FC Midtjylland-profil: Jeg oplever racisme hele tiden

Kort før FC Nordsjællands og FC Midtjyllands seneste Superliga-kamp brød alle 22 spillere med den normale rutine. På samme tid gik de ned på det ene knæ og blev der i nogle sekunder for at sikre sig, at pointen var slået fast.

Der var ingen tilskuere på stadion til at se det, men der var tv-kameraer, fotografer og journalister, som nok skulle sørge for at videreformidle deres budskab. Og det var ikke til at misforstå: en støtte til den bevægelse, der er fejet hen over (den vestlige) verden de seneste uger, siden en politibetjent i Minneapolis dræbte George Floyd.

Awer Mabil var en af de 22 spillere. Han har haft racisme tæt inde på kroppen i det meste af sit liv, og han støtter kampen mod diskrimination som det mest naturlige i verden. Men han er usikker på, hvor stor en forskel hans og de andre spilleres aktion gør.

– Jeg ved det ikke for at være ærlig. Jeg ved ikke, hvad min mening er om det. Jeg er ikke typen, der følger trends. Det her er et stort problem, og det lader til, at uanset hvad folk gør, bliver det ved med at finde sted. Så jeg er nået til den konklusion, at det er en del af systemet. Jeg tror ikke, jeg kan gøre noget, for at det ændrer sig.

– Jeg kan sige, hvad jeg vil, men det gør ikke nogen forskel. Hvor mange gange er det ikke allerede sket? Det sker næsten hver dag. Nu bliver det bare fanget på kamera, siger han til tipsbladet.dk.

– Det er et stort problem, og jeg er glad for, at fodboldklubber tager del i det og gør noget ved det. Men jeg tror ikke, det forandrer meget, med mindre systemet ændrer sig. For det er der, problemet ligger. Systemet er problemet.

Hvis du ikke tror, det hjælper noget, hvorfor var du så med til at knæle?

– Jeg er ikke imod det, og jeg siger ikke, at jeg ikke støtter det. Jeg støtter alt, der er godt for folket. Men når noget ikke ændrer sig, hvad kan man så gøre? Man kan ikke gøre noget. Men hvis det, at jeg knæler, ændrer noget for nogen; perfekt.

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Oplever racisme "hele tiden"
Awer Mabil boede de første ti år af sit liv i en flygtningelejr i Kenya, inden familien kom til Australien. Siden 2015 har han boet fire år i Danmark og et i Portugal. Han har venner og holdkammerater fra det meste af verden, og overalt, hvor han kigger hen, ser han ind i racismens grimme fjæs.

– Det er et stort problem i verden. Systemet er ikke til for sorte. Det er simpelthen sådan, det er i øjeblikket, når man forstår det. Det er kun til for de hvide. Hvis det skal forandre sig, skal de forandre systemet, og det tror jeg ikke, de gør af mange politiske årsager. Jeg vil ikke blive politisk, men systemet – især i USA – er imod sorte.

– Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Jeg er ikke blandt verdens ledere, men det er dem, der skal træffe en beslutning: "Vil vi tage os af hele menneskeheden eller bare vores egne?" Det er det spørgsmål, som regeringer og politikere skal stille sig selv.

"Systemet" kan være en ukonkret størrelse. Awer Mabil kommer med et eksempel:

– Min bedste ven er hvid, og vi har intet racistisk mellem os. Det eneste racistiske ville være, hvis jeg for eksempel søger et job, og han har en større chance for at få det i bestemte områder. Hvorfor? Fordi jeg er sort, og han er hvid. Simpelthen. Det er systemet. Det er ikke min vens skyld, at han er hvid. Og det er ikke min skyld, at jeg er sort. Det er systemets skyld, fordi det ser forskelligt på os, siger han.

Har du oplevet racisme?

– Ja, jeg oplever det hele tiden. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har lært at elske mig selv. Jeg ved, at jeg har mange ting imod mig i den forstand, at jeg skal arbejde meget hårdere. Og det elsker jeg, for det smager så meget bedre, når man arbejder hårdt for noget, end når man får det foræret.

"Jeg elsker mig selv"
Mabil blev eksempelvis som 16-årige overfuset af en nabo, der ville have ham til at "tage hjem hvor du kommer fra."

– Jeg har oplevet meget racisme, da jeg voksede op. Det fik mig til at elske mig selv endnu mere. Nu er jeg komfortabel i min egen krop, og jeg er den, jeg blev skabt til at være. Det elsker jeg. Og jeg elsker folk for dem, de er. Alle er unikke. Alle er forskellige personer. Om man er sort eller hvid, er man en unik person.

