Hvem stemte på vognmanden? Hvem stemte på 3. divisionsspilleren? Hvem stemte på Ole Madsen?
Da Simon Kjær før jul blev nummer 18 på årets Ballon d'Or-liste, var han den første dansker til at få point i den traditionsrige kåring i 20 år. Det var en flot afslutning på et stort dansk fodboldår, og det genoplivede selvfølgelig historierne om de andre gange, hvor danskere har markeret sig i forbindelse med sportens største individuelle pris. Den om Ole Madsen fik også lidt liv igen.
Jeg elsker den fortælling. I 1964 var Danmark et af de fire landshold, der kvalificerede sig til EM i Spanien, og det skyldtes først og fremmest lodtrækningshold og superangriberen Ole Madsen. Det danske landshold bestod af rene amatører fra de hjemlige rækker, men i kvalifikationen løb holdet ind i Malta, Albanien og Luxembourg og spillede sig til sin første slutrunde. Madsen scorede 11 mål og blev suveræn topscorer for hele kvalifikationen. Ingen andre spillere lavede mere end fire mål. Særligt imponerende var kampene mod Luxembourg. Danmark skulle bruge tre opgør til at spille sig forbi miniputten, men vandt til sidst med samlet 6-5, og Madsen lavede samtlige seks danske mål.
I Spanien blev Danmark knust af Sovjetunionen i semifinalen og af Ungarn i bronzekampen, men landsholdets angrebsprofil imponerede alligevel så meget, at en repræsentant for FC Barcelona straks tilbød Ole Madsen et beløb svarende til 125.000 danske kroner for at rejse permanent til Catalonien. HIK-angriberen, der hjemme i Danmark vekslede mellem 2. og 3. division og aldrig kom til at spille i landets bedste række, sagde nej.
Og da så året var forbi, og France Football uddelte Ballon d'Or til Manchester Uniteds skotte Denis Law, fik Ole Madsen en enkelt stemme. 3. divisionsspilleren, der var chauffør i det civile liv, delte 19. pladsen med syv andre spillere, blandt andre Juventus' Omar Sivori, der havde vundet Guldbolden tre år forinden, og den senere anfører for de engelske verdensmestre, Bobby Moore.
Tipsbladet i dag:
I 1964 fik Ole Madsen, der spillede for HIK i 3. division, én stemme i Ballon d'Or-kåringen.
Jeg besluttede mig for at undersøge, hvem der egentlig stemte på ham. Det udviklede sig til seks siders portræt af en af dansk fodbolds mest fascinerende spillere. pic.twitter.com/HXAqgXpQfu— Sebastian Stanbury (@SebStanbury) January 28, 2022
For mig har Ole Madsens ene stemme, den første til en dansker, altid været en herlig historie om sportens uforudsigelighed, om at talent ikke kan holdes nede, og at verdensklasse engang kunne opstå ud af ingenting, selv i mudderet i Utterslev Mose og Lersøparken i København.
Men så var det, at jeg helt tilfældigt stødte på en artikel i Tipsbladets arkiv. Den er fra 2006, skrevet af daværende Ballon d'Or-stemmeafgiver Niels Jørgen Larsen og omhandler de danskere, som gennem årene har fået point:
”Ole Madsen er den første dansker, der fik en stemme i guldboldkåringen. Det var i 1964. Formentlig fik han stemmen fra den danske repræsentant i juryen, Poul Prip Andersen.”
Av, den var straks værre. Det havde jeg slet ikke overvejet – at det kunne være en dansker, der havde peget på Madsen. Det ændrer jo unægtelig historien, hvis den i stedet for at handle om den danske amatør, som pludselig blev opdaget af udlandet og hædret blandt superstjerner, i stedet er et rent nationalt anliggende, fordi en farvet dansk journalist mente, at landsholdets anfører var lige så god som alle som Europas allerstørste.
Men nøgleordet i Niels Jørgen Larsens tekst er 'formentlig'. Han er ikke sikker, det er et kvalificeret gæt fra en person, der ved noget om emnet. Så derfor har jeg besluttet mig for at finde ud af, hvem der stemte på Ole Madsen dengang for mere end 57 år siden.
Betragt denne som en skriftlig udgave af de true crime-podcasts, som i de senere år er blevet umådeligt populære. En reporter forsøger på bagkant at opklare en gammel sag, og undervejs følger man arbejdet uden at vide, hvor man ender henne. Ofte er der ikke en entydig konklusion for enden af al besværet. Men rejsen dertil kan være ganske spændende alligevel (podcasten ”Wind of Change”, der forsøger at opklare, om CIA skrev Scorpions-hittet af samme navn for at bidrage til Sovjetunionens fald, kan anbefales).
