Danske spillere føler sig snydt: Man kaster op

Mustafa Simsir står på sidelinjen og taler med to bekendte. Han taler højt. Det er meningen, folk omkring dem skal høre ham. Det, han har at sige, er reelt rettet mod dem: de mange forældre og venner, der er mødt op på Ishøj IF’s kunstgræsbane.

Nogle af forældrene stimler sammen for at høre nærmere. Simsir advarer dem. “Han tager røven på jer.”

Otte år forinden var Mustafa Simsir selv en af de unge, håbefulde fodboldspillere, der var mødt op i Køge for at imponere de tilrejsende tyrkiske scouts. Det lykkedes også, men han blev ikke selv lige så imponeret. I stedet så han med egne øjne det, som han kalder fup og fidus.

Derfor sætter han denne sommerdag i 2020 sin alarm til klokken 8 søndag morgen. Han vil ud for at advare de børn og forældre, der er på vej i hans fodspor.

– Jeg ville gøre alt for, at de ikke skulle deltage.

Inde på banen løber 14 børn og unge mænd rundt. De er de eneste, der er mødt op for at deltage i en slags åben træning, hvorfra de bedste skal udvælges til en camp i Tyrkiet. I plakaten fra arrangørerne, som Ishøj IF har delt, står der, at træningen er “vejen frem for at blive professionel fodboldspiller”, og at arrangøren “hidtil har formidlet mange stjerner til tyrkisk fodbold”.

Men en række kilder, som Tipsbladet har talt med, betegner foretagendet som en pengefabrik. Hvor bagmændene sælger de håbefulde fodboldknægte en drøm, der ikke eksisterer.

For det er ikke kun talentfulde spillere, der bliver inviteret med til Tyrkiet. Det er også spillere, der “ikke kan sparke til en bold,” som en af kilderne siger. De betaler dog alle som én 1.000 euro for at være med.

Mustafa Simsir er én af syv danske kilder, som fortæller, hvordan de følte sig ført bag lyset dengang otte år tidligere. De suppleres af kilder fra Tyskland og Frankrig, nogle så sent som 2019, der i forskellig grad kritiserer firmaet Avrupanin Yildizlari, som betyder “Europas Stjerner” på tyrkisk.

Intet tyder på, at konceptet opdager ret mange stjerner.

Det begyndte med en undren
I 2012 var Mustafa Simsir én af omkring 100 unge, der var mødt op, da Avrupanin Yildizlari afholdt en åben træning i Køge. Det kostede 100 euro pr. deltager, og spillerne fik efterfølgende at vide, at dem, der var udvalgt til camp’en i Tyrkiet, ville få besked på email.

En af de udvalgte var Mehmet Dogan. Han var samme årgang som Mustafa Simsir, men spillede til daglig i Næstved. Han var glad for at få udtagelsen og skyndte sig at booke rejsen. Men efterhånden som han hørte fra flere og flere, at de også havde fået mailen, undrede han sig.

– Nogle af de andre drenge spillede elendigt, så jeg tænkte, at de umuligt kunne få den mail, men da jeg hørte, at de også havde fået den, tænkte jeg: “Hvordan fanden kan de det?”

Som både Dogan og Simsir husker den åbne træning i Køge, blev den tyrkiske camp skreget op til at være spillernes helt store mulighed. Deres livs chance. Der ville være professionelle scouts, og de bedste spillere ville blive udtaget.

Måske ville det være en genvej til at få det gennembrud, som de higede efter.

– Jeg tænkte: “Hvorfor ikke? Det er en gylden mulighed for unge i min alder og med tyrkisk baggrund for at vise sig frem i Tyrkiet.” Det var sgu et eller andet sted spændende, siger Simsir.

Derfor undrede han og Dogan sig over den rundhåndede uddeling af udtagelser. Den undren blev ikke mindre, da de kom til Tyrkiet.

“Nærmest boldmongoler”
Det kostede 1.000 euro at deltage i campen i byen Bolu, altså godt 7.500 kroner pr. spiller. De skulle selv sørge for at komme derned og hjem igen. Da spillerne alle var ankommet, blev de samlet i et stort lokale. Her bød arrangørerne velkommen og sagde, at spillerne skulle huske at gå forbi kontoret og afregne, inden de gik derfra.

Mustafa Simsir havde på forhånd imponeret arrangørerne så meget, at han havde fået lov til ikke at betale. Så heldige var de øvrige fire danske spillere, som Tipsbladet har talt med, ikke. Der var kontant afregning.

