,

Dommerekspert: Jeg havde udvist OB’er

Dommerekspert Benjamin Leander ser her nærmere på opgøret AGF-OB, hvor en spiller måske skulle være udvist.



En fed Superliga-runde er ovre, og dommerekspert Benjamin Leander er klar til at tage temperaturen på opgøret AGF – OB, hvor der var flere spændende kendelser at se nærmere på.

AGF – OB

  • Dommer: Sandi Putros
  • VAR-dommer: Jonas Hansen
  • Situationen: Potentielt rødt kort til Yaya Bojang (OB)
  • Hvornår: 90. minut

Hvad skete der?

Som en anden Messi driblede Henrik Dalsgaard to-tre modstandere, inden OB’s Yaya Bojang pludselig stod foran AGF-veteranen. Dalsgaards sidste dribling blev et langt træk, og man kunne på lang afstand se, at det ville ende i et sammenstød mellem de to defensivspillere.

Bojang gik ind i duellen med fuld skrald, kom først på bolden og fik den sparket væk, men førte samtidig benet så hårdt i gennem, at det endte med en gedigen stempling på Dalsgaard, som efterfølgende vred sig i smerte.

Tacklingen gav mindelser til en anden AGF’er i form af Bubacarr Sanneh, som i 2021 blev udvist i en lignende situation.

Kendelsen

Frispark til AGF, men kun advarsel til Bojang.

VAR

Jonas Hansen i VAR-vognen gjorde ikke mine til at ændre Putros’ skøn på banen. Vurderingen har givetvis været, at Bojang ikke kommer springende ind i Dalsgaard, men har begge ben plantet i jorden, da han går ind i duellen.

Leanders dom

Den instinktive reaktion på Bojangs tackling er “jamen han spiller jo bolden”, ligesom der i kommenteringen på Viaplay blev talt om, at “I gamle dage kaldte man bare det der for en herretackling”. Begge dele er en bagatellisering af en situation, hvor der anvendes unødig stor kraft.

Bojang er i sin gode ret til at tonse den bold væk, men han har også et ansvar for, hvor hans ben ender henne bagefter. Det er voldsomt uheldig for OB-gambieren, at hans fod ender, som den gør, med knopperne forrest plantet solidt på Dalsgaards skinneben helt oppe under knæet, men det er også et resultat af den kraft, som OB’s nummer 24 går ind i duellen med – især fordi han i selve spiløjeblikket rent faktisk glider en anelse, hvilket gør, at der bliver påført ekstra kraft og brutalitet i kontakten på Dalsgaard.

Der er nuancer i bedømmelsen af, hvorvidt vi er ude i hensynsløst eller brutalt spil her, så det er ikke et klinkende klart rødt kort syv dage om ugen, vi mangler. For mig er det dog 85/15 på, om Bojang skulle være sendt i bad.

Herunder kan du se situationen:


AGF – OB

  • Dommer: Sandi Putros
  • VAR-dommer: Jonas Hansen
  • Situationen: Potentielt rødt kort til Henrik Dalsgaard (AGF)
  • Hvornår: 83. minut

Hvad skete der?

Indskiftede Jonah Niemiec havde væsentlig mere benzin i tanken end sin direkte oppasser i Henrik Dalsgaard, og OB-tyskeren drev let forbi AGF’eren godt 25 meter fra mål i en situation, hvor OB var 2-mod-1 med Ganaus fra OB og Eric Kahl liggende centralt i banen – dog med den vigtige detalje, at duellen mellem Niemiec og Dalsgaard sker fem meter fra sidelinjen i AGF’s højre side.

Dalsgaard kunne tydeligvis se, hvor det bar hen, så den rutinerede AGF-mand hev slet og ret Niemiec ned.

Kendelsen

Gult kort til Dalsgaard for at stoppe et lovende angreb.

VAR

Jonas Hansen i VAR-vognen skulle vurdere, om Dalsgaard potentielt fratog OB en oplagt scoringsmulighed. I de kriterier skulle Hansen bla. kigge på:

  • Afstanden mellem forseelsen og målet
  • Den generelle spilretning
  • Sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden
  • Forsvarsspillernes antal og placering.

Her nåede Hansen frem til, at der ikke skulle rykkes ved Putros’ oprindelige dom.

Leanders dom

OB-træner Alexander Zorniger brokkede sig til en advarsel kort efter forseelsen, og man forstår godt, at tyskeren råbte på rødt kort. Der ER nemlig indikationer på, at det kunne være blevet til en gedigen scoringsmulighed for fynboerne, men også en række ubekendte.

I forhold til kriterierne er afstanden til målet en formildende faktor, for forseelsen sker næsten helt ude ved sidelinjen. Til gengæld er Niemiec’ træk ind i banen, hvilket er skærpende, hvad angår den generelle spilretning. Det samme gør sig gældende for Niemiec’ muligheder for at bevare kontrol over bolden – der er ikke tale om et af de famøse 20-meter-træk.