Mens jeg skriver disse linjer, ved jeg helt oprigtigt ikke, hvem der stemte på Ole Madsen. Og jeg ved ikke, om jeg finder ud af det. Men jeg agter at gøre forsøget.
Jeg higer og søger i gamle bøger
Gabriel Hanot var med i truppen på det franske landshold, som ved OL i 1908 tabte 17-1 til Danmark. Han spillede 12 landskampe, mens han arv til fodbolden skulle blive det, som han satte i værk, efter et flystyrt havde stoppet hans aktive karriere. Som journalist fik han ideen til Europa Cuppen og til Ballon d'Or, som magasinet France Football har uddelt siden 1956. Tanken var at hylde Europas enestående fodboldspillere på årlig basis, og siden Stanley Matthews fik den allerførste Guldbold, er vinderen af fodboldens største individuelle pris blevet kåret af en international jury. Også da Ole Madsen fik en stemme i 1964.
Jeg lægger dovent fra land i min søgen: Jeg sidder på min flade røv på Tipsbladets kontor og googler. Men det uendelige internet hjælper mig ikke. Der er tilsyneladende ingen brugbare resultater på mine forskellige søgninger. Wikipedia giver et helt basalt overblik over 1964-åringen. France Footballs hjemmeside fortæller mig ligeledes bare, at en Madsen fra ”Hallrup IK” blev delt nummer 19. Til gengæld har statistikkerne fra den internationale forening RSSSF en ledetråd: De kan fortælle, at Laws kåring blev offentliggjort i en udgave af France Football, som blev sendt på gaden 22. december 1964, og at panelet bestod af personer fra 21 europæiske lande.
Min næste handling er omtrent lige så nem at udføre: Der er præcis 12 skridt fra min kontorstol og ind til arkivet, hvor de indbundne udgaver af Tipsbladet fra 1948 og frem befinder sig. Jeg bladrer gennem slidte, gulnede sider, og i udgaven fra 8. januar 1965 finder jeg, hvad jeg leder efter – men uden at finde, hvad jeg søger:
”DENIS LAW KÅRET SOM NR. 1: En komité bestående af medlemmer fra 21 europæiske lande har kåret 'Årets fodboldspiller'. Som nr. 1 kommer Denis Law fra Manchester U. Derefter på andenpladsen Luis Suarez fra Inter i Milano, som nr. 3 Amaro Amancio fra Real Madrid og på fjerdepladsen Eusebio, Benfica Lissabon. Der er blandt de ti første på listen ingen fra de nordiske lande,” står der bare.
Og det er ikke godt nok til mig. For her kommer i øvrigt en indrømmelse: Jeg er besat af Ole Madsen.
I hvert fald har han fascineret mig i årevis. Jeg ejer hans selvbiografi ”Skyd Ole!” fra 1963, og jeg har mange gange forsøgt at blive klogere på en af de mest interessante spillere, der har været i dansk fodbold. Jeg har endda besøgt hans gravsted på Bispebjerg Kirkegård i Københavns nordvestkvarter. En sommerdag vandrede jeg rundt og ledte efter graven på må og få, inden jeg til sidste spurgte efter den på kirkegårdskontoret og fik en vejvisning. Så stod jeg der og kiggede på gravstenen uden helt at kunne forklare mig selv, hvorfor i alverden jeg havde opsøgt en fremmed mands sidste hvilested. Jeg mener endda at huske, at jeg lagde en blomst der ved stenen.
Ole Eduard Fischer Madsen
* 21. 12. 34
† 25. 3. 06
Elsket og savnet
Når barsk er for blidt et ord
Ole Madsen og hans fire brødre begyndte at spille fodbold på de grønne arealer i Utterslev Mose i København. Senere begyndte han i Bispebjerg BG – og stoppede så igen ret hurtigt.
”Jeg blev snart træt af at spille klubfodbold. Man skulle jo møde til tiden og altid gøre som alle de andre,” skriver han i ”Skyd Ole!”.
Allerede der får man et fingerpraj om en speciel karakter, men lille Ole begyndte dog at spille igen, denne gang i Boldklubben Stefan, en klub uden for divisionerne med hjemmebane i Lersøparken. Siden kom han videre til HIK og til Sparta Rotterdam i Holland, og han spillede på det danske landshold. Alt sammen fordi han kunne lave mål.
Ole Madsen var ikke nogen stor tekniker. Også i figur var han ganske lille, 171 centimeter høj. Og man sagde om ham, at det hændte, at han afleverede bolden, men det skete ikke hver sæson. Angriberen så det som sin pligt at hjælpe holdet til at score, og det mente han, at der var størst chance for, hvis han selv stod for al arbejdet med at komme frem i feltet og afslutte. Den selvtillid havde han på banen. Når han fik bolden, gik han mod mål, uanset hvor langt tilbage på banen han var. Ofte lykkedes han med sine lange solotogter.
