“Fodbold giver os det nationale sammenhold, vi desperat har brug for”

Bragt i Tipsbladets VM-Magasin.

Danskere kender ham måske fra bogen ”Kvinden ved 1000 grader” eller ”Stormland”.

På Island er Hallgrímur Helgason kendt som en skarp samfundsdebattør, der bevidst har sat fingeren, hvor det har gjort ondt på landets selvforståelse.

Og så har Hallgrímur Helgason siden de spæde drengeår været glødende fodboldfan. Han og en flok venner var faste gæster til Bayern Münchens hjemmekampe, da den islandske fodboldlegende Ásgeir Sigurvinsson havde et mindre heldigt ophold i storklubben forud for et stærkt årti som profil i VfB Stuttgart, og som barn spillede han fodbold i lige dele grus og store vandpytter, årtier før Islands nuværende fodboldboom blev født på en række kunstgræsbaner.

For Hallgrímur Helgason ligger fortællingen om islandsk fodbold og landsholdets succes i lige linje med den åbning mod resten af verden, den lille ønation har gennemlevet de seneste 20-30 år, og EM i Frankrig for to år siden var den foreløbige kulmination, før en endnu større VM-slutrunde venter i Rusland her i juni måned.

”Jeg var afsted med min partner Agla og to børn, samt mine brødre og deres familier. Vi var lidt for sent ude og måtte tage en omvej: Vi fløj til Milano og måtte tage toget gennem Alperne til en lille by, der hedder Chambéry, hvorfra vi kørte i en lejebil til Saint-Étienne for at se den første kamp mod Portugal,” fortæller Hallgrímur Helgason.

”Her holdt jeg også en oplæsning i en lokal bogforretning som del af en større samling kulturelle begivenheder i forbindelse med EM, som var arrangeret af det islandske kulturministerium. Bagefter inviterede borgmesteren i byen mig, den islandske kulturminister, to andre forfattere og en række andre personer på middag i den fineste restaurant i byen, hvor vi fik 13 helt forrygende gourmetretter. Jeg kunne dårligt nok gå tilbage til vores lejede lejlighed bagefter.”

”Til næste kamp mod Ungarn i Marseille kørte vi ned til en lille kystby, og så tog vi turen til Paris over to dage. Vi boede på den mest fantastiske beværtning ude på landet. Landmændene klagede over den dårlige sommer, men for os var den smukkeste tur i vores liv. I Paris boede vi på et råddent hotel i 11. arrondissement, hvor vi tog på Stade De France og så den utrolige 2-1 sejr over Østrig,” fortæller Hallgrímur Helgason.

En del af historien om Island ved EM 2016 var, at det var hele øen, der gik op i fodbold efter den højst overraskende kvalifikation, og det oplevede Hallgrímur Helgason på vejen til Velodromen i Marseille til Ungarn-kampen, hvor kontrasten var stor.

”Fra Island var det nærmest ene familier, fædre med deres børn eller i grupper af venner, meget børnevenligt, og meget, meget langt fra de forestillinger, man har om fodboldhooligans. Der var de ungarske fans i Marseille den største kontrast. De var næsten alle sammen mænd i alderen 25 til 45 år, de sang højt i togene, og de var lidt aggressive. Der var ballade ved stadion, og vi gik glip af de første 10 minutter. Man kunne godt fornemme, at der var tale om en vred, frustreret nation, der var moden til den fascistiske regering, den så har fået i dag,” siger Hallgrímur Helgason med henvisning til Viktor Orbáns ungarske regering, der blandt andet har været i alvorlig clinch med EU efter indførelsen af udemokratiske begrænsninger på ytringsfriheden og en radikal tilgang til blandt andet flygtningespørgsmål.

Stort for Island
Men det ændrede ikke på, at EM var en stor begivenhed for Island og Hallgrímur Helgason. Familien tog hjem efter gruppespillet, og så kom højdepunktet en juniaften i Reykjavik, hvor det, der føltes som en stor del af hovedstaden, samledes i centrum og så landsholdet overvinde en tidlig engelsk føring i ottendedelsfinalen.

”Vi følte os næsten lidt skyldige over at sende England hjem, men på den anden side havde vi godt nok også mange Brexit-jokes, vi skulle have fyret af; kampen blev spillet få dage efter den uheldige afstemning i Storbritannien. Vi var samlet alle sammen inde i centrum til storskærm, og det viste sig at være den mest utrolige kamp i Islands historie. Det var fuldstændig mindblowing, vi kunne dårligt nok styre os. Folk dansede i gaderne den nat i Reykjavik, og det var en så smuk, lys nat. Guderne var med os hele vejen,” siger Hallgrímur Helgason.

Historien om Island er det vikinge-klap, der i de uger under EM i Frankrig gik verden rundt, historien om sammenholdet i den lille nation med 330.000 indbyggere, der kunne hamle op med England og andre store fodboldnationer. Den historie dukker nu igen op efter Islands flotte og overbevisende kvalifikation til VM i Rusland og en dynamitpulje med Kroatien, Nigeria og ikke mindst debuten mod Lionel Messis Argentina.

