Torsdag var PSG's og European Club Associations præsident Nasser Al-Khelaifi i København, hvor han blandt andet gav interview til Tipsbladet og nogle få andre danske medier.
Den jakkesæt-klædte og veltalende fodboldleder døjer med efterveerne af en knæskade i efteråret og jokede med et smil på læben om, at han gerne modtog tips til gode læger, der kunne få ham fit for fight igen.
Ellers kører det for den tidligere tennis-prof og toppolitiker.
Han er en af de mest magtfulde personer i global fodbold, og i løbet af torsdagens seance på et eksklusivt hotel i København kom han blandt andet ind på Saudi-Arabiens indtog i europæisk og global fodbold.
Her har Saudi-Arabien især i 2023 vist sig at være den måske stærkeste aktør overhovedet, i hvert fald når det kommer til at bruge store summer på nye spillere, bud på store fodboldturneringer og initiativer, hvor landet blandt andet har kørt sig i position til at blive VM-vært i 2034 uden nogen modkandidat ved næste års formelle valg.
Fint at sælge Neymar
Nasser Al-Khelaifi, der normalt er tennismakker med Qatars emir og selv en af de vigtigste figurer i Qatars gigantiske sportssatning de seneste 10-15 år, har intet mod Saudi-Arabiens indtog i fodbold.
– Vi skal se på hele billedet. Mange klubber er glade for at sælge spillere dertil, så de kan forbedre deres finansielle situation. Ingen tvinger spillere til noget eller klubber til at sælge.

Nasser Al-Khelaifi (til venstre) med Neymar, som Al-Khelaifi og PSG købte for 1,65 milliarder kroner i en verdensrekord-handel i 2017, der stadig består her 6½ år senere.
– Vi er nødt til at se på det globale billede. Vi skal se nærmere på fænomenet og studere det. Men der er altså ingen saudiarabiske klubber, der tvinger europæiske klubber til at sælge, siger Nasser Al-Khelaifi.
PSG-præsidenten sagde i sommer farvel til den brasilianske superstjerne Neymar, der skiftede til Al-Hilal og efterfølgende langede ud efter PSG og det, Neymar så som perioder med dårlig kultur og stemning i klubben.
I torsdagens interview brugte Nasser Al-Khelaifi Neymar som et eksempel på, at man i europæisk klubfodbold ikke nødvendigvis er ked af, at saudiarabiske klubber med enorme finansielle muskler stillet til rådighed af staten køber spillere i Europa.
– Jeg solgte en spiller dertil. Og det var jeg glad for. Finansielt var det en god indtægt, der hjalp mig i arbejdet i Paris Saint-Germain. FIFA skal regulere markedet, og der skal indføres denne type regler i alle verdens lande. Det handler ikke om, hvorvidt det er en handel med en saudiarabisk klub eller ej. Det handler ikke om kun ét land, siger Nasser Al-Khelaifi.
Afviser Saudi-Arabien i UEFA-turneringer
Da der i august blev trukket lod til Champions Leagues gruppespil i Monaco, føg det med rygter om, at Saudi-Arabiens topklubber og staten Saudi-Arabien meget gerne ville have adgang til europæiske klubturneringer som netop Champions League.
Den var der ikke appetit på hos ret mange i lokalet den august-aften, blandt andet med tanke på det ramaskrig, det ville give at se eksempelvis Neymars Al-Hilal eller Cristiano Ronaldos Al-Nassr spille Champions League-opgør i Parken mod FC København.
Siden har Saudi-Arabien kun trykket yderligere på speederen med flere samarbejdsaftaler, sponsoraftaler, projekter og senest forlydender om, at det statslige olieselskab Aramco inden for en overskuelig fremtid bliver FIFA's største sponsor.
Men Nasser Al-Khelaifi ser som chef for klubbernes organisation ECA ikke for sig, at døren i de kommende år bliver åbnet for saudiarabiske klubber.
– Det er jo UEFA, der står i spidsen for sporten, så det er en UEFA-beslutning. Og de sagde jo tydeligt nej. Jeg tror, det vil være svært at se for sig, at klubber fra andre kontinenter skal spille i Europa, siger Nasser Al-Khelaifi.