For Ole Madsen var nemlig enormt hurtig og snød mangen en modstander med sit antrit. Knud Lundberg, en af dansk fodbolds store historikere, havde sin egen teori om, hvor Ole Madsen havde sin fart fra.
”Ole er vognmand. Arbejder for familiefirmaet, nu og da på de mest ubehagelige tider af døgnet. En vognmands job består jo ikke bare i at sidde og dreje på rattet, køre læsset til bestemmelsesstedet og sige værsgo'. Der skal læsses af, og der skal læsses på. Og det er tit noget med mange trapper. Jeg har en privat teori om, at det er de trapper – og de ting, han bærer op ad dem – der har udviklet det fantastiske antrit, han har.”
”Når han går op på fjerde sal med en kommode på ryggen, så kræver hvert eneste trin et afsæt, som er hårdere end noget, vi andre nogensinde kommer ud for under vores træning. Tænk på, hvor ofte vognmanden må spænde de muskler og bruge dem under topbelastning – i løbet af sin 8, 10 eller 12 timer lange arbejdsdag,” skrev Lundberg, der selv var uddannet læge – og en af de mest langsomme landsholdsspillere nogensinde.
Så Ole Madsen kunne lave mål, han var hurtig som lynet, og så var han hårdfør som få.
”Barsk er for blidt et ord om Ole Madsen,” skriver Joakim Jakobsen i sin bog ”Guld Harald” om den samtidige angriber Harald Nielsen.
”De ar, jeg har på mine ben og min krop, betragter jeg som betalingen for de mål, jeg gennem de seneste år har scoret,” er den allerførste sætning i ”Skyd Ole”.
HIK-angriberen var kendt for hverken at skåne sig selv eller sine medspillere i en kamp om bolden. Han gik nådesløst ind i enhver tackling, og indimellem chokerede han konkurrenterne med sit hårde spil.
”Jeg har ikke mødt nogen, der er så lidt bange for sine egne ben,” sagde en spiller fra det svenske landshold – en af Ole Madsens yndlingsmodstandere – efter en landskamp i 1964, og han gik så hårdt til legenden Lev Jasjin i en opvisningskamp i Idrætsparken samme år, at den russiske superkeeper måtte udgå.
”Hvis vi vil hævde os i international fodbold – det ønsker i hvert fald spillere og lederne formodentlig også – er det nødvendigt at spille på samme måde som modstanderen. Og professionelle hold er alt andet end blide. Det har vi adskillige beviser for. Sålænge dommerne ikke skrider hårdere ind, vil vi være slået på forhånd, hvis vi spiller på samme facon, som nogle dommere kræver i de danske turneringskampe,” sagde den benhårde amatør i hæftet Fodbold-JUL i 1964.
”Man kan ikke lade være med at spørge – når man ser ham gå til sagen – om han ikke er for hård ved sig selv. Han går aldrig af vejen for noget. Selv i ligegyldige feriekampe kan han ikke spare sig – og han går i tackling uden at gardere sig. Stoler bare på sin hurtighed og sin råstyrke,” skriver Knud Lundberg i sin og Flemming Nielsens bog ”De bedste vi mødte”, som i øvrigt har Ole Madsen på forsiden.
Nogle år senere skulle angriberens stil koste ham karrieren.
Solotur mod svenske sølvvindere
Inden da nåede Ole Madsen et væld af højdepunkter. Han scorede et utal af mål for HIK. I Sparta Rotterdam, hvor han spillede fra 1965 til 1968, skulle de vænne sig til hans individualistiske spillestil, men han afgjorde den hollandske pokalfinale i 1966. Han var egentlig udgået af finalen efter en af sine typiske kollisioner med en modstander, men man måtte ikke skifte ud, og træneren gik i omklædningsrummet og bad sin dansker om at spille videre. Det gjorde den hårde nyser, og så scorede han sejrsmålet til 1-0.
Landsholdet var noget særligt for ham. I 28 ud af sine 50 landskampe bar han anførerbindet, og han kom på tavlen 42 gange. Kun Jon Dahl Tomasson (52), Poul ”Tist” Nielsen (52) og Pauli Jørgensen (44) har scoret flere landsholdsmål. Og Ole Madsen præsterede i 1962 at score i samtlige ni danske landskampe. Mest berømt er selvfølgelig hælmålet mod Sverige. Efter 14 år uden sejr over arvefjenden vandt Danmark i 1965 med 2-1. Ole Madsen scorede til 1-0. Han løb ind i feltet for at møde Henning Enoksens indlæg, og selv om en stopper opsnappede afleveringen, fortsatte den danske angriber sit løb; som om han nærmest havde forudset, hvad der ville ske derefter. Stopperen havde ikke set Madsen og lagde bolden tilbage til sin målmand, men danskeren stod i boldens bane med ryggen til mål og satte straks hælen på.