– Jeg har måske en sort ven, som er en helt anden person end mig, men af en eller anden grund ser man os som ens, fordi vi er sorte. Det får mig bare til at elske den, jeg er, mere. Hvis nogen ikke kan lide mig, er det deres problem. Det er ikke mit problem.

– Sådan ser jeg det nu. Tidligere plejede jeg at blive fornærmet, men nu elsker jeg mig selv. Hvis man ikke kan lide mig, peger det tilbage på én selv. Så er det noget, man ikke kan lide ved sig selv.

Har du altid haft det sådan?

– Jeg har aldrig været usikker på grund af min hud. Jeg har aldrig kigget på min hud. Jeg har altid bare set mig selv som en person. Den måde, jeg behandler andre på, peger tilbage på mig selv. Hvis jeg behandler andre dårligt, siger det mere om mig end om den person, jeg behandler dårligt.

– Det er sådan, jeg ser racisme. Hvis nogen ser på mig og ser min farve, viser det måske bare, at de er bange for mig, eller måske har jeg noget, de vil have, men ikke kan få.

– Jeg har aldrig været usikker på mig selv. Jeg har altid elsket den person, jeg er, og den energi, jeg giver til folk, er det eneste, der betyder noget for mig. Jeg har aldrig set mig selv som en sort eller hvid person. Jeg elsker bare mig selv for den, jeg er skabt til at være.

– Hvis jeg kan hjælpe nogen med at elske sig selv; perfekt. Og hvis nogen kan hjælpe mig med at elske mig selv, og vi kan dele den kærlighed og hjælpe andre med at mærke den kærlighed, er vores arbejde gjort. Alt andet betyder ikke noget. Det er kun kærlighed i mine øjne. Om man er hvid eller sort, it's all love.

I Danmark er det okay
Det er dog sjældent, nogen opfører sig racistisk over for Awer Mabil i virkeligheden.

– De siger det bag skærmen eller skriver det eller synger på stadion. Men jeg vil vædde hvad som helst: Hvis jeg er sammen med den person under fire øjne, ville han aldrig sige noget.

– Jeg har oplevet folk i deres biler, der siger noget, men det påvirker mig ikke.

Folk, der råber efter dig ud ad bilen?

– Ja, ja, ja. Det sker hele tiden. Det er normen, konstaterer Mabil nøgternt.

– Men ikke her i Danmark. Her er det okay. Jeg har oplevet et par stykker, men ikke meget.

Et lavpunkt
Det går i det hele taget Awer Mabil på, at det skal være nødvendigt at sende signaler om, at alle mennesker er lige, ved at knæle før en fodboldkamp. Det burde give sig selv.

– I mine øjne befinder vi os på et lavpunkt, hvis vi skal bevise, at alle er lige. Det viser bare, hvor vi er som mennesker. Det siger meget om os. Hvis man er nødt til at vise, at et menneske er lige med et andet menneske, er vi langt nede.

Han smågriner, som om det er absurd, at han skal sige det.

– Det er sjovt, for der er ikke nogen forskel på mig og præsidenten. Vi skal alle dø en dag, og i sidste ende er den måde, vi behandler hinanden på, det eneste, der betyder noget. Den kærlighed, vi giver til hinanden; hvordan vi giver den kærlighed videre til næste generation, det er det, der betyder noget.

Han ved ikke, om FC Midtjylland-spillerne knæler forud for den kommende kamp mod AaB på søndag. Men uanset hvad tror han ikke, at dette er enden for hverken racisme eller kampen mod det.

Det er svært at sige, hvor de fundamentale forandringer skal komme fra. Måske tager folk sagen i egne hænder og forlader de lande, hvor de bliver forskelsbehandlet på baggrund af deres hudfarve. Med sorte milliardærer i spidsen, opkøber land i Afrika og etablerer deres eget system, der ikke forfordeler sorte.

Awer Mabil lyder som en, der godt ved, at det er en radikal tanke. 

– Men jeg tror, det vil ske, hvis det her fortsætter. Så tager folk sagen i egne hænder. Det er sidste udvej, men hvis man tvinger folk til det, kommer de til at handle på den måde, siger han.

– Det har varet ved i for lang tid. Over 400 år med undertrykkelse. Nogle ting giver ikke mening for mig nogle gange, men sådan er verden.