176378

– Er altid en speciel oplevelse at komme i Parken

Selv om Mads Bidstrup kun er 21 år gammel, er han allerede en af de bedste presspillere i Superligaen. Det lærte han på den hårde måde i Leipzig, hvor en grim knæskade også betød, at han mistede sit gamle spil, men det arbejder han nu på at genfinde i FC Nordsjælland, som lejesvenden fra Brentford…



På den ene side var det en meget atypisk aktion for Mads Bidstrup. Efter 10 minutter var midtbanespilleren presset på bolden på en mandag aften i Farum, så han driblede på tværs mod sidelinjen og slog den i blinde og for højt op mod Ernest Nuamah. Så Randers' forsvarskæde kunne nemt få styr på bolden og spille den frem mod Lasse Berg Johnsen, der selvfølgelig satsede på en hurtig omstilling med en aflevering op til Tosin Kehinde.

For gæsterne havde brug for noget medvind efter allerede at være nede med 2-0, og så var Kehinde ikke den værste mand at sætte i scene, når nu Nordsjælland for en gangs skyld havde afleveret en bold uden den store plan bag.

Men før bolden nåede frem til Kehinde, var Mads Bidstrup vendt tilbage på banen efter sin detour ud over sidelinjen, og han havde allerede set, hvad Randers ville, så mens Kehinde gjorde klar til boldmodtagelse og en vending op ad banen, kom Bidstrup på tværs og stoppede den spirende omstilling med en tackling.

Og det var til gengæld en meget typisk aktion for Mads Bidstrup.

DRØMMENES KØBENHAVN
Der er selvfølgelig mange grunde til, at FC Nordsjælland igen rykkede op på toppen af Superligaen efter 3-1 sejren i mandagens topopgør over Randes FC – der er blandt andet en målmand, der kan spillet med fødderne, et solidt centerforsvar, offensive backs, den lynhurtige Ernest Nuamah og den snurrige norske teenage-topscorer Andreas Schjelderup – men Mads Bidstrups evne som central presspiller og bolderobrer er også en vigtig faktor.

Således også mandag aften, hvor han blev flyttet fra sin sædvanlige 6'er-position og i stedet skulle spille 8'er med fokus på at lægge pres på Randers FC's norske nøglespiller Lasse Berg Johnsen. Det lykkedes rigtig fint, og undervejs blev han noteret for hele 12 generobringer af bolden i kampen, hvilket kun styrker statistikken i Superligaen, hvor han ligger nummer to efter OB's Jeppe Tverskov i dueller vundet langs jorden og nummer fire i tacklinger per kamp.

Med sin forudseenhed og sine hurtige fødder er den 21-årige Mads Bidstrup simpelt hen en presspiller par excellence, og det betyder meget for FC Nordsjællands gameplan at have sådan en midtbanemand på banen. For det fik man, da man fik forlænget forårets lejeaftale med Brentford, så Bidstrup også er i Farum hele sæsonen 22/23.

Det er alle parter meget tilfredse med, og for Bidstrup har det også været både givende og resultatmæssigt sjovere end foråret, hvor man spillede for meget uafgjort i nedrykningsspillet, og hvor man lukkede grundspillet med et 1-0 nederlag i Parken, der altid har betydet noget særligt for midtbanespilleren. For han var en del af FC Københavns akademi fra 2013 til januar 2018, hvor han som knap 17-årig blev solgt til RB Leipzig for 15 millioner kroner.

Nu gælder det så endnu et gensyn med Danmarks nationalarena, og det endda på en potentielt feststemt lørdag aften med kickoff klokken 19.00. Og denne gang håber Bidstrup på et bedre resultat end sidst.

”Med min fortid i FC er det altid en speciel oplevelse at komme i Parken. Det var det, der var mit mål, da jeg var ungdomsspiller i klubben, og det er Danmarks største stadion, så jeg synes, at det er den fedeste udebane at komme på. Også fordi der er en masse, der kigger på, og man kan vise sig frem og så videre.”

”Og så er det selvfølgelig ekstra spændende på lørdag, fordi jeg føler, at vi kan komme ud og udfordre dem. For vi er inde i en rigtig god periode lige nu,” siger Mads Bidstrup med udsigt til endnu en kamp på det stadion, han drømte om som teenager.

