“Et angreb på Røde Stjerne er et angreb på Serbien”

BRAGT I TIPSBLADET 22. DECEMBER

Af Jakob Dybro Johansen

Engang var Røde Stjerne et europæisk storhold. I 1991 vandt Beograd-klubben Europa Cup’en over Marseille efter en straffesparks-konkurrence, hvor den dengang 22-årige Robert Prosinecki scorede det første mål. I dag står han over for en af sit livs vanskeligste opgaver, idet han tidligere på måneden blev udpeget til ny træner for sin gamle klub.

Et hurtigt kig ned over de øvrige Røde Stjerne-skytter fra 1991 giver en idé om, hvor stærkt et hold Røde Stjerne var: liberoen Miodrag Belodedici, Sinisa Mihajlovic med den berygtede venstrefod og Darko Pancev, vinderen af den Gyldne Støvle samme år. Dertil kom spillere som Vladimir Jugovic og Dejan Savicevic, der senere begge gjorde karriere i Italien. Spillerne tilhørte et væld af forskellige etniske grupper og afspejlede på den måde det daværende Jugoslaviens brogede og konfliktfyldte sammensætning. Der var makedonere, montenegrinere og serbere, og så var der Prosinecki, der var født i Schwenningen i Vesttyskland i 1969. Hans far var kroat, hans mor var serber.

Mindre end en måned efter at Røde Stjerne havde vundet Europa Cup’en, erklærede Kroatien og Slovenien sig uafhængige af Jugoslavien. Det blev starten på den internationale krig i Bosnien-Hercegovina, der står som den værste krig på europæisk grund siden 2. Verdenskrig. I 1995, da NATO greb militært ind i konflikten, sluttede krigen i Bosnien-Hercegovina, der på det tidspunkt havde kostet mellem 130.000 og 140.000 mennesker livet. Hermed var der dog langtfra fred i det tidligere Jugoslavien, for kort efter fulgte Kosovo-krigen mellem serbere og albanere (1998-1999).

Krigen fremskyndede den uundgåelige proces, at de mange spiller-profiler ville forlade klubben. Således også Prosinecki, der skiftede til Real Madrid umiddelbart efter Europa Cup-triumfen. Uden ham og de andre stjerner kneb det gevaldigt for Røde Stjerne. I perioden fra maj 1992 til maj 2000 lykkedes det kun klubben at sikre sig et enkelt mesterskab (1995), og Røde Stjerne blev et symbol på serbisk fodbold, der ligesom resten af Serbien i øvrigt befandt sig i en tilstand af kaos.

Prosinecki med et ben i hver lejr

At netop Robert Prosinecki nu er blevet træner, gør den gamle konflikt mellem serbere og kroater helt aktuel igen. Han er nemlig ikke bare halvt kroat/halvt serber, han er også kendt for store bedrifter med både det kroatiske landshold og Røde Stjerne, hvis præsident Vladan Lukic sætter lighedstegn mellem det at være serber og være Røde-Stjerne-fan:

»At være en del af Røde Stjerne er at være serber. De forsøgte at knuse os og narre os. De forsøgte at gøre den største serbiske klub til noget jugoslavisk. Takket være millioner af Røde Stjerne-fans mislykkedes de. De mislykkedes, fordi det at angribe Røde Stjerne er det samme som at angribe Serbien – og historien vidner om, hvordan det går dem, der prøver at angribe Serbien,« skulle Lukic have sagt i april i år ifølge det svenske dagblad Aftonbladet.

Og at netop Lukic som præsident for fodboldklubben Røde Stjerne gør sig til talsmand for den serbiske nationalisme, er langtfra noget tilfælde. Det forklarer Christian Axboe Nielsen, adjunkt ved Afdeling for Østeuropastudier på Aarhus Universitet.

»Det er fodbold-verdenen, der konsekvent har dannet grobund for nationalisme de seneste 20 år, ikke kun i Serbien, men også i Kroatien, Bosnien, Makedonien og andre steder på Balkan. Og det er i fodbold-verdenen, at det har været sværest at luge ud og gøre op med de nationalistiske tendenser.«

Han peger på, at både Serbien og Kroatien i de senere år har arbejdet oprigtigt for at sikre et bedre forhold mellem landene, ikke mindst med tanke på at sikre sig det eftertragtede EU-medlemskab. Det forudsætter nemlig, at man som ansøgerland har et godt forhold til sine nabostater. I Serbien og Kroatien er langt hovedparten af befolkningen positiv over for denne udvikling, men på begge sider er der samtidig nationalister, der stritter imod. Og mange af dem er tæt knyttet til fodbolden. Derfor er det ikke bare en sportslig, men også en politisk rodebutik, Prosinecki overtager ansvaret for. Det bemærker Christian Axboe Nielsen.