Det siges, at udtrykket ”kold som en brøndgravers røv” første gang blev skabt i en passage i Politiken om Ole Madsens hælmål. Det passer ikke. Journalisten Magnus Simonsen skrev det om B1909-spilleren Erik Berg, da han i 1959 sparkede det danske mesterskab til Odense. Til gengæld skrev ”Simon” således om Ole Madsens mål mod svenskerne:
”Og så måtte svenskerne endda lide den tort, at Ole Madsen, trods den jernhårde svenske opdækning, med genial frækhed og fantasi og iskold ro lavede mål med hælen. Det er den slags dirty tricks, man kan forvente sig af sin kone, når hun er gal i hovedet, men ikke af en landsholds-centerforward i en hård landskamp mod de rutinerede, sejrsvante svenskere. I det øjeblik var Ole Madsen den mest populære person i Danmarkshistorien siden Niels Ebbesen vog den kullede greve. Og man kan ikke sige om ham, at svenskerne hellere ser hans hæl end hans tå.”
Ole Madsen var ganske rigtigt populær, en publikumsyndling i Idrætsparken som angriberne Pauli Jørgensen og Preben Elkjær før og efter ham. På grund af stilen og på grund af målene. Og han bør ikke kun huskes for scoringen med hælen.
ADO - Sparta. Nu de eerste ronde van de beker, in 1966 was het de finale. In de laatste wedstrijd van Tinus Bosselaar, bezorgde Ole Madsen Sparta de zege: 1-0.
— Sparta Rotterdam (@SpartaRotterdam) October 27, 2020
Een verslag: https://t.co/WzJ7xT2DF5 pic.twitter.com/YXDXVN8RdI
Man bør også mindes Madsens første landskampsmål. Det var i Stockholm i oktober 1958. HIK-angriberen var 23 år gammel, og han havde fået landsholdsdebut i et 5-1-nederlag til Holland ni dage forinden. De svenske VM-sølvvindere kom tidligt foran, men da bolden efterfølgende skulle gives op, strøg Ole Madsen direkte mod mål, afdriblede tre-fire modstandere, og efter bolden havde været et smut forbi Henning Enoksen, scorede Madsen til 1-1. Kampen endte 4-4, og næsten-debutanten lavede to mål – tre efter hans egne optællinger. I ”Skyd Ole”” siger han, at han fik bolden i ryggen, inden den gik i mål til 3-3, men officielt har Jørn Sørensen fået godskrevet en scoring direkte på hjørnespark. Målmand Tore Svensson så ikke for godt ud.
”Det tror pokker, naar en tramper en over fødderne og ydermere knalder en albue i brystet paa mig. Det var ham den lille dansker, Madsen. Helt ubegribeligt, at dommeren ikke kunne se, at der var frispark,” citerede Ekstra Bladet efter kampen Svensson for at have sagt.
Og man bør også mindes Madsens sidste landskampsmål. 15. juni 1969 kom et stærkt ungarsk landshold på besøg i Idrætsparken. Ungarerne havde været til VM fire gange i træk, og Danmark havde to gange i tresserne tabt med 6-0 i Budapest. Men denne sommerdag i København vandt danskerne 3-2.
Tidligere havde man været forment adgang til landsholdet, hvis man havde været professionel i udlandet, men reglen var blevet lavet om, og efter at være vendt hjem fra Holland blev 34-årige Ole Madsen den første til gøre comeback som ex-udlandsprof. Mod Ungarn scorede han det blændende sejrsmål. Han tog en lang aflevering med sig med brystet og trak over i feltets venstre side, hvor tre modstandere ilede til for at stoppe ham. Men pludselig stoppede angriberen op, og i én bevægelse lagde han bolden i mål, inden forsvaret nåede at reagere.
Godnat, Ole – pengene lå ikke i fodbolden
De 11 mål i kvalifikationen til EM 1964 skal nævnes igen. Specielt dem mod Luxembourg i december 1963. Den 4. december spillede Danmark 3-3 på udebane – Ole Madsen lavede hattrick. Returkampen i København seks dage senere sluttede 2-2, og Madsen lavede de to danske mål. Og så skulle det afgøres i en tredje kamp på neutral grund. 18. december i Amsterdam vandt Danmark 1-0. Ole Madsen scorede sejrsmålet og sendte Danmark til EM, nærmest helt alene.