Forsvarsspillernes antal og placering er klart sværest. Er en 2-mod-1 situation en oplagt scoringsmulighed? Det afhænger helt af, hvor Eric Kahl og Jesper Hansen i samspil får dirigeret hinanden hen, og det bliver et hypotetisk scenarie. Havde Kahl IKKE været centralt, eller var forseelsen sket fem meter længere inde i banen, havde snakken været en helt anden, men jeg støtter til fulde kaldet om advarsel, selvom der bestemt er en vibration af, at Niemiec kunne være kommet i en meget gunstig situation inde i AGF’s straffesparksfelt

Se situationen herunder.


AGF – OB

  • Dommer: Sandi Putros
  • VAR-dommer: Jonas Hansen
  • Situationen: Potentielt straffe til AGF
  • Hvornår: 30. minut

Hvad skete der?

For anden gang på fem minutter gik AGF-kreatøren Kristian Arnstad i græsset i OB’s straffesparksfelt. Først noget teatralsk efter en minimal berøring fra OB’s Leroy Owusu i forbindelse med et indlæg, mens der var noget mere kød på situationen, da Arnstad trak udenom fynboernes midtstopper Nicolas Bürgy og faldt til jorden.

Den langsomme gengivelse viste, at OB’eren overvejede at sparke til en løs bold, men ikke førte foden igennem. Der var dog stadig kontakt mellem schweizeren og nordmanden.

Kendelsen

Gult kort for film til Arnstad, der ikke just lignede en mand, der var blevet snydt for et kæmpe straffespark målt på nordmandens noget dæmpede reaktion efter at have fået vist advarslen fra dommer Putros.

VAR

Jonas Hansen i VAR-rummet skulle vurdere, om der var straffe til Arnstad. Det er udenfor VAR’s område at vurdere, om det gule kort for film var forkert.

Leanders dom

Jo flere gange jeg ser situationen, jo hårdere et kort er det til Arnstad. I prioriteret rækkefølge havde jeg foretrukket:

  • Spil videre
  • Gult for film
  • Straffespark

Nok med en procentfordeling på 60-35-5 på de tre scenarier. Bürgys ben er ikke kriminelt i forhold til at forsøge at blokere bolden, og situationen handler mest om, at Arnstad løber ind i OB’erens ben med ret klar kontakt, hvorefter han går i græsset.

For film taler klart, at Arnstad endnu engang hopper meget teatralsk, men dog med det faktum, at der ER kontakt i situationen, og at nordmanden ikke opsøger den tydeligt.

AGF har mulighed for at appellere det gule kort til Arnstad inden tirsdag klokken 23 – det koster dog et gebyr på 25.000 kroner, og dommer Putros er i sin gode ret til at mene, at nordmanden overdriver en ubetydelig kontakt og derfor også stå fast på sin beslutning om det gule kort. Derfor bør AGF gemme pengene til bedre begivenheder end at få nedsat Arnstads karantænepoint.





TransferLIVE: Her er Lewandowskis nye klub




LIVE

VM-LIVE: Præsident slagter landstræner

Revser Brøndby-stemning: ‘Et fjendtligt miljø’

Morten Bruun: Sker nok aldrig igen i min levetid!

Hård dom over Kvistgaarden

Transferbombe: ‘De vil være meget skuffede’

Storroser profil efter målfest: ‘Betyder alverden’

Usikker på Chido Obi-transfer

Zorniger fremhæver transfervindue



EKSKLUSIVT

Afsløring: Scoop – FCM får ‘NK’ i et røverkøb

Brøndby gik målamok i Nørgaards første kamp

Storroser 18-årig FCK-spiller

Spændende melding

Ekspert: Mest attraktivt at vende hjem til FCM



EKSKLUSIVT

FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner

Lössl: ‘Hold kæft, hvor var han god!’

Rystet over Neestrup-historie: ‘Det er helt vildt’

Mister pokalfordel til FCK: Her er forklaringen

Flyamok – så meget udleder FIFA-boss’ rejser



EKSKLUSIVT

På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’

Meldt tæt på Brøndby – nærmer sig Bundesliga-klub

Brasilien – Japan

Træner i Danmark: Storklub har store danske planer

Zlatan Ibrahimovic revser Norge

Her er 16.-delsfinalerne til VM

Brøndby vil købe: Han er en sand driblemaskine

Sen canadisk scoring sender Sydafrika ud af VM

Transferbombe på vej

De vil have Gaaei – her er prisen

Holland – Marokko

“Mathias Jensen ankommer i morgen, hvis…”



EKSKLUSIVT

På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham

Monstertransfer: Her er hans kongeløn

Superliga-bombe trækker overskrifter i udlandet

Tyskland – Paraguay

Spår vild Rasmus Højlund-sæson