»Selvfølgelig er der masser af udfordringer med det rent sportslige, blandet andet fordi Røde Stjerne er en klub, der er i alvorlige finansielle problemer. Men de politiske problemer, som Prosinecki skal løse, bliver en lige så stor udfordring. Kan han få gjort forårsrent i en klub, der i den grad er lammet af korruptionsaffærer og af politik, og hvor fanklubberne er tilknyttet de mest ekstreme og mest voldelige organisationer, der overhovedet findes i Serbien?«

Fans med militære forbindelser

De ultra-nationalistiske Røde Stjerne-tilhængere, som Christian Axboe Nielsen taler om, er især fanklubben Delije. Den omfatter nogle tusinde fans (op til 15.000 på stadion i forbindelse med en europæisk kamp eller et derby mod Partizan) og er repræsenteret i Røde Stjernes bestyrelse, hvor den gennem mange år har gjort sit for at forhindre fodboldklubben i at følge med resten af det serbiske samfund i retning af en mere forsonende tilgang til blandt andre Kroatien.

At en fanklub kan have så stor indflydelse, kan være svært at forstå i en dansk kontekst, men skal ses i lyset af den rolle, Delije spillede under krigene i 1990erne.

»Fanklubberne svæver i deres egen lille sfære uden for alt, hvad der hedder lov og orden, og det har de massivt og konsekvent fået lov at gøre i 1990erne, fordi det gamle system brugte dem som et redskab til at føre krig,« forklarer Christian Axboe Nielsen. Således var det fra Delije, at Serbiens Frivillige Garde, også kendt som Arkans Tigre, blev rekrutteret. Arkans Tigre var en serbisk paramilitær gruppe, der under ledelse af Zeljko »Arkan« Raznatovic spillede en stor rolle i borgerkrigen i Jugoslavien. Røde Stjerne-hooligans blev omskolet til toptrænede soldater, der tog del i massemord, voldtægter og etniske udrensninger både i Bosnien og i Kosovo.

Lederen Zelkjko Raznatovic blev i 1997 anklaget for krigsforbrydelser af Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, men nåede aldrig at komme for retten, da han i 2000 blev skudt på et hotel i Beograd. I dag nyder han kultstatus i Delije, fortæller Christian Axboe Nielsen.

»Delije forherliger alt, hvad Arkan og hans mænd lavede i 1990erne. Og så er de tilknyttet de mest højreekstremistiske, fascistiske organisationer, du overhovedet kan forestille dig. De er en del af det, man i Serbien kalder den »patriotiske lobby«: en blanding af politikere og folk fra den serbisk-ortodokse kirke, folk fra militæret og politiets efterretningstjeneste og folk fra den organiserede kriminalitet og fra fodbold-fanklubberne.«

Fanklubbernes metoder er mafia-agtige og bygger ofte på trusler om vold.

»De bruger en blanding af implicitte og eksplicitte voldstrusler til at få de andre bestyrelsesmedlemmer til at lade være at støtte reformerne. De siger for eksempel, hvis I gør det her, vil det være dårligt for jer og jeres familier, og næste gang der er fodboldkamp, ødelægger vi stadion. Det har vist sig at være en ganske effektiv metode til at få overtalt bestyrelsen til ikke at sætte sig imod fanklubbernes vilje.«

Prosineckis store opgave

Selv har Robert Prosinecki gjort, hvad han kan for at smyge sig uden om den politiske polemik i Røde Stjerne. Han har sagt, at han ønsker at koncentrere sig om den sportslige udfordring i at få den skrantende klub på ret køl igen, og at han nødig vil snakke politik.

En enkelt kommentar er det dog blevet til – en meget forsonende en af slagsen:

»Jeg ved, at der vil være nogen i Kroatien og i Serbien, der vil have nogle meninger om det [trænerskiftet], men jeg synes virkelig, vi alle bør komme videre og prøve at bygge en fremtid sammen. Forhåbentlig vil min beslutning kunne hjælpe med til at nå det mål.«

Et håb, der deles af Christian Axboe Nielsen.

»En serber eller en kroat har meget nemmere ved at kapere, at en afrikaner, en italiener eller en russer spiller for hans yndlingsklub, for så kan han stadig gå og råbe ned med serberne! eller ned med kroaterne! Men når du pludselig har en træner, der er kroat, eller en målmand, der er serber, er det svært som serbisk eller kroatisk fan at få det til at passe sammen med den der nationalisme, du har gået og dyrket i 10-15 år.«

Kan man forestille sig, at Prosinecki kommer til at bygge bro mellem serbere og kroater?

»Det er mit håb. Og jeg tror virkelig også, at den største del af befolkningen i både Kroatien og Serbien håber det. Det bedste vil selvfølgelig være, hvis han er i stand til at løfte Røde Stjerne igen. Måske ikke helt til de højder, de nåede op på tidligere, men igen at gøre dem til en af Europas store fodboldkluber. Det ville være den største sejr, for det ville bringe ham stor respekt. Ikke kun hos den brede offentlighed, der i forvejen beundrer ham, fordi han også i Serbien huskes som en fantastisk fodboldspiller, men forhåbentlig også hos de mere nationalistiske fans. Han ville kunne overbevise dem om, at den tid er forbi, og at det vigtige er, at de nu har en træner – kroat eller ej – der hjælper Røde Stjerne med at genvinde den gamle stolthed.«