Og alt det, mens han passede sit arbejde i familien Madsens vognmandsfirma. Betalt fodbold i Danmark var endnu mere end et årti væk. Ole Madsen var en vaskeægte amatør, der gav alt, når han var på banen, men prioriterede andre ting i livet højere end sin sport. Da Danmark fik sølv til OL i Rom, var han ikke med. I mange måneder op til havde han forsømt at deltage i landsholdets fællestræninger – han havde ikke råd til at fravælge sit arbejde, forklarede han. Alligevel var han i spil til turneringen, men han meldte fra til en opvisningskamp mellem udvalgte hold fra København og provinsen lige før udtagelsen. Ole Madsen skulle på bryllypsrejse, og så blev OL uden ham. I Italien fik Harald Nielsen et enormt gennembrud og blev solgt til Serie A, hvorefter han var tabt for det danske landshold. Han og Madsen, tressernes to store danske angrebsstjerner, kom aldrig til at spille på samme hold.
”Ofte har jeg undret mig over idrætsfolk, der går så utroligt højt op i deres sport. Man mærker det, når man taler med dem, og man kan læse det af deres udtalelser til aviserne. De lever og ånder for det og må føle skuffelserne meget tungt, når de kommer – og de kommer på et eller andet tidspunkt. De skuffelser har jeg undgået,” skriver Ole Madsen i sin bog.
Udover FC Barcelona blev han sat i forbindelse med blandt andre Atalanta og Inter, men han forblev ubetalt HIK-spiller, til han drog til Holland i 1965. Mit yndlingseksempel på hans amatørisme er fra ”Skyd Ole!”. På vejen mod EM 1964 spillede Danmark en lørdag eftermiddag i Idrætsparken mod Albanien. Ole Madsen fik en alt anden en optimal opladning til den kamp.
”Fredag aften kom der bud fra kommunen om, at der var kørsel med jord fra nogle store vejarbejder i den indre by. Men netop fordi det var den indre by, kunne der kun arbejdes og køres om natten, hvor trafikken lå stille. For det første havde jeg ikke råd til at sige nej til ordren, og derefter var det umuligt at skaffe en erstatning for mig selv til jobbet med så kort varsel. Ergo kørte jeg ud med vognen og bad i øvrigt til, at ingen fodboldinteresserede natteravne ville komme forbi og genkende den danske landsholdscenterforward, der egentlig burde have ligget i sin seng og hvilet ud til den store opgave om eftermiddagen.”
Ole Madsen var i seng klokken syv om morgenen og fik to timers søvn, inden han skulle på hospitalet for at behandles for en skade. Sidst på eftermiddagen stod han som landsholdsanfører på Idrætsparkens græs, klar til at spille foran 25.000 tilskuere. Danmark vandt 4-0, Ole Madsen scorede til 2-0 efter en halv time.
Tryksværten i Pilestræde
En grå januarsøndag sætter jeg mig ind på læsesalen på det lokale bibliotek. Der er helt stille bortset fra bilernes brummen ude på vejen og den regelmæssige tasten fra de tre andre besøgende. Magasinhylden fremviser forsider med Bodil Jørgensen, Elon Musk og Sofie Linde, men det er ikke dem, jeg er interesseret i. Jeg skal tilbage til fortiden. Jeg logger på Infomedia, det virtuelle mediearkiv hvor man kan søge i årtiers avisartikler, og prøver mig frem.
En søgning på ”OLE MADSEN/1964” giver 234 artikler. ”OLE MADSEN/FRANCE FOOTBALL” giver to artikler. ”OLE MADSEN/BALLON D'OR” giver 12 artikler – en af dem har jeg selv skrevet. ”OLE MADSEN/GULDBOLDEN” – to artikler. ”OLE MADSEN/POUL PRIP” – fire artikler. Ikke et eneste af dem hjælper mig.
Én mand kunne med sikkerhed have svaret på, om Poul Prip Andersen stemte på Ole Madsen dengang i 1964. Det er Poul Prip selv. Men Berlingske Tidendes sportsredaktør døde i 1989, 66 år gammel. Jeg ringer i stedet til hans søn, skuespilleren Henrik Prip, for at høre om hans far. Da jeg fortæller ham om min mission, viser det sig, at han også havde et forhold til historiens hovedperson, Ole Madsen.
”Jeg sad selv i Parken, da han scorede med hælen. Jeg var der sgu. Jeg var fem år. Jeg kan huske det. Det var bare så frækt et mål. Og så sjovt. Alle grinede jo bare. Og jublede,” husker Henrik Prip, da han lader tankerne vandre tilbage til en junidag i 1965.
Det lå til familien, det med at tage i Idrætsparken og se det danske landshold. Henrik Prips farfar hed Emil Andersen og var kendt under signaturen Mister Smile.
”Han var sportsredaktør på Dagens Nyheder og senere på Politiken. Som jeg har forstået det – jeg har ikke mødt ham, for han døde i '39 – så var han en fornyer af sportsjournalistikken. Han skrev ikke bare om resultatet, men også om udøverne, sådan lidt bagom. Min far er så blevet slæbt med til en masse sport, som jeg i øvrigt også blev. Så han har fået det ind med modermælken,” siger Henrik Prip.