Pengene gjorde dog ikke noget, hvis bare de havde fået, hvad de blev lovet. Men det føler de ikke, de fik. For selv om især Simsir og Dogan holdt fint niveau, gjaldt det langt fra alle de måske 100 deltagere.

– Simsir var en af dem, der skilte sig mest ud. Så var der nogle som mig: ikke verdens bedste, men jeg kunne i det mindste godt finde ud af det. Og så var der nogle, hvor jeg tænkte: “Hvorfor er de kommet herned?”

– Så faldt brikkerne på plads i forhold til det, jeg tænkte, da de sendte den mail ud til alle. Der var spillere, der dårligt nok kunne sparke til en bold, og som aldrig havde spillet på højt plan, siger Mehmet Dogan.

En anden kilde stemmer i:

– Nogle var nærmest boldmongoler. Det kunne man bare se. Det var virkelig at tage røven på folk.

De var der bare, for at arrangørerne kunne tjene penge?

– Lige præcis. Det var sådan, jeg følte i hvert fald. Til aftensmaden var Berkant [Karlidag, ejer af Avrupanin Yildizlari] også kun omkring de spillere, der fik særbehandling. Han var ligeglad med de resterende.

En tredje kilde siger, at han så en spiller, der var decideret overvægtig, og en fjerde, Sezer Sahin, siger:

– Der var virkelig mange spillere, og nogle var helt væk. Hvor man tænkte: “Hvad fanden laver de her?” Det var meget blandet kvalitet.

– Det er nok refleksionen bagefter, der fik mig til at tænke: “Det var nok en god forretning for dem.” Vi har nok været ivrige. Det er man jo, når man er ung.

For Mustafa Simsir var de første par dage fremragende. Han fornemmede, at han var en af de bedste. Så det tog lidt længere tid for ham at se realiteterne i øjnene.

– Jeg havde sgu en okay følelse, indtil de her to-tre dage før det sluttede. En af de ældre scouts kom over til mig, og jeg fik en lille sludder med ham. Det var det, der gjorde, at jeg fik fjernet det her gardin for mine øjne.

Selv om Avrupanin Yildizlari slog plakaten her op på Facebook 10 gange, og Ishøj IF også delte den, var der kun 14 spillere til den åbne træning i sommeren 2020.

Sandsynligheden er ikke så stor
Hos Spillerforeningen ser de med kritiske øjne på Avrupanin Yildizlaris forretningsmodel.

– Det er lidt at sælge nogle falske forhåbninger og drømme til nogle unge spillere, som håber på, at de kan få en kontrakt, siger chef for spilerrådgivning Thomas Lindrup.

– Jeg tror ikke på, at der kommer særlig mange kontrakter ud af det.

Lindrup mener, at der er visse faremomenter forbundet med, at en privat aktør rejser rundt i Europa og udbyder et alternativ til det etablerede fodboldsystem og dermed ikke er underlagt samme muligheder for at blive holdt til ansvar inden for fodboldens regler.

– Det tror jeg, vi hører om i alle genrer inden for fodbolden og alle hjørner. Der er altid nogle, der prøver at udnytte systemet. Det er jo rigtig svært at gennemskue, og det er ærgerligt, hvis nogle i bund og grund udnytter fodboldspilleres drømme til at tjene penge på det, siger han og rammer hovedet på sømmet i forhold til Tipsbladets kilders oplevelser:

– Man prøver at fortælle dem: “Der var åbenbart ikke nogen i Danmark, der kunne se dit talent, men det har vi set. Hvis du lige betaler 1.000 euro, så kan du komme herned, for så bliver du meget bedre, og der kan de helt sikkert se det.” Det er lidt ærgerligt, hvis det er sådan noget.

Da Avrupanin Yildizlari var i Ishøj i sommer, foregik instruktionerne på tyrkisk. Dem, der ikke talte sproget, måtte have hjælp fra andre spillere til at oversætte.

Mustafa Simsirs oplevelse er da også, at lejrene ikke bare henvender sig til Europas tyrkiske diaspora. Avrupanin Yildizlari forsøger aktivt at udnytte, at mange danske spillere med anden etnisk baggrund ikke føler, de får samme chance som deres etnisk danske venner.

– De sagde for eksempel: “Det er vildt, at du ikke er blevet til noget i Danmark.” De spiller meget på det. Det er faktisk hele konceptet, for de samler jo spillere med anden etnisk baggrund, primært tyrkere, siger han.

Thomas Lindrup tvivler desuden på, at der i Danmark findes ret mange spillere, som ikke bliver fanget af klubbernes og DBU’s fintmaskede net.