176379

Men selv om der meget vel kan komme 25.000 tilskuere til kampen, er det ikke en udfordring, der bekymrer.

”Nu har jeg oplevet store stadions med Brentford i Premier League, så jeg ved ikke, om jeg på den måde har vænnet mig til det, men jeg har i hvert fald fået nogle erfaringer og oplevelser på de stadions, der gør, at jeg måske nemmere kan abstrahere fra al tilskuerlarmen og sådan noget.”

”Det synes jeg hjalp mig rimelig godt i den første kamp. Jeg følte, at jeg ret hurtigt kom ind i zonen, selv om det selvfølgelig altid er specielt at komme ind i Parken,” siger midtbanemanden fra toppen af Superligaen med et hul på hele otte point ned til de forsvarende mestre fra FC København.

Men selv om FC Nordsjælland vandt sikkert med 3-1 hjemme i Farum over FCK tilbage i slutningen af august, og selv om klubben tidligere har været ganske god til at drille FCK på deres hjemmebane, så forventer Mads Bidstrup stadig en svær lørdag aften.

”Det bliver en anden oplevelse end min første kamp derinde, men samtidig kan man aldrig gå ind i Parken mod FC og tro, at det bliver en walkover. Det er et voldsomt stærkt hold, og det er det stadig, selv om de måske ikke har fået den sæsonstart, de ønskede. Det er altid svært at spille i Parken, og det er altid svært at komme under det tryk, som vi ved, at Parken kan lægge, specielt en lørdag aften klokken 19.”

”Og så bliver det en kamp mod et sultent FCK-hold, som vil ud at bevise noget, og som har fået en rigtig dygtig træner i ”Nes” [Jacob Neestrup], som jeg også selv har haft. Vi har kæmpestor respekt for FC, men samtidig har vi også kæmpestor tro på de ting, vi selv går og laver i øjeblikket, for vi har nogle gode træningsuger, og vores gameplans fungerer rigtig fint,” siger midtbanemanden, der i sin fortid på FCK-akademiet havde den nye FCK-træner Jacob Neestrup som U/17-træner i et års tid, før Bidstrup blev rykket op på U/19-holdet før tid.

”Jeg har et fantastisk forhold til ”Nes”. Han var en af dem, der virkelig fik sat mig i scene. Jeg havde egentlig ikke de bedste år som U/15-spiller, men da jeg blev rykket op som U/17, formåede han at give mig selvtillid, samtidig med at han også troede virkelig meget på mig.”

”Han kunne også godt gå hårdt til mig, men det har jeg lært meget af. Det var internationalt hårdt. Han stillede høje krav, og det har virkelig hjulpet mig i de udenlandske klubber, jeg har været i. Han satte scenen for, hvad det for alvor betyder at være professionel fodboldspiller. Og så var han jo fantastisk til at finde balancen; hvornår skulle han være hård, og hvornår skulle vi lige sætte os og have en god snak. Han har virkelig betydet meget for min udvikling, det er helt sikkert.”

”Så jeg synes, det er et godt valg af FC at sætte ham i spidsen for det hele,” siger talentet fra Køge-kanten, der via en kort tur i Brøndby for alvor fandt sig selv som talent i FC København – og nu skal forsøge at gøre sæsonstarten endnu dårligere for sin gamle klub med en sejr i Parken lørdag aften.

176379

IKKE TID TIL STORE AMBITIONER
Til gengæld er alt godt ude i Farum, hvor FC Nordsjælland med sejren over Randers altså rykkede tilbage på toppen af Superligaen. Men hvorfor går det så glimrende for det yngste mandskab i Europa, der i mandags havde en gennemsnitsalder på 22 ½ år i startopstillingen?

”Det er lidt svært at sætte ord på. Jeg synes også, at vi begyndte at vise gode takter i slutningen af sidste sæson, men for mange kampe i træk blev vi for umodne og smed for mange point. I den nye sæson er vi blevet mere komfortable med at stå defensivt langt tilbage. Og så er vi blevet rigtig skarpe i vores omstillingsspil, som vi også så mod Randers.”