”Selv om min far læste jura og også blev færdig som jurist, har han aldrig brugt det. Han var allerede ansat som journalist, inden han blev jurist. Så det overtog. Det var hans liv. Jeg tror ikke, han havde kunnet dække et andet område som journalist. Han var sportsgal og dækkede håndbold, fodbold, boksning. OL dækkede han utallige gange. Han var aldrig hjemme, i øvrigt, for han var på arbejde hele tiden, også i weekenderne. Han endte også med at sidde i den olympiske komité i nogle år, hvad han var ret stolt af.”
Poul Prip Andersen blev i 1971 kåret til Årets Sportsjournalist og fik et trofæ opkaldt efter hans egen far – Mister Smile-pokalen. Jeg ved ikke, hvem der stemte på ham, og jeg orker heller ikke at finde ud af det... Men Poul Prip var højt respekteret.
”Han var kendt for at være meget sober i sine reportager. Ikke så kritisk, som man er i dag. Og han var af den gamle skole med hensyn til amatørisme og med ikke at blande sport og politik. Han havde ikke så meget fokus på sammenblandingen. Han holdt idrætten som noget ædelt og som noget isoleret – selv om han jo også overværede i terroren i '72 i München,” siger Henrik Prip.
Jeg fortæller ham, at jeg kan godt lide at forestille mig hans far sidde på sit kontor på Berlingske Tidende og overveje sine Ballon d'Or-stemmer, som han skal sende ned til France Football per brev eller telegram eller over telefonen. Henrik Prip hjælper med at sætte scenen.
”Inde i Pilestræde lugtede der af tryksværte, i og med at aviserne blev lavet i stueetagen. Lugten af sværte strøg op gennem etagerne, og der var ikke meget udluftning, så der var meget dårlig luft. Og alle røg jo – bortset fra ham i øvrigt. Hans kontor var meget rodet og fyldt med alt muligt. Han havde stor klæbehjerne og huskede alt. Et omvandrende sportsleksikon.”
Så jeg forestiller mig Poul Prip sidde med bunker af gamle aviser og tunge bøger omkring sig, mens tobakståger og en dunst af tryksværte hænger i lokalet, mens den dygtige skribent overvejer, hvordan man skal måle Denis Law op imod Luis Suárez og Eusébio – eller Ole Madsen fra Hellerup Idræts Klub. Men jeg har jo brug for at vide, om Poul Prip gav Ole Madsen et enkelt point. Henrik Prip kan ikke hjælpe.
”Det ved jeg simpelthen ikke. Men altså... Mon ikke, han gjorde det. Fik han én stemme? Én eneste stemme? Ingen andre stemmeafgivere end min far har jo kendt Ole Madsen.”
Træneren i de slidte Adidas-støvler
Den mislykkede Infomedia-søgning gav mig en information, som jeg kan bruge til noget: Ole Madsen var Jens Andersens store idol. Jens Andersen er forfatter til fremragende og storsælgende bøger om blandt andre Frank Arnesen, Dronning Margrethe og Kim Larsen, og så har han i øvrigt en fortid som fodboldspiller på eliteniveau.
Jeg ringer til ham for at høre, om han vil tale om Ole Madsen. Det vil Jens Andersen gerne, men han har dog ikke lang tid, for han er lige på vej ud ad døren.
”Det er heller ikke, fordi jeg har voldsomt meget at fortælle,” siger forfatteren, hvorefter han taler om sin gamle helt i syv minutter uden ophold. Det viser sig blandt andet, at han og Henrik Prip delte en ganske særlig tilskueroplevelse for snart 57 år siden.
”Jeg kan simpelthen se målet for mig endnu. Jeg var i Idrætsparken med min far, da vi slog Sverige for første gang i mange år, 2-1, og han lavede det legendariske mål en frygtelig knoldet bane. Det var en sommerdag. Der er en dårlig tilbagelægning fra en svensk forsvarer til målmanden, og pludselig er han der som en høg. Men han kan ikke nå at få vendt sig og sparket den retvendt ind, og så er det, at han laver et hælspark, som selvfølgelig også fuldkommen tager røven på målmanden. Det var, med et ord vi hører igen og igen i dag, et ikonisk mål dengang. Det var aldrig set før, at man lavede et mål på den måde, men det var så typisk for hans målnæse. Han var der, og om han så scorede med knæet eller låret eller indersiden, jamen ind kom den,” husker Jens Andersen, der var ni år gammel i 1965.