– Der findes nærmest ikke en ungdomsspiller, hvis han er dygtig, som klubberne ikke kender til. Langt de fleste bliver jo opdaget i vores eget system under forbund og klubber. Så hvis man ikke er dygtig nok til dét, er sandsynligheden for, at man bliver professionel fodboldspiller, nok heller ikke så stor, siger han.

Far og arrangør måtte skilles ad
Mehmet Dogan var ikke alene i Bolu i 2012. Han havde også sin far med, og han fattede mistanke til foretagendet før sin søn. Han undrede sig over, at hans søn spillede sammen med spillere i andre aldersgrupper, og den undren lod han arrangørerne høre.

– Der var kampe, hvor nogle var 20 år, nogle var 12 år, og nogle var 15. Det var sådan lidt som arabisk suppe: “Vi blander lidt her og lidt her, og så håber vi på, det bliver godt”. Det kunne min far ikke forstå, siger Mehmet Dogan.

Derfor konfronterede hans far stifteren og ejeren af Avrupanin Yildizlari, Berkant Karlidag. Det var lige ved at udvikle sig korporligt, husker både Dogan og Mustafa Simsir.

– Han sagde: “Hvorfor giver du ikke børnene en fair chance for at vise sig selv?”, og så eskalerede det. Folk var nødt til at skille dem ad, ellers ville der komme slåskamp. I sidste ende var det dog ikke noget med at slå hinanden, men de råbte ad hinanden, husker Mehmet Dogan.

Også Mustafa Simsir havde mistet tilliden til Berkant Karlidag. Ifølge Simsir blev Karlidag ved med at påstå, at kun én klub fra den næstbedste række var interesseret i ham, men den scout, der havde fjernet gardinet fra hans øjne, fortalte, at en hel række af klubber gerne ville have fat i ham.

Han fik ad omveje tilbudt at komme til prøvetræning i Antalyaspor senere samme år, men takkede nej. Også Mehmet Dogan fik mulighed for en prøvetræning i samme klub. Udfaldet blev dog, siger han, at de tilbød ham seks måneders træningsforløb – mod en betaling på 10.000 kroner.

– Jeg tænkte bare: Det er en ond spiral, hvor det ene fører til det andet. Jeg frygtede, det var skruen uden ende, hvor man bare skulle betale folk for at holde sin drøm kunstigt i live, siger Dogan.

Man kunne omvendt argumentere for, at både Mehmet Dogan og Mustafa Simsir rent faktisk fik den chance, de var blevet stillet i udsigt. At Berkant Karlidag og co. reelt holdt, hvad de lovede. Men, indvender de, det hjælper ikke noget for de hundred- eller tusindvis af spillere, som gennem årene er blevet inviteret med på camps uden at have en jordisk chance.

– Jeg tænker ikke kun på mig selv. Jeg tænker mere på hele den måde, det var opsat på, det, vi fik at vide, og den måde, det blev gjort på. Det er dér, hvor jeg føler, at han prøvede at snyde os. Når jeg siger ‘os’, snakker jeg ikke kun om mig selv, men om alle dem, der var der, siger Dogan.

Berkant Karlidag instruerer de fremmødte i Ishøj.

Nuancer
Det er en vigtig nuance, at alt tyder på, at nogle de spillere, der bliver inviteret med på camps i Tyrkiet, faktisk bliver scoutet af rigtige scouts.

Selv om der er få af dem, findes der også eksempler på spillere, som har fået professionelle kontrakter efterfølgende. Emre Akbaba, nu i Galatasaray, er dog den eneste, vi har kunnet finde frem til, som har etableret sig i den tyrkiske Süperlig.

Under tilblivelsen af denne artikel har Tipsbladet været i kontakt med syv danske kilder, som har stiftet bekendtskab med Avrupanin Yildizlari. Derudover har vi talt med to tyskere, og i samarbejde med den franske journalist og forfatter Eric Champel har vi indsamlet vidnesbyrd fra to franske klubber.

De to tyskere, som foretrækker at forblive anonyme, taler generelt positivt om deres oplevelser. Den ene var af sted samme år som Mustafa Simsir og Mehmet Dogan, den anden i 2019.

– Hvis man var god, fik man 100 procent en chance, siger en af dem.

Begge bekræfter dog, at der var dårlige spillere på de respektive camps.

– Trænerne håndterede dem, som virkelig viste potentiale, anderledes end de mindre talentfulde spillere. Det er et punkt, jeg gerne vil kritisere. Og ja, det er sandt, at man skulle betale et stort beløb bare for at være der, siger den anden.

