Superliga-spiller fik kræft: Jeg følte mig ramt helt ned i maven

For de fleste er november en måned, hvor der planlægges. Er der bagt klejner? Hvem skal have en julegave? Hvor meget må den koste? Hvor skal vi holde nytår? Og hvem tager champagne med?

Alle disse november-banaliteter blev med ét afløst af det dybeste alvor for AC Horsens-spilleren Jonas Thorsen og hans familie, der tæller hustruen Anne Kirstine og deres datter på tre år.

I slutningen af årets næstsidste måned fik Jonas Thorsen konstateret testikelkræft.

– Det startede med, at jeg havde ondt i testiklen, men jeg tænkte også, at det nok skulle gå over. Ømheden kunne jo skyldes mange forskellige ting, og det gjorde ikke så ondt, at det generede mig på fodboldbanen eller herhjemme. Efter noget tid slog Anne Kirstine dog i bordet og fik lokket mig af sted til lægen, siger Thorsen til tipsbladet.dk.

Det var godt, hustruen gjorde det. Efter at have konsulteret lægen blev Jonas Thorsen sendt på sygehuset, hvor han fik at vide, at det ”kunne være 117 ting”. Mistanken om kræft var til stede og blev italesat.

– Jeg blev helt tom indeni. Min hustru sad ude på gangen og ventede, og jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg skulle fortælle hende, at jeg muligvis havde kræft. Det var nogle meget tunge skridt, forklarer Horsens-spilleren.

Thorsen blev efterfølgende sendt på operationsbordet. Testikelkræft kan nemlig først stilles som endelig diagnose, når testiklen er fjernet og har været under lup. Efter operationen var al tvivl udryddet. Af de 117 muligheder havde Jonas Thorsen testikelkræft.

– Jeg holdt fast i håbet om, at det ikke var kræft, helt til det sidste, men nu havde jeg og mine nærmeste i det mindste fået vished.

Har det spredt sig?
Efter en operation for testikelkræft er der to muligheder. Enten har canceren spredt sig, eller også har den ikke.

Hvis den ikke har, er man i princippet rask. Hvis den har spredt sig, venter en tre måneder lang og udmagrende kemobehandling. Og så føler man sig for alvor syg, når håret forsvinder, tinnitussen begynder og den konstante kvalme melder sig.

Jonas Thorsen måtte vente to uger på svaret.

– Jeg kunne egentlig godt holde ventetiden ud, men det var værre for Anne Kirstine. Det er hårdt at være kræftpatient, men det er endnu værre at være pårørende. Det er jeg slet ikke i tvivl om, forklarer han.

Svaret fik han på kræftafdelingen på Skejby Sygehus. Da han og hustruen tog plads i venteværelset, ramlede korthuset. Det var ventetiden blandt de andre kræftramte, der gjorde, at alvoren for alvor gik op for ham.

– Her følte jeg mig virkelig ramt helt ned i maven. Det var uvirkeligt pludselig at være én af dem – en kræftpatient, siger Thorsen.

Inde på kontoret kunne lægen fortælle, at der ikke var tegn på spredning. Jonas Thorsen var rask.

– Både Anne Kirstine og jeg fik tårer i øjnene. Min hustru græd lidt længere end jeg, og jeg sad og var enormt lettet. Nu var der sat et foreløbigt punktum.

Kommer kræften tilbage?
Når Jonas Thorsen siger “foreløbigt punktum”, er det, fordi han godt ved, at han ikke er i sikkerhed endnu. Testikelkræften kan nemlig vende tilbage, og derfor skal Horsens-spilleren gå til kontroller løbende de næste fem år. I starten er det blot med to måneders interval.

Det skyldes, at chancerne for tilbagefald er mellem 25 og 30 procent for testikelkræftpatienter, hvor canceren ikke havde spredt sig umiddelbart efter operationen. Risikoen for, at Jonas Thorsen bliver ramt af et tilbagefald, er altså ikke overvejende, men bestemt heller ikke usandsynlig. Sker det, venter der en lang kemobehandling.

– Det er jo ikke en særlig rar tanke. Jeg synes egentlig, jeg er okay til at abstrahere fra det, men jeg er uden tvivl blevet ekstra opmærksom på min krop. Jeg har fået et andet forhold til min krop. Jeg er måske blevet overopmærksom på symptomer, og hvis jeg mærker et eller andet, tænker jeg med det samme, om det er kræft. Det gjorde jeg jo aldrig før. Det er helt sikkert noget, mange kræftpatienter kan nikke genkendende til, siger Thorsen.