”Han var virkelig en drengefodboldhelt, fordi han lavede mål. Han var jo også et kæmpe ideal for os, der spillede fodbold i skolen og i fritiden, fordi alle mere end at være back – som jeg selv blev – ville stå oppe foran, lave målene og være helten. Vi samlede jo på autografer som sindssyge dengang, og jeg husker tydeligt, at efter en af de kampe, jeg så med ham i Parken, stod jeg sammen med et hav af andre drenge og ventede ude foran den gamle bygning. Det lykkedes mig at få hans autograf, og det var kæmpe-, kæmpestort. At have Ole Madsens autograf; så havde man altså virkelig en samling i sig selv.”
Jens Andersen skrev i 2008 en bog om en anden af dansk fodbolds store spillere, Frank Arnesen.
”Og så kommer anden del af min historie om Ole Madsen, for da jeg selv var blevet sådan en habil, gennemsnitlig møverback i AB i halvfjerdserne, fik jeg et tilbud om at komme over og spille i HIK, der dengang ragede spillere til sig og betalte lidt for det. Bare man kunne kalde sig nogenlunde betalt fodboldspiller dengang, syntes man, det var stort, selv om det var småpenge. Der havde jeg først Tom Søndergaard [tidligere Ajax- og landsholdsspiller ] som træner, men da Tom stoppede, tog Ole Madsen over og blev træner for HIK. Det var spøjst.”
”Han var en meget sød fyr og samtidig en lidt gammeldags dreng. Jeg kan huske, at han rendte rundt i noget af det gamle tøj, han havde spillet i – for eksempel nogle Adidas-støvler, som ville have været rent retro-guld i dag. Træningsdragten var også fra den tid, og jeg mener, at han havde en gammel trøje, som der stod ”DBU” på. Vi havde ham i et års tid. Det var mit afdansningsbal med Ole Madsen, og jeg synes vel egentlig ikke, at han dengang var så magisk og stor, som han havde været tidligere. Den var meget primitiv, hans træning, den var ikke særlig moderne på nogen måde. Men han var kæmpestor engang, og han var unik, fordi han havde målnæsen og lavede de der mærkelige mål – koncentreret i hælmålet, som var så anderledes på mange måder, men typisk for ham,” siger Jens Andersen.
At forfatterens gamle idol og tidligere træner i 1964 var en del af Ballon d'Or-kåringen på linje med spillere som Omar Sivori og Bobby Moore; det kunne Jens Andersen dog ikke huske.
”Nej, det kan jeg sgu ikke. Begge de navne, du nævner, ringer selvfølgelig hos mig. Den har jeg aldrig hørt, den der. Men jeg tænker, at der hører han da hjemme. Det kunne man jo se på nogle af alle de mål, han lavede. Det var jo ikke kun mod Island og Cypern. Han lavede også mål mod store nationer.”
Den sky kældermester
Ole Madsens fodboldkarriere sluttede brat en efterårsdag i Oslo i 1969, nogle måneder efter det storslåede mål mod Ungarn. I et dansk nederlag gik det galt for landsholdsanføreren, da han satsede alt på at komme fri af en modstander for at afslutte og i stedet endte med at blive offer for en hård tackling, som han ikke havde beskyttet sig imod. Dagen efter refererede Ekstra Bladet en samtale mellem Ole Madsen og landsholdets læge, Ole Halskov:
”Du er så meget mandfolk, at du kan tåle at høre sandheden. Knæskaden er ret alvorlig, og du er færdig for denne sæson. Ledbåndet er revet over, ledkapslen er beskadiget, og der er blødninger i knæet,” sagde lægen.
”Så holder jeg helt op,” svarede Ole Madsen, og sådan blev det – HIK-angriberens sidste kamp som fodboldspiller blev på det landshold, der havde betydet meget for ham, og som han havde betydet endnu mere for.
Ole Madsen stoppede og koncentrerede sig om det Tuborg-depot, han havde købt, da han kom hjem fra Rotterdam. Senere blev han kældermester på Skovshoved Hotel. Bortset fra den korte periode som Jens Andersens træner var han færdig med fodbold. Men han vedblev at være medlem af HIK. Klubmanden så førsteholdets kampe, og når ungdomsholdene mødte lokalrivaler som Skovshoved IF eller B1903, kom han også gerne forbi.
Samtidig trak han sig næsten aggressivt tilbage fra offentligheden. Han gav ingen interviews, og han sagde nej til at være med i Idrættens Hall of Fame. Da hans 70 års fødselsdag i 2004 blev fejret med en reception i HIK, var der adgang forbudt for journalister. Ole Madsen blev en sky mand, der mest holdt sig til hjemmet på Håbets Allé i Brønshøj og havde en snæver omgangskreds bestående af de allernærmeste.