”Vi er tit bedst, når vi er foran, så da Randers skulle længere frem at angribe, fordi vi kom foran, så kunne vi udnytte vores fantastiske offensive spillere, de tre oppe foran, der virkelig ser skarpe ud. Vi straffer de forskellige hold hårdt for øjeblikket, synes jeg,” siger Mads Bidstrup fra midtbanen på det hold i Superligaen, der sammen med Silkeborg, nok er det hold, der både spiller hurtigst og mest præcist, selv om der også undervejs bliver slået afleveringer nærmest i blinde. For det kan man gøre med baggrund i utallige træningstimer og en gameplan, der bliver gennemført.

”Det er så også en kæmpe cadeau til vores trænerteam og Flemming [cheftræner Pedersen], der er en voldsomt dygtig træner. Han er virkelig god til at se de her mønstre, og så er han konsekvent i måden at træne på. Der er jo også forskel på gameplanen i de forskellige kampe, og man må bare sige, at det virkelig lykkes i den sæson her.”

Og så er spørgsmålet så, hvad det hele kan ende med. Første halvdel af grundspillet er vel overstået, og ambitionen om at slutte i top seks ser mere end fornuftig ud, men er spillerne begyndt at gå at lege med tanken om endnu mere, når nu man ligger så godt til?

”Det er faktisk ikke noget, vi snakker om; at vi ligger nummer ét, og at det ser godt ud. Vi er meget kamp-til-kamp, og det er meget taktisk baseret på gameplanen fra kamp til kamp. Vi når næsten ikke engang at snakke om, hvor vi ligger henne i tabellen. Vi er selvfølgelig godt klar over, at vi har fået en rigtig god start og ligger i en god position lige nu, men vi ved også bare, hvor hurtigt tingene kan gå.”

”I sidste sæson lå de også nummer ét på et tidspunkt og begyndte så at tabe, jeg ved ikke hvor mange kampe i træk, så vi er godt klar over, at det kan gå voldsomt stærkt i fodbold. Og vi er også klar over, at FC og Midtjylland og de andre storklubber, de har bare noget rutine og nogle gode hold, så de kan lige pludselig kan komme i gang.”

”Men det ser godt ud med top seks, og så må vi tage den derfra. Det er første skridt, og når det så er gjort, så skærer vi den halvsæson fra og kigger fremad. Det er et helt nyt spil, det der top seks. Der er mange seks-pointskampe,” siger Mads Bidstrup med udsigt til et intenst program op mod VM-slutrunden, hvor FC Nordsjælland blandt andet skal en tur i Parken, til Randers og til Herning.

”Det bliver fedt, det er nogle fede udebaner at komme ud at spille på,” siger midtbanemanden fra den aktuelle hjemmebane i Farum, som han valgte at blive på en sæson mere efter et vellykket forår på lån, selv om han måske også kunne have fået en lejeaftale i den engelske Championship og dermed få den engelske fodboldkultur endnu mere ind under huden.

”Jeg var meget begejstret for det første halve år, jeg havde i Nordsjælland, og jeg kunne virkelig mærke, hvor meget jeg udviklede mig af at spille hver gang og at komme ind i det system, der er her. Da jeg kom til i foråret, var en af mine udfordringer, at jeg skulle arbejde på spillet med bolden, og det hjalp trænerne mig virkelig meget med.”

”Så kom sommeren, og jeg skulle til at spekulere over, hvad det næste skridt skulle være, og jeg kunne godt se, at det måske ville blive svært at få kontinuerlig spilletid i Brentford. Derfor tænkte jeg på, hvor jeg kunne udvikle mig mest henne, og der var Nordsjælland et oplagt valg. synes jeg. Og så var det selvfølgelig dejligt, at de også var med på den plan og gerne ville mig igen,” fortæller Mads Bidstrup, der også havde Brentford-manager Thomas Frank og assistent Brian Riemer, som han havde som U/19-træner i FCK, med på råd.

For sådan er det i Brentford. Selv om det er en Premier League-klub, er der fortsat plads til, at en 21-årig trupspiller kan vende sin fremtid med cheferne på sidelinjen.

ALVORLIGE KNÆSKADER
Den fremtid handler stadig om at blive endnu bedre på bolden. Statistikken fortæller, at Bidstrup rammer en medspiller med over 90 procent af sine afleveringer, men under en fjerdedel går frem ad banen.

