have nedlagt sig selv til udgangen af måneden, hvis man havde udelukket Danmark, taberdømt holdet, eller hvad regelbogen ellers byder på af muligheder.

Men de her regler er UEFA's, og muligheden for at gå ud over dem lå direkte hos Aleksandar Ceferin og hans højre hånd.

Det vil sømme sig, hvis UEFA-chefen selv kommer på banen og forklarer beslutningen i stedet for at lade pressekontoret og menige folk stå på mål for noget, der er hans og toppens ansvar.

Man kunne sige, at det er det mindste, han kan gøre, når fodboldspillere lørdag blev gjort til gladiatorer i kampafviklingens og protokollernes navn, der ikke er megen forståelse for uden for fodboldbranchens hårde inderkerne.