Er du bange for, at kræften kommer tilbage?

– Jeg er ikke bange. Måske er det, fordi jeg ikke har sat mig så meget ind i, hvad der skal ske, hvis det kommer igen, men jeg ved, at Anne Kirstine tænker meget på det. Jeg tænker mest på min familie. Det er dem, der har holdt mig kørende, og dem vil jeg hellere tænke på end alt muligt andet.

Elefanten i rummet
Når kræft er så frygtet en sygdom, er det, fordi man kan dø af den. Det kan man også af testikelkræft, selv om det er én af de kræftformer med absolut bedst mulighed for helbredelse. Over 95 procent overlever sygdommen. Nogle få procenter gør ikke.

– Det er jo helt vildt ukomfortabelt at tale om. Det kan jeg også mærke, når du nu spørger. Men jeg er glad for, at du gør det, for det er noget, man skal kunne tale om. Når man har kræft, kan man dø. Det faktum forsvinder ikke, fordi man lukker øjnene for det, men hvor bliver det bare hurtigt en ”elefant i rummet”. Og så er det jo aldrig noget, man regner med, at man skal forholde sig til som 30-årig, siger Thorsen og tilføjer:

– Vi taler ikke meget om det, men vi ved begge, hvad det værst tænkelige udfald er. Anne Kirstine og jeg er blevet enige om, at vi begge skal blive over 90 og have et langt liv sammen. Det er jeg sikker på, vi også får.

Tanker om døden er en ubehagelig følgesvend under et kræftforløb, men Jonas Thorsen kan skrive under på, at der også er noget positivt at tage med.

Hvem kender ikke de små hverdagsbrokkerier? At skumle over en lang kø i Netto, en regnfuld mandag eller en bus, der kører lige for snuden af én. Den slags brokkerier kender Thorsen også.

Men han tackler dem anderledes. 

– Så tænker jeg; hvorfor brokker du dig over det? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er det jo ikke. Jeg har for alvor fundet ud af, hvad der virkelig betyder noget her i livet. Det er jo ikke sådan, at man bliver hellig af sådan en oplevelse, som et kræftforløb er, men man kan måske godt lyde en smule frelst. Det er altså bare sådan, jeg har det.

Forløbet har også sat fremtiden i perspektiv.

– Det betyder så meget for mig, at andre har det godt. Det har det altid gjort, men det er helt sikkert blevet forstærket. Jeg vil starte en uddannelse som pædagog, så jeg kan få et arbejde, hvor jeg gør en forskel for andre. Sådan noget er jeg blevet ekstra afklaret med efter mit forløb, siger Jonas Thorsen.

Vigtigt at tale om det 
“Føler du dig mindre mandig?”.

Spørgsmålet har Jonas Thorsen allerede hørt flere gange, efter han har fået fjernet den ene testikel. Han forstår godt spørgsmålet, og han synes, det er modigt, at nogen tør stille det direkte. For lad os være ærlige; det er ikke nemt at spørge til en mands ædlere dele. Slet ikke, når området er skrumpet. 

For Thorsen er det bare et eksempel, og han bruger det for at understrege, hvor vigtigt det er at kunne tale om testikelkræft. At det ikke bliver et tabu.

– Jeg forstår virkelig godt, at det er svært at tale om. Det er det da også for mig. Men sådan skal det ikke være. Da jeg tænkte over det her interview, og hvad jeg gerne ville have ud af det, var det netop at sprede det budskab, at man godt kan tale om eksempelvis testikelkræft, selv om det er et enormt svært og følsomt emne. Det er okay at have det dårligt og være bange. Det må man gerne sige højt, siger Jonas Thorsen og tilføjer:

– Jeg har selv kunnet konstatere, at der kun kommer noget godt ud af at sige det højt. Jeg er overhovedet ikke alene. Det er væltet ind med beskeder og hilsner fra folk, der bare vil sige, at de er der, hvis jeg har brug for dem. Det er enormt rørende. 

Føler du dig så mindre mandig?

– Der er andet, der definerer min mandighed, end hvad jeg har mellem benene. Der er ganske vist blevet lidt mere plads i mine underbukser, men skulle det gøre mig – og andre, der har haft testikelkræft – til mindre mand? Selvfølgelig ikke!

Testikelkræft rammer cirka 300 mænd om året, og det er den hyppigste kræftform for mænd mellem 15 og 40 år. Oplever man en hævelse eller ømhed i testiklen, som er de mest fremtrædende symptomer på testikelkræft, skal man søge læge.