Den fortælling passer for så vidt også, fortæller den islandske forfatter om en nation, hvor det kollektive og det individuelle finder sammen i et specielt miks og har gjort det i århundreder i det barske klima, hvor man i sidste ende skulle kunne klare sig selv.

Men Island er også historien om et af de største krak og de vildeste skandaler i finanskrise- årene omkring 2008, hvor en snæver gruppe islandske forretningsmænd sammen med islandske politikere satsede alt, Island ejede, og mange gange mere i lånte penge, på investeringer, der havde vakt opsigt selv en sen nattetime på et casino i Las Vegas.

Både før og efter EM-slutrunden i Frankrig blev førende islandske politikere fældet på af have hemmelige bankkonti i skattely, afsløret i Panama Papers og andre læk af lyssky milliardtransaktioner i finansverdenen.

I det lys er fodboldlandsholdet et samlingspunkt i en tid, hvor Island står langt mere splittet, end hvad der står at læse i de internationale, og fortjente, hyldestberetninger om fodboldlandsholdet.

”Fodboldspillere diskuterer ikke politik, og landsholdet forener nationen på en måde, vi desperat har behov for. Politikere forsøger nogle gange at inddrage landsholdet som eksempel på islandsk sammenhold, hvor de arbejder sammen som var de én person, men det er ikke videre populært ude i befolkningen. EM 2016 var et stolt øjeblik for os, og et stort skridt i retning af, at vi bliver modne som nation. Vores mindreværdskompleks er ikke så stort, som det var før,” siger Hallgrímur Helgason.

Maradona, Garrincha og Island
VM-finalen i 1966 med Bobby Moore, Franz Beckenbauer og den omdiskuterede engelske sejr står som noget af det første og største for den islandske forfatter og hans forhold til fodbold.

”Vi så først kampen på nytårsdag i 1966, fordi vi først fik tv på Island i september det år,” fortæller Hallgrímur Helgason.

”Jeg så den brutale Frankrig-Vesttyskland på en bar i München i 1982. Tyskerne gik helt amok over, de vandt den kamp, men jeg kunne ikke fejre det med dem på grund af den måde, Schumacher slagtede Battiston,” siger Helgason om en anden mindeværdig VM-kamp i hans liv. Helgason skal ikke selv til Rusland, da han igen blev far i december måned, men brødrene skal afsted endnu engang, og det bliver en ganske særlig oplevelse.

”EM i Frankrig er vel at sammenligne med en studentereksamen. Nu går vi lige niveauet op og skal på universitetet,” siger den islandske forfatter.

”[At møde Messi og Argentina] er som at Scunthorpe når en FA Cup-finale. Vi slog England ved EM, men holdet har måske toppet, selvom teamworket stadig er fremragende. Folk er realistiske omkring, hvor svært det bliver,” siger Helgason, der er fascineret af Ruslands kultur og det russiske folk, og det modsatte af landets styre.

”Jeg var i Rusland i 2008 for at promovere en bog. Jeg kom til Moskva og blev blæst fuldstændig bagover. Hvis man ikke har været der, forstår man efter min mening kun 50 procent af verden, navnlig den vestlige. Ironisk nok mindede det mig faktisk mest om USA. Så store nationer med så mange mennesker. Man kan næsten se Stalins udrensninger for sig, når så mange mennesker er samlet, og når det enkelte menneskeliv vurderes så anderledes end i vores lande, hvor der er langt færre mennesker. Jeg er fan af Tolstoj og besøgte hans landsted i Jasnaja Polyjana syd for Moskva.”

”Det var virkelig Rusland, alle talte kun russisk. Det mest slående var at se Tolstojs grav, en simpel, ensom grav i skoven ved siden af hans hus, ikke i en kirkegård, og uden nogen gravsten eller andre former for mindesmærker. Det var bare en grav for en mand, der engang havde boet der. Meget ydmygt. Og en oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig,” siger Hallgrímur Helgason.

Nu glæder Helgason sig til åbningskampen og til at følge holdet ved en kulturbegivenhed, hvor Island slutter sig til de store fodboldnationer og fodboldnavne i historien, omend holdet får svært ved at sætte et lige så stort sportsligt aftryk, som man gjorde med kvartfinalen ved EM i Frankrig.

”Det gør en forskel, at spillerne ved et VM spiller for deres land og for hinanden i stedet for lønnen i en klub. Fodbold og VM-slutrunden er blevet mainstream, noget som også kvinder ser. Sådan var det ikke i min barndom på Island eller i min ungdom. Fodbold er blevet musik, noget der forener mennesker,” siger Hallgrímur Helgason.

DE MINDSTE NATIONER VED VM-SLUTRUNDER
Island, 2018, 334.000
Trinidad & Tobago, 2006, 1,3 mio.
Nordirland, 1958, 1,4 mio.
Kuwait, 1982, 1,5 mio.
Slovenien, 2002, 1,99 mio.