”Han havde en speciel natur – han kunne være vanskelig. Ole var sine venners sande ven, men det var enten eller, og sådan har han altid været,” fortalte hans ven og tidligere HIK-holdkammerat Jørgen Silcowitz til BT i en nekrolog.
En kold forårsaften i 2006 faldt Ole Madsen om på Brønshøj Torv. Da ambulancen kom, var han død. Den tidligere verdensklasseangriber blev bisat 1. april i Messiaskirken i Charlottenlund, et langt Ole Madsen-soloraid eller to fra HIK's anlæg. Herefter blev han lagt til hvile på Bispebjerg Kirkegård, hvor jeg fandt hans gravsten nogle år senere.
Arkivets afsløring
Sådan sluttede Ole Eduard Fischer Madsens rejse her i livet. Denne artikel nærmer sig også sin afslutning.
Jeg kontakter France Football og spørger, om de kan hjælpe. Om de gemmer på informationer om, hvordan stemmerne blev fordelt ved de allerførste Ballon d'Or-kåringer for mere end et halvt århundrede siden. Der kommer aldrig et svar.
Så jeg går på skattejagt i Den Sorte Diamant ved Københavns havn. Her ligger Det Kongelige Biblioteks vældige arkiv, og et eller andet sted har jeg altid vidst, at min bedste chance for at få et svar på gåden ligger begravet her. Jeg køber en kanelcroissant i caféen og går op på første sal for at begynde arbejdet.
Oh, al den viden! Inde i læsesalen står syv reoler, hver to meter høje, små 10 meter lange, med mikrofilm af århundreders danske aviser. Det begynder med Adresseavisen i 1777, slutter med Aarup og Omegns Folkeblad i 1989. Mange gange har jeg siddet herinde og ladet maskinen snurre, mens jeg har søgt efter informationer til historiske historier.
Denne gang behøver jeg ikke engang bruge mikrofilm, for servicen Mediestream har digitaliseret 16.000.000 avissider og ”flere tilføjes løbende”. Det er vidunderligt.
I dag er Ballon d'Or et fænomen og et mediecirkus, og der gættes på vinderen i månedsvis, inden han præsenteres ved et glitret gallashow. Jeg aner ikke, hvordan omtalen af prisen var i tresserne – kun at Tipsbladet, et ugentligt fodboldmagasin, bare lavede en lille notits nogle uger inde i januar. Men hvis nogen har dækket kåringen, har det vel været Berlingske Tidende, når nu Poul Prip var jurymedlem. Så jeg begynder med en udgave af Tanten fra 1. december 1964, men eftersom hver side tager godt to sekunder om at loade, er det en langsommelig proces. France Football breakede nyheden i en udgave lige før jul, ved vi, så jeg hopper fra 6. december til 20. december – og da jeg har bladret videre til side 14 af udgaven fra 22. december, får jeg et sug i maven.
”Denis Law »årets fodboldspiller«” står der i en overskrift. Selve artiklen er kort og nævner ikke Ole Madsen, men i slutningen af teksten har signaturen ”prip” skrevet:
”Vi skal senere bringe det endelige resultat af og kommentarer til afstemningen.”
Hjertet banker, mens jeg bladrer videre. Og spændingen blander sig med et stænk af en sær, fjollet uro. Efter at have læst Niels Jørgen Larsens artikel i Tipsbladet før jul har jeg nok taget det for givet, at det var Poul Prip, der stemte på Ole Madsen. Har jeg lyst til at få det bekræftet? Har jeg lyst til at opgive min fantasi om, at en spansk, tjekkoslovakisk eller vesttysk journalist var så vild med Ole Madsen, at han gav ham sin ene stemme?
Så, i Berlingske Tidende den 24. december 1964, får jeg en julegave med mere end 57 års forsinkelse:
”Fra fremmede fodbold-fronter: Luxembourg har ikke glemt Ole Madsen – havde ham som femtebedste fodboldspiller i Europa,” skriver Poul Prip som overskrift på den lovede Ballon d'Or-opfølgning. Nede i teksten uddyber han.
”Ikke uventet er det Luxembourg, der har nævnt Ole Madsen. I det lille storfyrstendømme har man ikke glemt, at den farlige HIK'er sidste vinter scorede seks mål mod Luxembourg i de tre Nations Cup-kampe. I øvrigt alle de seks mål, danskerne fik i de matcher.”
Det var Luxembourg! Og det giver så god mening. Madsens enestående præstationer i EM-kvalifikationskampene var jo i december; sikkert efter deadline på 1963-kåringen. Det var ikke repræsentanten fra en af Europas giganter, som amatøren fra Københavns nordvestkvarter havde imponeret, men det er alligevel en rar tanke, at en journalist fra Luxembourg i et helt år huskede den bistre og ustoppelige danske angriber. Luxembourg glemte aldrig Ole Madsen. Det gør jeg heller ikke.