Emiren af Qatar og Lionel Messi efter Argentinas finale-sejr ved VM i december 2022.
– Vi har et klub-VM, hvor alle kan spille med, hvis de kvalificerer sig. Her taler jeg ikke specifikt om Saudi-Arabien, det gælder alle klubber. Jeg tror, det smukke ved det nye klub-VM fra 2025 med 32 hold bliver, at alle har chancen for at være med, siger PSG-chefen.
I den ny Champions League-model, der rulles ud fra næste sommer med otte spillerunder i en liga, ligger der også en teoretisk mulighed for, at UEFA og klubberne i 2027 eller 2030 kunne lægge en ekstra spillerunde i Champions League, som så spilles uden for Europa i eksempelvis Saudi-Arabien, USA, Kina og Sydamerika.
På den måde kunne UEFA og fodboldklubberne gå op mod konkurrencen fra amerikanske ligaer som NFL og NBA, der allerede i flere år har placeret turneringskampe i Europa og på andre kontinenter end det nordamerikanske.
Men det ser Nasser Al-Khelaifi ikke som noget, der er eller bliver aktuelt for europæisk fodbold.
– Vi er ikke NFL. Vi er ikke NBA. Vi er fodbold. Vi spiller i UEFA og har et nyt format i Champions League, hvor det ligger helt klart, at vi spiller i Europa. Der er ikke diskussioner om det, siger Nasser Al-Khelaifi.
Læs også Tipsbladets historie om Nasser Al-Khelaifis kritik af FC Midtjyllands flytning af spillere fra Danmark til samarbejdsklubben Mafra.
Læs også Tipsbladets kritik af Nasser Al-Khelaifis sammenblanding af roller her.
LIVE
TransferLIVE: Tæt på at hente Man Utd-spiller
NYHEDER
Infantino indkalder FIFA-toppen til krisemøde
NYHEDER
Fodboldforbund anklager Infantino for afpresning
MEDIE
Vildt Brøndby-transferrygte aflivet
NYHEDER
FCK-boss teaser for ‘mange’ nye transfers
AVIS
Vil sprænge banken for Marcus Rashford
EKSKLUSIVT
Færdig i dansk klub efter 2 dage
LIVE
Superliga-LIVE: Dårligt nyt for FCK-transfer?
MEDIE
‘CV’ gør det igen: Køber profil til spotpris
NYHEDER
Kenneth Emil Petersen revser Superliga-træner
TOPNYHED
Ked af hemmeligt FCK-skifte
Varmt Brøndby-emne fraværende til træning
NYHEDER
Transfer-spådom: Denne SL-klub jagtede også Hyseni
TIPSBLADET SPECIAL Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?
EKSKLUSIVT
Der knokles i kulissen: Det koster Clem lige nu
TIPSBLADET SPECIAL
Dommerekspert: Her manglede der to straffespark!
TIPSBLADET SPECIAL
Rundens Hold i Superligaen – 2. runde
MEDIE
Monstrøs PL-transfer tæt på
TIPSBLADETS DOM
Stor intern Superliga-transfer? Sig nej!
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
TRANSFER
I dialog med BIF – nu er han skiftet til storklub
EKSKLUSIVT
Afsløring: FC København afviser millionbud
NYHEDER
Siger op: Superliga-ekspert stopper
EKSKLUSIVT
Trist Jesper Lindstrøm-nyhed bekræftet
MEDIE
Kæmpe økonomiske problemer hos Larsson-bejler
LIVE: Drømmelodtrækning for FC København!
AGF får forstærkninger tilbage før CL-brag
MEDIE
Anton Gaaei-handel meldes død
EKSKLUSIVT
Chido Obi kan være på vej væk fra Man Utd
NYHEDER
Franco Baresi er død
EKSKLUSIVT
Afsløring: Marcondes tæt på Melbourne City FC
TRANSFER
Vejle jagter forsvarsspiller med 58 landskampe
TRANSFER
Ny FCK-stjerne er “klog, smuk og god til engelsk”
TIPSBLADET SPECIAL