”Jeg skal 100 procent arbejde på mit fremadrettede spil og blive mere farlig, få lavet flere assists og måske også få lavet et mål, men min opgave er også at gøre spillet lidt mere simpelt nogle gange, når vi jo har spillere som ’Schjelde’, Ernest og ’Dio’ [Mohamed Diomande], der kan det kreative.”

Da han var yngre var Mads Bidstrup nu også selv mere kreativ og driblende og drivende med bolden, men det forandrede sig med skiftet til RB Leipzig, kort før han fyldte 17 år – ikke på grund af klubben men på grund af en alvorlig skade, der plagede midtbanemanden i flere omgange.

”Det var en svær tid i Leipzig. Jeg var 16 år og følte mig klar til det hele. Jeg troede, at jeg skulle ud at erobre verden, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke bare er et happy life at være fodboldspiller. Jeg kan huske min første aften dernede, der var helt forfærdelig. Jeg så min familie tage hjem til Danmark, og så lå jeg som 16-årig alene på mit eget værelse. Det var tungt. Og så fik jeg så den her skade.”

”Vi spillede på en kunstgræsbane, for det ikke skal være løgn, og så hang jeg fast. Jeg ville den ene vej, men knæet blev hængende, og så røg knæskallen lige som ud af led og ud på siden af benet.”

”Efter den skade havde jeg svært ved at komme tilbage til mit eget spil. Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at tilpasse mig, og så fik jeg virkelig det her presspil og erobringsspil ind under huden. Så jeg blev en anden type spiller, end jeg var før, og mistede lidt mig selv i det.”

”Jeg kom dog tilbage fra skaden og havde en rigtig god pre-season med førsteholdet, hvor jeg troede, at jeg var tilbage, og nu blev det godt, men så fik jeg et springerknæ og var ude i tre måneder igen. Det blev bare rigtig svært derfra, og det lagde en dyne over opholdet i Leipzig, at jeg var så meget skadet.”

”Heldigvis spillede jeg sammen med Noah Holm, David Nielsens søn, og det betød rigtig meget for mig at have ham som ven dernede. Vi stod meget sammen gennem de hårde perioder, og han er en rigtig god ven i dag,” fortæller Mads Bidstrup, der efter to-et-halvt år i Leipzig skiftede til Championship-klubben Brentford, hvor han kendte både manageren og assistenten.

”Jeg vidste jo, hvad både Brian og Thomas står for, så det var egentlig lidt en no-brainer på det tidspunkt. Jeg skulle videre, og så var Brentford et pissegodt valg for mig.”

”Men da jeg så havde min første træning med førsteholdet, røg mit knæ igen. Så jeg måtte gennem en rimelig stor operation, men jeg er rigtig glad for, at det blev lavet. Jeg fik sikret knæet med mit baglår og fik sat noget ind ved knæskallen, og nu har jeg faktisk ikke nogen problemer med det.”

”Og da jeg blev klar igen, begyndte jeg også at finde tilbage til mit gamle spil, og jeg synes, at mit pasningsspil og mit spil med bolden er blevet endnu bedre i Nordsjælland, samtidig med, at jeg har fået erobringsspillet ind under huden fra Leipzig. Det hårde tyske spil, omstillingsspillet,” siger Mads Bidstrup, der efter nogle måneder på skadeslisten i Brentford nåede at få seks kampe i The Championship, blandt andet det sidste minut i oprykningsfinalen på Wembley, som Brentford vandt 2-0 over Swansea med en historisk Premier League-oprykning til følge.

Og midtbanemanden nåede også at dufte til den bedste engelske række, før han rykkede til Farum i foråret.

”Premier League er voldsom. Det er noget helt andet. Jeg kan huske, at vi skulle spille sæsonåbneren hjemme mod Arsenal på en fredag aften, og der fik vi at vide, at kampen ville blive set af 400 millioner mennesker. Og da vi kom til stadion, havde 10 forskellige tv-stationer sat studie op på sidelinjen. Det er meget større, end man lige tror. Mediedækningen er helt brutal,” siger Mads Bidstrup, der endda fik minutter i klubbens Premier League-debut, da han blev skiftet ind for Frank Onyeka i det 80. minut.