I en artikel fra 2015 siger Berkant Karlidag, at han har arrangeret camps i 12 år, altså siden 2003. Ifølge bagmanden har Avrupanin Yildizlari opereret i Tyskland, Frankrig, Holland, Danmark, Schweiz, Belgien og Østrig.

I sin bog “Foot – La machine à broyer” (Slibemaskinen) om fransk talentudvikling har Eric Champel også set nærmere på Avrupanin Yildizlari. Han beskriver i bogen, at de åbne træninger i Frankrig var henvendt til det tyrkiske mindretal.

En klubpræsident for en af de klubber, der lagde græs til Avrupanin Yildizlaris træning, siger i bogen:

– Faderen til et af børnene i klubben var bindeleddet. Men arrangørerne opførte sig ikke godt. De sagde ikke engang farvel, da de rejste. Vi fik ingen information, hverken før eller efter. Processen er tvivlsom, ja. Det var første og sidste gang, det foregik hos os i hvert fald.

Usundt koncept
Champel rejser i samme forbindelse diskussionen om private, uregulerede udbydere af scouting, talenttræning og akademier, som Avrupanin Yildizlari er et eksempel på. En af dem, der blander sig i diskussionen, er Christian Bassila.

Han spillede selv i Ligue 1, Premier League og Bundesligaen, og i dag er han ungdomschef på det berømte akademi Clairefontaine. Her har Thierry Henry, Olivier Giroud og Kylian Mbappé gået.

– Alle ved, hvad der foregår på disse akademier, men ingen siger noget, lyder det fra Bassila i “Foot – La machine à broyer”.

Også Patrick Gonzalez, præsident i den lille klub AS Saint-Priest, lufter sin frustration over konceptet.

– Forældre skal betale 600 euro og bliver lovet et skifte til en professionel klub, men det bliver ikke overholdt. Det er usundt, siger han i bogen.

Thomas Lindrup hos Spillerforeningen er ligeledes skeptisk over for hele grundtanken bag. Han sammenligner det med de såkaldte tryouts i USA, som er en slags åbne træninger, hvor atleter kan forsøge at spille sig på et hold.

I USA er det dog typisk de enkelte hold eller ligaorganisationer, der afholder tryouts, så spillerne bliver set direkte af dem, der skal ansætte dem.

– Jeg synes ikke, der er noget galt i, at man holder sådan noget, hvis man bare gør det på et oplyst grundlag. I USA er der højest sandsynlig også nogle, der får en kontrakt. Her kan jeg godt blive lidt mistænksom på, om det bare er for deres egen vindings skyld, eller om det virkelig er for spillernes skyld, siger Lindrup.

“Der blev leget med vores fodbolddrøm”
Ingen af de kilder, som Tipsbladet har talt med, er gået fra hus og hjem, fordi de betalte 7.500 kroner for at deltage i fodboldlejren i Tyrkiet – eller i alt 15.000 for familien, der sendte to brødre. Men de camps, der afholdes flere gange årligt, er efter alt at dømme en god forretning for Avrupanin Yildizlari.

Som Mustafa Simsir siger om Berkant Karlidag:

– Det eneste, han tænkte på, var hans egen røv og egne penge. Han tjente kassen. Forestil dig 1.000 euro fra 150 spillere. Det er voldsomt mange penge.

Nærmere bestemt 1,1 million kroner.

For Mehmet Dogan var det heller ikke det økonomiske tab, der gjorde mest ondt. For nok var det en sjov uge, men det var ikke den store chance, som spillerne var blevet stillet i udsigt.

– Når jeg tænker tilbage, sidder jeg med den følelse, at der blev leget med vores fodbolddrøm. Det er ikke så meget pengene, men mere den beskidte måde, det foregik på. At man ikke fik det ud af det, man burde, siger Dogan.

– Det er ligesom at tage en fed forlystelse, men hvor man kaster op bagefter.

Tipsbladet var den den 2. og 3. marts i kontakt med Berkant Karlidag og sendte ham en email på den emailadresse, han oplyste i en sms. Her forholdt vi ham anklagerne i artiklen og stillede en række spørgsmål. Han er ikke vendt tilbage.

Her fortæller Ishøj IF, hvorfor klubben lagde græs til Avrupanin Yildizlari.

– – –

Historien er en del af Tipsbladets artikelserie om udnyttelse af unge fodboldspillere. Har du et tip eller et input til flere historier, er du velkommen til at skrive til journalist Anders Dehn på [email protected]. Naturligvis fuldt fortroligt.