”Jeg havde snakket med både Thomas og Brian dagen inden, og de havde sagt, at der nok var en stor sandsynlighed for, at jeg ville blive sat ind, men der er stadig ikke noget, der kan forberede en på den følelse, der rammer ens krop, når man står der og skal til at ind mod Arsenal. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse – jeg skal ind og spille Premier League.”

”Det var ikke en nervøs følelse, det var mere en følelse af, at nu skulle jeg fandeme ind at vise, hvad jeg var lavet af. Men det var jo næsten helt uvirkeligt. Det går så stærkt, og adrenalinen pumper. Man skal virkelig ind og prøve at få styr på sin puls, og det er bare svært.”

”Selve spillet står ret tåget for mig. Det kan jeg ikke huske ret meget af, men jeg kan huske, hvor voldsomt det var. Og så var det jo helt uvirkeligt, at vi vandt 2-0,” fortæller Mads Bidstrup, der nåede at få fire indhop for Brentford i den bedste række, hjemme mod Manchester City og ude mod Crystal Palace og West Ham, mens der også var spilletid i Liga Cuppen og den sagnomspundne tredje runde af FA Cuppen. Men han fik også meget ud af de kampe, hvor han blev siddende på bænken.

DET STORE SPØRGSMÅL
”Bare det at sidde på bænken og mærke det sus, der er på de forskellige stadions. Der er en voldsom stemning, og det er en stor oplevelse, der også har givet mig noget hård hud efterfølgende, at man har mærket den hårde engelske fodboldkultur,” siger midtbanemanden før gensynet med et Parken, hvor der utvivlsomt også vil blive gang i den, og hvor Mads Bidstrup nok godt kan regne med at spille kampen fra start.

For efter knæskader, svære tider og store stunder har han for alvor fået fast og stabil succes i FC Nordsjælland, så det sidste spørgsmål må selvfølgelig handle om fremtiden. For han er stadig ung og på vej – men hvilken vej skal han?

”Det er et godt spørgsmål. Jeg har haft en lidt turbulent karriere indtil videre og har fundet ud af, at spilletid betyder rigtig meget, at have en rolle betyder rigtig meget. Jeg er meget opsat på at have mig selv med hele vejen, og jeg vil virkelig mærke efter, hvor jeg stoler på, at jeg kan udvikle mig mest. Men hvor det så bliver til sommer, det kan jeg ikke svare på lige nu. Der er stadig lang tid til,” siger midtbanemanden, der lavede en ny aftale med Brentford i sommer, der løber frem til sommeren 2024 med option på to år mere.

Og London-klubben får også faste tilbagemeldinger om deres udlånte spiller hver uge fra cheftræner Flemming Pedersen, der utvivlsomt har mange gode ting at fortælle. Men samtidig er det selvfølgelig svært at få fast spilletid på et Brentford-hold, der er blevet både bredere og stærkere siden den vilde debut mod Arsenal for 14 måneder siden.

”Det er selvfølgelig også en faktor, man skal have med i det hele. Premier League er et voldsomt sted, og det er bare svært. Men jeg er på kontrakt i Brentford, og hvis de siger, at de har brug for mig, så er det klart, at jeg står til rådighed. Men jeg ved også godt, hvor svært det er, og som jeg sagde, så er det vigtigt for mig at spille, og derfor er det også vigtigt for mig, at jeg har mig selv med hele vejen. Og så må jeg tage beslutningen, når vi kommer dertil,” siger Mads Bidstrup.





Brøndby og AGF brager sammen



INTERVIEW

Bo Henriksen har taget Tyskland med storm: ‘Alle må indse det nu’


Brøndby og AGF brager sammen

Transfer: Sælg ham for 10 millioner til sommer



– Jeg har det lidt stramt over det her interview

Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat

David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’

Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank



” Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’

VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere

Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’

Skriver til FCK-stjerne midt om natten



Fanklubben
” Tipsbladet’s fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar

Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’

Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil

Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen



Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt

Altså, hvordan kan han være så dårlig?

Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej

Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!



Her er fem bud på en ny Brøndby-træner

Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?

Kæmpe optur for Elias Jelert

Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


Brøndby-boss kimet ned

FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring